Menu

Øjebliksbilleder

Det er ikke dig, det er virkelig, virkelig mig

, 16

Det sidste halve år har jeg tænkt meget over relationer. Mere specifikt over fravalg af relationer. 

For alt imens der sker en masse, både i mit hoved og i mit liv, så sker der også en del i mine relationer.

Nogle relationer vælger mig fra. Andre er det mig selv, der lukker ned.

Jeg tror aldrig, at det bliver rutine for mig at rumme fravalg. Hverken når det er mig selv, der laver dem, eller når det er mig, der hænger i rebet, en anden klipper over.

Men jeg kan mærke, at jeg for første gang i mit voksenliv forholder mig til dem på en måde, der ikke er styret af følelser.

Jeg har på de professionelle arenaer altid været ret afklaret med, at hvis man er nogens favorit, så er man andres skuffelse. Dem, ingen har noget imod, er sjældent heller nogens yndling, og det har jeg i de sammenhænge altid været ok med. Ikke mindst fordi jeg ret tidligt selv kunne se, at der ikke var sammenhæng mellem, hvem jeg personligt godt kunne lide, og hvem jeg foretrak at arbejde sammen med/blive undervist af/tolke for. Når det er sådan, det forholder sig for mig, gælder det samme selvfølgelig for resten af verden, og derfor kan jeg helt oprigtig sige, at det ikke påvirker mig, når mennesker, jeg er omkring, har andre yndlingstolke/-bloggere/-instruktører end mig.

Langt sværere har det været for mig at rumme, når til- og fravalg er opstået i den personlige sfære. Her har min default altid været, at det nok er mig, der er for meget/for sur/forkert eller stiller for store krav, når der opstår uenighed og brud. Det ekstra lækre feature i dét freudianske clusterfuck er, at jeg altid sagtens har kunne se og forstå, at det er umuligt at elske alle – for det gør jeg langt fra selv.

Siden jeg fik Frida har jeg været i survival-mode. Ikke på lavpraktisk, daglig basis, for vores hverdage har været gode og rige, og jeg har, uagtet at det somme tider har været overvældende, aldrig følt, at jeg ikke magtede mit og vores liv. Men det ville være synd at sige, at jeg har kedet mig.

Men for 6 måneder siden var der pludselig noget, der begyndte at ændre sig. Ikke med ét eller pga. én ting, men som resultat af summen af processer, der endelig var fulgt til dørs, og ting, der faldt på plads, mens andre faldt væk. 2023 har været et vildt ridt, og det har på mange måder føltes som om, jeg endelig er tjekket ind i mit liv som mig selv igen, og ikke kun i kraft af mine roller. Jeg forholder mig for første gang på denne side af mine børn til, hvem jeg er nu, og kan pludselig mærke, at jeg ikke længere har et ønske om at komme tilbage til den, jeg var, men derimod har lyst til at finde ud af, hvem jeg er nu.

Hvis man gør, hvad man gjorde, så får man, hvad man fik, og det er ikke længere det, jeg gerne vil have.

Det kaster nyt lys over.. jamen, alt, faktisk.

Og det betyder, at jeg ikke længere er kompatibel med situationer, omstændigheder og mennesker, jeg har omkring mig.

Nogle relationer falder væk af sig selv, mens andre kræver aktive fravalg og konfrontationer, og selvom det ikke på nogen måder er behageligt, så udebliver tvivl og fortrydelse fuldstændigt. Valg kan godt være både ubehagelige og rigtige på samme tid – men jeg kan tydeligt mærke, at det er en ny måde at være i verden på for mig. Der er ikke en default reaktion at falde tilbage på, og det giver et aktivt ejerskab over processen, som jeg faktisk sætter ret stor pris på. 

For jeg registrer, at jeg somme tider stadig er lige ved at falde i den emotionelle gryde, hvor jeg kommer til at opfatte konflikter og fravalg på begge sider af hegnet som udtryk for, at jeg gør noget forkert. Særligt, når mennesker, som jeg egentlig ikke har lyst til at slippe, lader mig gå, fordi den nye version af mig ikke er én, de føler samhørighed med.

Men selv mens jeg står med tåen stukket i de gamle vaners vand, kan jeg mærke, at det er ok at lade falde, hvad ikke kan stå, for når jeg graver ned under såret stolthed og frygt for at svigte, føler jeg ingen fortrydelse eller trang til at gå tilbage. Jeg kan objektivt godt se, at seperationen er uundgåelig, og jeg kan sagtens mærke, at der er mennesker, holdninger og stemninger, jeg ikke længere ønsker at have i mit liv. Der er relationer, der kræver mere, end de giver, og mennesker, der beder om mere, end vores indledende aftale lagde op til, og det er uundgåeligt, at bånd må klippes. I den proces *vil* der være mennesker, jeg skuffer, som bliver vrede på mig og som ikke forstår.

Jeg forsøger at være ordentlig omkring det; både når jeg lægger op til at redefinere reglerne, og når jeg åbner nye døre. Jeg gør mig umage for at være klar i spyttet, både ift. hvad jeg vil have, og hvad jeg kan tilbyde, og er det ikke foreneligt med ønsker og krav fra den anden side af bordet, føler jeg hverken vrede, skam eller fortrydelse ved at rejse mig og gå.

Fraværet af gamle tankemønstre på bagkant er tankevækkende. 

Jeg bemærker pludselig, hvor lang tid, der går imellem, at jeg tænker på de mennesker, der slipper mig, og som jeg engang troede, jeg ville gå i tusinde stykker over at miste.

Jeg bemærker også, at jeg under den indledende ærgrelse over, at noget, der kunne være endt i fred og fordragelighed, ender i konfrontation og vrede, stadig er 100% afklaret med, at jeg ikke vil relationen.

Jeg tænker på, om den afklarethed hele tiden har ligget der; om jeg bare tidligere kom til at stå af ved fortrydelsesstationen i stedet for at blive siddende og se, hvor toget fortsatte hen. 

Det er en vanvittig proces at lære sig selv at kende forfra. Men det er uendeligt befriende at mærke fraværet af skyld ved 100% at stå ved, hvem man er, og hvad man vil – og at vide, at de år, hvor man var væk fra sig selv, var nødvendige for at skabe den afslutning, der gjorde en ny begyndelse mulig.

Back to the gypsy that I was

15

Som jeg vist fik skrevet lidt om for nogle uger tilbage, gik jeg fra den oprindelige plan om sommerferie i Sverige i erkendelse af, at jeg ikke har strøm på batterierne til det.

At jeg har formået at stoppe op og lave den vurdering på forhånd, er ene og alene medicinens skyld. For 2 år siden ville jeg være rykket afsted uden at tænke over det, for når det står på sedlen, er det sådan det bliver.

Men heldigvis og gudskelov er det blevet nemmere for mig at mærke ting på forhånd. Og egentlig er det jo ikke mærkeligt, at jeg har brug for at trække vejret. Det sidste år har budt på opstart som selvstændig, 2 x udredning, 2 x medicinopstart, skoleskift og. så. videre, så egentlig havde det vel været mere bekymrende, hvis jeg ikke havde haft brug for lige at stå stille 10 minutter. 

