Linda

“Hvad sparer du op til?”, spørger Unibank. Meget lidt. Når jeg hører, hvor målrettet mine forældre sparede op, inden de købte hus og bil, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor den adfærd er mig så fremmed? Jeg skal ikke trække nogen med mig i faldet, men jeg tilhører generation Instant Gratification. Hvis jeg vil have noget, så vil jeg have det nu. Opsparing? So last year. Afbetaling is the new black. Jeg spilder ikke tid på at regne ud, hvor meget pc’en i sidste ende kommer til at koste, jeg betaler bare glad og gerne 500 kr pr måned. Ipod, ferier og træningstøj? Bare på beløbet, tak.

Impulskontrol og tålmodighed er tilsyneladende mangelvarer these days. Børn og unge bliver federe og federe. Vold som kommunikationsform bliver mere og mere udbredt. Selvhjælpsbøger sælges i metermål. Hvis jeg gerne vil tabe mig/finde en kæreste (ikke et ord om mænd vs kvinder…)/lære at meditere osv., så må det ikke kræve mere end to timer med en bog, hvor fremgangsmåden er sat op i punktform.

Hvor mange kender du, der er stoppet på mindst én uddannelse for at starte på en anden? Jeg kan komme i tanke om et par stykker. Jeg argumenterer ikke for, at man skal fortsætte på en uddannelse, man ikke bryder sig om, men jeg kunne have en mistanke om, at et enkelt skift eller to kunne undgåes, hvis man satte sig ind i, hvad en uddannelse indeholder. Eller nedjusterede sin forventning om, at det skulle være fedt HELE tiden. (Svært at skrive det her, uden at komme til at lyde som 48-årig, desillusioneret førtidspensionist.)

Hvor mange kan fra deres barndom huske, at det var slikaften én gang om ugen? Den samme aften, hvor de voksne også fik et glas vin? Man stod i kiosken og skulle have for 1 krone labre larver, en krone piratos osv. Idag har Føtex hjul under kurvene for at hjælpe folk som mig, der ellers skulle have brugt en sækkevogn til at fragte Hariboposer og grønne flasker rundt i butikken.

I et anfald af cyber-dødsforagt vil jeg også vove at foreslå, at det måske er det, der ligger bag, når vi (begge køn. Jeg langer ikke ud..) ikke vil forpligte os i et forhold? Det vi to har her er fint nok, men hvis der pludselig er noget andet, som ser interessant ud, så skal jeg ikke være mere bundet, end at jeg kan gå efter det. Den dybe fornemmelse af sammenhørighed er unægtelig lidt svær at skabe i svingdørsatmosfære.

Vores forældre har udstyret os med en tro på, at vi fortjener det hele og kan klare det meste; det er bare at gribe ud efter det. Alle muligheder ligger åbne. Det tragiske er bare den rastløse tvivl, der følger med. Livet 30+ synes i sorte øjeblikke forvandlet til én lang nytårsaften, hvor man hele tiden sidder med fornemmelse af, at den RIGTIG fede fest foregår et andet sted. Ville man blive lykkelig, hvis man tog øjnene af telefonen, besluttede sig for at blive og kamikazefestede hele natten? Man kunne vel altid tage hjem og begynde at spare op i morgen…

Jeg er i gang med marathonudgaven af jægerkorpsets Hell week: Hell month. Har overstået 11 dage. Mangler 24. Status so far:

Har allerede nu oparbejdet så meget utilstrækkelighedsfølelse, at det kommer til at kræve lastbil fra 3 x 34, hvis jeg skal have det flyttet ned på kommende matrikel. Er konsekvent 4 svar-sms’er bagud, løber alt, hvad jeg kan og kommer alligevel i sidste øjeblik til det hele. Jeg er igang 19 af døgnets 24 timer og det rækker stadig ikke. (Vil i den forbindelse gerne vide, hvor forårets søvnløshed er gået hen? Nu hvor de ekstra vågne timer ville gavne, flatliner jeg i det sekund, jeg lægger mig.). Svært at være overbevisende i rollen som ny, engageret medarbejder, når man aldrig tager ekstra opgaver, og samtidig sidder med stresssved på overlæben og et øje på uret til møderne. Al transport foregår i fast forward. Når jeg cykler på job, er det sammenkrummet over styret med vilde øje og fråde om munden. (Burde egentlig få epo udleveret på recept. Eller skal man over belgisk massør for at få det sat i stand? For er tidsmæssigt out of the question at rejse længere væk end til Viby.) Holdte kursus i Haderslev igår. Jeg vil tro, at man havde fået brandvabler, hvis man havde rørt ved bilen, da jeg nåede frem.

