M20XX

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op i børnenes kasser med huer og handsker.

Og det er jo ikke fordi, vi står og skal bruge dem i næste uge, vel? Men lige nu har ingen af dem den fjerneste erindring om, hvad de har af vintergear, og jeg VED, at hvis først de får lov at se kassen, så gror de attachment issues til hatte, de aldrig har haft på, og handsker, der er for små, på halvandet sekund.

Det gav en lille pose til Røde Kors, som jeg smuglede ud med så meget list og finesse, at jeg forventer at blive scoutet af colombianske narkokateller, og nu kan vi ud fra det, vi har tilbage, langt bedre vurdere, hvad der er brug for at anskaffe om et par måneder.

2.

Ringet til min sundhedsforsikring og forespurgt på, om man kan bruge den forebyggende.

Det er jo lidt noget lort med det der manglende brusk i højre side. Faktisk. Men jeg har – naturligvis – gravet mig ned i artikler om den nyeste forskning på slidgigtsområdet, og jeg hælder faktisk til, at de smerter, jeg bøvler med, ikke så meget skyldes den manglende brusk, som de skyldes, at jeg er skæv af at køre så meget bil. Alle muskler på højre forside er med ret stor sandsynlighed for korte, og så trækker det hele skævt. Stræk og træning hjælper, og selvom jeg er ret afklaret med, at jeg ikke ender med at blive smertefri, har jeg flyttet grænsen for, hvad jeg kan *så* meget, at jeg stadig er nogenlunde fortrøstningsfuld.

Massage hjælper – men det er DYRT. Og fordi jeg også har en ok-solid udgift til en personlig træner, syntes jeg, at det var indsatsen værd at undersøge, om man evt. kunne få noget af det dækket af sundhedsforsikringen.

Det var et nej – men til min store, positive overraskelse var ham, jeg talte med, fysioterapeut og han havde virkelig mange gode input.

Nu har jeg fået en henvisning til en fys, og har også én i tankerne. Men første stop på vejen er egen læge, hvor jeg lige skal have lidt hjælp til at lægge en forsvarlig plan.

(SÅ! VOKSEN!!)

3.

Vasket Fridas sneakers.

Der er så meget grundvand her, hvor vi bor, at markerne omkring den lokale skole, er én stor mudderpøl fra slut-august til start-maj. Det er SUPER bøvlet på tøj- og skosiden, men trods alt er hun stadig så lille, at sko, støvler og overtøj i forvejen kun kan bruges én sæson, inden hun vokser ud af det. 

Vi ruller ikke med ‘pæne’ sko, for der er så få lejligheder, hvor det ville give mening, at det ville være fråds. Når det er sagt, vil jeg jo stadig gerne, at jeg kan have hende med ud i verden, uden at det ser ud som om, hun bor i en grøft.

Derfor fik begge par udesko en overhaling med bagepulver og Vanish i fredags, så der var tid til, at de kan nå at tørre helt, inden det hele ruller igen mandag. Det er jo ikke fordi, man ikke kan se, at de har været i brug, men det pynter stadig og modsat en tur i vaskemaskinen, så risikerer man ikke at opløse limen i sålerne, når man kun lige skyller dem med bruseren et minut eller to.

Månedens Mål, august (3/4)

Jeg har sadlet om. For efter – igen – at have knaldet rundt i, hvornår jeg skal føre penge over, og om storkøb af sæbe tæller med i ugens husholdningsbudget eller ej, havde jeg et langt, alvorligt møde med mig selv over en kop kaffe i haven. 

For hvis du gør, hvad du gjorde, så får du, hvad du fik.

Og det er nok.. hvad? 8. gang? 12. gang? jeg forsøger at få den her model op at køre, og det VIL bare ikke lykkes. Den sidste uge har jeg haft god tid, og det til trods har jeg *stadig* fundet det svært at få intentionen omsat til virkelighed.

Jeg har derfor ryddet pladen og prøvet at gentænke hele konceptet. For det er godt til mig med konkrete tal og systemer, så den del har jeg prøvet at overføre på en anden løsning, for der er ingen tvivl om, at der er penge for os at hente her, hvis jeg ellers kan udtænke en måde at gøre det på, der er nemmere for mig at styre.

Derfor tester jeg de næste uger, hvordan det virker, hvis jeg:

1.

Køber stort ind én gang om ugen på BilkaToGo.

Og det er ikke for at endorce BTG, for det er hverken bedre eller værre end så meget andet. Men for mig fungerer det godt, at jeg hele tiden kan se oppe i hjørnet, hvad jeg har handlet for – og hvor jeg IRL ret nemt kan falde i ‘nu er vognen alligevel fyldt’-fælden, så har det slet ikke samme effekt på mig, når jeg køber stort ind på nettet. Snarere tværtimod, faktisk, og det hænger klart sammen med, at jeg hele tiden kan se, hvor mange penge, jeg er ved at bruge.

Samtidig bliver jeg ikke fristet af strategisk product placement, der får mig til at købe en friskpresset juice fra Princip til 35 kroner i stedet for den liter Rynkeby til en 10’er, jeg havde planlagt. 

2.

Midvejshandler efter 3-4 dage, hvor jeg kan købe den liter mælk og de friske grøntsager, jeg mangler til resten af ugen.

3.

Planlægger at lave én ret fra bunden om ugen. Det lyder ikke af ret meget, det ved jeg godt – og det er ikke sikkert, at det rækker.

Men vi spiser 2-3 forskellige ting til alle måltider herhjemme, og det har jeg for længst opgivet at tude over. Det betyder, at jeg på mange måder laver mad til mig selv på samme vilkår, som hvis jeg boede alene. Jeg kan virkelig godt lide at lave mad, og jeg er ret god til at prøve at lave alt muligt forskelligt, Men det betyder, at jeg meget hurtigt har ting i køleskabet, som er åbnede og derfor skal spises inden for en rimelig tidshorisont, og når jeg laver to forskellige retter pr. uge fra bunden, får jeg simpelthen for mange ‘sjatter’, jeg ikke kan nå at bruge.

I denne uge lavede jeg f.eks. nogle spicy breakfastburritos (so sue me) med hjemmelavede baked beans fra Valdemarsro. Bønnerne lavede jeg den ene dag, hvor jeg bare spiste dem med en grøn salat og en skive brød, og så kørte jeg fuld mexicansk aftenen efter. Jeg havde rester til et par dage, og har også smidt lidt bønner i fryseren, og dermed har jeg faktisk fået aftensmad til 4 dage ud af én ret. Jeg kørte suppe fra fryseren på dag 5 og 6, og det flute, jeg købte til, var der nok tilbage af til en sandwich på dag nummer 7.

Den her model ligner i langt højere grad den måde, jeg plejer at vælte gennem ugen på, men med den store forskel, at jeg nu har prøvet at sætte konkrete tal på både indkøbsture og madlavningsprojekter.

Jeg glæder mig faktisk helt til at teste, hvordan det fungerer IRL.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg tjekket de 2 alternative ruter, jeg får foreslået, når jeg taster en adresse på min GPS, som altid fremhæver og foreslår “Den hurtigste”.

Det har været noget af en øjenåbner. Af de 3 forslag er den hurtigste altid den, der giver flest kilometer på motorvej, mens den langsomste i nogle tilfælde må indeholde passager af ‘Kravl med din bil på ryggen’, for ellers kan jeg simpelthen ikke se, hvordan man skal kunne få en tur på 60 kilometer til at tage små 3 timer.

Men det midterste forslag lægger ofte kun 5-10 minutter til rejsetiden, er ofte kortere, målt på kilometer, og giver dig så mange af disse som muligt på landevej. KÆMPE gamechanger ift. brændstof. Og køreglæde, faktisk, fordi det uden undtagelse altid er pænere, og fordi man ikke skal male sine tænder til benmel over trafik og vejarbejde.

(Som ekstra plus får man i mit tilfælde også fornøjelsen af at høre Frida begejstret udbryde “KØER!!” hver e-n-e-s-t-e gang, vi kører forbi et eksemplar af slagsen). 

Hvordan nedsat hastighed påvirker batterilevetiden for elbiler ved jeg ikke, men det er der med garanti nogle af jer, der ved, så meld endelig ind.

2.

