Uncategorized

Det må man give jer: Når man spørger om noget, så svarer I. Mange tak for det!

I tilfælde af at I ikke lige orker at trawle igennem kommentarfeltet, kan jeg oplyse, at juryens stemmer fordelte sig med ca. 70 % for og 30 % imod.

Hvis jeg skal opsummere ja-siden, er det noget med, at det skal være ordentlige ting, der foræres væk, det må max forekomme en gang om måneden, og så skal deltagelsen ikke være betinget af alle mulige og umulige krumspring.

Nej-siden, med undergrupperne ”Er helst fri” og ”Jeg skrider, hvis du gør det!” synes, at reklamer og giveaways efterhånden fylder for meget i blogland.

Jeg er ikke nået frem til, hvad jeg gør, men har besluttet lige at tygge på den en uges tid. Jeg hælder dog til at gøre det med produkter, jeg kan lide, hvis producenten vel at mærke vil acceptere, at jeg sætter giveawayen på som et lille sidevindue ude i højre side af bloggen. På den måde kommer konkurrencen ikke op som nye indlæg (som man så bliver skuffet over) i feed readerne rundt omkring, dem, der hader dem, kan lige lukke det ene øje let, når der er fyld i vinduet, og dem, der elsker den slags, skal nok finde den alligevel.

Jeg ved godt, at det kan virke som meget at gøre ud af et relativ simpelt problem, men jeg synes lidt, at jeg står ved en skillevej her.

I udlandet findes der mennesker, der lever at blogge. Det har jeg svært ved at forestille mig kunne ske i Danmark, men for at sætte det lidt i perspektiv, kan jeg fortælle, at jeg i gennemsnit bruger en time pr. indlæg, hvis jeg lægger ideudvikling og produktion sammen, og jeg skriver omkring 300 indlæg om året.

Det er over 8 ugers fuldtidsarbejde.

Det fungerer det fint lige nu, og jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være – og fordi jeg har tiden til det – men måske ville det kunne tiltrække eller fastholde nogle af de store bloggere, som faktisk lever af at skrive ved siden af, hvis de kunne få løn for det? En blog har jo ikke rigtigt nogen arbejdsgiver, og derfor vil den eneste mulighed for at tjene penge være at reklamere. I sidste ende kommer alting ned til prioritering, og hvis tiden er knap er man jo nok nødt til at gå med det betalte job.

Med mindre, selvfølgelig, at man er så heldig at bo et sted, hvor man kan betale husleje med integritet.

Men jeg har fået noget at tænke over, og takker for alle jeres ærlige tilbagemeldinger.

For jeg har brug for at høre, hvad I mener om noget:

Jeg har just modtaget min første mail med tilbud om noget giveaway. Og det ved jeg simpelthen ikke, om jeg er for eller imod.

For mange herrens år siden, da jeg startede med at blogge, ville jeg under ingen omstændigheder have reklamer på min blog, og jeg er stadig ikke interesseret i at skrive om produkter på bestilling. Jeg har intet imod at nævne et produkt ved navn, hvis jeg har fundet noget, jeg selv er glad for, men jeg ville føle, at jeg satte min troværdighed over styr, hvis jeg skulle skrive indlæg, hvori jeg fake-roste alt fra vaskepulver til elpærer.

Reklamer på bloggen er noget andet, synes jeg, og her er min holdning, at hvis en producent er villig til at betale et passende beløb for eksponering på en blog, der passer til deres kundegruppe, så er det fint med mig. Jeg ville ingen moralske skrubler have ved at sætte reklamer på min blog, hvis producenterne rent faktisk var villige til at hoste op med beløb, som ikke var nærmest fornærmende lave, så når jeg har takket nej til de tilbud, jeg har fået indtil nu, handler det ganske enkelt om, at jeg ikke er interesseret i at plastre min blog til i farvestrålende hurraråb for et klap i røven og en kiks.

Jeg synes også, at FB er blevet et markant kedeligere sted, efter at halvdelen af alle updates er blevet reklametekster, som skal postes som et led i konkurrencer. Kald mig bare gammeldags, men jeg er mere interesseret i, hvad folk går og laver, end hvad de prøver at vinde.

Så altså… Er ikke sådan SUPER begejstret for reklamer, der sniger sig ind alle steder, kan jeg godt selv høre.