På boligsiden befinder jeg mig nu i Sarajevo, 1994. Har pludselig craving efter asketisk livstil med kaffekop og bærbar som eneste materielle indhold. Helt, helt uoverskueligt at få 70 m2 krigszone pakket pænt ned i kasser. Da min værktøjskasse består af 3 af min fars aflagte skruetrækkere, er det også lidt af en opgave at afmontere diverse hylder og skabe. Fik hysterisk anfald i 3 etaper, da jeg skulle skrue gardiner ned, monteret med verdens mindste skruer. Som tydeligvis havde forventet permanent opholdstilladelse.

Tålmodigheden og overblikket er altid de første til at tjekke ud, når jeg er presset. Kom under kursistfremlæggelse igår til at hamas-hvæse: “Det der er jo ikke tap-free step?!!” For fanden. Konen kan jo ikke gøre for, at 80’erne nægter at forlade Sønderjylland. Brølede: “Få røven med dig, kælling!!” flere gange, end jeg bryder mig om at tænke på på motorvejen. Smed røret på i arrigskab, da jeg ringede til DSB. Måtte i morges på cyklen lige mærke efter, om jeg havde husket at fjerne håndklædeturban. Kørte med forskellig vægt på højre og venstre side til pump. Jeg antager, at jeg om 24 dage sidder med vissen venstrearm, og blodtryk højt nok til at kunne befinde sig over Azorerne.

Kaffen har spillet fallit. Jeg er koffeinresistent. Jeg tror sgu, at tiden er kommet til at ophæve alko-fatwa.

Lad mig starte dagens indlæg med en tak. Tak til Leander for kommentaren, som lige præcis bekræfter mit udspil om, at nogle mænd tror, at kvinder bare sidder på lur bag busken og venter på, at en intetanende mand går i fælden. Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv.

Det glæder mig meget at høre, at det skyldes et utrolig uheldigt sammenfald af omstændigheder, at mine veninder og jeg alle undervejs er stødt på nogle af De Usynlige Mænd. Og da jeg fornemmer moderat utilfredshed med generaliseringer, kan vi jo passende bruge mig selv og min omgangskreds som eksempler i det følgende.

Jeg tror ikke, at jeg nogen steder i mit indlæg kaldte mænd for uansvarlige svin? Jeg ved, at jeg ikke argumenterede for at vente med sex til efter ægteskabet. Jeg bad vist bare om en klar udmelding. For jeg er meget enig i, at man ikke skal sige ja til noget, som man ikke synes er nok. Hellere undvære end nøjes. Jeg har prøvet at indvillige i den løse model. Fordi jeg var desperat og mit biologiske ur tikkede? Nej. Fordi jeg bare ville tage til takke med hvad som helst? Nej. Men fordi juryen i mit hovede ikke afsiger dom med det samme. Da domsmanden læste kendelsen op, var det pludselig for sent, og jeg havde følelser ud over det hele.

Definitionen på dumhed er at gentage den samme handling, men forvente nyt resultat. Hvis man bliver ved med at løbe ind i kvinder, som forsøger at snigløbe én, så skal man måske til at se lidt på egne signaler? Måske siger man én ting med ord og noget andet med handling? Hvis man går ture på stranden, spiser sushi i skoven, går i biografen, møder forældre, laver mad og sover sammen flere gange om ugen, så kan man måske ikke sige så meget til, at den anden tillægger dette ligeså stor eller større værdi end det sagte? Og bare for at der ikke sidder nogen mænd derude og laver 1:1 identifikation med eksemplet, så vil jeg skynde mig at sige, at det bygger på er en veninde, jeg har. Som ikke vil være kærester med ham, hun ser. Så nu sidder han her bag busken sammen med os andre.

Jeg mener, at kærester er noget man er i gerning og ikke i ord. Jeg kender heldigvis ingen – hverken kvinder eller mænd – som har en gameplan med overskriften “Kæreste!”. Møder man en, man kan lide, så er det vel naturligt, at man gerne vil bruge tid med ham/hende? Hvori består problemet? Strander det hele pga et ord? For mit eget vedkommende vil jeg bare ikke lægges beslag på af en, som holder andre muligheder åbne. Hvis der er udslag på luskometeret, så beder jeg om en udmelding. Jeg mener, at jeg har ret til at vide, hvad det er, jeg deltager i. Så har jeg også mulighed for at sige fra, hvis det ikke er det samme, jeg vil. Lige så lidt, som jeg kan tvinge mig selv til at elske en, jeg ikke har følelser for, lige så lidt kan jeg erase mine følelser, når de er der. Jeg vil gerne selv have lov at bestemme, om jeg tør invistere dem i projektet. For den glade, naive mand, må det vel også være rarest at blive spurgt direkte, om der er appelsiner eller franske hotdogs til aften? Måske er det pga hjelmen, at Darth hører det som “blablablaBRYLLUP”.