Har jeg haft Min Bog fremme og opdateret den med årets erfaringer. Det var ikke fordi, der var så meget at tilføje, men jeg holder nærmest religiøst fast i at gøre det alligevel, for selvom jeg har 47 års empiri, der modsiger antagelsen, så tror jeg altid, at jeg kan huske ting fra ét år til det næste.

I år havde jeg f.eks. tænkt, at jeg ville smide et puslespil i bilen, da vi skulle til Nordjylland – men fortids-Linda havde heldigvis skrevet: “Lad være med at slæbe puslespil med. Det kan ikke betale sig” – og det havde hun helt ret i, kunne jeg se, da vi var deroppe.

Så for folk som mig, der er tilbøjelige til at få de samme ideer flere gange, er sådan en bog sin egen vægt værd i guld.

I år har jeg noteret, at jeg skal huske at smide vores Loops ørepropper i tasken, når vi skal i forlystelsesparker rundt omkring.

Og ikke, at det partout skal være Loops, men grunden til, at jeg synes, at de er smarte er, at de stadig lader lyd trænge ind. Man kan vælge dem med forskellige grader af filter, så de nedsætter lyd med hhv. 8, 16 og 32 dB (mener jeg, det er). Almindelige ørepropper lukker meget ude, og skal hives ind og ud, hver gang man skal interagere med andre mennesker, og jeg har nærmest mistet 4 stk. på den tid, det har taget mig at skrive den her sætning. Noise cancelling er vidunderligt for dem, der har brug for det, men dels virker de ved at producere hvid støj på den præcis modsatte frekvens af den omgivende lyd, hvilket betyder, at de (op)bruger batteri, og dermed på et tidspunkt løber tør for strøm, og dels er de VARME.

Og så er der noget ift. sikkerhed, der for mig kan være lidt problematisk, fordi man som hørende ikke er så opmærksom på sine omgivelser, som døve og mennesker med høretab er. Derfor er jeg altid nervøs for, om Anton opdager det, hvis der f.eks. går en alarm, eller nogen råber en advarsel, når han har sine NC-bøffer på.

Men nu har jeg noteret, at vores Loops skal med, og så håber jeg, at alle kan hygge sig og stadig har både forstand og nervesystem i behold, når vi kører hjem. 

3.

Har jeg tjekket de spande med maling, jeg har stående i bryggerset.

Noget af det giver ikke mening at flytte rundt på, for der er for lidt til en væg men for meget til bare at plette med. Her fik jeg hældt en smule fra til mig selv, og foræret resten til nogle kreative typer.

De store spande med hvid maling, jeg købte fra sidste lejer, da jeg flyttede ind, irriterer mig, fordi de fylder. Omvendt er det jo virkelig dumt at smide dem ud, for maling er dyrt, og hvid altid kan bruges – men det slog mig, om der kunne være noget med holdbarhed.

Jeg google mig frem til, at der på mange spande står holdbarhed angivet, og at for gammel maling kan have dårligere dækkeevne og .. noget mere, jeg har glemt.

Men der stod ikke noget på mine spande, så jeg skrev til den forretning, hvor malingen er købt – og de anede det heller ikke. Men vi fik med lodder og trisser fundet frem til nogen lidt højere oppe i systemet, der kunne oplyse, at så længe malingen ikke lugtede mærkeligt, kunne man bare rulle løs.

Så nu lever jeg med, at de står bag døren og fylder, men glæder mig til gengæld over, at lagret på rest-hylden er skrumpet betragteligt. 

Månedens Mål, august (2/4)

Intentionerne om et ugebudget var gode, men livet kom med sit store, grimme hverdagsfejeblad og skovlede dem væk.

Egentlig er det fint, fordi det giver anledning til at flette noget ind, som jeg for tiden prøver at arbejde bevidst med, nemlig at kurskorrigere løbende, og huske, at fordi man punkterer på ét hjul, så behøver man ikke at pifte de andre 3.

For mål sat så afgrænset op, som jeg gør herinde, har både fordele og ulemper. På plussiden betyder tidshorisonten, at jeg får fulgt nogle beslutninger til dørs, som ellers ville være smuldret mellem fingrene på mig, fordi jeg taber fokus, hvis noget tager for lang tid. Til gengæld er det svært at løbe det tabte ind, når man misser en uge, fordi det ikke er ret meget ekstratid at gøre med.

Det første, jeg måtte konstatere var, at det ikke fungerer at lave et stramt ugebudget den uge, hvor børnene skal tilbage i skole, efter 7 uger uden madpakker og ulvetimer. For vi manglede stort set ALT.

Den anden erfaring, jeg gjorde mig var, at det kan være godt givet ud at lægge alle tov fra sig og træde et skridt tilbage, når alting pludselig går meget hurtigere end forventet. Skolestart, kommuner, der ikke betaler deres regninger, og deraf følgende lappeløsninger, der skal klappes af med banken, et opslag på LinkedIn, der har fået sit eget liv, hvalpe hos naboen, taxabøvl til Anton osv. osv., åd alt, hvad jeg havde af overskydende tid, og dermed blev det småt med timer til at blogge og arbejde med konkrete mål.

Men også dét, prøver jeg at gøre til noget, jeg kan lære af. For jeg vil så gerne ændre mit mønster med at have fuld kontrol, indtil jeg bliver så overvældet, at jeg intet kan overskue, for det er dér, tingene skrider for mig.

Derfor har jeg denne uge prøvet at være meget, meget bevidst om, hvordan jeg forvaltede min tid, så jeg hele tiden var skarp på at gøre det absolut mest nødvendige først. De dage, jeg nåede nogle af luksus-opgaverne, når baseline var lagt, havde jeg ro til at glæde mig over det, men de dage, hvor det ikke lykkedes, var det stadig ok, for det, der SKULLE være styr på, var der styr på.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var nemt. Jeg kan *næsten* ikke være i mig selv, når jeg har besluttet at gøre noget, og så må sande, at jeg ikke kan nå det alligevel – men jeg bliver ved med at minde mig selv om, at vaner er svære at bryde, netop forde de er vaner.

Men hvis du gør, hvad du gjorde, så får du, hvad du fik, og jeg har ambitioner om andet og mere.

Det betyder, at jeg stadig har holdt øje med vores forbrug, og at jeg har fået tilføjet mit andet visakort til min telefon, så jeg i hvert fald har lagt en sten eller to til det, der gerne skulle blive husholdningsstien til sidst.

Det hele er udvikling, og selvom det ikke er nemt, har jeg en helt basal fornemmelse af, at det stadig er indsatsen værd.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg hjulpet min mor med at sætte nogle glas til salg på Marketplace, og i samme ombæring fået lagt de sidste ting fra oprydningen på børnenes værelser op. Jeg har besluttet, at tingene får lov at være sat til salg i 14 dage – er de ikke gået, ryger de til genbrug. 

Jeg kan godt mærke, at det er lidt uvant for mig at have så mange ting i mit hjem igen, som prepping har givet mig. Selvom jeg har tænkt over at købe ting, jeg kan bruge uanset hvad, så er det længe siden, jeg har haft 10 stearinlys og 4 pakker batterier.

For ikke at tale om vand på plastikflasker. (Av).

Når man kommer fra god plads og the bare necessities, skal der ikke meget ekstra til, før det kommer til at føles lidt kompakt, og derfor kan jeg godt mærke, at jeg kommer til at skrue op for oprydningen de næste uger og måneder.

Men egentlig er det fint at blive opmærksom på, i hvor høj grad jeg foretrækker den mere skrabede version af mit hjem, fordi overblikket giver mig ro. Det fjerner lidt af den sentimentalitet, der ellers godt kan være en hæmsko for at skille sig af med tøj, man ikke bruger længere, og køkkengrej, der står i vejen i skabet.

2.

Er jeg i gang med at bladre programmerne igennem for Esbjerg og Varde kommunes sommerferieaktiviteter. Vi har brugt tilbud i begge kommuner flittigt de sidste år, og det er en god mulighed for at snuse til nye sportsgrene og kreative aktiviteter uden at binde sig for en hel sæson.

Har du mindre børn og udsigt til en sommer herhjemme, så tjek din kommunes hjemmeside og se, om de ikke har noget lignende. Mange af tilbuddene er gratis, og der er ret meget af det, man kan lave sammen.

3.

