Uncategorized

Det viser sig, at harddisken på meget små computere sletter filer, der ikke har været i brug i 2 måneder+, så den vandhund, jeg havde med i Gellerupbadet i slutningen af april, har forladt bygningen, og tilbage på min arm sidder Anton og kigger skrækslagent på vandet. Mens han skriger i vilden sky, for en sikkerheds skyld.

På plussiden tager hud og hår formentlig kun marginalt skade af kloren i vandet, når man er oppe igen, inden der er gået 8 minutter.

Men der er noget andet, jeg godt lige vil vide: Er det kun mig, der finder mænd på omkring de 40 psyko-klamme, når de loungeflyder ved kanten af bassinet og GLOR? Svøm, for helvede, eller tag dit behårede bryst med hjem og lej en film!

Og hvorfor skal de altid ligne noget, der blev vraget til castingen af Beastie Boys’ Sabotage, komplet med lille, ond kost under snuden und alles?

Hvis det var noget ordentligt mand, der kiggede, kunne vi snakke om det, men jeg gider bare ikke stirres på af tysk politimand fra 70’erne, slut!

Jeg vil gerne lige starte med at slå fast, at Anton er det bedste jeg har. I hele, hele verden.

Men jeg er simpelthen så glad for, at jeg snart er færdig med at være på barsel, for Gud i himlen, hvor jeg keder mig!

Nu hjælper det selvfølgelig heller ikke, at jeg har fået actionbaby.dk, hvilket betyder, at det hverken kan blive højt, hurtigt eller vildt nok, og så er det godt nok svært at blive ved med at trække kaniner op af hatten. De sidste par dage har han sagt Den Belastende Lyd nærmest 24-7, fordi han også keder sig; her er ikke gulv nok at kravle på til at køre ham træt, og alt, hvad jeg finder på, har han set.

Dagen starter kl. 5, hvor jeg henter ham ind til mig i sengen. Her leger vi en sjov rollespilsleg, hvor han spiller frisk riv-til-af-alle-kræfter dreng, og jeg spiller død i en time, hvorefter jeg giver mig. Primært for at få lov at beholde bare to hår på hovedet. Så kan man da altid lave en pæn midterskilning, hvis man skal i byen.

Så følger en dag, hvor han insh-allah sover ca. 3 gange, i snit 35 minutter pr. lur, indtil han insisterer på at komme i seng – formentlig fordi han keder sig så massivt, at alle alternativer forekommer værre – omkring kl. 19. Det er altså en lang dag, y’all, hvor min opgave for tiden primært består i at forhindre ham i at 1) bide i ledninger, 2) bide i sko, 3) bide i nogle andre ledninger.

Han er ved at få tænder, han kan næsten kravle, og det er skidesjovt, når han ligger og lader som om, at han ikke ANER, at der er en ærlig ledning tilstede i rummet – hvorefter han i det sekund jeg vender ryggen til, kravler alt, hvad remmer og tøj kan holde efter den. Når jeg vender mig om og siger: ”NEJ, Anton!!” griner han smørret med ”går-den-så-går-den” smurt ud over hele 25-øren. Men når det er det eneste indhold, dagen byder på, udover bleer, vasketøj og madlavning, ender det alligevel med at blive lidt trættende at skulle sidde vagt over elektronikken.

I Århus havde vi alle vennerne, som vi kunne drikke kaffe og gå tur med. Hernede er det lidt småt med bekendtskaber, og alt hvad der hedder salmesang, musikundervisning og børnegymnastik holder sommerferie.

Men nå.

I morgen tager vi i svømmestadion. I 8 timer eller noget. Tirsdag får vi gæster (hurra!), og Lene er, as we speak, ved at føde ham en kammerat, så hvis hun kan overskue det, triller vi nok op og byder ham velkommen til verden onsdag-torsdag stykker. Flere gæster (mere hurra!) og nyt køkken i weekenden. Og om 14 dage starter han indkøring hos de andre tyttebøvser, med 100 hektarer, 70 andre børn og nogle får, man kan spænde ham fast på ryggen af, hvis det kniber.

Det skal nok gå.

Og hvis I nu vil have mig undskyldt, vil jeg nu gå op og slikke lidt på min Tommy Lee biografi i håb om at drysser lidt stjernestøv og rock n’ roll ud over mit liv.

Har jeg fortalt, at jeg elsker Harry Potter? Nej? Nå, men det gør jeg. Så meget, at jeg har små, syge ritualer omkring ham. Jeg har f.eks. altid læst alle bøgerne forfra, når der er kommet en ny, (så hit nu med et spil TP, hvor alle spørgsmålene relaterer sig til den første bog) og i det omfang det har kunnet lade sig gøre, har jeg været til midnatspremiere på filmene.