Der begynder at være mere overskud hos mig end der har været meget, meget længe, og det plejer at være der, hvor jeg tror, jeg kan det hele, og ender med at lave en supernova, men for første gang i mit voksenliv kan jeg lave en ret klar skelnen mellem need to have og nice to have.

Mit træningsforløb gør underværker for mig, og derfor er det blevet én af dem, som jeg sætter øverst på listen – og det betyder, at jeg skal styre mig ift. at fylde mere på, for jeg vil ikke risikere at fylde så meget på, at det hele falder af tallerknen. Jeg ved at lære, at man ikke nødvendigvis skal maxe alle nyerhvervede pinde på batteriet ud med det samme, for det er federe at have dem som buffere, så man kan holde fast i træningen, selvom der pludselig kommer en fødselsdag eller en sommerferie ind fra højre, end det er at fylde en masse nyt på, som i det store billede er ligegyldigt, og som jeg bare tilføjer, fordi jeg kan.

Derfor kører vi i år i stedet en sommerferie, hvor jeg tolker en time i ny og næ, hvor der er lidt aftaler hos specialtandplejen og psyk. inde over, og hvor vi ellers rakker rundt og ser gode mennesker og fjerne afkroge af Danmark, som jeg har haft på min to-do-og to-see lidt for længe. 

Vi har været forbi Marsk Tårnet i Skærbæk, vi har sat tænderne solidt i Fanø, og lige nu kører vi østkysten og Nordjylland tyndt. 

Jeg nyder, at ungerne er store nok til at tage de mange kilometer i bil i stiv arm, og jeg opdager nye yndlingsstrækninger, som f.eks. landevejene i Nordjylland, hvor køerne står på hylder, og landskabet er en sælsom blanding af hede og vestkyst. Det er fladt og råt, vejret skifter fra minut til minut, og det hele passer perfekt til playlister bestående af gammelt Neil Young og Fleetwood Mac. 

Frida samler venner op, hvor end vi er, Anton tager, hvad han kan overskue, og trækker sig, når det er nok og mig? Jeg tjekker ind med gamle bekendtskaber, vedligeholder nuværende og stifter nye, som det giver mening undervejs. 

The kids are alright og det er jeg også. For første gang i mange, mange år.

Brak

6

Når jeg står op på lørdag, har jeg kørt mit første år som selvstændig tegnsprogstolk, hvilket på alle måder er vildt. Årshjulet har rullet en hel omgang, verden er en anden, og det er uden tvivl det bedste, der nogensinde er sket på jobfronten for mig – og et vidnesbyrd om, at de bedste gaver somme tider kommer i det grimmeste papir.

Det har på mange måder været et startskud til at begynde at finde tilbage til mig selv. Det har været fantastisk at blive tvunget til at lære noget nyt og at lære nye sider af sit fag at kende, og der har været virkelig mange positivt sideeffekter, som jeg ikke havde tænkt over ville følge med, men som jo egentlig er ret indlysende, når man tænker over det.

Det er f.eks. ret fedt, at det faktisk gør en forskel at yde en god service. At indsats og udbytte hænger sammen. At man får mange flere af de opgaver, man elsker, fordi kærlighed og talent typisk hænger sammen, og dermed får man også langt oftere lov at stemple ind på opgaver, hvor det føles som om, at det faktisk gør en forskel, at det er mig, Linda, og ikke bare En Tilfældig Tolk, der kommer. Den luksus har man ikke, når man er lønmodtager, for der er man en brik et stort puslespil, og der kan være hundrede faktorer, der spiller ind, når man bliver planlagt, men den arbejdsglæde, det giver at føle, at man får lov at bruge sig selv og sine spidskompetencer, og kan sende de opgaver videre, hvor man ved, at en anden er en bedre tolk til jobbet, er vidunderlig.

Den aktive måde at forholde mig til, hvad JEG gerne vil i mit arbejdsliv, har bredt sig til stort set alle andre områder af mit liv, og den proces har været – og er – vanvittig. Jeg er de sidste 12 måneder igen begyndt at stoppe op og bruge den nødvendige tid til at mærke efter, hvad jeg mener, vil og har lyst til, i stedet for bare at køre på autopilot, og det er der kommet mange spændende erkendelser ud af. Nogle af dem egner sig til bloggen, andre gør ikke, men fælles for dem er, at de har givet mig lyst til bare at være ærlig og lade falde, hvad ikke kan stå. Det har fået mig til at se på mine relationer, på min lille familie og de vaner og mønstre, vi har dannet og fået, og til at opdage steder, hvor jeg gerne vil gøre tingene anderledes.

Jeg er begyndt at kræve tid og plads til migmigmig, og det er … nyt for os alle, tror jeg godt, vi kan sige.

Jeg kan også pludselig se, at hvor jeg er frygtløs og insisterende, når jeg slås for mennesker, jeg i den ene eller anden rolle repræsenterer, så har jeg to defaults, når jeg kæmper for mig selv og møder modstand.

Det er enten:

Eller:

Hvilket er vildt nok, for når jeg sidder overfor nogen og forhandler på andres vegne, så er jeg 100% skarp på, at vi på har samme mål, bare med modsat fortegn. Hvis det f.eks. handler om penge, så er det indlysende klart for mig, at det er de samme penge, vi har øjnene på, og derfor kan jeg sagtens have respekt for modpartens ønske, for det er i bund og grund det samme som mit.

Ligeledes har jeg nul problemer med stille og roligt at stå fast på mine krav, fordi den tyver, jeg giver slip på, bliver lagt i stakken hos ham, og med den erkendelse forsvinder frygten for at fremstå grådig, hvis jeg ikke bare ruller om på ryggen.

Men når det, jeg mener at have krav på, er til mig selv, kan jeg – nu hvor jeg retter min opmærksomhed mod det – godt mærke, at jeg enten bare smider en håndgranat og skrider, eller får det, lægevidenskaben kalder ‘Imposterens Klamme Håndflader’.

Det slutter nu. Ikke med konfetti, fingerknips og store armbevægelser, men bare helt stille og roligt ved at stå fast. Præcis som jeg formår at gøre, når jeg forhandler by proxy. Lige nu har jeg f.eks. en mailkorrespondance kørende, hvor vi er på 7. mail, og jeg SAGTENS kan mærke, at modparten for længst har googlet ‘Lejemorder, Esbjerg’.

Er det behageligt? Nix. Det fylder, jeg må bekæmpe trangen til bare at trække splinten, og jeg skal bruge tid på at minde mig selv om, igen og igen, at jeg ikke tager fejl, fordi en anden mener at have ret.

Det kan godt være, at jeg til sidst må give mig. Men så kommer det til at handle om, at jeg ikke vil bruge mere tid på sagen, og ikke, at jeg smækker døren med to strakte langemænd eller bakker ned, fordi jeg er bange for at være for meget/få skæld ud/være urimelig.

Det er work in progress, meget frem og lidt tilbage, og nogle dage er det næsten for meget af det gode at skulle fortsætte fremad, mens man samtidig lægger nye spor.

