Jeg vil gerne lige starte med at slå fast, at Anton er det bedste jeg har. I hele, hele verden.
Men jeg er simpelthen så glad for, at jeg snart er færdig med at være på barsel, for Gud i himlen, hvor jeg keder mig!
Nu hjælper det selvfølgelig heller ikke, at jeg har fået actionbaby.dk, hvilket betyder, at det hverken kan blive højt, hurtigt eller vildt nok, og så er det godt nok svært at blive ved med at trække kaniner op af hatten. De sidste par dage har han sagt Den Belastende Lyd nærmest 24-7, fordi han også keder sig; her er ikke gulv nok at kravle på til at køre ham træt, og alt, hvad jeg finder på, har han set.
Dagen starter kl. 5, hvor jeg henter ham ind til mig i sengen. Her leger vi en sjov rollespilsleg, hvor han spiller frisk riv-til-af-alle-kræfter dreng, og jeg spiller død i en time, hvorefter jeg giver mig. Primært for at få lov at beholde bare to hår på hovedet. Så kan man da altid lave en pæn midterskilning, hvis man skal i byen.
Så følger en dag, hvor han insh-allah sover ca. 3 gange, i snit 35 minutter pr. lur, indtil han insisterer på at komme i seng – formentlig fordi han keder sig så massivt, at alle alternativer forekommer værre – omkring kl. 19. Det er altså en lang dag, y’all, hvor min opgave for tiden primært består i at forhindre ham i at 1) bide i ledninger, 2) bide i sko, 3) bide i nogle andre ledninger.
Han er ved at få tænder, han kan næsten kravle, og det er skidesjovt, når han ligger og lader som om, at han ikke ANER, at der er en ærlig ledning tilstede i rummet – hvorefter han i det sekund jeg vender ryggen til, kravler alt, hvad remmer og tøj kan holde efter den. Når jeg vender mig om og siger: ”NEJ, Anton!!” griner han smørret med ”går-den-så-går-den” smurt ud over hele 25-øren. Men når det er det eneste indhold, dagen byder på, udover bleer, vasketøj og madlavning, ender det alligevel med at blive lidt trættende at skulle sidde vagt over elektronikken.
I Århus havde vi alle vennerne, som vi kunne drikke kaffe og gå tur med. Hernede er det lidt småt med bekendtskaber, og alt hvad der hedder salmesang, musikundervisning og børnegymnastik holder sommerferie.
Men nå.
I morgen tager vi i svømmestadion. I 8 timer eller noget. Tirsdag får vi gæster (hurra!), og Lene er, as we speak, ved at føde ham en kammerat, så hvis hun kan overskue det, triller vi nok op og byder ham velkommen til verden onsdag-torsdag stykker. Flere gæster (mere hurra!) og nyt køkken i weekenden. Og om 14 dage starter han indkøring hos de andre tyttebøvser, med 100 hektarer, 70 andre børn og nogle får, man kan spænde ham fast på ryggen af, hvis det kniber.
Det skal nok gå.
Og hvis I nu vil have mig undskyldt, vil jeg nu gå op og slikke lidt på min Tommy Lee biografi i håb om at drysser lidt stjernestøv og rock n’ roll ud over mit liv.