Jeg tror, at den der vil have alt, ender med intet. Hvis man vil holde alle døre åbne, så ender man med at leve sit liv i mellemgangen i løb. I rummet, hvor jeg bor, står mit motto på skiltet: “Du skal ikke banke på en dør, du ikke vil ind af”.

Coco Chanel sagde: “Det er ikke så meget et spørgsmål om at finde en, jeg kan elske, som en, der kan elske mig”. Brigitte Bardot, at den perfekte mand er et ubekræftet rygte. Mænd fascinerer og frustrerer os kvinder. Hvis mænd vidste, hvor meget tid vi bruger på at snakke om dem, analysere deres handlinger og prøve at forstå, ville racen uddø. Måske er vores cost/benefit analyse mere langsigtet end mændenes. Vi smider sjældent en fyr på porten pga en enkelt bemærkning, hvis vi har besluttet, at vi kan lide ham. Det er ikke mit indtryk, at det fungerer helt på samme måde den anden vej. Jeg kender mænd, som frygter diagnosen ‘kærester’ mere end ‘ebola’. Derfor er den indledende fase i et forhold et verbalt minefelt. Ord som “børn”, “mine forældre” og netop “kærester” udløser instant GAME OVER. Og ikke nok med, at nogle samtaleemner er forbudte. I bogen “Tusind og én måde at forblive single på” findes også et afsnit, der omhandler conduite. Her finder man bl.a. reglerne om, hvor meget man må sms’e/ringe, og hvilke signaler man sender hvordan. På den måde kan man vurdere, om man er interesseret i at dyrke sex på første date, og om man er så meget cowgirl, at man er den, der tager initiativet. For 3 måneder siden læste jeg resultatet af en undersøgelse, der så på, hvad mænd synes om kvinder, der dyrkede sex på første date. 40% (!) svarede: “Frisk pige – men ikke kæreste-potentiale”.

Når det så går galt, er der nogle forhold, der glider ud af sig selv, og andre, som kræver aktiv og målrettet indsats at lukke ned. I denne fase får alle pludselig muslimske tendenser i forhold til begreberne Ære og Skam. Kan være pokkers svært at finde ansigtet igen, hvis først man har tabt det. Det kan resultere i nogle ret fantastiske afskedsreplikker. Jeg bringer her et lille udvalg af closers, jeg selv har været udsat for:

“Var jeg for dårlig i sengen?” Hvem spørger om det?? Tænk, hvis jeg havde svaret ja?! Jeg greb i denne situation til den udødelige klassiker: “Det er ikke dig. Det er mig”. Hvilket udløste: “Så bare spred rygtet ude i byen”…

“Er du ok?” Umiddelbart et tilforladeligt spørgsmål. Bortset fra, at det blev stillet 20 gange. Af en, som jeg var gået fra. Vidner om ret misundelsesværdigt selvbillede, synes jeg.

“Jeg kan ikke love noget nu, da jeg er for meget egoist. Men don’t change – du er en super kvinde.” WhatwhatWHAT?!!? Måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at ringe op til manden og råbe: “DET HAR JEG KRAFTEDEME HELLER IKKE TÆNKT MIG, DIN NARRØV!!”. Mest fordi jeg sad i et tog. (Den opmærksomme læser vil bemærke, at jeg responderer dårligt på afslutninger, der indikerer, at jeg nu vil rejse på noget højskole og bruge de næste måneder af mit liv på at regne ud, hvordan jeg kan leve uden pågældende mand og/eller hvordan jeg kan forvandle mig til noget, han kan være interesseret i.)

Modsat Rocky, så synes jeg, at man når et punkt, hvor it is over. Really. Og jeg vil altid hævde, at det er et spørgsmål om kemi. Døden skal have en årsag, men hvis man kratter lidt i overfladen, så bunder alle forklaringer i, at kemien ikke var der. Derfor synes jeg ikke, at der er grund til at blive sur over manglen på følelser. Vi ved alle fra os selv, at man ikke kan tvinge følelser frem, der ikke er der. Hvad jeg derimod KAN blive sur over, er at blive talt ned til eller at blive holdt hen, hvis beslutningen er truffet. Specielt det sidste, synes jeg, er en mandlig specialitet.