Men det er også den vildeste fornemmelsen at være nået til et sted, hvor man ikke længere bare forsøger at overleve eller genskabe blege, dårligere versioner af det, der var, men i stedet brænder marken af og pludselig kan se, at den sorte, nøgne muld er afgørende for, at det næste, man planter, kan gro.

It’s 5 o’clock somewhere

2

Vi starter lige dagens indlæg med lidt serviceinfo: Der er bøvl med teknikken. Det betyder, at mange af jer ikke kan få lov at kommentere, så hvis I har forsøgt, og bare har fået en fejlmelding, er det derfor. Verdens bedste IT-mand er gået i maskinrummet, og der bliver skruet og banket derinde, og vi er nu så langt, at I skulle gerne kunne kommentere igen. 

Jeg sørger de næste dage for at godkende så hurtigt, som jeg kan, men app’en, som jeg plejer at bruge til at godkende kommentarer, er også blevet sur, så jeg skal logge ind på bloggen for at godkende. Uanset hvor travlt jeg har, godkender jeg altid på dagen, så hvis I oplever, at I ikke kan få lov at kommentere, eller at en kommentar ikke bliver godkendt, den dag I har lagt den, må I meget gerne sende mig en mail (blogsbjerg@gmail.com), for ellers opdager jeg det simpelthen ikke. 

Når det hele er skruet sammen igen, skulle problemet med, at kommentarer lægger sig forkerte steder i tråden også gerne være løst, så måske viser det tekniske uheld sig at være en virtuel gave i grimt cyberpapir.

Men bortset fra det, så går det over stok og sten.

På jobfronten er der eksaminer til højre og venstre, hvilket altid medfører lidt mere forberedelse og koordinering med kolleger og brugere, og så har jeg pt. også et par af de lidt mere kradse opgaver, som man ikke helt kan slippe, fordi man går hjem.

Om halvanden uge har Frida fødselsdag, og gaven i år er et nyt værelse, som det jo nok ender med at være mig, der skal lave. Og kan jeg overskue at skulle skille et skab på størrelse med en herskabslejlighed ad, samle nye senge og reoler – og male? På alle måder nej. Men de begynder gerne at ville være derinde, når de leger her (og lad mig ENDELIG ikke stå i vejen for det…) og så er jeg er også ved at være done med at skulle afgive min seng, når hun har soveaftaler. Så i erkendelse af, at det er i alles interesse, har jeg overgivet mig, og hun er ved at selvantænde af begejstring. Så jeg måler op, henter farvekort og siger nej til glimmervægge, og om et par uger går jeg i gang. 

Sommerferien lurer i horisonten, og som altid både glæder jeg mig og gruer lidt for den på én og samme tid. For det bliver rart at have tid sammen. Bagkanter og skift er noget af det, der er svært for begge børn, og derfor giver det altid ro at kunne parkere de elementer for en stund.

Anton får mærkbart mere overskud, når han ikke bruger kræfter på at være i skole, og selvom det er mit klare indtryk, at det er nemmere for ham at gå på den nye skole, så er det et nulsumsspil, fordi han har brugt så mange kræfter på selve skiftet. Han glæder sig usigeligt til 7 ugers fred og ro.

Frida har brug for roen, men skyr den som pesten (#girlSAME!), og selv med medicin, er det tydeligt, at 7-års alderen er der, hvor ADHD begynder at bide fra sig. Derfor kan jeg godt frygte, at 7 ugers stilhed for hende ville føles som tortur, og hun er bare lige præcis stadig så lille, at fornuft og argumentation ikke bider på hende.

At være Fridas mor kan godt somme tider føles lidt som at være spindoctor for Joe Exotic.

Så jeg kigger ind i små to måneder, hvor jeg godt ved, at der bliver lidt langt imellem mulighederne for at tænke to sammenhængende tanker, og den udsigt kan godt lige kræve en ekstra kop kaffe.

Sommerferie betyder også, at alt, hvad der bare lugter en smule af det offentlige, bliver endnu tungere at danse med, fordi den, man skal tale med, altid holder ferie lige der, hvor man kan få det til at passe med at ringe. Derfor er der nogle praktiske ting, jeg gerne vil have styr på, mens tid er. Jeg jagter de offentlige instanser, der ikke har betalt deres regninger, jeg rykker for svar på de 8 timers månedlig pasning, jeg søgte om for 7? 8? 9? måneder siden, jeg forsøger at få speedet processen med at få Anton flyttet over i specialtandplejen op, og jeg tæppebomber min revisor med mails, så jeg kan få rettet min forskudsopgørelse rigtigt til, nu hvor der er gået et halvt år, og det derfor er lidt nemmere at estimere, hvor vi ender.

Endelig er der også lige en samtale med psyk til mig, der hænger. “Den, du skulle have haft i mandags, Linda? Som er 5 måneder overdue?” Ja. Den. For den blev SELVFØLGELIG aflyst på dagen.

Smid alt det i gryden og tilsæt fødselsdage, sommerfester og alt det sædvanlige jazz; det er efterår, før vi når at blinke med øjnene.

Men i dag skinner solen, der føles som sommer, og jeg overvejer alvorligt at rejse mig ved det træ, jeg faldt noget så eftertrykkeligt ved i weekenden med et glas rosé i haven, når jeg kommer hjem.

Aula, GDPR & ADHD-udløste kaninhuller

, , 19

Det her indlæg er et af dem, jeg primært skriver for min egen skyld, og hvor emnet er så smalt, at jeg godt på forhånd ved, at jeg kommer til at sætte nogen. Men jeg håber, at I vil bære over med mig, og at dem, der tilfældigvis sidder med noget viden her, vil byde ind, så jeg kan blive klogere. For min hjerne klør over det her, og fordi der ikke er ét entydigt sted at finde svar, prøver jeg lige med en omvendt brevkasse. 

Vi skal på Aula, og vi skal bruge den nyeste widget, der er blevet tilføjet, nemlig MU-elevfravær.

Her bliver folkeskoleelevers fravær tracket, og man skal som forældre selv indberette, hvis ens barn er fraværende. Man kan enten melde ‘Sygdom’ eller ‘Ekstraordinært frihed’ – sidstnævnte kan være op til to dages varighed, og skal godkendes af barnets lærerteam. Hvis barnet skal have fri længere tid end 2 dage, skal dette ønske godkendes af skolens ledelse.

Inden vi går videre vil jeg lige gøre klart, at jeg ikke tror, jeg er Detektor. Jeg nærer ingen illusion om, at jeg her har opdaget noget, som ingen andre har set. Men der er et par ting, jeg ikke forstår, og som jeg ikke kan finde svar på, og jeg er et menneske, der falder til ro over viden og fakta, og derfor er vi samlet her i dag.

Jeg kan sagtens se kongstanken bag tiltaget, og jeg er egentlig også med så langt, at det her er en god måde for forældre at have lidt hånd i hanke med, hvordan den samlede statistik ser ud. 