Har jeg været på bog-rov – og her må jeg sige, at pladsoptaget ikke generer mig på *helt* samme måde…

Jeg brugte en aften på at grave mig ned i googlesøgninger på de bøger, jeg har på min altid åbne bogliste, og fandt en serie, jeg har haft stående længe, på DBA. 

Her vil jeg lige indskyde, at det er en rigtig god ide at klikke på ‘Se sælgers andre annoncer’ når man køber bøger (og tøj og møbler) på DBA. Der kan du hurtigt se, om det er en læsehest, der er løbet tør for plads (#kender), som sælger ud af skattene, eller om det er en virtuel marskandiser, du er faldet over.

Og altså: You do you. Men jeg er HYPER sart med lugte, og jeg kan ikke samle mig om at læse en bog, når den lugter af røg eller hengemt kælder. Hvis en salgsprofil har 385.953 annoncer oppe, med 17 sofaer, 9 reoler, 2-3 biler og en hund, er det nok ikke Hanne og Poul, der bare har ryddet op i stuen – og lever du af at opkøbe dødsboer, står du ikke med snuden i hver enkelt bog, du hiver hjem.

Hende her havde 19 bogserier, alle i samme genre, lagt op, og jeg endte med at få de 3 bøger, som nærmest er urørte, til mindre, end første bind koster, hvis jeg skal købe dem fra nye.

De to andre bøger, jeg gerne ville have, men ikke kunne finde brugt, efterspurgte jeg først på min egen fb-profil, ud fra tanken om, at jeg ofte selv har bøger stående, som jeg har læst, men ikke lige er kommet videre med. Ingen rakte hånden op, så jeg købte dem til fuld pris med ro i sindet over, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at tænke både miljø og økonomi ind.

*

Månedens mål, juni (3/4)

*Jeg har fået vasket de to sidste af mine fire skraldespande. Nu handler det bare om at huske at smide en kande vand med en dråbe sulfo i, når de bliver tømt sommeren over, og så lade dem stå med åbent låg til de er tørre.

*Er jeg ved at revurdere, hvordan jeg skal sammensætte indhold i køleskab og fryser, for hvor målet jo indtil nu har været at få dem tæt-på-tømt, så handler det i disse dage lidt mere om at tænke over langsomt at få opbygget en base af mad, der ikke fordærver på 20 minutter, hvis strømmen går.

Igen er jeg ved at gå moderat amok over, at der pludselig er NOGET mere indhold på hylder og i skuffer, end jeg plejer at køre med, så det er work in progress at få indarbejdet en rytme, hvor vi ikke ikke kører med planøkonomiske tilstande, men heller ikke har så meget liggende, at overblikket ryger, og maden bliver for gammel. 

*Haven ligner til gengæld noget, der er løgn, så den er på den kommende uges to-do. Men – MEN! Jeg skal lige bruge lidt spalteplads på at prale, for nu har vi jo talt en del om min nærmest latterlige mangel på evner i haven.

Men se lige her:

Ja. Started from the bottom, now we’re here! Det her er en have-profil nu, og Søren Ryge kan godt begynde at passe på haserne.

*

Næste uge rammer vi det sidste indlæg inden sommerferien, og jeg har besluttet, at M2024-indlæggene holder ferie i juli. Jeg kommer stadig til at blogge lidt, når det lige passer, så det er ikke fordi der bliver helt stille herinde, men jeg har brug for at kunne smide min kalender over skulderen og være ligeglad med, om det er mandag, torsdag eller lørdag.

Jeg laver en opsamling på Månedens Mål-projektet på fredag, fordi vi nu er halvvejs – og hvis jeg når det, får jeg kigget på, hvad jeg gerne vil have på af punkter resten af året.

Spørgsmål og ønsker er er velkomne, og man behøver ikke have en forkromet og deltaljeret plan for, hvad punktet kan hænge sammen med. Meld ind, hvis du har noget; så ser jeg, om ikke jeg kan binde det sammen med de emner, jeg har i tankerne.

Glædelig midsommer og solhverv.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Inden vi går til ugens indlæg, vil jeg lige følge op på prepper-indlægget fra sidste uge. Jeg beklager, at jeg har slæbt på fødderne, men jeg kører en 60+ timers arbejdsuge i denne uge, og tilsat fødselsdag for Fridas klasse, fødselsdag for familien, bil-bøvl og det løse, har jeg bare været ved at brække midt over.

Jeg har samlet jeres kommentarer, både fra indlægget, fra fb og fra de beskeder, jeg har fået bagom og sat dem ind i en printvenlig version af det oprindelige indlæg.

For at I ikke skal sidde og trawle 100 sider igennem, får I dem her i punktform:

*Har du kæledyr, så husk også at have mad, medicin osv. på lager til dem. 

*Bilradioen kan fungere, hvis man ikke har en batteridrevet radio.

*Tøm din køleskabsdispenser for isterninger (hvis du har én). Går strømmen, smelter de og løber ud på gulvet.

Derudover kom der også en ret relevant kommentar om sikringsrum; hvor man går hen, hvis luftalarmen lyder. For nogle vil den blotte tanke give ondt i maven, men for et nærmest sygeligt lavpraktisk menneske som mig, gav indsparket bare anledning til, at jeg begyndte at spekulere over, hvad man rent faktisk gør.

For i det set up, der tales om lige nu, er der vist generel enighed om, at det bliver internettet, der ryger først, og går man på Bogerdk eller sin egen kommunes hjemmeside, bliver man opfordret til at holde sig orienteret via DR og TV2.

Hvilket jo bliver lidt bøvlet uden strøm og net.

Jeg skrev derfor til den lokale beredskabschef, som meget beredskabschefsagtigt startede med at mane til ro (jeg sad med hvilepuls), men dog trods alt informerede om, at man på sin kommunes hjemmeside kan finde en oversigt over sikringsrums placering.

Så er man typen, der finder ro gennem viden, kan man tjekke det. Hvis man får stresspletter på halsen og SLET ikke kan overskue det, så følger man bare efter dem, der ser målrettede og relativt rolige ud.

Hører man til førstnævnte kategori, kan man også lige tænke igennem, hvad man ville smide i tasken, hvis det blev aktuelt. Jeg gjorde det for år tilbage ift. hvad jeg ville tage med ud af huset, hvis det brændte, og jeg har sjældent været så glad for at have tænkt noget igennem på forhånd, som jeg var, da rækkehusnaboen satte ild til huset, og jeg skulle have mig selv og 2 børn ud. Nu.

Gør med det, hvad der giver mening for dig, og smid resten over højre skulder. Det her er tænkt som en hjælp til at finde frem til, hvad den rigtige løsning er for DIG, så du træffer dine valg ud fra en bevidst stillingtagen, og så du ikke bliver smittet af kollektiv panik.

Til sidst, meget lavpraktisk:

Jeg arbejder på at lave en kategori på bloggens forside, hvor jeg dels smider et link til det oprindelige indlæg, og dels lægger en nedskaleret version af det, som man kan printe, hvis man har lyst. (Teknikken driller, men verdens bedste IT-Claus er på sagen, så jeg forventer, at det er oppe meget snart).

Jeg har konverteret oversigten til PDF, så det burde være muligt at hente og åbne den, uanset hvad enhed, man kører, og jeg har under hver punkt tilføjet plads til egne noter.

Og med de ord hopper vi tilbage til formatet, som vi kender det. 

*

I den forgangne uge:

1.

Fandt min far en taske, da han var ved bageren efter morgenbrød. Den stod MIDT på fortovet, og min far, der tydeligvis ikke har hørt ligeså meget true crime som jeg, samlede den op og kiggede i den.

Den viste sig at indeholde en MacBook, en powerbank, et bundt nøgler og en makeup-pung. (For real: Tusind point til de unge i dag for at gå i byen med stort set hele deres indbo under armen).

Der var bare desværre ikke noget i tasken, der indikerede, hvem ejeren var.

Min søde far havde lagt billeder op i diverse fb-grupper, men kunne ikke rigtigt komme videre med det end dét.

“Jeg tror bare, at jeg kører ind til politiet med den i morgen”, sagde han.

Mig:

This is what we trained for, people. 

Hendes Macbook var selvfølgelig låst, men hendes (meget almindelige navn) stod der, ligesom thumbnail’en var et ægte billede af hende (og ikke en avatar).

Jeg brugte 20 minutter på den her måde:

-og jeg fandt hende.

