Ret kort tid efter at jeg begyndte at blogge, blev jeg inviteret med i et bloggerkollektiv. Vi skulle i forbindelse med opstarten mødes i Sønderjylland, og som det praktiske menneske jeg er, fik jeg arrangeret, at Anne og jeg skulle følges derned. Anne var den første blogger, jeg mødte live, og derfor omgærdet af en vis mystik, så jeg var rimelig spændt på at møde hende.
Hun var – og er – fuldstændig fabelagtig, og hun har lært mig alt, hvad jeg ved om at blogge.
Jeg kan ret tydeligt huske, hvad jeg tænkte, da hun fortalte, hvordan halvdelen af alle bloggere kender hinanden i virkeligheden, hvordan cyberspace har intriger nok til at få Paradise Hotel til at fremstå som KFUMs årlige sommertræf, og om alle de uskrevne regler der er: Hvordan FANDEN kan dét lade sig gøre?? Altså, sådan rent praktisk? Vi sidder bag hver sin skærm, strøget ud i et jævnt lag over hele Danmark? *naiv-smiley*
I virkeligheden er det meget typisk mig. Jeg opdager ikke uskrevne regler. Come to think of it, opdager jeg faktisk ofte heller ikke de skrevne. Hvis jeg var blevet journalist, ville det helt sikkert have været mig, der havde stillet Joachim det samme spørgsmål 4 gange i streg, fordi jeg hele tiden kom til at sige ”du” til ham, og han derfor nægtede at svare. (Nar!)
Og det er muligt, at jeg nu forbryder mig mod 34 andre regler, når jeg skriver det her, men jeg synes godt at adfærden i blogland lige kunne trænge til en justering.
Jeg forstår ikke, at det skal være nødvendigt at svine andre bloggere til, uanset om man nævner dem med navn eller laver hentydninger så massive, at ingen er i tvivl om, hvem der menes. Og her tænker jeg ikke kun på de etablerede infights, der foregår, og som er så personlige, at de MÅ handle om noget udenfor bloggen, men også de mavesure hentydninger, jeg falder over rundt omkring, som antyder, at nogle bloggere kun er populære, fordi de lefler for læserne.
Jeg får det lidt, som når smalle, eksperimenterende musikere hader på populærmusik: Hvis noget er forkasteligt, alene fordi mange kan lide det, skulle du jo i virkeligheden glæde dig over, at det eksisterer. Hvis ikke, ville det ikke være muligt for dig at udgøre kontrasten til det, og så ville det blive dig, der blev mainstream, og dermed noget lort. Åbenbart.
Og så er der hele blogroll-issuet, som jeg også er ved at få ondt i hovedet over. De blogs, jeg har på min blogroll, er dem jeg læser. Jeg tænker funktionen lidt som den ”you might also like”-service, som nogle bloggere har under deres indlæg. Det er ikke sikkert, at jeg når dem alle sammen hver dag, men jeg læser dem jævnligt. Ellers ville jeg fjerne dem.
Og jeg forventer ikke, at de sætter mig på, fordi jeg har dem på. Jeg bliver ALTID glad, når folk sætter mig på deres blogroll. HVER gang. Og selvfølgelig er det ikke fedt, hvis jeg har været på et sted, og senere opdager, at jeg er blevet pillet af igen. Det er sgu da sjovere at blive sat på, end at blive pillet af. Men det er jo for fanden fair nok! Man flytter sig i livet, man bliver mæt af skrivestilen, eller man opdager noget andet, der falder mere i smag. That’s life. Jeg mener ikke, at man har krav på at optræde på andres lister, fordi man selv har sat dem på.
At den samme blogger optræder på mange blogrolls, synes jeg heller ikke, at der er noget mystisk i. Vi er f.eks. ret mange, der linker til Maren og Stine. Fordi de er RØV-GODE. Og fordi jeg tror, at vi som læsere honorerer, at de prioriterer at bruge tid på deres respektive blogge. Jeg har aldrig forstået det der med, at hvis nogen bliver FOR gode, så skal de straffes for det. De to damer lever livet i den skriftlige overhalingsbane, så de er formentlig hævet over at lade sig gå på af stikpillerne rundt omkring, men jeg går bare hjemme på barsel, så jeg kan sagtens harcelere for dem.
Kan vi ikke nok prøve at løfte niveauet lidt? Så der er plads til alle? Og så det rent faktisk betyder noget, hvis man bliver anbefalet af andre, og ikke bare bliver pligtreklameret for?
Det gode eksempel kunne være Dines, der er rigtig god til at fremhæve blogs, som man måske ikke lige ville have fundet ellers, og det synes jeg da en supercool måde at gøre det på; at man i stedet for at rynke offentligt på næsen af det, man ikke bryder sig om, sætter spot på det, man mener, ufortjent er overset.
God dag derude.