Men hvordan stiller vi os ift. giveaways? For når alt kommer til alt, er det jo egentlig free shit for you guys, som vi bloggere bare videreformidler.

Ja?

Nej?

Jeg ved godt, at I lige for tiden bliver aktivt inddraget rundt omkring på flere forskellige blogs, og jeg har fuld forståelse for, hvis I gerne bare vil have lov at læse med i fred, uden at skulle gro en holdning til alt muligt mærkeligt. No hard feelings, hvis I fortsætter med det.

Jeg tror bare, at det her er nyt land for flere af os, og personligt har jeg ikke lyst til at være sådan en, der har principper for princippernes skyld, så jeg ville virkelig sætte pris på jeres tilbagemeldinger, hvis I gider.

På forhånd tak.

Som nogen måske husker, har vi været i banken, Anton og jeg, og vi er derfor nu sådan nogle budgettyper. Nogle uger synes jeg faktisk, at der kan gå sport i at få enderne til at nå sammen, andre uger føler jeg mig bare som von And. Men jeg er så småt – i en alder af 34 år *suk* – ved at lære, at der kan være ret mange penge at spare, hvis man lige gider være lidt opmærksom.

Fik f.eks. relativt ondt i hovedet, da jeg på en bon kom til at se, at de plastikposer, som jeg har brugt 6-7 stykker om ugen af til affald i noget, der ligner 10 år, koster 4 kroner stykket.

Så da jeg skulle tegne forsikring på min nye bil, tænkte jeg, at det nok godt kunne betale sig at hente tilbud hjem forskellige steder fra. I forvejen har jeg mine forsikringer placeret ved to forskellige selskaber, da jeg hos det ene kan få rabat, fordi jeg er medlem af HK, og hos det andet har haft mulighed for at have 0 kroner i selvrisiko på min indbo, uden at det har kostet ekstra.

Hvilket er ret væsentligt, når alt, hvad man ejer af værdi, holder en snitpris på 5000, for vi satser trods alt ikke på, at hele lortet brænder ned. (Eller på at Nemesis læser med.)

Forsikringsselskaber er noget træls noget, synes jeg, for de har alle sammen sørget for at skrue deres produkter sammen på en måde, der gør dem fuldstændigt umulige at sammenligne. Og der er altid nogen, der har dårlige erfaringer med lige præcis det selskab, man ender med at vælge.

Personligt styrer jeg uden om Tryg, der opførte sig, som om de var væltet på cykel, og havde fået et par hudafskrabninger, da min far og hans arbejdskollega blev påkørt for mange år siden. Min far brækkede ryggen et par steder, brækkede den ene arm, slog de fleste af tænderne ud plus det løse. Hans kollega blev slået ihjel. Og Tryg forsøgte alt, hvad de kunne at slippe for at dække noget som helst. De meldte f.eks. – i ramme alvor – tilbage, at de ikke ville dække tøjet, da de mente, at det bare lige skulle en gang i maskinen, og så var det så godt som nyt.

Alle vej jo også, at blod afvaskningsmæssigt stort set er at sidestille med te.

Nå, men tilbage til bilforsikringerne.

Kunne ret hurtigt se, at de fleste selskaber ville lave den for omkring 13.000 om året, hvis jeg kun tegnede bilen, og 9.000, hvis jeg flyttede alle mine forsikringer over til dem. (Griske svin!) Hvilket er mellem 2 og 3 gange mere, end min bank har budgetteret med; formentlig fordi jeg er den eneste i bankens historie, der først får bil som 34-årig, og ingen derfor kan huske, hvad det gør ved forsikringsprisen.

Midt i alt det her, fik jeg så en mail fra Alm. Brand, der friskt tilbød at ”matche mine forsikringer og give mig et GODT tilbud!”. Ja tak til det, så jeg ringede dem op, og fik Martin i røret.

Martin fik mine oplysninger, og begyndte derefter at tale, som om han var på speed. Og SIKKE da meget, jeg fik med i den forsikring!

Til 22.000 om året.

F.eks. ville bilen være dækket, hvis jeg lånte den ud til nogen under 26, der var berusede, og den tryghed, der ligger i dét, kan man jo ikke sætte beløb på.

Fristende, men jeg endte alligevel med IF, som tegnede mig til 4800, fordi jeg er så skidegammel.

Så må jeg bare lære at sige nej, når alle mine stive konfirmandvenner kommer og spørger efter nøglerne.