Vi fik hende genforenet med tasken, og alt det her er bare for at sige, at man godt kan gøre lidt for at sætte sine devices op, så folk kan finde én, hvis man forlægger dem.

Brug dit rigtige navn, og hav et reelt profilbillede og ikke et blåt egern eller en Disney-prinsesse.

På Androidtelefoner ved jeg, at man kan sætte en funktion op på forsiden, som den, der finder din telefon kan trykke på, og se, hvem den tilhører, og da man på nogle iPhones kan få adgang til nødkontakter ved at trykke ‘Hjem’, er det smart, at de er opdateret med én, folk kan ringe til.

Finder man en telefon uden ejermand, kan man tage simkortet ud, se hvem teleudbyderen er, og prøve at ringe til dem. Nummeret på simkortet er unikt, og udbyder vil ofte være villig til at hjælpe med at skabe kontakt til ejeren. 

2.

Er jeg begyndt at fylde tomme havremælkskartoner med vand og fryse dem.

I #prepperlife hjælper de med at holde på kulden, men de kan også bruges som engangs-fryseelementer på sommerens ture.

Får du brug for pladsen i fryseren, er det bare at tage dem op, lade dem tø op i vasken, og smide den tomme karton ud.

2 remindere, hvis du går med ideen:

*Vi ved det allesammen, men man kan jo godt lige komme til at glemme det alligevel: Vand udvider sig, når det fryser, så lad være med at fylde dem HELT op.

*Smider du dem i en køletaske, som du tager med ud i sommerlandet, så overvej, om du lige skal have dem i en pose, så du ikke står med våde sandwiches, hvis låget ikke slutter helt tæt. Brug en affaldspose; så har du den ved hånden, når du senere står på stranden med ispapir, tomme juicebrikker og for få hænder.

3.

Var jeg på apoteket efter medicin til Frida.

ADHD-medicin er noget af det, som lægen skal søge tilskud til for dig, og det er sgu lidt noget bøvl. For perioden, hvor tilskuddet løber på og din egenbetaling gradvist falder, er et år fra du får tilskuddet første gang. Derefter starter en ny periode med fuld egenbetaling, som så gradvist falder igen.

Men fordi jeg henter til både Frida og mig, er der flere perioder at holde styr på, hvilket jeg gerne vil, for ADHD-medicin er dyrt, må kun udleveres én recept ad gangen, og det kræver derfor lidt overblik og fodarbejdet hvis man gerne vil hente i slutningen af én periode, fremfor at vente en uge og så betale fuld smadder.

Den her gang blev det DYRT, og jeg antog derfor, at vi havde taget hul på en ny periode. Jeg bad om at få bon’en med, for på den står datoen/perioden, og man kan også se, hvor meget tilskud, man har fået.

Men på den her stod der ingen af delene, og jeg spurgte derfor til, om der var kommet nyt system. Det viste sig, at medarbejderen simpelthen ikke havde fået det sat på – og det er jeg helt på røven over, at de selv skal huske at gøre. For uden nogensinde at have tænkt over det, ville jeg bare alle dage antage, at det kørte automatisk.

Det gør det jo så ikke, så en KLAR opfordring herfra til, at man sørger for at tjekke det fremadrettet, hvis kan får tilskudsberettiget medicin. Her betød det 400 kroner, som jeg fik tilbageført med det samme, og som ingen, nogensinde, på bagkant ville have opdaget, at jeg havde betalt for meget.

Månedens mål, juni (2/4)

*Jeg fik vasket to af mine skraldespande, da de blev tømt, så de ikke bliver mere trælse, end skraldespande allerede er, når (hvis!) varmen kommer igen.

*Jeg har noteret årets erfaringer ift. Fridas fødselsdag i svømmehallen i min bog.

*Jeg har fået ryddet en smule op i skuret (og lad mig være ærlig: Udelukkende fordi jeg ikke kunne komme til min fryser for bare løbehjul, pottemuld og vildfarne fodbolde).

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

———-

Inden vi går til ugens punkter, vil jeg lige følge op på mit eget spørgsmål om, om det kunne have interesse med et indlæg ift. EU-valg. Det kunne det, kan jeg se, og jeg går i gang med at læse mig ned i info fra i morgen.

Jeg kan ikke love, at jeg forstår det hele, men jeg kan love, at jeg vil gøre mit bedste, både for at forstå og for at formidle, og jeg skal nok får skrevet indlægget, så vi alle sammen kan nå i stemmeboksen d. 09.06.

Til gengæld kan det godt ske, at det bliver på bekostning af næste uges M2024-indlæg, for jeg har (heldigvis) godt med opgaver i næste uge, Frida har fødselsdag om lidt, jeg har en bil, jeg skal have hentet – og så var jeg så heldig at trække en legegruppe her også.

Uanset hvad, så kommer der noget op i slutningen af ugen, vi er på vej ind i.

———-

I den forgangne uge:

1.

Har jeg foræret en stak ting væk, som jeg egentlig havde tænkt, at jeg ville prøve at sælge. Jeg havde en håndfuld ski-undertrøjer og en Hummel-jakke, som Anton voksede ud af i efteråret, en Captain America-rygsæk, jeg har betalt en formue for, som han kun brugte til at opbevare Lego i, og en tyngdedyne, som jeg købte, testede og lagde væk, fordi den ingen effekt havde på nogen af os. 

Fridas klassekamerat fik tøjet, en af venindernes lillebror fik rygsækken, og dynen røg afsted til trænerens søn.

Man skal have respekt for de små beløb, for ift. økonomi gemmer djævlen sig virkelig i detaljen, men det eneste, jeg føler over at have sendt de her ting videre, er glæde over, at de ikke længere ligger her og fylder og kalder på handling. 

2.

Fik jeg en køletaske i julegave, som jeg elsker med en inderlighed, der grænser til det upassende. Den er fra Sistema, og udmærker sig ved at kunne klappes sammen, når den ikke er i brug, så den intet fylder. Den er perfekt i størrelse til en madpakke, noget koldt at drikke og to fryseelementer, og da Frida forleden kom og spurgte, om ikke godt hun også måtte få en, fordi hun er træt af at spise lunkne madpakker, bestilte jeg to på stedet.

Men jeg har ikke selv været helt tilfreds med de køleelementer, jeg har i min, for selvom de gør, hvad de skal, har den en træls størrelse. De er for små til at fylde bunden ud, men for store til at ligge 2, side om side, og det betyder, at maden hurtigt kommer til at ligge og rutsche rundt. Fordi børnenes madpakker ofte består af 150 løse dele, bliver det lige der *ekstra* træls, og da jeg, uanset hvad, skulle have fat i 4 mere, så der er til os alle 3, brugte jeg en mellemtime, jeg i onsdags havde i Fredericia, på at google køleelementer på mål.

Og sandelig, om ikke jeg fandt nogle, der passede perfekt, var på bud, OG kunne afhentes i butikken – som lå i Fredericia.

Jeg smed min bestilling, og sendte med det samme en fedterøvs-mail, og 20 minutter senere fik jeg besked om, at min ordre var klar til afhentning.

3.

Har jeg haft en lang snak med mig selv om, hvordan jeg skruer bevidst ned, når jeg har travlt, eller når jeg holder ferie med børnene, og der derfor er nogle ting, som jeg er nødt til at skubbe.

For jeg har egentlig altid kørt den model, hvor jeg simpelthen bare prøver at nå så meget som overhovedet muligt, og så må sige ‘fuck it!’ til det, jeg ikke når.

Problemet med den løsning er, at den efterlader mig med en kronisk følelse af at underpræstere; ganske enkelt fordi jeg hver eneste dag må erkende, at der er punkter på min liste, jeg ikke når.

Kognitivt forstår jeg godt, at det ikke er helt så sort og hvidt. For der er kun 24 timer i døgnet, og jeg har tendens til at være meget tidsoptimistisk, når jeg skriver mine to-do’s. 

Men det ændrer ikke på, at det efterlader mig med en følelse af ikke at have struktureret min tid godt nok, når jeg må lade uafvingede punkter stå og stritte på min seddel.

Det virker gak, når jeg skriver det her, men følelsen er reel nok, og derfor er det noget, jeg gerne vil ændre mit mindset omkring.