Det er også med til at dæmme op for, at sager som den her kan opstå; hvor moderen afleverer sin datter på skolen og tror, at alt er i skønneste orden, og det først er i forbindelse med indkald til samtale, at det går op for hende, at datteren ikke går ind i sin klasse, men lister rundt på skolen og gemmer sig, fordi hun har det svært. 

Der, hvor jeg begynder at undre mig er, når jeg kan læse, at det her kan bruges som et redskab til straffe forældrene ved at trække dem i børne- og ungeydelse, hvis barnet har for meget fravær. 

For BU-ydelse udbetales af staten, mens driften af folkeskolen er en kommunal opgave – og det er, så vidt jeg kan læse, også den enkelte kommune, der sætter grænsen for, hvornår fravær skal sanktioneres.

Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvorfor de data må overdrages, instanserne i mellem? Jeg er med på, at der er andre situationer, hvor data vandrer, f.eks. ift. overskydende skat, der ikke udbetales, hvis man har et skyldigt børnebidrag til at hænge.

Men i alle andre situationer, jeg kan komme i tanke om, så er der enten et økonomisk mellemværende, et brugerønske om at data deles (f.eks. mellem privatpraktiserende læge og hospital) eller også har man fået tilsendt info om, at data overdrages. Eksempelvis skal jeg for at få udbetalt enlig forsørger-ydelse acceptere, at der må udveksles data på tværs af instanser. Det giver mening, fordi jeg, sat på spidsen, jo bare kan undlade at søge/modtage tilskuddet, hvis jeg ikke vil have mine data til at suse rundt i systemet.

Men med den danske undervisningspligt vil 95% af os reelt ikke have anden mulighed end at sende vores børn i skole, og det er ikke mit indtryk, at Aula er frivilligt…

Så når man er tvunget til at afgive oplysninger, som kan have økonomisk negative konsekvenser for den enkelte – burde der så ikke som minimum sendes noget ud om GDPR ift. det? Hvor længe opbevares de her data? Og hvordan? Hvem har adgang til dem? Kan man klage, hvis man er uenig i, hvordan fravær defineres? For jeg kan heller ikke umiddelbart finde en forklaring på, hvor man lægger snittet for, hvad der falder i hvilke kategorier.

For – og det her er oplægget til anden del af mit spørgsmål: Er det f.eks. sygdom, hvis man holder sit barn hjemme, fordi h*n har ondt i maven pga. mistrivsel, og man *har* forsøgt at råbe skolen/PPR op?

For at der ikke skal opstå misforståelser: Det her er ikke et problem, vi har. Men i de grupper for forældre til neurodivergente børn, jeg er med i, er der alt, alt for ofte desperate opslag fra desperate forældre, der ikke kan trænge igennem til PPR. Som står med nedsmeltninger og mistrivsel galore, men som bliver afvist af PPR. Den problemstilling har vi talt om tusind gange herinde; at det er SUPER problematisk, at det er dem, der får regningen, der skal vurdere behovet. 

Ret skal være ret: Det handler formentlig om manglende ressourcer. Da jeg ringede til PPR ift. Frida, sagde den søde psykolog, som jeg har og har haft et glimrende samarbejde med, at de ikke kunne kigge på hende, før skolen havde konstateret mistrivsel. Ganske enkelt fordi køen var/er så lang, og nogle af de børn, der står i den, hænger i det yderste af neglene. 

Hvilket jo sådan set er forståeligt nok – men også samtidig er en arbejdsgang, der skaber flere og flere børn, som har det dårligere og dårligere.

Derfor kom jeg til at tænke på, om det her nye system faktisk kan komme til at fungere som et redskab, der endelig kan give forældrene en hånd i ryggen. For hvis man som forældre under begrundelse for fravær noterer ‘Mistrivsel’, så genererer man jo over tid reel dokumentation for problemets omfang, og da det er skolens eget redskab, som de udarbejder statistik på baggrund af, vil de ikke kunne undslå sig at have kendt til problemet.

Min tanke er, at det faktisk også for skole og PPR vil være en hjælp, fordi tallene kan sendes længere op i systemet, og måske kan ende oppe, hvor ressourcerne fordeles og ansvaret peger hen.

For lige nu er der alt, alt for mange familier, der står med det her problem, og de står helt alene – du aner jo ikke, om andre på skolen, i området eller i kommunen også bliver syltede af PPR. Uanset årsag. Men det her system kunne godt have potentiale ift. at generere noget relativ konkret data, som måske, hvad enten det er som pisk eller gulerod, kan ende med at tvinge nogen længere oppe i systemet til at tage ansvar for at få det her løst på en bedre og mere langsigtet måde, end det bliver forsøgt gjort i dag. 

Men det afhænger jo igen af, hvor længe de her data opbevares. Og hvem, der har adgang til dem. For man skal jo ikke have ret meget sølvpapir på hovedet for at kunne se incitamentet til at slette data, der peger i en bestemt retning, efter meget kort tid.

Så altså:

Hvorfor må stat og kommune udveklse data?

Har nogen fundet info om GDPR-delen af det her?

Og tror vi, at systemet kunne være en dokumentationsgave i forklædning?

Jeg har brug for lige at gentage, at jeg ikke tror, jeg er klogere end alle ministerier og embedsmænd – det handler formentlig om, at jeg leder de forkerte steder eller ved en fejl er faldet af den mailliste, hvor info blev sendt ud.

Men jeg ville blive glad, hvis nogen ved noget, kan ae mig med data og kan hjælpe mig til at forstå.

En dag og en nat ad gangen

, 16

I morges har jeg for første gang afleveret Anton på den nye skole, helt uden pædagogiske støttehjul. Det har været en hård uge på den emotionelle front, og det er rart at være nået hertil. 

Torsdag holdt han afslutning i den gamle klasse, og over middag cyklede han sammen med sin støttelærer ud og hilste på i den nye klasse. Fredag havde han en fridag, fordi han skulle have anden halvdel af sin HPV-vaccine, som for Antons vedkommende foregår på børneafdelingen med lattergas. Weekenden havde jeg med vilje holdt fri, så alle mand lige kunne komme til hægterne, og mandag var han igen på besøg i den nye klasse sammen med sin støttelærer. De to sluttede af med den sidste nadver på MacD, og den afsked havde jeg gruet for, for de har haft et særligt bånd – og det var præcis så forfærdeligt og trist som forventet. Vi havde købt en lille nøglering i kernelæder til hende, hvorpå Anton havde bestemt, at der skulle stå ‘Bedste Jane’ efterfulgt af et lille hjerte, og hun havde købt en t-shirt til ham og skrevet et kort, som jeg skal lægges i aflåst sideleje over. Anton gik i seng i afmagt, da han kom hjem, og hvis ikke jeg havde været kaptajn på skibet, havde jeg gjort det samme. Puh.

Men nu er vi her, og jeg kan langt bedre håndtere opstart og nye begyndelser end transition og nedlukning, så herfra handler det bare om at få ham godt i gang. Og det tegner godt. Faktisk. Søndag fik jeg en sms fra den nye pædagogiske leder, som – helt uopfordret – var kommet i tanke om, at jeg ikke kunne se skemaet for den kommende uge, fordi man først kan logge på Aula, når man er tilmeldt den nye skole, og det var han fra mandag. Men hvis jeg bare lige ville skyde hende min mailadresse, så ville hun sende det til mig. 

