Jeg har et hul i indsatsdelen af min hjerne. Sådan ca. midt i.
Når jeg starter på noget, og det er sådan set lige meget om vi snakker om eksamenslæsning, rengøring eller noget mere hobbybetonet, lægger jeg altid fra land i fin og seriøs stil. Tingene bliver grebet systematisk an, energien er i top, og jeg frydsveder en lille smule over, hvor hurtigt projektet skrider frem.
Så træder jeg ned i hestehullet.
Hvor jeg ikke gider mere.
Overhovedet.
Da vi skulle tømme min lejlighed, kunne jeg efter en halv time nærmest ikke få luft over, hvor effektive, jeg synes vi var. Indtil jeg lige pludselig synes, at der blev fucking VED med at være den samme mængde crap i rummene, uanset hvor mange gange vi benede op og ned af trapperne, og jeg mest af alt havde lyst til at smide en molotov cocktail og skride.
Nu har samme matte enough already følelse indfundet sig i udpakningen. Vil faktisk ikke blive overrasket, hvis det viser sig, at jeg ved en fejl har fået udleveret magiske flyttekasser, der genopfylder sig selv, når man kigger væk.
Synes også, at der er lige lovlig meget Silvan.
Og så hjælper det ikke, at Anton er blevet syg, og derfor rasende NÆGTER at sove (jeg har – meget overraskende – fået et barn, der reagerer på sygdom med vrede).
Med mit hoved ved jeg godt, at jeg lige om lidt er igennem det, og påbegynder landingsfasen, hvor energien vender tilbage, og man må nørkle med detaljerne og få de sjove ideer. Og det bliver rigtig godt.
Men lige nu er jeg bare træt, ineffektiv og tung i kroppen.
*suk*
Nå. Svensknøglen bliver jo ikke flyttet formålsløst rundt af sig selv, så jeg må vel hellere…
Hmm..Det er helt i orden at ende der i "hestehullet" i en flytteproces. Det er krævende at flytte samtidigt med, at du skal tage dig af Anton. Det skal nok komme. Det haster vel heller ikke mere end det jager…..? 🙂
Til gengæld kan du skrive, så det rammer smertefuldt og frydefuldt plet. Smerte, fordi jeg føler mig truffet og fryd, fordi jeg føler mig truffet. Jeg har nemlig den samme brist. Hvad så, da du var barn? Havde du det så også sådan, KOM vi bygger en HULE, helt oppe at køre og med fartstriber efter alle de drøngode idéer, og når så hulen var færdig, gad man egentlig ikke alligevel?
Hvis det er nogen trøst, så kan jeg sagtens sætte mig ind i det, selvom et øjeblik havde glemt hvordan det med flytning er.
Jeg har aldrig fattet, at nogen mennesker elsker at flytte!!
Nu er det tre år siden sidste flytning og jeg har faktisk stadig flyttekasser stående i skuret, som ikke er pakket ud….. Men jeg lever sgu med det.. Måske jeg bare skulle køre på genbrugspladsen med de kasser og "pakke ud" der??
Hold da op, hvor jeg bare kender det der. Jeg er nået til præcis samme sted i mit speciale. Det er nok derfor jeg sidder her og læser blogs i stedet… Og jeg syntes ellers også at jeg kom flyvende fra start. Jeg hader, at det hul bare altid dukker op før eller siden, uanset hvad jeg går i gang med. Men er også lidt glad for, at det ikke kun er mig der oplever det.
Ihh altså, det kender jeg godt. – Sådan har jeg det også med alle større projekter. Hvis ikke det var fordi du bor cirka 300 km. fra mig, så havde jeg meldt mig frivilligt til at komme og hjælpe dig!:o)
Midt i alt det her flyttehalløj, så husk nu endelig at hvile i den beslutning du har truffet ;-p
God bedring til Anton.
Og bare lige så du ved, du har en lidelsesfælle, så har jeg stadig ikke pakket helt ud, og vi har boet her i 3 mdr 🙂
Jeg troede, det var normalt at have det sådan, og at de få, der bare fræser igennem det hele efter en strømlinet plan, havde en defekt?