Jeg har hele maj øvet mig at huske, at min første prioritet er arbejde, fordi det om lidt er ferie, og opgavemængden går ned. Det betyder, at jeg for første gang i omkring et år ikke kan nå at træne de fleste af ugens dage, ligesom jeg heller ikke når at svare på mails, beskeder og blogkommentarer, efterhånden som de ruller ind.

Men hver gang, jeg har kunne mærke pulsen begynde at stige, har jeg tænkt: “Opgaver har første prioritet, og så må andet vige pladsen” – og det har faktisk gjort en forskel.

Det, som er helt sært er, at jeg kan mærke, at det udspringer af en frygt for, at jeg mister fokus og interesse, og derfor ikke får samlet bolden op igen. Jeg har cirka 47 års empiri, der peger på det modsatte, men man er nødt til at opdage, at man opererer ud fra forkerte antagelser, før man kan begynde at øve sig i at praktisere andre.

4.

Lovede jeg et billede af gardinløsningen (med bruseforhængsstang) hos Frida:

Månedens mål, juni (1/4)

Som nævnt i sidste uge er denne måneds mål ikke helt så afgrænsede og strømlinede, som de sidste måneders mål har været.

Men jeg været i haven, for det meget omskiftelige vejr har taget livet af nogle af mine planter, og intensiv pleje og gødning til trods, har genoplivning ikke været muligt.

Derfor har jeg re-grupperet og samlet de overlevende blomster i nogle nye krukker, mens jeg har gjort kort proces med de visne og de druknede.

Et par solcellelamper havde også allerede smidt håndklædet i ringen, så jeg har trimmet og flyttet rundt, og mere skulle der faktisk ikke til, før jeg følte, at jeg måske alligevel var nogenlunde med på havefronten. De eneste to SKAL-skal punkter tilbage på havelisten er at stikke kanter af (#KÆMPEhad!), og at brænde ukrudt mellem fliserne. Det når jeg.

Derudover har jeg været målrettet ift. at få brugt pesto, skyr og pålæg fra køleskabets dyb, så jeg langsomt får spist det, som ellers ville løbe tør for holdbarhed, og endelig har jeg fundet Min Bog frem, både ift. Fridas fødselsdag (mængder af forplejning osv.), og fordi jeg er så langt med sommerplanerne, at det giver mening at kigge på, hvad jeg har skrevet af remindere til mig selv sidste år.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg besluttet, at vi skal have et gardin som det, Anton har fået, sat op inde ved Frida. Hun har eftermiddags- og aftensol, og det betyder, at hendes værelse er en sauna omkring sengetid, når solen skinner så meget, som den har gjort den sidste uge.

Ligesom Anton har hun et mørklægningsgardin, men det suger varme – og det er sgu også bare træls at lukke AL lys ude.

Fridas seng står op ad den væg, hvor vinduet er, og da både hun og hendes veninder er nogenlunde ligeså rolige som tændte elpiskere på speed, virker det på forhånd som en dårlig ide at hænge flagrende stof op, som de kan blive viklet ind i. Derfor er løsningen, der fungerer så godt på Antons værelse, ikke gangbar hos hende.

Men jeg er kommet i tanke om de bruseforhængs-stænger med fjedre, der sådan set bare sidder i spænd, og sådan én kan jeg sætte op inde i fordybningen, så gardinet ikke kommer til at hænge på ydersiden/væggen, men inde i selve vinduesrammen. (Jeg skal nok smide et billede, når jeg får det sat op).

Ligesom hos Anton betyder det, at der ikke skal bores i væggen, og at løsningen kan pilles ned og opbevares i et plakat-rør bag en dør i efterår- og vintermånederne.

2.

Har vi ramt solcremes-perioden, som alle herhjemme hader inderligt.

Vi har fundet hvert vores mærke, hvor vi kan leve med både lugt og konsistens, og sådan må det være. Men børnene skal også have solcreme med i skole, og her har jeg de sidste år været træt af at skulle købe en ekstra til dem hver, for det er virkelig meget solcreme at have stående, når vi går på sommerferie.

Jeg har læst 1600 artikler om, hvorvidt man kan gemme solcreme fra år til år eller ej – men jeg ender altid med at smide det ud, fordi det bliver slæbt med ud i verden, bliver åbnet og lukket på steder med sand og vand, og hele tiden ligger i varme biler og direkte sol. Det er muligt, at faktoren kan overleve, men jeg synes faktisk ikke, at det er særlig lækkert ift. hygiejne og konsistens.

I sidste uge skulle jeg bruge noget bagerst i mit badeværelsesskab, og da jeg trak kurven ud, lå der i den de små silikone-flasker, jeg sidste år købte til at fylde sæbe og shampo over i, da vi skulle på ferie. 

Man kunne næsten høre tegneserie-pæren over mit hoved sige *pling*.

Så nu har jeg fyldt en sjat af deres respektive solcremer over i sådan én, og de har fået den i skoletasken med navn på. Den fylder meget lidt – og skulle de få den smidt væk, kan jeg købe en ny silikoneflaske, og *stadig* er det billigere, end hvis jeg skulle havde købt en ekstra, ny solcreme til dem hver.

3.

Er vi gået i gang med at kigge på Fridas fødselsdag, fordi hun gerne vil holde den sammen med en anden pige fra klassen.

Jeg konsulterede Bogen, og kunne se, at jeg faktisk både har en stak overskydende invitationer samt lys og servietter fra sidste år liggende.

Derudover kunne jeg også læse min egen påmindelse til mig selv om de melanintallerkner og -skåle, jeg har, som står i en kasse i entreen, fordi de fylder for meget i et køkkenskab. De er stadig så nye for mig, at jeg godt kan glemme, at jeg har dem, så derfor har jeg lavet et notat om det, så jeg ikke kører dobbelt op på klimabelastning ved både at have købt dem og købe engangsservice, når der er optræk til fest.

Månedens mål, maj (4/4)

Jeg nåede til min tørretumbler i torsdags, og modsat både opvaske- og vaskemaskine, syntes jeg faktisk, at den var mere træls end forventet.

Vandopsamlingsbeholder og fnugfilter i lågen var til at gå til, men det store filter i bunden af maskinen var godt, gammeldags træls. MASSER af lag, som er umulige at komme ind imellem, bøvlede hjørner og sammenføjninger, og det primære filter bag noget formstøbt plast i verdens mest uoptimale vinkel. Hvor fjendtligt et design kan man næsten vælge at producere??

Efter i 20 lange minutter at have bandet, så hærdede sømænd ville rødme, slæbte jeg den med udenfor, og spulede den med min haveslange. Jeg har én af de sprøjtepistoler, der kan vælges indstillinger på, og jeg valgte den, der hedder ‘Center’, men som sagtens kunne have heddet ‘Vold!’. 

Der skulle jeg være startet, for det tog 3 minutter at højtryksspule filteret nærmest sterilt.

Tumbleren er samlet igen, og selvom det var over-medium træls at gøre den ren, er det rart at vide, at det er gjort.

—-

Med en håndfuld dage tilbage af maj, og juni og sommer i horisonten, har jeg tænkt lidt over, hvad det næste mål skal værre.

Jeg vil usandsynligt gerne slippe for at skulle tilbage i dagpengesystemet, og derfor har jeg taget alt, hvad jeg har kunne få op under neglene af opgaver de næste 5 uger – og det betyder, at jeg får travlt.

Samtidig kan jeg mærke, at der er sket så meget det sidste års tid, at jeg faktisk trænger til at lade det hele bundfælde sig. Der er nogle mål, jeg gerne vil arbejde med hen over efteråret, men for at kunne det, er jeg nødt til lige at mærke efter, hvad det nye udgangspunkt er – og så trænger jeg bare, helt lowkey, til ro. 

Det går mere og mere op for mig, at pauserne er mindst ligeså vigtige som den aktive del af processen, uanset hvad jeg arbejder med, for roen er helt afgørende for at samle kræfter, for at kurskorrigere og for at sikre, at det, jeg bruger tid på, også er det, der er vigtigt for mig. Det kan jeg ikke, når jeg bruger al ledig kapacitet på at spurte og eksekvere, for så bliver det overflade, mosters hånd og rutine, og sådan vil jeg ikke leve.

Derfor har jeg besluttet, at M2024-indlæggene, og dermed også vores månedsmål, holder sommerferie i juli. Jeg kommer stadig til at klat-blogge, når der er noget tankeskrammel, der trænger til at blive hældt ud på papir, men jeg giver lige mig selv en måneds pause fra den faste tidsramme.

