Kunne selvfølgelig også bare blive hjemmegående.
Når mit liv ser ud, som det gør lige nu, savner jeg sådan at skrive. Men altså.. der er jo for fanden grænser for, hvor mange indlæg man kan skrive om bordpladedilemmaer og lysten til at myrde den spasser, der tegnede et hus og isatte Vinduerne Med De Falske Mål. (Er I KLAR over, hvor dyre specialsyede gardiner er? Er fandme nærmest nødt til at sælge min ene nyre, hvis jeg vil slippe for at bo i en udstillingsmontre.)
Af sindsoprivende nyt kan jeg fortælle, at jeg har fået en plads i institution til Anton et sted, hvor jeg slet, slet, SLET ikke har lyst til at sende ham hen. Har tudet over det i 4 dage nu. Jeg synes, at det er så skideurimeligt, at man får tildelt en vilkårlig plads, og ”dermed har Esbjerg Kommune opfyldt sin garantipladsforpligtelse”. Øh nå! Hvad nu, hvis man overhovedet ikke er enig i, at de har opfyldt noget som helst? Det er jo for fanden ikke en pose gamle aviser, jeg skal have opbevaret, mens jeg er på arbejde, vel?
Og der er naturligvis ikke noget at gøre. Jo, jeg kan udskyde at starte på job, i håb om, at de finder en anden plads, men den kan vise sig at være ligeså slem eller værre. Jeg kan også vælge noget privat, men der er 2000 km lange ventelister på det hele (I wonder why!?).
Øv.
Der er bare ikke ret meget, der kan gøre mig så frustreret, som at føle mig tvunget til at gøre noget, jeg synes er forkert.
Nå, men efter at jeg er kommet herned, er jeg kommet i tanke om en del mennesker, jeg for længst troede, jeg havde glemt. Ret heldigt, at der ikke er brugerbetaling på FB, vil jeg sige, for jeg har haft travlt. Jeg har blandt andet fundet en af min barndoms værste plageånder, som har en masse profilbilleder af sig selv iført sin kamphund King (ajmenforsatan!!), og som nu er så pumpet og skaldet, at han ligner noget fra et cirkus.
Vil vædde med, at han er produktet af en dårlig institution.
Det her får et år. Hvis Anton beder om en kamphund eller begynder at gro tvivlsom karakter af nogen som helst art, er vi dem, der er skredet.
3. juli 2011 @ 06:29
Linda, der ER noget at gøre. Ring til pladsanvisningen. Og gør dem klart, at du ikke tager nej for et nej. Find evt. lige præcis dén institution, du gerne vil ha' Anton i, og så pres på. Bliv ved. Jeg anede ikke, jeg havde det i mig, men der skete det samme for mig, da vores store unge skulle i vugger dengang. Øj, det var nok det dårligste sted i byen af så mange grunde, jeg ikke vil begynde at liste her, vi fik tildelt. Nej tak! Så jeg hold fast ved, de måtte gøre det bedre, og de var så trætte af mig til sidst (vi ringede ca hver anden dag, selvom vi havde fået blankt NEJ! fra start), at jeg fik min vilje. Så det er det værd, og du kan ligesågodt allerede nu varme op til at tage kampe på dit barns vegne. Jeg tror, man kommer til at opleve det nogle gange i livet 😉
– Signe
3. juli 2011 @ 06:44
Det er det samme, her i kbh. Man skal plage pladsanvisningen.
Kender du ikke evt en som kan sy de der gardiner. Ellers kan du alternativt omsy nogle IKEA-gardiner.
3. juli 2011 @ 07:21
Enig med Signe. Der ER noget at gøre. Be a pain in the ass, så gør de hvadsomhelst for at slippe af med dig. Og ja, det indebærer, at du ringer hveranden dag, eller endnu bedre, møder op på pladsanvisningen in person og med Anton på armen og er skideirriterende. Hårdt arbejde, men det virker.
3. juli 2011 @ 08:22
Linda et nej skal du ikke acceptere! Hør der er noget at gøre, for du skal bare bruge det rigtige skyts. Ring hver mandag derned og hør om de har fået en ny plads. Selv om det til sidst når til et pinligt stadie af tiggeri eller andet du kan føle, så handler det om Anton og der er intet jo godt nok? Så kæmp du hans sag og tro på, at du kan gøre en forskel. Det vil i hvert fald undre mig med dit skrivetalent, at du ikke kan få det igennem. Ellers kan du skrive en mail til lederen af afdelingen og forklare situationen og lave den cc til sagsbehandleren.