Skulle der sidde en enkelt læser, der ikke lige er helt up to speed, er den sidste film blevet delt i to. Første halvdel havde premiere d. 18. november sidste år, og selvom billetten var købt, blev jeg fældet i en glidende tackling af en fødsel.

Ja ja. Selv jeg kan bremses.

Men i går kl. 00.00 (hvilket vel teknisk set er i dag) havde 2. og sidste halvdel premiere, og skulle jeg med? Til sidste runde? Tror jeg da VIST nok! Så på min første nat uden Anton, hvor det objektivt set ville have været rimelig smart at investere i noget søvn, sad jeg i Cinemaxx i Århus fra midnat til kl. 02.30, omgivet af hekse, troldmænd, tegnede ar og – min personlige favorit – en enkelt fyr på krykker, der havde forvandlet dem til koste.

Filmen var FANTASTISK, og jeg gider overhovedet ikke, at det er slut nu.

Og da SLET ikke, når jeg nu endelig har et barn, som om et par år er gammelt nok til at blive tvangsindviklet ind i alt det tryllelir, som jeg – trods alt – selv er for gammel til at stille i.

Nu er mit modem kommet. Hurra. Uheldigvis er jeg decideret handikappet, når det kommer til teknik, så jeg vil ikke engang forsøge at begive mig ud i at montere den lille forsinkede satan selv. ”Hvordan kan du så blogge, Linda?” hører jeg jer spørge. Jeg bruger hotspot på min iPhone, og vær søde ikke at bede mig forklare hvad dét er, eller hvordan det virker. Jeg aner det ikke. Min papbror har sat det op for mig, så det eneste jeg skal gøre, er at sætte min telefon fast i min computer. Og det kan ikke engang jeg fucke up.

I mellemtiden er vi så småt ved at være på plads i det nye residens. Der mangler stadig lamper og gardiner og sådan, men flyttekasserne er pakket ud og kaffen er på plads i skabet. Anton er begyndt at lave en jordfræserudgave af at kravle, og han er HURTIG! Og vild med ledninger. You do the math.

Til gengæld – og det her tør jeg næsten ikke skrive af frygt for at jinx’e det – har jeg de sidste par dage smidt ham i bilen, når han begynder at se træt ud op til den første morgenlur (kl. 7, fordi ungen konsekvent står op kl. 5, goddamnit!) og kørt i fitnesscenteret.

Hvor han har sovet i 1½ time, så jeg har kunne træne.

Det skriver jeg lige igen, for det fortjener fandme en gentagelse:

Han sover. Jeg træner.

HURRA!!!!

Måske man endelig kan slippe af med sit fars-look?

(Er der andre end mig, der har problemer med blogspot? Jeg har været forment adgang til bold/kursiv/skriftstørrelsefunktionerne i 2 uger nu.)

(Vista-issues, måske?)

Når mit liv ser ud, som det gør lige nu, savner jeg sådan at skrive. Men altså.. der er jo for fanden grænser for, hvor mange indlæg man kan skrive om bordpladedilemmaer og lysten til at myrde den spasser, der tegnede et hus og isatte Vinduerne Med De Falske Mål. (Er I KLAR over, hvor dyre specialsyede gardiner er? Er fandme nærmest nødt til at sælge min ene nyre, hvis jeg vil slippe for at bo i en udstillingsmontre.)

Af sindsoprivende nyt kan jeg fortælle, at jeg har fået en plads i institution til Anton et sted, hvor jeg slet, slet, SLET ikke har lyst til at sende ham hen. Har tudet over det i 4 dage nu. Jeg synes, at det er så skideurimeligt, at man får tildelt en vilkårlig plads, og ”dermed har Esbjerg Kommune opfyldt sin garantipladsforpligtelse”. Øh nå! Hvad nu, hvis man overhovedet ikke er enig i, at de har opfyldt noget som helst? Det er jo for fanden ikke en pose gamle aviser, jeg skal have opbevaret, mens jeg er på arbejde, vel?

Og der er naturligvis ikke noget at gøre. Jo, jeg kan udskyde at starte på job, i håb om, at de finder en anden plads, men den kan vise sig at være ligeså slem eller værre. Jeg kan også vælge noget privat, men der er 2000 km lange ventelister på det hele (I wonder why!?).

Øv.

Der er bare ikke ret meget, der kan gøre mig så frustreret, som at føle mig tvunget til at gøre noget, jeg synes er forkert.