Men inden vi når så langt, har vi juni for fødderne, og målet her bliver lidt atypisk, fordi det består af flere små mål, der ikke umiddelbart hænger sammen. Overskriften kunne være ‘Gør klar til ferie’, og hvor jeg de sidste 5 måneder har kørt ét mål ad gangen, så kommer de her til alle sammen at være work-in-progress, hele måneden igennem. 

De punkter, jeg har på min egen liste er:

*Have/skur

*Bogen (hvad har jeg noteret, hvad skal jeg huske) 

*Vaske skraldespande af

*Spise køleskabet ned

—–

Er der nogen, der skal have noget med?

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg hængt et gardin op på minivampyrens værelse, og ja: Jeg vil *gerne* bede om et svendebrev, tak fordi du spørger.

For sidste uges indlæg fik mig til at indse, at jeg faktisk ikke ret godt kan holde ud, hvis vi sommeren over skal have 1/3 af huset omdannet til noget katakombe af en slags, og i forlængelse af dét, kom jeg i tanke om, at jeg havde et sæt gardiner fra Ikea til at ligge.

Jeg besluttede derfor at teste, om de kunne tage det værste lys og samtidig give lidt privatliv (det er et virkelig stort vinduesparti lige ud til vejen), så jeg prøvede at hænge det op med et par helt tynde stifter; bare for lige at teste, om det fungerede, som jeg håbede det ville – og det gjorde det.

Men da det kun er om sommeren, lyset er et problem, synes jeg også, at det er træls at have gardinet hængende hele året. Derfor brugte jeg lang tid på at udtænke en lavpraktisk løsning, som endte med at være to læderstropper, der egentlig er greb til skuffer, som jeg hamrede i væggen med to meget aggressive søm.

Det geniale ved dén løsning er, at gardinstangen kan løftes ud, når det bliver efterår, og den fylder ingenting at have stående bag en dør. Sømmene ødelægger ikke væggen, så skulle jeg på et tidspunkt have brug for en mere permanent løsning, har jeg ikke rawplugs’et væggen i smadder. 

Og sidst men ikke mindst elsker jeg, at jeg får brugt det ene af de to gardiner – og det giver det BEDSTE lys.

2.

Kører jeg fuld stop på madpakkesnacks til vi har fået spist dem, vi har liggende.

Det er sommerferie om 10 minutter, og børnene har en alder nu, hvor vi ikke kører hele dage på legepladser mere. Det betyder, at der ikke er samme aftag på kiks, smoothies osv. som der var for et par år siden, og derfor ved jeg, at de bare kommer til at ligge, hvis jeg ikke får dem sendt med i skole nu.

Jeg har for nemheds skyld været kasser og skuffer igennem og har samlet rovet i en skål, der står på køkkenbordet, så det er nemt at huske og at komme til, når jeg smørrer madpakker. 

3.

Har jeg fået en mail fra No1 shoppen, som jeg skrev om i sidste uges indlæg. De har nu refunderet 1/3 af prisen på én af de to æsker solcellelamper, jeg købte. 

Det har jeg det blandet med. På den ene side: Fint, at de endelig reagerer. På den anden side: Virkelig træls, at det først sker, når man har skrevet noget kritisk på et hjørne af internettet, for det er godt nok meget få forundt at have den mulighed. 

Derfor har jeg pengene videre til Danske Hospitalsklovne, og i gennemsigtighedens navn smider jeg kvitteringer på det hele her:

Status, Månedens Mål, maj (3/4)

Jeg har gjort min vaskemaskine ren efter den anvisning, jeg smed op i sidste uge, og jeg tænkte flere gange over, hvor stor en forskel det gør, at jeg får det gjort cirka en gang om året. 

For hvor jeg første gang måtte lægge mig selv i aflåst sideleje over, hvor klam sien og gummilisten var, og hvor lang tid det tog at gøre sæbeskuffen ordentligt ren, så tager det i dag under 30 minutter at vinge de manuelle punkter af, og der er mere tale om vedligehold end egentlig rengøring.

Min maskine er 12 år gammel, og håndtaget på lågen er stadig brækket af, så jeg skal bruge en tang, når jeg åbner den, men den vasker tøjet pænt og rent, den er yderst fornuftig i vand- og strømforbrug, og det glæder mig inderligt, at jeg har passet godt nok på den til at vride den fulde brugstid ud af den – og lidt til.

——

Det sidste punkt på denne måneds to-to er (for mig) min tørretumbler. Har man ikke sådan én, og vil man gerne være med, så kan man vælge at gøre sin ovn ren, at vaske sin udendørs tørresnor af, eller at rydde plads på sin altan, så tørrestativet kan stå dér.

Til tumblerfolket er fremgangsmåden:

*Rens fnugfilteret, som du gør, hver gang du har brugt den. (Og det gør vi, for vi hader, når vores huse brænder ned).

*Har du, som mig, en kondenstumbler, sidder der sandsynligvis et filter i bunden af maskinen også. Det skal du have ud og rense. Igen er tandbørsten din bedste ven. Hvis det primært er tørt fnuller, der sidder i filteret, så start med at støvsuge det.

*I kondenstumblere sidder der også en vandbeholder, der skal tømmes (som du gør, hver gang den er fuld). Find vandkanden frem og lad den stå i nærheden, så du husker at hælde vandet fra i dén, hver gang du tømmer beholderen de næste mange måneder. Når den er tømt, vasker du den af.

*Slut af med at tørre tumbleren af, både udenpå og indeni.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg brugt tid på at tjekke op på sommerens økonomi. Jeg har stresset lidt over det, fordi der traditionelt ikke er så meget at tolke i sommermånederne, og jeg mente, at jeg i 2023 brugte mine sidste uger med supplerende dagpenge.

Af de udfordringer, jeg bøvler med, synes jeg at økonomi er en af de sværeste, og alle mine ihærdige forsøg til trods, synes jeg stadig, at jeg har mønsteret med stramme perioder, hvor jeg skærer alt fra, fulgt af perioder, hvor jeg tjener gode penge, men så har et efterslæb af udgifter, der æder det, jeg gerne ville have sat på en opsparing. Det er jeg simpelthen så inderligt træt af; ikke mindst fordi det betyder, at jeg stadig har en oplevelse af, at vi hele tiden er afhængige af held.

Så nu prøver jeg at gribe det anderledes an. Jeg har, meget manuelt, købt en papirkalender i A3 størrelse, som jeg har skrevet de opgaver, jeg allerede har i bogen, ind på. Jeg har noteret på den, hvornår mine faste brugere holder ferie (i et kodesprog, som KGB ville misunde #GDPR), hvornår den personlige træner holder ferie osv. Kalenderen giver et godt, konkret overblik, og det ser faktisk allerede nu fornuftigt ud. 

Derudover har jeg været inde og nærlæse reglerne for supplerende dagpenge, og dels har jeg faktisk stadig 5 uger til at stå, og dels begynder man optjening forfra efter 104 uger. Det betyder, at jeg i princippet har 12 uger fra august og frem, forudsat at a-kassen godkender ansøgningen. Jeg vil strække mig meget, meget langt for at slippe for at skulle ind i det system igen, men det giver trods alt lidt ro i maven at vide, at der er en form for sikkerhedsnet.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så voksen og ansvarlig.

2.

Har jeg købt 7 par sandaler.

Hej, og velkommen til kontrasternes holdeplads.

Ej, der er faktisk en form for mening med det. For jeg mangler sandaler, både til bare at gå i og nogle, der kan allokeres til arbejde. Jeg har været ret glad for dem, jeg har haft de sidste par år, så derfor søgte jeg på de mærker på Zalando (ingen spons), og bestilte dem, jeg synes var pæne i ét riv, så der kun kommer én gang fragt på, og så jeg også kun skal afsted én gang med de 4-5 par, der skal retur.

Jeg kan læse, at Zalando bløder, og fordi timingen derfor kan se lidt spicy ud, vil jeg bare nævne, at det er dem, jeg bruger, primært fordi de har en SUPER brugervenlig app, men også fordi de har mange forskellige mærker, sender lynhurtigt, og har gjort det nemt at returnere. Det sidste har måske lidt ekstra at sige her i byen, fordi der f.eks. kun er ét sted inden for en radius af 8 km. hvor jeg kan returnere varer med Postnord. Så det er summen af faktorer, der gør, at det er dem, jeg er endt med at bruge; jeg er sikker på, at andre webshops er lige så gode – eller bedre – i andre dele af landet.