Ret kort tid efter at jeg begyndte at blogge, blev jeg inviteret med i et bloggerkollektiv. Vi skulle i forbindelse med opstarten mødes i Sønderjylland, og som det praktiske menneske jeg er, fik jeg arrangeret, at Anne og jeg skulle følges derned. Anne var den første blogger, jeg mødte live, og derfor omgærdet af en vis mystik, så jeg var rimelig spændt på at møde hende.

Hun var – og er – fuldstændig fabelagtig, og hun har lært mig alt, hvad jeg ved om at blogge.

Jeg kan ret tydeligt huske, hvad jeg tænkte, da hun fortalte, hvordan halvdelen af alle bloggere kender hinanden i virkeligheden, hvordan cyberspace har intriger nok til at få Paradise Hotel til at fremstå som KFUMs årlige sommertræf, og om alle de uskrevne regler der er: Hvordan FANDEN kan dét lade sig gøre?? Altså, sådan rent praktisk? Vi sidder bag hver sin skærm, strøget ud i et jævnt lag over hele Danmark? *naiv-smiley*

I virkeligheden er det meget typisk mig. Jeg opdager ikke uskrevne regler. Come to think of it, opdager jeg faktisk ofte heller ikke de skrevne. Hvis jeg var blevet journalist, ville det helt sikkert have været mig, der havde stillet Joachim det samme spørgsmål 4 gange i streg, fordi jeg hele tiden kom til at sige ”du” til ham, og han derfor nægtede at svare. (Nar!)

Og det er muligt, at jeg nu forbryder mig mod 34 andre regler, når jeg skriver det her, men jeg synes godt at adfærden i blogland lige kunne trænge til en justering.

Jeg forstår ikke, at det skal være nødvendigt at svine andre bloggere til, uanset om man nævner dem med navn eller laver hentydninger så massive, at ingen er i tvivl om, hvem der menes. Og her tænker jeg ikke kun på de etablerede infights, der foregår, og som er så personlige, at de MÅ handle om noget udenfor bloggen, men også de mavesure hentydninger, jeg falder over rundt omkring, som antyder, at nogle bloggere kun er populære, fordi de lefler for læserne.

Jeg får det lidt, som når smalle, eksperimenterende musikere hader på populærmusik: Hvis noget er forkasteligt, alene fordi mange kan lide det, skulle du jo i virkeligheden glæde dig over, at det eksisterer. Hvis ikke, ville det ikke være muligt for dig at udgøre kontrasten til det, og så ville det blive dig, der blev mainstream, og dermed noget lort. Åbenbart.

Og så er der hele blogroll-issuet, som jeg også er ved at få ondt i hovedet over. De blogs, jeg har på min blogroll, er dem jeg læser. Jeg tænker funktionen lidt som den ”you might also like”-service, som nogle bloggere har under deres indlæg. Det er ikke sikkert, at jeg når dem alle sammen hver dag, men jeg læser dem jævnligt. Ellers ville jeg fjerne dem.

Og jeg forventer ikke, at de sætter mig på, fordi jeg har dem på. Jeg bliver ALTID glad, når folk sætter mig på deres blogroll. HVER gang. Og selvfølgelig er det ikke fedt, hvis jeg har været på et sted, og senere opdager, at jeg er blevet pillet af igen. Det er sgu da sjovere at blive sat på, end at blive pillet af. Men det er jo for fanden fair nok! Man flytter sig i livet, man bliver mæt af skrivestilen, eller man opdager noget andet, der falder mere i smag. That’s life. Jeg mener ikke, at man har krav på at optræde på andres lister, fordi man selv har sat dem på.

At den samme blogger optræder på mange blogrolls, synes jeg heller ikke, at der er noget mystisk i. Vi er f.eks. ret mange, der linker til Maren og Stine. Fordi de er RØV-GODE. Og fordi jeg tror, at vi som læsere honorerer, at de prioriterer at bruge tid på deres respektive blogge. Jeg har aldrig forstået det der med, at hvis nogen bliver FOR gode, så skal de straffes for det. De to damer lever livet i den skriftlige overhalingsbane, så de er formentlig hævet over at lade sig gå på af stikpillerne rundt omkring, men jeg går bare hjemme på barsel, så jeg kan sagtens harcelere for dem.

