Uncategorized

Hvem eller hvad er det egentlig, der bestemmer, om noget er en frugt eller en grøntsag?

Jeg har altid ment, at jeg var ret large i min socialopfattelse. At jeg ikke skelede småligt til, om folk havde penge, eller om de ikke havde. Jeg har og har altid haft venner på tværs af alle sociale lag, og har egentlig aldrig tænkt over, at det skulle være noget, der betød noget.
Jeg har heller aldrig skænket en tanke, at der kunne være en økonomisk fordel i at være et par, frem for at være alene. Langt, langt størstedelen af de mennesker, jeg kender, har boet i lejlighed siden de flyttede hjemmefra, og når man sidder fredag aften og spiser sushi og ser X-Faktor, kan man ikke se på væggene, om de er lejede eller ejede.

Så flyttede jeg til Esbjerg.

Og det kvarter vi bor i?

Det er noget slum.

Der er naturligvis undtagelser, men det er her, de gravide ryger. Helt afslappet. Hvor gamacher tæller som bukser, hvor ungerne løber rundt uden sko og overtøj efter kl. 22, og hvor flere af haverne er delt i to: En del, hvor man kan sidde – hvis man kan finde stolen i det hoftehøje græs – og en del, der er udnævnt til losseplads, hvor man deponerer sin gamle, fugleskidtsbefængte lædersofa og de rustne cykler.

Jeg har opdaget, at folk jeg lige har mødt, allerede lukker en lille smule af, når de hører, hvor jeg bor, og de ser ret overraskede ud, når de hører, at jeg har et arbejde. Som jeg rent faktisk glæder mig til at komme tilbage til.

Og pludselig tager jeg mig selv i at bemærke, at alle jeg kender, der har to (voksne) navne på postkassen, bor i huse, de har købt. Som muligvis er ligeså slidte og gamle som min lejebolig, da de overtog den, men som de, rum for rum, sætter i stand, så det ender med at ligne et sted, hvor man vil være bekendt at lade sine børn vokse op.

Og jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg dårligst kan leve med: At holde min kæft og blive slået i hartkorn med en flok mennesker, for hvem alt lader til at være ligegyldigt, eller at høre mig selv sidde og undskylde mig selv, mit hjem, mit liv.

Det er meget lidt lækkert at opdage, at man i alle de år, hvor man har gået og brystet sig af sin arbejderbaggrund og sin mentale vidvinkel, i virkeligheden var snob derinde, hvor man ikke tror, der er nogen, der kigger.

Jeg hader fødder. Jeg hader, hader, hader fødder. Stort set alle eksemplarer, jeg har været udsat for gennem tiden, har været kolde, let fugtige og meget lidt kønne.

Det er f.eks. derfor, jeg ikke rigtigt går ind for gymnastik.

Så måske har min underbevidsthed nu endelig besluttet sig for at demolisere mine egne, så vi én gang for alle kan få dem smidt på lossepladsen, for de sidste 4 uger har jeg tabt stort set ALT, hvad jeg har haft mellem hænderne, og med stor præcision ramt mine fødder.

HVER gang.

For SATAN, hvor gør det nas! Og det pynter heller ikke ligefrem i sandalerne, at begge fødder ligner noget, samtlige ryttere i Post Danmark Rundt er cyklet hen over.

Jeg kan i øvrigt også en variant, hvor jeg hamrer fødderne uhyrligt hårdt ind i hjulene på indkøbsvogne. Overraskende nok falder tæerne ikke af. Det føles bare sådan.

Og skulle jeg for en kort bemærkning glemme min nye, selvskadende hobby, har jeg heldigvis Anton lige ved hånden. Er I klar over, hvor ondt det gør at få en tommestok ned over lilletåen, når den bliver detoneret fra sædet i en indkøbsvogn?

Fik faktisk engang røntgenfotograferet mine fødder, hvor det viste sig, at flere af knoglerne har været brækket, uden at jeg har opdaget det. Hvis man tog det samme billede idag, ville knoglerne formentlig ligne det smuller, der ligger tilbage i bunden af posen, når man har tømt den for hele chips.

…

Et indlæg om fødder, hvori ordet ‘indkøbsvogn’ indgår to gange?

FUCK, hvor er det godt, at jeg kun har 3½ uge tilbage på barsel!

Der er nogle titler, man først rigtigt forstår, at man har, når man bruger dem i nye sammenhænge. Som når man f.eks. giver hånd til pædagoger, og præsenterer sig som ”Linda. Antons mor.” Kom faktisk lidt til at fnise, da jeg sagde det, fordi det lød som noget, jeg bare stod og fandt på.