Altså jeg fik faktisk Rasmus i vuggestue her i Viborg to dage efter jeg havde sagt nej til to dagplejere. Rasmus kom ind på en ekstra plads. Dvs. i to mdr. havde vuggestuen et barn mere end normeret, men han havde det godt, og jeg var tryg.
Jeg håber det lykkes!
Og mht. de gardiner, så er der så mange kreativister i blogland, der sikkert kan hjælpe dig med de gardiner! Hvis min symaskine (?!?!?!) kunne sy lige, så gjorde jeg det gerne for dig!
PS. det hele er symaskinens skyld 😉
3. juli 2011 @ 08:39
Husk at gøre op med dig selv, hvorvidt du har lyst til at opfostre et curlingbarn.
Jeg skal bestemt ikke afgøre om du skal plage pladsanvisningen eller ej, men ønsker blot at indsparke et andet synspunkt.
3. juli 2011 @ 10:20
Lort angående den plads til Anton.
Mit råd er: anskaf dig en kamp hund og smut ned på pladsanvisningen. Det er to fluer med et smæk, integration i lokalsamfundet + ønskepladsen til Anton.
3. juli 2011 @ 10:21
Spøj til side. Jeg er enig med Signe. Tag ikke nej for et svar. Ring hver evig eneste dag og pres på. Det var sådan jeg fik plads til begge mine børn.
3. juli 2011 @ 12:01
der findes også skaldede cirkusidioter med kamphund i Århus!
og elendige pladsanvisninger!
3. juli 2011 @ 14:52
Puha, det må være forfærdeligt at skulle sende sit barn et sted hen som man ikke er glad for..
Men er det fordi den har et dårligt ry, ligger i et belastet kvarter, er det nogle usle lokaler med en sørgelig legeplads eller har du været nede og besøge dem mens din mavefornemmelse skreg: "NEJ NEJ NEJ!!"
Hvis det ikke er den sidste, vil jeg anbefale at du skynder dig at komme derned, så du kan få en fornemmelse af stedet.
Det er personalet der har den største betydning og det kan altså kompensere for rigtig meget af det andet. For selvom det de ydre rammer er tæt på perfekte nytter det jo ikke noget hvis personalet er nogle udbrændte røvhuller som dybest set ikke gider være der.
Hvis de bare er nogle idioter dernede, skal du kæmpe alt hvad du kan for at få ham et andet sted hen! Og så er det pisse-ligemeget om folk synes at du er irriterende!
Og hvis det stadig ikke lykkedes, må du have han skrevet op til et andet sted efter han er startet, så han kom komme væk igen.
Held og lykke!
3. juli 2011 @ 19:13
Ej, jeg må altså også lige erklære mig enig i det problematiske i forældre, der ringer og ringer til pladsanvisningen.
Selvfølgelig vil hver eneste forældre deres barn det bedste, men det betyder, at pasningsanvisningssystemet begynder at have korruptions-lignende tilstande. Det er altså ikke ok – synes jeg.
Rent faktisk er pladsgarantien jo opfyldt, når man får tilbudt en plads, og hvis man ikke vil have den, kan man jo ansætte en unge pige, indtil den plads man gerne vil have, er ledig. Ellers kan man takke ja og søge om overflytning.
/Lene
4. juli 2011 @ 08:57
Jeg vil også bare sige kæmp for alt hvad du har kært. Belejrede selv et pladsanvisningskontor i ca. 4 uger i et mix af personligt fremmøde MED barn og ugentlige opkald for at få en børnehave nær os (i modsætning til 7 km væk – i den forkerte retning). Det lykkedes. Der er ALTID en anden plads.
Når det så er sagt, så skal man også huske på, at man ikke altid kan se med det blotte øje, hvad der er godt og skidt i den branche. Datteren havde et lykkeligt år i vuggestue i en barak klods op og ned af Rødovre Station, som vi ALDRIG selv havde valgt. Men de to dejligste pædagoger styrede med hård hånd Zebraerne og gav hende og os en skøn tid hos dem.
4. juli 2011 @ 12:26
Jeg synes, at de der forkælede forældre, der kimer pladsanvisningen ned, fordi de ikke har fået ønskepladsen til deres guldklump (der jo helt objektivt er det mest vidunderlige barn i historien og hele verdens centrum, og alle andre har bare at indordne sig og at falde på halen for det og fjerne enhver imaginær sten på vejen, for kun det allerbedste er godt nok til min lille engel) skulle skamme sig. De spilder andre menneskes arbejdstid, og skaber som den anden anonyme skrev korruptionsagtige tilstande, hvor det er de stærkeste, der får ret, og de andre får fred. Tænk på at al den tid I forkælede typer bruger på at kværulere, kunne menneskene i pladsanvisningen bruge på rent faktisk at udføre deres arbejde. Der er pasnningsgaranti – ikke "jeg vil have opfyldt alle mine mere eller mindre urimelige krav, for lige netop min øjesten er det vigtigste i hele verden"-garanti. Fandme ikke mærkeligt, at samfundet bliver mere og mere egoistisk.