Kan vi ikke nok prøve at løfte niveauet lidt? Så der er plads til alle? Og så det rent faktisk betyder noget, hvis man bliver anbefalet af andre, og ikke bare bliver pligtreklameret for?

Det gode eksempel kunne være Dines, der er rigtig god til at fremhæve blogs, som man måske ikke lige ville have fundet ellers, og det synes jeg da en supercool måde at gøre det på; at man i stedet for at rynke offentligt på næsen af det, man ikke bryder sig om, sætter spot på det, man mener, ufortjent er overset.

God dag derude.

Inden jeg fik Anton, havde jeg en nødplan begravet et sted i baghovedet, som jeg tog frem og aede på, når jeg syntes, at tingene stank; hvis det blev alt for slemt, ville jeg skride til Italien, få mig et no-brain job, bo på et værelse og så ellers bare drikke vin skrive. Og lære italiensk. I den her fantasi slentrer jeg en del, det er altid skamløst godt vejr, og selvom det lyder som det dummeste og mest urealistiske i hele verden, var det faktisk en drøm, jeg med lidt vemod vinkede farvel til, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid.

(Og bare lige for at komme den i forkøbet: Man kan naturligvis godt installere børn i italienske lejligheder. Men essensen her er, at der var noget good life på egomåden derude, hvis det blev for træls herhjemme, og det romantiske i sol, skodjobs og små værelser falmer lidt, hvis man tilsætter rasende gråd, varmefobi og modermælkserstatning. I hvert fald for mig.)

Som jeg tidligere har blogget en del om, tog det noget tid for mig at acceptere, at Anton ikke bare havde tænkt sig at lægge sig pænt til rette i det liv, jeg levede, inden han kom.

Bye bye biceps, brunch og biografture.

Og herfra skulle man så tro, at man zappede ubesværet over på den kanal, hvor man kører rundt i en stationcar, og synes at samtaler om blemærker og Nestlée vs. hjemmelavet mos gør det ud for ok stimulerende samtale. Men jeg kan STADIGVÆK ikke få det billede til at passe med den person, jeg synes, jeg er.

For når jeg køber bil, så er det fordi det er det mest praktiske. De Andre køber den jo, fordi de gerne vil have den. Ikke?

Og det ved jeg jo godt er løgn, så det går mere og mere op for mig, at det er normale, begavede mennesker, med masser at byde på der går rundt derude og udgør segmentet ’familier’. De er formentlig heller ikke gået ned i gear med træningen, fordi de lige pludseligt fandt det langt mere givende at ligge på gulvet i plettet tøj og lege tittebøh 24 minutter i streg. De tager sig sikkert også i det, når de pludselig opdager, at de har siddet og underholdt selskabet med historier om pincetgreb og flyverdragter, og de kigger sig garanteret også med jævne mellemrum blodskudt omkring i hjemmet og undrer sig over, hvornår det, som de SVOR skulle bevares som noget minimalistisk, pletfrit indretning pludselig eksploderede i en sky af kravlegårde, autostole og legetøj i pangfarver.

Prioriteter ændrer sig, man bliver klogere, og man har et standpunkt til man får et barn.

Og når jeg i weekenden bruger 6 timer i tog, glæder jeg mig usigeligt til at joine the dark side, og blive En Af Dem.

Men hvis min dagdrøm på noget tidspunkt kommer til at handle om et sommerhus i Lalandia, vil jeg stadig gerne skydes.

Jeg var til frisør forleden, hvilket er meget tæt på at være mit yndlingstidsfordriv. Både fordi jeg har verdens bedste frisør, men også fordi alt i livet generelt bare bliver federe med alufælge nyrenoveret hår. Og så æææælsker jeg, at der er mulighed for lige at fikse sit liv, 1-2-3, mens man alligevel bare sidder med stanniol i håret og ligner noget, det er flygtet fra psyk.

I et af bladene var der således en artikel om 2 kvinder, der havde truffet ‘livsændrende beslutninger i sidste øjeblik’. Den ene kvinde havde opsagt sit job som noget super duper high tech direktør af en slags for at blive leder af et børnehjem i Indien, og den anden havde valgt at få et barn som 40-årig.(Jeg forstod aldrig helt, hvordan kvinde #2 passede til overskriften, for hun var blevet knaldet gravid ved et uheld – 2 gange – hvilket for mig lyder mere som lemfældig omgang med prævention end rendyrket beslutsomhed.)