Jeg skal indrømme, at jeg var spændt. Ikke mindst fordi jeg i går aftes, lige efter at jeg i telefonen havde sagt: ”Jeg er sikker på, at det bliver SKIDE godt! Han er SÅ klar, og LIGE institutionstypen” kom i tanke om, at sidst jeg brugte en let modificeret udgave af dén sætning, var aftenen inden vi skulle starte til babysvømning.

And we all know how THAT went down.

Det er underligt at forberede et barn til noget, der I mistænkelig grad føles som første skoledag, uden at ungen selv er klar over, hvad der er på spil, så bare for en sikkerhed skyld, holdt jeg dem for ham, premierenerverne. Vågnede alt for tidligt, og synes pludselig, at det tøj, jeg havde lagt frem til os begge i går aftes, var helt forkert. (Jamen, hvad signalerer Velstimuleret, Fremmeligt Barn? Cars? Øko-bomuld? For slet ikke at tale om Ansvarlig Mor?)

Under hele morgenmadsseancen messede jeg: ”Pleasekulidetpleasekulidetpleasekulidet” i håb om, at det sammen med rytmisk indtag af havregrød, ville påvirke hans underbevidsthed.

Og hvordan gik det så?

Jeg synes næsten, at I selv skal gætte på, hvem af os der:

1) tog det helt, helt afslappet

2) speedsnakkede ALT for MEGET, på ALLE de voksne, om alle mulige, fuldstændigt uvedkommende emner, mens kaffen røg i halsen i kaskader, og dermed på under 2 timer nåede at caste sig selv i rollen som mærkelig.

For helvede, altså.

Men ELLERS gik det fint. Selvom jeg lige kortvarigt blev lidt bleg, da pige på ca. en meter kom stormende gennem det hele, mens hun tudbrøle-skreg: ”JEG VIL HAVE MIN MOOOOOOR!! MOR, KOM TILBAAAAAAAAGE!!!! MOR, DU MÅ IKKE GÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ!!!!!!!!!!!!!!!!”

Hvis han gør det, når jeg skal starte med at arbejde, går jeg ud og hænger mig i sikkerhedsselen.

(Tager dog nok lige et øjeblik til at beundre hans evne til at turboudvikle sprog inden.)

Og jeg havde LOVET mig selv at være en cool mor; en af dem, der bare trygt smider afkommet i armene på pædagogerne, for derefter at gå uden at se sig tilbage. Derfor var det ekstra irriterende, da nogen pludselig, med mærkelig, lille version af min stemme sagde: ”Nu ER der nogen, der holder øje med dem, når de spiser, ikke? Altså.. Ja, det er jo bare fordi, han er lidt lille. Og ikke så god til det med at tygge. Så.. altså, bare så han ikke lige bliver kvalt? Ikke?” (Jeg ved ikke, hvornår jeg har fået den ide, at jeg kan slippe afsted med at være pissebelastende, hvis jeg bare smider ’ikke’r’ nok ind i sætningen. For så lægger folk nok SLET ikke mærke til, hvor fornærmende, det jeg siger, EGENTLIG er.)

For helvede. Igen.

Nej, Linda. Vi efterlader dem uden opsyn, og giver dem KUN melon, banan og store humpler af brød.

Nå, men ELLERS gik det fint, and I’m proud to say, at vi må komme igen i morgen.

Begge to.

Ovre ved Marie (http://marienade.com/2011/07/29/nu-har/) (please, please, PLEASE er der ikke nok nogen, der kan hjælpe med det her fucking blogspot? Nu kan jeg åbenbart heller ikke tekst-linke mere *grrr!!!*) kan man læse, at hun bliver glad af bobler – og at hun ikke oplever så meget for tiden. Det er meget samme historie her, bare minus bobler. Og selvom jeg SAGTENS kan finde en million ting at hidse mig op over, fordi jeg – hvis jeg nu skal være helt uironisk og asarkastisk – stadig hænger i humørbremsen, gider jeg faktisk ikke have tastaturet smurt ind i mere galde. To indlæg i streg må være nok.