Nå, men efter at jeg er kommet herned, er jeg kommet i tanke om en del mennesker, jeg for længst troede, jeg havde glemt. Ret heldigt, at der ikke er brugerbetaling på FB, vil jeg sige, for jeg har haft travlt. Jeg har blandt andet fundet en af min barndoms værste plageånder, som har en masse profilbilleder af sig selv iført sin kamphund King (ajmenforsatan!!), og som nu er så pumpet og skaldet, at han ligner noget fra et cirkus.

Vil vædde med, at han er produktet af en dårlig institution.

Det her får et år. Hvis Anton beder om en kamphund eller begynder at gro tvivlsom karakter af nogen som helst art, er vi dem, der er skredet.

Jeg har et hul i indsatsdelen af min hjerne. Sådan ca. midt i.

Når jeg starter på noget, og det er sådan set lige meget om vi snakker om eksamenslæsning, rengøring eller noget mere hobbybetonet, lægger jeg altid fra land i fin og seriøs stil. Tingene bliver grebet systematisk an, energien er i top, og jeg frydsveder en lille smule over, hvor hurtigt projektet skrider frem.

Så træder jeg ned i hestehullet.

Hvor jeg ikke gider mere.

Overhovedet.

Da vi skulle tømme min lejlighed, kunne jeg efter en halv time nærmest ikke få luft over, hvor effektive, jeg synes vi var. Indtil jeg lige pludselig synes, at der blev fucking VED med at være den samme mængde crap i rummene, uanset hvor mange gange vi benede op og ned af trapperne, og jeg mest af alt havde lyst til at smide en molotov cocktail og skride.

Nu har samme matte enough already følelse indfundet sig i udpakningen. Vil faktisk ikke blive overrasket, hvis det viser sig, at jeg ved en fejl har fået udleveret magiske flyttekasser, der genopfylder sig selv, når man kigger væk.

Synes også, at der er lige lovlig meget Silvan.

Og så hjælper det ikke, at Anton er blevet syg, og derfor rasende NÆGTER at sove (jeg har – meget overraskende – fået et barn, der reagerer på sygdom med vrede).

Med mit hoved ved jeg godt, at jeg lige om lidt er igennem det, og påbegynder landingsfasen, hvor energien vender tilbage, og man må nørkle med detaljerne og få de sjove ideer. Og det bliver rigtig godt.

Men lige nu er jeg bare træt, ineffektiv og tung i kroppen.

*suk*

Nå. Svensknøglen bliver jo ikke flyttet formålsløst rundt af sig selv, så jeg må vel hellere…

Er det ikke fuldstændig ubegribeligt, hvad man får samlet sig af lort på 4 år? Og hvordan man først opdager det, når man skal finde plads til det i sit nye hjem? Jeg ved ikke, hvordan det kan lade sig gøre, men det, der i Århus fyldte 65 m2, har tilsyneladende udvidet sig i varmen, og fylder nu meget tæt på 100 m2.

Så jeg smider ud i vildskab. Har ramt den mentale tilstand, hvor man helt oprigtigt mener, at man resten af livet kun har brug for yoga og vand (bare ærgerligt, Anton!), så Frelsens Hær har kronede dage hernede.

Hvordan jeg får det derud? Hvor ER jeg glad for, at I spørger! I min nye bil, som jeg æææææælsker!!

Mit hus er ikke helt så grimt, som da det var besat af Island. Eller også har jeg forstuvet min gode smag. Eller er blevet immun. I hvert fald er jeg ved rimelig godt mod, og jeg skulle da også lige hilse og sige, at man meget hurtigt vænner sig til at have bedre plads. Slynger om mig med sætninger som: ”Den skal op på Antons værelse” og ”Bare lige stil den på kontoret”.

And. I. Like!

Og så er vi nu nået til fasen, jeg godt kan lide; nemlig der, hvor man kan gå og lege boligprogram.

Det bliver ikke nyt, det kommer aldrig til at ligne en patriciervilla på Strandvejen, men jeg tror faktisk, at det kan ende med at blive helt hyggeligt.

Nå, flyttecrewet kalder. Der er noget grunder og en sækkevogn, der kræver min bevågenhed.

Husk solcreme derude, ikke?

Tak for 15 fantastiske år.

Tak for lækre mænd, med og uden issues.

Tak for de bedste venner, man kan forestille sig.

Tak for verdens bedste jobs.

Tak for Baresso, sushi og vin i Mindeparken.

Tak for alt, hvad der endte med at føre til Anton.

Tak for muligheden for at vokse ind i den person, jeg i virkeligheden viste mig at være.

Århus:

Tak for lån.