4. juli 2011 @ 15:54
Jeg vil lige lave lidt fællesrespons til jeres kommentar på denne tråd, for jeg synes, at der er nogle fine pointer både for og imod.
Jeg er typemæssigt ikke rigtigt sådan en, der ringer og stiller på pladsanvisningen for at komme forrest i køen, og jeg synes, at aeroskak har en pointe i, at man allerede her lægger stilen for, hvordan man lærer sit barn at møde udfordringer.
Når det er sagt, kan elendigheden også være så overvældende, når man har aflagt institutionen et besøg, og så må man gøre brug af nogle af de andre løsninger, der findes. En herinde foreslår en ung pige i huset, og hvis ikke det var fordi Anton efterhånden er så sulten efter udfordringer og mere selskab, at han nærmest keder sig i døgndrift uanset hvad jeg finder på, så ville det faktisk have været en fin løsning.
Endelig vil jeg sige, at jeg synes, det er lidt ærgeligt, at man ikke kan modargumentere, uden at det skal blive latterliggørende, som jeg synes, at det bliver i den sidste kommentar. Jeg ved ikke, hvem du er, i og med at du vælger at være anonym, men jeg synes faktisk, at der kan være noget rigtigt i det du siger. Pointen går bare lidt tabt i tonen, synes jeg.
4. juli 2011 @ 19:39
Hej Linda
Det var mig med den lidt ærgerlige tone, og det undskylder jeg. Problematikken her ramte bare lige ned i en af mine absolutte kæpheste. Jeg er nu selv en akademikermor med ressourcer til at presse en sagsbehandler på kommunen, men jeg har altså også prøvet at være pædagogmedhjælper i en institution, hvor virkelig insisterende curlingtyper på en eller anden måde fik manipuleret deres lille pode ind, så vi kørte med et ekstra barn oven i normeringen. Og når normeringen i forvejen er så ringe, som den er, så betyder det faktisk meget, at der kommer et ekstra barn (indkøringsbarn endda). Det er i realiteten næsten en hel voksen, der forsvinder fra alle de andre børn, og jeg synes simpelthen, det er så mega egoistisk og urimeligt.
Derfor blev jeg lige lovlig sarkastisk, og det beklager jeg.
5. juli 2011 @ 05:46
Absolut forståeligt – og tak for opfølgning:)
5. juli 2011 @ 06:01
@anonym jeg synes det er så fint, at du vender tilbage og uddyber. Det er skisme ikke noget vi er vant til med anonyme.
Og jeg kan også følge din pointe 🙂
5. juli 2011 @ 06:50
Det jeg hører fra Pladsanvisningen i Århus er (first hand da jeg er ansat i kommunen), at de forældre, der TROR, det er deres 10 opringninger, der gør det glemmer: at tiden jo går imellem opringningerne og dermed er det tiden og ikke opringningerne, der skaffer pladsen..
5. juli 2011 @ 07:53
Enig, enig, enig. Man skal opføre sig ordentligt og ikke presse på, bare fordi man tror, man kan. Eller ødelægge systemet og alt det der.
Men der er jo ikke bekvemmelighed, der hersker. Nu skal Anton godt nok i vuggestue, så meget kan ske inden hans næste 'opgradering' – men står man fx med en 4-årig, synes jeg også, der går lidt fremtidsperspektiv i det. Hvilken SFO sluser børnehaven ud til, hvad med skole osv. Kald det curling, men det er da ikke KUN livsbekræftende og udviklende for ungerne at skulle forholde sig til et helt nyt sæt venner, voksne, omgivelser nærmest en gang om året. Datterens børnehave har et tæt samarbejde med skolen, som alle nyder godt af, modsat da sønnen startede, hvor det netop blev det store ryk og nærmest til at være den nye i klassen, selvom der er tale om første dag i 0. klasse.
Derfor bliver man måske lidt desperat, når de slynger plads rundt. Og når man så ringer, og får beskeden (i et undrende tonefald): Jamen, det er da også sært, der er to pladser samme dato i institutionen lige overfor hvor I bor. Så er jeg ikke ked af, at jeg har ringet pladsanvisningen.
6. september 2011 @ 16:47
I agree with many points. But in some areas, I feel we need to be more aggressive. Just my opinion. Love ya. wedding dress sleeves Underware Louboutin Shoes christian louboutin fur boots. Empire Wedding Dresses