Så inspireret af Marie, følger her Top 6 Over Småting, Jeg Bliver I Godt Humør Af (trods alt):

1) Mit nye køkken. Eller. Ikke nyt, men med ny bordplade, nye håndtag, ny vask og 5 hjemmegjorte bogkasser i pangfarver tæller det alligevel som istandsat. Jeg elsker det. Uden sammenligning husets hyggeligste rum, og det er allerede sådan et sted, hvor folk sidder og hænger ud med et glas vin, mens jeg laver mad. Nogle gange går jeg tilbage i entreen, bare for at gå ind i det igen; jeg bliver lige glad hver gang.

2) Komplimenter fra en af fortidens mænd. Også selvom han lidt var tvunget til det, fordi jeg skulle gøre ham en tjeneste. Still counts.

3) Parfume. Sikkert forkert på et utal af planer, men efter en meget duftneutral graviditet, er jeg i gang med at terminere lageret af fesne, gennemsigtige toiletprodukter, og for hver eneste gang, jeg kan købe noget flydende i neonfarver, smækfyldt med hormonforstyrrende duftcrap, er jeg i himlen. (Og inden kommentarfeltet bryder ud i lys lue: Rolig. Anton bliver naTURligvis kun udsat for svanemærkede, allergitestede produkter, som speltsegmentet HAR nikket anerkendende til.)

4) I det mindste er vi flere, der er nye i byen, og Jønke ligner typen, der giver en kold håndbajer, hvis det kniber.

5) At være blevet involveret i oplæring af nye instruktører i det nye fitnesscenter. (Om end det fik mig til at føle mig som Metusalems storesøster, da jeg skulle give et eksempel på musik, der ikke er bygget op af 4 x 8 takter, og sagde ”Det meste af det, Faithless har lavet”, hvortil det nye spinningkid svarede: ”Hvem?”)

6) Antons nye tand. Yes, Houston, we have a tooth! Helt, helt problemfrit, og jeg dør af begejstring, hver eneste gang han griner med kæften fuld af ingenting og en tand.

Ps: Kan I huske Nikolaj & Piloterne? Hvorfor har vi aldrig før lagt mærke til, at det er ham, der er inde i Poul Krebs?

Jeg kan slet ikke komme ovenpå igen. Er bare træt med trist på, og når jeg har haft det sådan længe nok, begynder følelsen desværre/heldigvis – har ikke helt besluttet mig endnu – at forvandle sig til raseri. Så i disse dage tramper jeg rundt og er grundrasende på:

* Rugbrødsproducenter, der tillader sig at komme kerner i deres rugbrød. For det sidder stadig i hele kroppen på mig, at jeg i går måtte flå kvælningstruet Anton op af stolen, og hamre ham mellem skulderbladene til han brækkede sig på køkkengulvet, fordi kernerne pludselig rottede sig sammen i halsen på ham.

* Dig, territorie-so, som forsøger at intimidere mig med dit sure blik og tavshed, selvom jeg hilser pænt og smiler til dig HVER gang. Tror du, at det virker? Tror du? Åh, jeg må le! Når du har noget at have det i, kan du komme igen. Indtil da: You suck, and you know it.

* Dig, som næsten væltede os i dag i Bilka, så du kunne komme foran os i køen. Hvis du er i tvivl om, om det er dig, jeg mener, så er det dig, hvis du i dag blev hvislet: ”Jamen, så siger vi tak for hjælpen!!” ind i hovedet af, af høj, vred blondine.

* Blogspot, der modarbejder mig, og stadig ikke vil give mig mulighed for at lege med skriftstørrelser, kursiv og alle de andre børn i Bulderby. Et indlæg som dette er bare ikke det samme, når man er forment adgang til fede skrifttyper.

* Sælgere, der tror, at de er de første, der får øje på min blog, og at det er et rent tilfælde, at der ikke er reklamer på endnu. Det er fint, at I henvender jer, hvis I har noget seriøst at tilbyde, og jeg vil faktisk gerne have reklamer i siden af min blog. Men jeg vil have penge for det. Slut. Penge til husleje, benzin eller kaffe. At tilbyde mig 15 % på det, jeg KØBER hos jer som ’løn’, er en hån. Specielt når vi taler om mærkevarer og luksusprodukter, som jeg for helvede ikke som enlig mor har råd til at købe. Penge. Så kan vi snakke om det. Ellers: Bare spar på papiret. (JA! Jeg ved det sgu da godt, men hvad?? Spar på .. cyber?)

* Mig selv over, at jeg kan hidse mig op over ting, så inderligt ligegyldigt, i en verden, der for tiden ser ud som den gør.