Og jeg ved godt, at det måske ikke lyder som en månelanding af en begivenhed. Men det er det sgu lidt alligevel. For det er første gang i alle de år, Anton har gået i skole, at vi har fået en håndsrækning, som jeg ikke har skulle bede om, insistere på og sammenbidt nidstirre mig til – og rykke for, når alle så alligevel glemmer deres aftvungne løfter. Det her skete af sig selv, og det er første gang, jeg mærker et mikroskopisk glimt af håb for, at det måske – måske – er en mulighed, at det ikke hele tiden er mig, der skal være foran, holde under og holde for – og Anton, der betaler prisen, når de voksne fejler. Jeg er forsigtigt optimistisk, i hvert fald.

Jeg havde også i sidste uge fat i psyk. fordi jeg har haft en tiltagende oplevelse af, min medicin pludselig ikke virker længere. Det er selvfølglige ikke tilfældet, for når man får så meget Ritalin, som jeg gør, så forsvinder effekten ikke fra den ene dag til den anden. Men jeg har de sidste mange uger haft det, som om, jeg har bidt sammen om en højspændingsledning, og det er ikke særlig rart. Jeg har set det lidt an, for ligesom når man er syg, er det svært at vurdere, præcis hvornår en forkølelse er så slem, at den begynder at ligne en halsbetændelse. Der er mange, mange dele, der bevæger sig samtidigt i mit liv lige nu, og det gør det svært at være sikker på, hvornår det er de ydre omstændigheder, der skal have skylden, og hvornår the call is coming from inside the house.

Jeg har godt selv bemærket, at jeg er begyndt at tale hurtigere, at min koncentration skrider, og at jeg flakker mere i opmærksomhed, end jeg plejer. Det kan forklares med, at der er mange bolde i luften; jeg HAR travlt. For real.

Så begyndte jeg at bøvle med at sove om natten. Meget. Men igen: Med mange stimuli og vigtige deadlines hen over dagen, er det ikke så mærkeligt, at systemet har svært ved at falde til ro, og samtidig jeg er en idiot til at ligge og scrolle på min telefon, når jeg ikke kan sove, hvilket jo heller ikke rigtigt hjælper. Jeg er vant til ikke at sove ret meget – men jeg studser selv over det, når jeg sover SÅ lidt, som jeg gør nu, og ikke føler mig træt.

Men der, hvor jeg godt selv kunne se, at nu skal der nok til at ske noget, var tirsdag aften, hvor jeg startede på 5 forskellige serier, 2 film og 2 bøger, og intet af det kunne fange mig det mindste. Jeg kan svagt erindre, at lægen, der lagde min medicinplan, nævnte noget om, at det her kan ske, men det fortaber sig i tågerne, hvorfor – og hvordan vi løser det. For det er først nu, efter 4 måneder uden bivirkninger, og med supergod effekt af både præparat og dosis, at noget har ændret sig, så der er ikke umiddelbart en indlysende forklaring. Og måske ER det bare #life. Men nu har jeg ringet til dem (4 gange..), og måske er der nogen, der kigger på det og kontakter mig i slutningen af næste uge. Så altså. Jeg har sagt det til de voksne, og de lader ikke til at stresse over det, så jeg antager, at der ikke er grund til bekymring og i mellemtiden har jeg dejligt mange timer til at ordne alt det, jeg skal nå. 

(I’m selvfølgelig kidding. Jeg ved det godt, og jeg gør, hvad jeg kan).

I morgen aften er jeg børnefri, og der er dømt sushi og godt selskab, og bagefter venter 4 dage, hvor vi bare skal lade op og finde fodfæste. Og måske finde en solstråle og spise en is.

Samtalens svære kunst

6

De sidste uger har planeterne stillet sig, så jeg uventet har fået mulighed for at spise frokost med venner og bekendte, jeg ikke har set længe.

De møder og samtaler giver altid stof til eftertanke, synes jeg. For hvor man i sine daglige relationer sjældent kører vidvinkel på hverdagslivet, så giver det pludselig et andet perspektiv på, hvor man er, når samtalen ikke bare kan startes op, hvor man slap den i går.

Jeg har mine faste ringe-damer. Vi får mange timer til at gå med at sludre om alt og ingenting, når vi kører land og rige rundt, og det giver generelt nogle ret gode samtaler, når man sidder i en bil og ikke bliver forstyrret af børn, vaskemaskiner, der bipper, og sedler på bordet, man får øje på og bliver afledt af. De samtaler starter tit med ‘Nå, men så skal du sgu høre, hvad han sagde, da jeg endelig fik fat i ham!” og forgrener sig videre ud i betragtninger om ensomhed og udfordringerne ved at opdrage i en virtuel verden med analoge værktøjer.

De lidt mere sjældne samtaler er nødt til at starte et andet sted. Der er mere baggrund, man er nødt til at have med, når man fortæller en historie, og der er detaljer, der må udelades, hvis alle parter skal nå at fortælle, hvordan verden vender hos dem.

Jeg kan mærke, at det for mig har ændret sig, hvad jeg gerne vil tale om, når vi sidder over en frokost og ikke har set hinanden i flere måneder. For hvor jeg for 5 år siden egentlig ikke havde noget problem med at lave en kronologisk update, så kan jeg mærke, at det i dag faktisk slår bunden ud af mig, når jeg lægger det hele ud og i forlængelse af hinanden. For så er det sgu lidt en overvældende omgang.

Ikke mindst fordi meget af det, der fylder, udspringer af frustration over dele af systemet, som andre mennesker ikke har noget forhold til. Og det er en underlig spaltet fornemmelse, at noget for mig fylder nærmest alt, og samtidig vide, at det, alle gode intentioner til trods, faktisk ikke er et ret godt samtaleemne. For det er ikke hverken interessant eller vigtigt for andre end mig. Og ingen synes, at der er megen fornøjelse ved kun at kunne bidrage til en samtale med ‘hold kæft, det lyder træls!’.

Det kan være svært at komme i tanke om, hvad der ellers foregår i mit liv, når jeg er fyldt op af et lava-lignende raseri over, at psyk. har fucket fornyelse af min recept op 3 ud af 3 gange, at ingen af fornyelserne har krævet under 7 opkald, og at de har aflyst/flyttet 6 ud af 10 samtaler dagen før disse skulle finde sted, så jeg på nuværende tidspunkt har mistet så meget indtægt i dage, jeg har friholdt til ingen verdens nytte, at jeg kunne have betalt for en udredning i det private.

Det er svært at komme i tanke om, hvad jeg egentlig laver ud over at løse de samme opgaver 5 gange, fordi jeg er tovholder på det hele, så Fridas hjernepauser skal planlægges, hvorefter jeg skal have fat i læreren, fordi de ligger forkert/andre børn forstyrrer/er børn i det lokale, som Frida selv er blevet sendt ned til osv. osv. osv. Samme opgave, der skal løses 5 gange.