3.

Har jeg, apropos webshops, føjet endnu én til min sorte liste, nemlig den, der hedder No1shop.

Der er en sær tendens til, at bloggere og influencere er helt hemmelige omkring de steder, de oplever dårlig service – og altså: Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er tilhænger af, at man hænger små enkeltmandsvirksomheder ud, fordi man ikke lige har fået det, som man gerne ville have det.

Men jeg synes, det er lidt som med karate: Så længe man ikke bruger sin (beskedne) indflydelse til at true med (“Hvis ikke jeg får X, Y eller Z, så skriver jeg en dårlig anmeldelse af jer på min blog!”) men kun i god sags tjeneste, må det være i orden at prøve at skåne andre for at blive snydt.

I mit tilfælde modtog jeg en defekt vare: Jeg havde købt 2 pakker med 3 solcellelamper i hver, og én af de 6 var helt død. Derfor sendte jeg en mail til butikken – som de ikke svarede på. Jeg ringede et par gange, men telefonen var altid lukket. Jeg kontaktede dem også på fb; det reagerede de heller ikke på.

Jeg er for længst begyndt at tjekke Trustpilot, når jeg køber store ting, og som én herinde foreslog, læser jeg primært de 1-stjernede anmeldelser. For modsat hvad nogle firmaer hævder, så kan man som forbruger SAGTENS se forskel på anmeldelser fra trælse, urimelige kunder, og på systematisk, tarvelig service og snyd.

De her lamper kostede ikke alverden, og derfor bestilte jeg dem i sin tid, uden at tjekke op på firmaet først. Jeg har også gjort kort proces ved bare at rykke lidt rundt på de 5 lamper, der virker, og smide den defekte ud. Jeg gider ikke bruge tid og raseri på det. Men jeg HAR skrevet en kort anmeldelse på Trustpilot, for jeg kunne se, at der var flere, der aldrig havde modtaget de varer, de havde bestilt og betalt for, og mange, der havde oplevet det samme som mig.

Det tager 3 sekunder at skrive en anmeldelse, og som forbruger er jeg altid selv inderligt taknemmelig over, at andre har gidet at gøre det. Kan man købe sine ting i en fysisk butik er det jo langt at foretrække, men særligt i de lidt mindre byer kan udvalget være begrænset eller bestemte varer kan være hurtigt udsolgt, og så er det jo trods alt rart, at de steder, man handler på nettet, er til at regne med. 

Status, Månedens Mål, maj (2/4)

Min opvaskemaskine funkler og stråler, og som hver eneste gang, jeg rengør mine hvidevarer, bliver jeg overrasket over kontrasten i, hvor meget opgaven fylder inde i mit hoved, kontra hvor hurtig den er overstået. And I will learn nothing from this.

——-

Den kommende uge er det vaskemaskinen, der står for tur, nu hvor vi alligevel har citronsyren fremme.

Fremgangsmåde som følger:

*Kør en kogevask på 95 grader uden tøj og uden sæbe. De fleste af os er blevet gode til at vaske kortere og ved lavere temperaturer, og det er godt for miljøet. Men de lave temperaturer dræber ikke bakterier nær så effektivt som de høje, og når fokus er rengøring, er det fint at starte her. Også fordi det somme tider løsner sæberester, der sidder steder, hvor det kan være svært at komme til. 

*Tag sien ud og gør den rent; gerne med en tandbørste.

*Hiv sæbeskuffen ud og læg den i blød, evt. i vand med lidt rodalon eller klorin (husk handsker). Brug tandbørsten eller en af de små ‘piberenser-børster’, der bruges til sugerør, til at komme ind de steder, hvor bakterier samler sig.

*Lav en spand sæbevand, evt. med lidt eddike i, og vask ruden og gummilisten grundigt af. (Husk handsker). Er gummilisten ekstra træls, kan du gennemvæde nogle stofstrimler i eddike eller rodalon og lade dem sidde i listen i 20-30 minutter, inden du tørrer den efter med våd klud.

*Afkalk maskinen med citronsyre. Der er lidt forskel på, hvordan de forskellige mærker skal bruges, så læs på pakken.

*Luk festen med endnu en kogevask på 95 grader.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg modtaget den kvartalvise sending af collagen-pulver. Da jeg satte dem på plads, kunne jeg se, at jeg efterhånden har glemt at tage det så mange gange, at jeg nu har en hel pakke i overskud.

Det mærke, jeg bruger, kommer i 3 pakker á 30 breve, og kører på abonnement, så der bare kommer en ny sending, når man er næsten igennem. Tilskuddet skal tages dagligt, og det husker jeg det meste af tiden, men ind imellem smutter det; særligt når vi har fri.

Men nu kan jeg faktisk godt skubbe næste sending en måned, og selvom det ikke står og bliver for gammelt i skabet, er der jo heller ikke grund til at have ekstra pakker stående, bare fordi. Så nu har jeg lagt en reminder i min kalender, så jeg husker at skubbe bestillingen inden for tidsfristen om et par måneder.

2.

Havde Frida sine HELT nye Sketchers på til konfirmation søndag, og da hun beklemt kaldte på mig ude ude fra gangen på restauranten, vidste jeg godt, at det nok ikke var glædestrålende nyheder, jeg skulle overbringes. 

Og altså. På plussiden havde hende og veninden haft det sjovt. På den knap så plussede side havde de haft det i en form for sumpområde, så de nye, pastelfarvede sko var blevet MØGbeskidte.

Hun var helt knust, for hun har haft skoene sat frem i over en måned, så jeg var relativt desperat, da jeg googlede ‘sneakers beskidte’ – men efter 5 hurtige minutter kunne jeg godt se, at den magiske ingrediens, der gik igen i alle links, var bagepulver.

Jeg lavede derfor en pasta af Vanish og bagepulver (1:1), som jeg, efter at have skyllet skoene i rent vand, smurte på med den bløde side af en skuresvamp. Jeg skyllede efter med det samme og altså:

De ser jo nye ud igen!? Mit hoved eksploderede lidt, og jeg har nu selv 3 par sko på listen som står for tur den kommende uge. Vi ELSKER multiversatile produkter. 

(Prøver man det her hjemme, vil jeg bare lige nævne, at det måske kan give mening at stoppe skoen ud med 4-5 par strømper i en plastikpose, inden man starter, så man får så lidt vand, som det nu er muligt ned i sålen. Limen og den eventuelle stødabsorbering har ikke *super* godt af det).

3.

Har jeg haft stille-uge. 

Og det her er én af dem, som jeg er i tvivl om, om det giver mening for jer, at jeg sætter på. Men den giver mening for mig. For ovenpå de sidste par uger, har jeg været kørt helt i bund. Der har været absurd meget at forholde sig til, og jeg har været ramt på min ømme punkt, nemlig mine aftener. Det er dem, jeg bruger til at catche up, når jeg er presset på tid, og det er også der, jeg restituerer, når der er meget at se til i dagtimerne. Men når jeg er afsted 3-4 aftener på en uge, kommer jeg bagud, både på praktik og på mentalt overskud. 

Jeg er forFÆRdelig tilbøjelig til at fylde alt muligt i min tid, når den pludselig er til rådighed, men jeg har den seneste uge forsøgt at holde fast i, at der er pauserne, der gør tempoet muligt. Det har ikke være lige nemt alle dage, men jeg har vredet armen om på mig selv, og nu, hvor det er weekend, kan jeg mærke forskel. Ægte. Jeg snubler ikke ind over målstregen, stakåndet og underskudsramt, og det er vildt nok at prøve. Jeg har hele ugen haft en oplevelse af, at alting har taget længere tid, end jeg egentlig havde estimeret det til, og derfor har jeg kæmpet mod følelsen af ikke at være effektiv nok, men jeg har mange gange tænkt på min gamle blender, som godt nok kunne køre længe, men som efter 5 minutter begyndte at lugte brændt. Det ville være en fin vane at tillægge sig i sine 40’ere, at kunne stoppe maskinen, inden jeg når dértil.