Det var meningen, at jeg ville have skrevet noget begavet i dag, da jeg nu ikke har haft bloggen åben siden i torsdags, og derfor synes, at det var long overdue, men dels har Anton stort set ikke sovet i dag, og dels kan jeg slet ikke blive færdig med at ligge og rode rundt nede i medlidenheden med de stakkels nordmænd længe nok til at slå hjernen til.

Jeg har været nødt til at slukke for fjernsynet. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at se flere børn, der er helt stive i ansigtet af chok, eller forældre, der med dårlig samvittighed i alle træk, forsøger at skjule, hvor lettede de er over, at det var deres børn, der kom hjem.

Tuder også hver gang den norske statsminister toner frem. Den mand skulle have en medalje. For når det nu skal være, må det være fantastisk at have en statsminister, der også kan finde ud af at være på arbejde, når det er RIGTIG svært, i stedet for den model, vi hænger på, hvis største talent tilsyneladende er at befinde sig i udlandet, når det ville klæde ham at være her.

Og så døde Amy Winehouse midt i det hele.

Det har fandme været en trist weekend.

Engang imellem ville jeg ønske, at jeg kunne slukke for mit temperament. Eller bare som minimum skrue ned for det, for det ville gøre det markant mere tåleligt at leve i et samfund, hvor overskuddet rundt omkring bliver mindre og mindre, og grænserne for, hvad vi mener, vi kan være bekendt at slæbe med os af ussel adfærd ud i det offentlige rum, er skredet i afmagt.

Lad mig illustrere med et helt friskt eksempel.

Da Anton og jeg i dag ventede i køen i Fakta, stod jeg i mine egne tanker, og lod blikket følge et ægtepar i midten af 50’erne, som var på vej ind i butikken. Pæne og nydelige mennesker med synkrone, stålindfattede briller, hende med bibliotekarpage og ham iført ornitologvest og khakibuks.

Denne Fakta har, ligesom tusinde andre forretninger, valgt at placere deres indkøbskurve lige ved siden af indgangen, så man er nødt til at stoppe op og håbe på, at man har fået de lange arme med, så man kan nå over den plastikvæg, der af uransagelige årsager altid skal være imellem kurve og indgangslåge. (Jeg vil ikke udelukke, at der findes en mere korrekt term for den der metal-klapdims, man går ind af, men I ved, hvad jeg mener.)

En gammel dame står og forsøger at få fat i en kurv, da manden RÅBER: ”Så flyt dig dog, kælling, så vi andre kan komme til!”

Jeg tror, at vi alle sammen blev så forbløffede, at det først slet ikke gik op for os, hvad han lige havde sagt, hvorefter jeg i hvert fald nåede frem til, at de måtte kende hinanden, og at det simpelthen var for sjov.

Indtil den gamle dame, pænt og ordentligt, bad ham om at tage det roligt og sagde: ”Jeg skal jo bare lige have en kurv.”

”Så kan du kraftedeme stille dig om på den anden side!!” brølede han, og kørte ind i hende.

Som i: Med vilje.

Hvad. Fanden. Er. Der. GALT. Med. Folk!??

Jeg forstår godt, at man kan have lyst. Bevares. Personligt varmer jeg mig ofte ved fantasien om, hvordan jeg udstyrer min barnevogn med strømførende plæneklippersakse i ankelhøjde, og jagter alle dem, der har vadet ind foran os, snydt foran i køen, fordi det tager længere tid at flytte sig med en barnevogn, eller, af princip, har nægtet at træde så meget som 4 mm. til siden.

Men jeg gør det jo ikke, vel? Fordi jeg oven i mit hoved godt kan forstå, at verden ender med at blive et rimeligt fælt sted at befinde sig, hvis vi reagerer på alle impulser, der kravler hen over reptilhjernen.

Jeg blev simpelthen så gal, at jeg trampede ind i butikken igen for at skælde dem ud. Ham for at være det mindste menneske, jeg til dato har set, og hende for bare at stå og se ud som om, hans opførsel var i orden, (vattede undskyldning af en manglende rygrad!) men beklageligvis kunne jeg ikke finde dem.

Så i stedet fik Anton hele vejen ned til bilen i MEGET bestemte vendinger at vide, at hvis jeg NOGENSINDE tager ham i at opføre sig bare tilnærmelsesvist HALVT så dårligt, som det vi lige havde set, så er der stuearrest, time outs og NUL lommepenge til ham! Resten af livet! Blev der sagt!

Og nu er jeg blevet gal HELT forfra, kan jeg mærke, bare af at genfortælle historien.

Skal virkelig have fundet den volumenknap.