Jeg har altid ment, at jeg var ret large i min socialopfattelse. At jeg ikke skelede småligt til, om folk havde penge, eller om de ikke havde. Jeg har og har altid haft venner på tværs af alle sociale lag, og har egentlig aldrig tænkt over, at det skulle være noget, der betød noget.
Jeg har heller aldrig skænket en tanke, at der kunne være en økonomisk fordel i at være et par, frem for at være alene. Langt, langt størstedelen af de mennesker, jeg kender, har boet i lejlighed siden de flyttede hjemmefra, og når man sidder fredag aften og spiser sushi og ser X-Faktor, kan man ikke se på væggene, om de er lejede eller ejede.
Så flyttede jeg til Esbjerg.
Og det kvarter vi bor i?
Det er noget slum.
Der er naturligvis undtagelser, men det er her, de gravide ryger. Helt afslappet. Hvor gamacher tæller som bukser, hvor ungerne løber rundt uden sko og overtøj efter kl. 22, og hvor flere af haverne er delt i to: En del, hvor man kan sidde – hvis man kan finde stolen i det hoftehøje græs – og en del, der er udnævnt til losseplads, hvor man deponerer sin gamle, fugleskidtsbefængte lædersofa og de rustne cykler.
Jeg har opdaget, at folk jeg lige har mødt, allerede lukker en lille smule af, når de hører, hvor jeg bor, og de ser ret overraskede ud, når de hører, at jeg har et arbejde. Som jeg rent faktisk glæder mig til at komme tilbage til.
Og pludselig tager jeg mig selv i at bemærke, at alle jeg kender, der har to (voksne) navne på postkassen, bor i huse, de har købt. Som muligvis er ligeså slidte og gamle som min lejebolig, da de overtog den, men som de, rum for rum, sætter i stand, så det ender med at ligne et sted, hvor man vil være bekendt at lade sine børn vokse op.
Og jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg dårligst kan leve med: At holde min kæft og blive slået i hartkorn med en flok mennesker, for hvem alt lader til at være ligegyldigt, eller at høre mig selv sidde og undskylde mig selv, mit hjem, mit liv.
Det er meget lidt lækkert at opdage, at man i alle de år, hvor man har gået og brystet sig af sin arbejderbaggrund og sin mentale vidvinkel, i virkeligheden var snob derinde, hvor man ikke tror, der er nogen, der kigger.
Jeg synes bestemt ikke, du er snobbet bare fordi, du ikke synes det er ok for gravide at ryge eller at udnævne halvdelen af haven til losseplads. I så fald må man godt være lidt snobbet, synes jeg….Snob du bare løs.
Jeg gider ikke vurdere om jeg synes det er snobbet eller ej… for det ville i sig selv jo også være lidt fordømmende. Som jeg læser dit indlæg er det jo ikke et angreb på nogen, men mere en konstatering af at være havnet midt i en ny/fremmed kultur med andre værdier end dem du måske er vant med. På en måde har vi sgu' nok allesammen godt af at blive "plantet om" engang imellem. Det giver da noget mere/nyt at tænke over…. også højt… og det synes jeg er en god ting.
Fuck hvad andre tænker, bare du selv er glad for det.
Vi ville alle gerne bo i Hellerup/århus ned til vandet
Nej, Morfar, det vil jeg faktisk ikke – det blæser altid der. 🙂
Du skal i hvert fald ikke undskylde noget for nogen. Du har taget den mulighed, der bød sig, det er sgu da fair nok.
Men jeg kan godt genkende den der grimme erkendelse af, at man ikke lige var så rummelig. Det er da også plat. Men du er opmærksom på det, og dét alene er jo halvvejs i den anden, den gode, næstekærlige, tvivlen-komme-til-gode'nde grøft. Og det er jo egentlig meget godt.
Ghetto schmetto, hvad man kan bruge det til. Du og Anton har det godt. Case closed. Og hvis I holder op med at have det godt, dealer du med dét. No big deal.
Er det snobbet ikke at syndes det er fedt at ryge som gravid?
Skal man som rummelig syndes det er helt OK at bruge haven som losseplads?
Jeg ramte min tolerancemur da to mødre var ved at komme op at diskutere helt korporligt til forældremøde i min datters klasse (komplet med viften med en brækket arm i gibs og "din smatsomøgludder"). Kald mig bare snob men alle værdier er ikke lige lige!
Jeg får så også fnidder af (små)borgerlige værdier, og folk som kager helt ud over naboens nye sten i indkørslen.
Snob snob er jeg, men
Syntes mere det er snobbet, at dem du møder dømmer dig pga din adresse!
Jeg kan sagtens følge dig! Jeg ville gerne sige at det for mig er ligegyldigt på hvilken side af vejen jeg bor… men det er det bare ikke!
OK, hvis jeg virkelig tænker over det og tager stilling, så er det! Men så er jeg bare glad for 'tilfældigvis' at bo på min side.
OK, hvis jeg virkelig tænker over det, så er det ikke tilfældigt! Men alle mennesker er lige meget værd. Uanset socialklasse, job og indtægt.
OK, men ikke alle bidrager/modtager ligemeget fra det fælles… og det… det synes jeg sgu er OK! Helt uden forbehold!
Fabelagtigt indlæg – fordi jeg (desværre) kan genkende mig selv fuldstændigt.
Tja kommer vel an på hvor man kommer fra.
Jeg mener det helt fair at kigge efter det bedst mulige, men der skal jo også altid nogle mennesker til for at forandre et område… Nu kan du jo se hende din læser der gav kager fordi du nu og hun nu også kendte dig lidt herfra, eller dig selv for den sags skyld.. Ingenting ændrer sig ved at stå i stilstand og det kan man i hvert fald ikke anklage dig for
You're right, det er meget lidt lækkert at opdage. Jeg har også fundet sådan én inde i mig selv, men arbejder naturligvis ihærdigt på at fortrænge dén erkendelse igen 😉
Så kald mig en snob! Jeg ville heller ikke bryde mig om at blive slået i hartkorn med gravide rygere eller folk, der ikke får tingene sendt på lossepladsen i stedet for at rode voldsomt i haven. Her kan også rode, jeg har 3unger og bor også i et blandet kvarter af socialt boligbyggeri og ejerboliger, men rygning blandt gravide er vel bare no go og så er den ikke så meget længere…
Hvordan er det gået med din søns start i institution?
Godt indlæg, og mon ikke mange kan genkende sig selv og så kan man da vælge at bebrejde sig selv alt muligt med til hvad nytte?
Det spændende er måske at høre, hvorfor du bor, hvor du bor? Det lyder jo ikke som om det gør dig glad at se gravide kvinder ryge eller som om du nyder synet af lossepladser i haverne?
Er det økonomi eller har det noget at gøre med din identitet eller image – at du gerne vil demonstrere din rummelighed?
Jeg synes ikke nødvendigvis, at vi behøver at skilte med udenpå, hvem vi er indeni – jeg mener, man kan vel have sympati, medfølelse og rummelighed i forhold til flygtninge uden at man behøver at bo i en flygtninge lejr. Hvis vi skulle skilte med alt, hvad vi er udenpå, ville vi godt nok have travlt med at vedligeholde facaden, ikk'?