Status, Månedens Mål, maj (1/4)

Jeg var lige ved at tro, at jeg måtte baile på projektet, men fredag nåede jeg at tømme både køleskab og fryser, og afrime og rengøre begge dele. Jeg har i samme ombæring smidt det ud, jeg godt kan se, at vi ikke får spist, herunder også de is, jeg har købt til børnene, som åbentbart er kedelige – og så har jeg lavet en madplan til den kommende uge, der får bugt med de varer, som jeg faktisk gerne vil have brugt. 

Jeg håber, at I også har fået den vinget af listen, så der allerede nu er plads til det, man gerne vil have på grillen, så man kan købe det, når det er på bud, og at der ligeledes også er en skuffe fri til den aftensmad, som pludselig er i overskud, når solen skinner, og man ryger i en spontan picnic med dertilhørende takeaway. 

——-

Den kommende uge er det opvaskemaskinen, der står for skud, og for at gøre det så nemt, som overhovedet muligt, kommer her en meget lavpraktisk how-to: 

*Kør et program på den højeste temperatur, du kan vælge. Det opløser eventuelle sæberester og slår de fleste bakterier ihjel. 

*Rens filteret i opvaskemaskinen. Brug en tandbørste og sæbevand.

*Kør en gang kalkfjerning med citronsyre eller eddike. (Køber du citronsyre, står det på pakken, hvor meget, du skal komme i sæbeskålen). 

*Rengør låge og gummiliste med sæbevand. Brug evt. lidt Rodalon eller klorin til listen, hvis den er slem. 

*Rengør sprøjtearmen; du kan bruge en tandstikker eller påmontere en plastikpose med en smule vand og eddike/afkalker i, hvis nogle af hullerne er tilstoppede af kalk.

*Afslut med at påfylde afspændingsmiddel og salt.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

Den forgangne uge:

… har været vanvittig. Og det ved jeg godt, at jeg meget jævnligt skriver, men for lige at synliggøre, hvad jeg mener, så har jeg på syv dage været i Århus, Ålborg, Egtved, Hvide Sande, Sønderborg, Kolding og Oksbøl. Der har været arbejde, 2 x konfirmation, en retssag og et foredrag, der har været svømning, klub og soveaftaler, og kun 2 ud af 7 nætter har vi sovet under samme tag, alle 3.

Derfor er ugens sædvanlige 3 punkter samlet i ét enkelt punkt, for det har været alt rigeligt at komme bare nogenlunde helskindet igennem.

Når det hele bliver så hidsigt, compartmentalizer jeg så hårdt, at Box It må ringe any day now for at høre, hvordan jeg bærer mig ad, for hvis jeg forsøger at overskue mere end én dag ad gangen, brænder mit nervesystem sammen.

Det kan jeg godt – det meste af tiden, i hvert fald. Men der er opgaver og praktiske gøremål, som bliver et problem at opdage PÅ dagen, hvor de skal være fuldført, så derfor er mit første underpunkt den ekstra kolonne, jeg laver på min ugeliste. Herpå skriver jeg de ting, som skal gøres i god tid, og jeg klamrer mig til den, som en skibbruden til en redningskrans.

Det kan f.eks. være tøj og gave til konfirmationsfesterne, lektier, særlige remedier til skoleprojekter osv.

På madfronten går jeg helt lavpraktisk og tænker madspild ind på den måde, at alting skal kunne stå selv. F.eks. køber jeg små proteinyoghurt til min morgenmad, fordi jeg ikke kan nå at spise en halv eller en hel liter, når jeg ikke er hjemme til morgenmad halvdelen af dagene. Jeg erkender på forhånd, at jeg ikke kan fastholde overblikket på madpakker, fordi børnene har haft flere dage, hvor de har sovet hos mormor og morfar, og det derfor er dem, der har stået for at smøre dem, og her bliver det ganske enkelt for uoverskueligt at huske brød og pålæg og 3 slags skåret frugt. Derfor købte jeg i lørdags en stak pizzasnegle og focacciaboller og frøs dem ned enkeltvis, jeg købte frugt, der ikke skal skæres, men bare skylles, små poser popcorn, små yoghurt osv. og madpakkerne har derfor hele ugen bare skulle “samles”.

Til mig selv har den stået på knækbrød med ost, som lynhurtigt kan vippes sammen og medbringes i bilen (i et kaffefilter, så man ikke krummer ned ad sit sorte tolketøj #influencer #lifehack), proteinbarer, æbler og andre ting, der udmærker sig ved at kunne medbringes – og tages med hjem igen, hvis man ender med at spise frokost ude, eller der er mad, der hvor man kommer. Aftensmaden har, de dage, jeg har været hjemme, bestået af Fryser, Greatest Hits, Vol. II.

På den mentale front har jeg hver dag lukket og slukket med en idé, jeg har tyvstjålet fra podcasten A Slob Comes Clean: ‘The 5 minute pick up’. Og altså. Det er jo ikke sådan, at jeg tænker det konkret og står med et stop-ur, vel? Men efter at have ordnet og fikset og husket og sørget for, og efterfølgende at være besvimet i sofaen, er man (= jeg) tilbøjelig til bare at skride i seng, når man er mør. Men det skyder bare den efterfølgende dag skævt i gang for mig, hvis jeg står op til et hus, der roder. Og hvor jeg kan have svært ved at overskue tanken om at Rydde Op, så kan jeg godt rumme at allokere 5 minutter til lige at tage det værste – og det ender 9 ud af 10 gange med at være nok til at genoprette ro og orden. Det er vitterligt kun 5 x 60 sekunder – men det er hele forskellen på at stå op og med det samme føle sig bagud, og på at kunne fokusere på den kommende dags indhold. 

Sidst men ikke mindst har jeg kørt med to huskelister. Én i min telefon og én i min notesbog. På dem har jeg skrevet ALT, hvad der er kommet i indbakken, i det seKUND, jeg har set det. Aula, e-boks, arbejdsmail, tekstbeskeder, Messenger, påmindelser om aflevering af biblioteksbøger osv. osv. Når jeg samler det på de to lister (hvoraf jeg altid har den ene ved hånden), slipper jeg for at glemme noget, og samtidig er jeg fri for at skulle bruge en time på at sidde og rode rundt på alle platforme hver aften for at finde det, der er kommet i løbet af dagen, som jeg helt sikkert allerede har glemt. 

Status, Månedens Mål, april (4/4)

Efter inspiration fra sidste uges kommentarfelt, ringede jeg i onsdags til YouSee igen, og råbte “MENNESKE!!!!” så snart robot-Josefine lod mig komme til orde. Og det virkede sgu! (Selvom hun lød en lille smule såret, da hun sagde: “Ok. Jeg forstår. Du vil gerne tale med en af mine menneskelige kolleger.”) Jeg fik, til alt held, Matthias i røret, som jeg havde en fin, fin samtale med. Da jeg forklarede, at jeg egentlig bare gerne ville se mit dataforbrug i ét helt tal for en måned, blev han nærmest vantro over, at det ikke kunne lade sig gøre. “Hæng lige på; jeg ser lige, om jeg kan få lov med mit eget” sagde han – for så, 30 sekunder efter, at udbryde: “Ej! 87 sider!? Det giver sgu da ingen mening?”

Vi talte i 5 minutter, og da jeg lagde på, havde jeg fået dobbelttjekket, at mine telefonabonnementer stadig passede til vores behov, OG jeg havde fået internet, der er 30 kroner billigere pr. måned, men stadig 3 gange så hurtigt, som det, vi har nu.

Time well spend.

Mine forsikringer er jeg stadig i gang med, for da jeg kastede mig over vores policer, kunne jeg se, at det ville give mere mening at gennemgå dem sammen med en medarbejder. Jeg ved ikke, hvad de har af nye produkter, så selvom jeg kan læse, hvad jeg har, så ved jeg ikke, hvad der ellers er af muligheder, og det vil jeg gerne bruge en halv time på høre om.

Jeg er blevet lovet et opkald i midten af næste uge, så jeg giver en update i næste uges indlæg.

——-

Således godt igennem april, er vi klar til at tage hul på maj måneds mål, som er de hårde hvidevarer. For mig bliver det køleskabet den første uge, fordi det er det nemmeste af dem, jeg gerne vil igennem, og det egentlig bare kræver en klud og en gang sæbevand.

De næste 3 uger er vaskemaskinen, tørretumbleren og opvaskemaskinen på programmet, og jeg skal nok til hver maskine poste en lille how-to, så det er lige til at gå til.