Eller Antons skoleskifte, hvor jeg skal have fat i PPR, skal rykke dem, skal have fat i skoleleder, skal rykke skoleleder – 2 gange – og følge op, for at være sikker på, at vi når at sende papirerne til udvalget i tide til den deadline, som jeg tilsyneladende er den eneste, der husker, hvor ligger. Igen: Samme opgave. 5 gange.

Men det er jo lige så interessant for udenforstående at høre om, som det er at høre, hvad folk har drømt, eller hvad deres kollega, som man aldrig har mødt, har sagt til et møde.

Jeg kender kun gode mennesker, som altid og uden undtagelse vil lægge ører til, hvis jeg har brug for at få luft. Men det har givet stof til eftertanke, at jeg faktisk kan køre mig selv ned, rent overskudsmæssigt, når jeg dvæler for længe ved de vilkår, jeg lige nu er underlagt. For hvordan er det så at sidde på den anden side af bordet?

Er det sundt eller usund at skøjte hen over alt det her? Er der noget forståelse eller bearbejdning, der ville være gavnligt, som jeg går glip af, hvis jeg bevidst ignorerer det? Eller er det at kradse i et tørt sår at dykke ned i det, gang på gang på gang på gang?

Bliver det kunstigt at lade det fylde 2% af en samtale, når det fylder 90% af tankerne? Skal en relation kunne bære alt? Hvad styrker et venskab, og hvad får os til at drive fra hinanden?

Jeg ved det simpelthen ikke. Men måske er det dén samtale, jeg skal tage hul på, næste gang planeterne stiller sig på linje.

Enjoy the silence

13

I går, da jeg kom hjem fra arbejde, var børnene der allerede. De var selv gået hjem fra skole, og det betød, at alle mand var samlet på matriklen kl 14.15. 10 minutter efter, at jeg var trådt ind ad døren, spurgte Anton, om han måtte gå i seng. NaTURligvis ikke for at sove, men fordi han gerne ville ligge under sin varme dyne og bare slappe af med sin iPad. Ikke så snart havde jeg sagt ja, før Frida nærmest råbte: “Må jeg også godt??” – og selvfølgelig. Det er jo ikke sådan, at de er forment adgang til deres senge i dagtimerne, men de er nogle høflige unger, og når noget ligger lidt udenfor, hvad vi plejer at gøre, så spørger de altid om lov først. 

Da de var installeret på hver deres værelse, og endda havde forhandlet sig til også at måtte rulle gardinet ned, lavede jeg en kop kaffe og satte mig ved bordet og tænkte lidt. For jeg har aldrig – ikke én eneste gang i hele mit liv – haft lyst til at kravle under min dyne midt på dagen, med mindre jeg har været syg. Og da SLET ikke, når jeg ikke er færdig med at være Ude I Verden, hvilket var tilfældet i går, hvor vi havde svømning kl. 18.30. At rulle gardinet ned når solen skinner, er for mig nærmest for den ottende dødssynd, og al den modstand og vanetænkning brugte jeg eftermiddagen til at tænke lidt over. 

For jeg kan ikke beskrive uddybende nok, hvor meget jeg gerne vil, at mine børn kan mærke sig selv og deres basale behov. Meget af det, jeg har bøvlet med i over 40 år, handler om ikke at kunne netop det, og derfor være nødt til at kompensere og efterregulere, når systemet er blevet overbelastet, og skaden er sket. Logisk giver det al mening i hele verden at tage en pause midt på dagen, og begrænse stimuli som lys og samtale mest muligt.

Når jeg aldrig har været i stand til det, så handler det nok om, at den stærkeste drivkraft for mig er målet; at nå til punktummet og først derefter tillade mig selv at tage en pause og slappe af. Dagen skal for mig gøres færdig, før jeg kan slippe tøjlerne og rulle ned. 

Alle de overvejelser fik mig til at tænke over, at jeg egentlig lige nu synes, at der begynder at sænke sig en ro, sådan helt generelt. Ikke, at der ikke stadig er kaos, rod, pligter og bøvl, men bag det hele føler jeg, at der for første gang begynder at indfinde sig en ro, som vi ikke har haft siden før covid, metoo og BLM. På mange måder er årstiden et fint symbol, for det kan stadig både regne og storme og i skrivende stund er der sne i min have. Men bag det hele er lyset og løftet om varme og liv, og selv når det river og bider, får det ikke ordentligt fat. Noget andet begynder at dominere, og det føles som forskellen på at rydde op i sin stue efter en fest og at genopbygge et land, der er blevet jævnet med jorden. 

Når jeg taler med mine venner, hører jeg det samme. At der stadig er urimelige arbejdspladser og eksmænd, der forsøger at spænde ben, men det føles som om, man tager sine kampe stående på fast grund i stedet for i kviksand for første gang i årevis. 

Jeg øver mig i at lægge mærke til det, når noget slipper og ændrer sig til det bedre. Også når det bare er fraværet af kamp og ulykke. Det var noget, jeg begyndte at forstå vigtigheden af, da jeg fik Anton, og jeg ikke helt kunne genkende de tigerspring, alle talte om, fordi jeg havde en oplevelse af, at tigeren nok mere bare var kronisk flyvende og aldrig ramte jorden. Dengang gik det op for mig, at det var altafgørende for min mentale sundhed og stabilitet, at jeg også huskede at bemærke det, når der var perioder, hvor han – trods alt – sov. Når der var en rytme. Når vi havde en periode, hvor maden ikke drillede. For de pauser undervejs er dem, der gør, at man kan blive ved med at gå, så man også kommer igennem det, når det hele er svært. 

Roen er et tema for mig lige nu, og derfor ser jeg den alle de steder, hvor den optræder.

Jeg bemærker, at vi kollektivt begynder at prioritere roen i at være mindre tilgængelige på de sociale medier. Hvor ALT før blev lagt op, og alle henvendelser føltes akutte og uopsættelige, så er der, uanset timeforbrug, et langsomt træk imod at værne mere om tilstedeværelsen i nuet og at lade nogle oplevelser forblive private.

Jeg bemærker, hvordan fraværet af en chef og en arbejdsplads for mig har medført en ro, jeg ikke ville have troet mulig, hvis nogen havde prøvet at beskrive det for mig. Al min tid er min, jeg er ikke underlagt regler og beslutninger, jeg er uenig i, jeg skal ikke sidde til personalemøder og temadage og foregive samhørighed og fællesskab med mennesker, jeg er så grundlæggende uenig med, at det nærmest føles som et overgreb at skulle forholde sig til dem.

Jeg bemærker roen i hovedet, som er helt ny og sprød og føles som den fineste tone af sølv, der bare langsomt klinger ud.

Jeg bemærker roen i at vide, hvad jeg står med ift. begge mine børn. At starte forfra med Frida er ikke venstrehåndsarbejde, og om et par måneder skulle det gerne være på plads, at Anton skal starte i specialklasse. Frygt, bekymringer og frustrationer er stadig faste følgesvende, og det kan jeg sagtens mærke – men jeg kender systemet, spillerne er the usual suspects, og jeg ved, hvad jeg skal forberede mig på. 