Som altid efter den slags artikler, fulgte et interview med en psykolog, der forsøgte at svare på, hvorfor nogle mennesker kan træffe beslutninger, og andre ikke kan, men at – bare rolig – alle kan lære det, så som den store finale, fulgte opskriften på succes i punktform.

And. I. LOVE. It!

Det første og allervigtigste var, at man skulle gøre sig klart, hvad man ønskede. Skulle man være lidt i tvivl om, hvad dét var, kunne man finde ud af på følgende måde: ”Sæt dig et roligt sted, luk øjnene og træk vejret dybt […] Skab kontakt til den del af dig, som ved, hvad der er sandt for dig [..].”

Nå, dén del. Hvis jeg da bare havde vist det noget før. Og havde haft et kort, så jeg kunne finde derhen. Og altid var enig med mig selv om, hvad der var sandt for mig, i stedet for at ville noget den ene dag, og det stik modsatte den næste.

Men godt nyt for alle dem, der ikke aner, hvad de vil, men som er helt in sync med indre dele, dog.

Andet punkt var: ‘Lev som om’. Og her bliver jeg nødt til at citere teksten ordret, for at yde den retfærdighed.

”Lige tiltrækker lige, så de tanker du har om dig selv vil finde svar. Savner du f.eks. en kæreste, så begynd at føle dig, som om du har en. Føl at du er elsket, lækker, begæret og interessant.”

Den første sætning er så fin, så fin, som den står der, helt uunderbygget og uimodsagt.

Den næste er … aj, men jeg kan jo for fanden ikke engang ironisere over det.. den er sgu da bare for dum!! Vis mig den, der har fået en kæreste på den måde. Jo! Gør! Hvis det var så enkelt, så gik der sgu da ingen frustrerede singler rundt derude!

Herudover skulle man huske at “nyde processen” *smiley-der-skærer-tænder* og ”være taknemmelig”, hvilket selvfølgelig indebar den obligatoriske øvelse med dagligt at skrive 5 ting ned, som var taknemmelig over.

F.eks. at man havde mad nok.

Mad nok!? Ajmen, er det mig, eller har de her punkter ikke engang noget med beslutningsprocessen at gøre? Er det ikke bare Selvhjælp, Greatest Hits?

Jeg begriber ikke, at man som autoriseret psykolog har lyst til at lægge ryg til den slags.

Jeg burde ikke blogge i dag.

Ikke nok med, at her sker så lidt af relevans for andre mennesker, at det nærmest er pinligt at optage skærmpladsen med det; jeg er også så presset og så træt, at det føles som om, jeg bevæger mig under vand. Lyd når mig med ca. 20 sekunders forsinkelse, mine ord, mine ord, hvorfor har I forladt mig, og tankerne skal sparke sig frem gennem klæge lag af sirup. Det er kun de mest insisterende af slagsen, der er udholdende nok til at nå frem og hamre på ”aktiver nerveimpuls” knappen.

Som f.eks. ”Kop tom. Må. Have. Mere. Kaffe.”

Det ville formentlig blive et bedre indlæg, hvis jeg bare lod hænderne falde tungt ned på tastaturet 8 gange i streg, og bad jer lave noget saml-selv af bogstaverne.

Hvorfor?

Jo, ser I.

Anton kan overhovedet ikke finde ud af varmen, og sover max. 2 x 25 minutter på en hel dag, og resten af tiden er jeg påpåpåpåpå, for han vil IKKE spise/ligge/sidde/lege/gå-tur/you-get-the-picture, og jeg har det også varmt, og min cyklus forsøger at tage livet af mig, og jeg havde glemt hvor sindssygt besværligt, det er at flytte, og jeg når INGENTING, fordi Uglen Umulius skal mandsopdækkes og er gal på hele verden.

I dag har jeg for første gang tænkt, at jeg ville ønske, vi var to.

I dag har jeg også tænkt, at jeg virkelig, virkelig glæder mig til at komme på den anden side af den her flytning, så det igen er ubetinget rart at være sammen med mine venner, fordi vi kan bruge tiden på at være glade for at se hinanden, i stedet for beklemte at sidde og stirre på Flytningen, som står lige midt på bordet og skæmmer udsigten.

Og jeg glæder mig til at få min hjerne tilbage og til at blogge om ting, der starter og nye begyndelser.