Og jeg bemærker, når mine børn viser mig, hvordan man kan bede om og give sig selv ro, når man har brug for det, og at alting ikke behøves at være så sort og hvidt, som jeg har lært mig selv, at det er.

Da sneen væltede ned i går, kunne jeg bag den blygrå sky se en klar, blå himmel. Da vi efter nattens storm stod op i morges var det lyst udenfor og fuglene sang.

Vi kommer aldrig til at nå et punkt, hvor der er ro og orden i alting; hvor al arbejde er gjort, og intet længere er svært.

Men der er øer undervejs, hvor tingene falder til ro og der er tid til at fordøje. Nogle gange kræver det bare lidt hjælp, en dyne og et nedrullet gardin at få øje på det.

Ferie, frø og bagagerum

, 9

Mandag morgen og nymåne. Jeg har lagt hårdt ud med at smække mig ude af mit bagagerum, hvilket kostede ture til 2 forskellige mekanikere og en ny nøgle til 3500, alt sammen inden klokken 9.

Vinterferien kom og gik, og den var tiltrængt, synes jeg. Det var meget en børneferie i år, hvor jeg mest fungerede som chauffør, oppasser og facilitator, men en af de mange fordele ved at være blevet selvstændig er, at jeg er knap så nærig med mine feriedage, som jeg var, da jeg havde 5 uger. Jeg har endnu til gode at skulle finde ro i en hel sommerferie med få opgaver, og måske kommer jeg til den tid til at æde mine ord, men indtil videre oplever jeg, at der er en stor tilfredsstillelse i at følge det naturlige flow i opgavemængden.

Mandag aften var vi en tur på Egeskov Slot til Luminisfestival. Det er 5. (6.?) gang, vi er afsted, og i år var jeg lidt spændt på turen. De første år lå arrangementet i slut-november, men for 3 år siden blev det flyttet til vinterferien. Jeg foretrækker klart placeringen i efteråret, fordi der for mig bare er noget ekstra fantastisk ved lys, når dagene stadig bliver kortere, og mørket er massivt. På den her årstid er morgenerne allerede lysere, fuglene er i fuld gang, og selv når der stormer, kan man bag de mørke skyer ane en lysere himmel. Men desværre er det ikke mig, der får lov at bestemme alting i hele verden, og selvfølgelig kører vi stadig derover, for det *er* fint. Sidste år syntes jeg dog, at set up’et var lidt tyndt; det bar præg af, at arrangørerne lige til det sidste havde haft risikoen for en ny nedlukning med dertilhørende aflysning i baghovedet. Men andre før dem er blevet nærige, når en succes først er etableret, og derfor var agendaen for mig i år også lidt at vurdere, om det fortsat er køreturen værd – og det var det heldigvis.

Resten af ugen var ét sammensurium af legeaftaler, soveaftaler, MGP og fastelavn, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg bare nynnede mig igennem det hele. Særlig soveaftaler udfordrer mig, og det er faktisk indretningen af vores hus, som jeg har skrevet om før, der er den største synder. 

For der er ikke ét eneste sted, hvor jeg kan sætte mig, hvor der ikke er børn – og larm. Og det er ikke børnenes skyld, for der er ingen af dem, der kommer her, der støjer mere end gennemsnittet, men det bliver meget tydeligt, at jeg kører på 85% kapacitet hele tiden, og normalt bruger aftenerne til at recharge, når jeg pludselig ikke har muligheden, og der ovenikøbet er tilføjet et ekstra element.

Dagen efter har jeg det, som om, jeg ikke har nogen hud. Jeg kæmper ret meget med det, og specielt nu, hvor jeg pludselig efter diagnose og medicin, ser og forstår ting bedre. For hvor jeg begynder at kunne forebygge nogle ting, og forstå andre, når de sker, og jeg dermed langsomt bliver bedre og bedre klædt på til at sørge for, at de ikke sker igen, så synes jeg faktisk næsten, at det er endnu sværere nu, end det var før at finde ud af, hvad jeg gør, når det egentlig er børnenes sociale kapital, jeg forvalter.

For selvom jeg kommer glimrende ud af det med de andre børns forældre, så er min oplevelse, at meget få egentlig forstår, hvad ADHD er for en størrelse. Jeg kan somme tider få en mistanke om, at flere tror, at det er en form for opmærksomhedsdiagnose, man har tiltusket sig. Det er jeg 97% af tiden fuldstændig ligeglad med. For mig betyder det ikke mere, at de har en holdning til dét, end hvis de havde en holdning til min hårfarve. Men det giver et problem, når der er nogle grænser her, som er nødt til at være anderledes end de er andre steder, pga noget, som de hverken kan se eller forstå.

Og jeg gider ikke rigtigt køre korstog omkring det. Eller at være sådan en, der pludselig insisterer på, at ALLE har det, fordi jeg selv har fået papirer på det. 

– selvom jeg er nødt til at indrømme, at jeg har par gange har stået i situationer, hvor nogen med en overbærende latter har sagt: 

“Ej! Du og Frida har da ikke ADHD! Hvis I har ADHD, så skulle jeg/mit barn da også have en diagnose, hahaha.”

Mig, der kender både dem og deres barn:

Men altså. Det er ikke noget, jeg ude i virkeligheden taler ret meget om. Ikke fordi jeg er flov over det, men mere fordi det stadig er så nyt, at jeg endnu ikke har fundet ud af, hvordan jeg præsenterer det, og hvad der er vigtigt at fortælle hvornår.

Men det fylder inde i hovedet, og dermed også her.

Og jeg bruger tid på at italesætte det forskellige steder på SoMe. 

Jeg forsøger at være verbal de steder, hvor jeg synes, det giver mening, fordi der *er* et stort stykke arbejde, der skal gøres, hvis den her supertanker af uvidenhed skal vendes. Og hver gang, jeg læser artikler om, at flere og flere børn bliver diagnosticeret med de her ting, så tænker jeg, at det ville være et interessant eksperiment at screene alle børnehavebørn for ADHD og autisme de næste 10 år – og så se, hvilke kurver, der *falder*. For jeg begynder at have en snigende mistanke om, at rigtig meget, som ikke på overfladen ligner neurodivergent bøvl, i virkeligheden er det. Spiseforstyrrelser, f.eks. Der er HELT sikkert spiseforstyrrelser, som er dét – og kun det. Men jeg tror virkelig, virkelig også, at der er meget, som i virkeligheden er udiagnosticeret ADHD, og hvor man kan spise mindfuldt og følge kostråd og rive sig i håret af fortvivlelse over sit barns forhold til mad – og det kommer aldrig til at løse problemet.

Derfor kommenterer jeg hos fagfolk, som kunne komme til at gøre en stor forskel for mange mennesker, hvis de faktisk forstod, hvad det her handler om. Derfor er jeg åben omkring det herinde. Ikke for at proppe min og vores historie ned i halsen på sagesløse mennesker, men fordi jeg håber, at plante små frø hist og pist, som over tid kan få forståelse til at spire og gro på steder, hvor det gør en forskel.

Nå. Det var et sidespor. I virkeligheden ville jeg bare lige stikke hovedet ud og sige, at jeg håber, I er kommet godt i gang ovenpå ferien, uanset om I havde eller ej, og at jeres bagagerum opfører sig bedre end mit.

I’ve looked at clouds from both sides now

, 19

De sidste måneder har jeg tænkt virkelig meget over, hvor stor forskel jeg oplever på at være mor til hhv. en dreng og en pige. 

Somme tider er det ene nemmest og somme tider det andet, men ift. de svære ting, føler jeg, at det er lettere at vide, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg bedst hjælper, når det er Anton, der bøvler, end når det er Frida.

Det er kommet bag på mig, for egentlig ville jeg have forventet, at det var omvendt.

Men når Anton kæmper med noget, uanset om det er situationer, betingelser eller mennesker, så kan jeg forholde mig relativt objektivt til det. Jeg har ikke selv prøvet at være en lille dreng eller en ung mand, og Den Gode Løsning er derfor nemmere at få øje på. 

Når det er Frida, der har det svært, så sidder jeg pludselig i den sære situation, at jeg faktisk har en formodning om, hvordan det føles inde i hende, og den viden har jeg med mig i alt, hvad jeg skal vurdere og handle på. Specielt fordi vi har mange af de samme udfordringer, og jeg derfor har en ret præcis formodning om, hvordan det føles for hende, og hvorfor hun reagerer, som hun gør. 

Somme tider er det en gave. At have opdaget Fridas diagnose og derigennem min egen, har været en nærmest religiøst rensende oplevelse. Det har givet mig en retrospekt forståelse af utrolig meget af mit eget liv, og det ville jeg aldrig hverken have fået eller have fået øje på, hvis ikke, jeg havde haft muligheden for at se det udenfor mig selv. Den cirkulære forståelse af en anden, der bliver til forståelse for mig selv, der igen leder til forståelse af, hvordan jeg bedst kan hjælpe den anden, hende, er uvurderlig. 

Men det er også somme tider det sværeste i hele verden. For med min viden kommer også en erkendelse af, hvornår jeg ikke gør det godt nok. Hvornår jeg ikke møder hende, hvornår jeg ikke kan give hende det, hun efterlyser eller har brug for, og hvornår min reaktion gør ondt værre for hende. 

Jeg hørte engang en psykolog sige, at alle, der bliver forældre, har ambitioner om ikke at begå de samme fejl, som de synes, deres egne forældre begik – men at de bare begår nogle andre. Alle skader deres børn, det er bare et spørgsmål om hvordan.

Hvilket jo er både deprimerende og frisættende.

Men lige nu synes jeg virkelig, at det er svært at føle, at jeg gør det godt nok, og den underligt spaltede fornemmelse af både pludselig til fulde at forstå mine forældres valg, og ikke rigtigt, som mor, at kunne se andre måder at gøre det på, samtidig med, at jeg kan mærke barnets frustration og følelse af ikke at blive forstået, er ved at rive både min hjerne og mit hjerte midt over.

Jeg gør, hvad jeg kan. Failure is not rigtig an option, vel? Og jeg er særlig opmærksom på de situationer, hvor jeg som barn følte, at min oplevelse og virkeligheden stod i skærende kontrast til hinanden.

F.eks. nævnte jeg i sidste uge kort, at der var startet et barn i Fridas klasse, som lagde ud med at true Frida med at slå hende ihjel. Barnet er nu flyttet til et andet undervisningstilbud, men i den uge, vedkommende var der, var der godt nok fart på i hovedet på mig.

For jeg blev selv mobbet massivt, da jeg gik i skole. Og dén erindring kan jeg jo desværre ikke bare smide ud ad vinduet, selvom jeg gerne ville. Det har været noget, jeg har forsøgt at være opmærksom på i al den tid, jeg har haft børn i institution og skole; på den ene side ikke at slæbe min beskidte erfaring med ind i børnenes nye, rene stuer, men samtidig også at bruge den viden, jeg har, som mennesker, der ikke selv er blevet mobbet ikke har, konstruktivt. For jeg ved – vedved – hvordan børn kan være. Selvom de har Frozen trøjer på og går de voksne til navlen, kan de nemlig godt være både perfide og ondskabsfulde og finde på at rive øreringe ud gennem øret på én, når de voksne ikke ser det.

Det er en balance mellem ikke at tillægge nye mennesker gamle motiver og samtidig ikke at være naiv. 

Men noget af det, der fyldte meget for mig, var manglen på logik. At når et barn, som alle (voksne) vidste gjorde mit liv til et helvede, inviterede til fødselsdag, så deltog jeg og havde gave med og sad i barnets hjem med barnet og dets forældre og smilede og spiste kage og legede flaskehalsen drejer, alt imens mit hoved var ved at eksplodere over absurditeten i det. Har vi sat ondskaben på pause? Holder vi fri 3 timer? Er vi gode venner nu? Hvad fanden foregår der??

Og al den historie har jeg med mig, samtidig med, at jeg som voksen og forælder godt forstår behovet for, at det er de voksne, der skal løse det her, og at vi er nødt til at være civiliserede omkring det, for hvor ender vi henne hvis ikke?

I den her situation nåede barnets mor faktisk at invitere hjem til hyggedag, og er man en smule alternativt anlagt, er det svært ikke at få den tanke, at universet giver dig muligheden for at udvikle dig ved at sende dig gennem de svære baner igen, men denne gang med handlemuligheder og flere redskaber.

Ikke at jeg synes, det bliver nemmere. Faktisk. Nærmest tværtimod. 

Men jeg har forsøgt at tale – relativt – åbent med Frida om det hele vejen. Forsøgt at give hende mulighed for selv at træffe sine valg, men også tilbudt min hjælp og mit personlige perspektiv, fordi jeg nok ikke er tilhænger af, at man bare helt vipper den over på børnene. Og Frida kommer mig i møde ved at være HELT klar i spyttet. “Det har jeg ikke lyst til, når h*n opfører sig sådan.” Fint – og forståeligt. Herfra bliver kunsten for mig så at udvise tillid til, at hun kan mærke, hvordan hun har det og støtte op om dét, uden at komme til at puste til ilden.

Nu er barnet så taget ud igen, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er lettet. Men den uge var én lang invitation til at genbesøge min egen barndom, og lagt sammen med alle de tanker, jeg har gjort mig de sidste mange måneder, ville jeg en lille bitte smule ønske, at der snart kom en ægte voksen og tog over.

For jeg synes, det er svært. Både i situationer med tredjeparter, men også når vi har konflikter herhjemme, og min erfaringer og alle mine følelser lægger sig ovenpå hendes virkelighed. Og jeg vil så gerne gøre det godt nok til, at hun en dag, når hun bliver voksen, sidder tilbage med følelsen af, at det ikke er sikkert, at hun altid var og er enig i de ting, jeg gjorde og de valg, jeg tog. Men at hun, altid og hver gang, kan se kærligheden i dem.

Load More