Jeg er vild med mange af de måder mænd adskiller sig fra os på. Jeg vil aldrig komme til at sige, at jeg hader mænd. Jeg synes ikke, at “fordi du er en mand!” er et argument (bortset fra – naturligvis – når jeg selv griber til det i afmagt.). Men jeg synes ikke, at det er rimeligt, at det så ofte skal hedde sig, at kvinder vil et forhold for enhver pris, bare fordi vi giver jer the benefit of the doubt. Vi er ligeså kritiske som jer, men når vi har valgt, så følger vi beslutningen til dørs med det samme. Derfor bruger vi lidt længere tid på selve vurderingen. Laver en quickpoll blandt veninderne. Vejer for og imod. Vi ridder med andre ord ikke samme dag, som vi sadler. Ville det egentlig kategorisere os som ‘friske piger’, hvis vi gjorde?

Det spændende sociale eksperiment Jonni Hansen, mener ikke, at politiet har forsvaret ham godt nok, kan jeg se i dagens avis. Jeg kan ikke udelukke, at min tolerancetærskel er påvirket af, at jeg igår snublede i en hel masse vin; nogen havde i morges foret min mund med sandpapir. Muligvis ville jeg på dage, der var startet anderledes, kunne se hans pointe. Men jeg prøver lige at skitsere situationen, som jeg ser den:

Orkerne fra 9.A og 9.C har sat et arrangement i stand, hvor formålet er at råbe på hinanden. De inviterer hele skolen til at komme og kigge. De lokker med, at det ‘ikke vil forløbe uden drama’. Da de – på trods af voldsom usympatisk adfærd – stadig er elever, og dermed skolens ansvar, tvinges inspektøren til at sende et par gårdvagter. Og nu klager en af drengene så over, at gårdvagten ikke passer så godt på ham, at han kan stå i sikkerhed bag ham og råbe af de andre…

Man kan da ikke selv invitere til slagsmål og så tude over, at man får en på låget?! Jeg kan finde på mange andre og sjovere ting at bruge mine skattekroner på, end at finansiere politiovervågning af Satans yngel. Jonni Hansen (Jonni. Hvorfor staves det sådan? Numerologi eller hvad??) er på dagpenge, så han freeloader i forvejen. Og jeg skal forsøge ikke at snuble i mine egne fordomme her, men lur mig, om ikke der også er en enkelt eller to af de autonome, der får lommepenge af staten?

Jeg så gerne en rask slåskamp med masser af vold fordelt ligeligt på de to grupper. Jeg tror ikke, at jeg er alene. Så betjent stå og slå sin stav taktfast imod sit lår. Jeg genkendte rytmen fra min barndom: “Det-har-du-rigtig-godt-af..” Jeg er enig. Hvis man redder op i et tidselbed, må man indkalkulere muligheden for, at det stikker, når man lægger sig.

Jeg har ikke lyst til at blive gammel. Jeg medgiver, at alternativet kan forekomme værre, men ikke meget. I bygningen ved siden af min, bor en gammel mand i stue-etagen. Uanset hvornår jeg går forbi, sidder han ved sit spisebord ved vinduet og læser avis eller kigger ud. Hele døgnet. De to beskæftigelser må være nogenlunde lige kedelige. (Avisoverskrift idag: “Vores hund myrdet”.) Håber næsten for ham, at styrken er sevet ud af glassene på hornbrillen. Han er altid pæn i tøjet på bedstefarmåden: Skjorte, seler og en strikcardigan.

For mig er han blevet en slags mental påklædningsdukke. Jeg har opfundet et helt liv til ham: Han er gammel murerformand, som er vant til at stå tidligt op. Den vane kan han ikke slippe, selvom han har haft ansvar for sit sidste byggeri. Han har mistet sin kone, som er den, der har indrettet lejligheden (i en stilart, som jeg desværre ikke har haft mulighed for at påvirke: Grønt, aggressivt blomstret tapet i stuen, laksefarvede lamper og lyserød entre. Det kan hun ikke være bekendt.). På sine gamle dage har han fået svært ved at sove. Børnene ser han aldrig, fordi de bor i Malmø. Så nu sidder han dér, og stikker forfærdeligt i mit hjerte.

Når man når dertil, så er det vel bare ned af bakke? Næste stop er et plejehjem, hvor han skal passes af børn, som ikke tror, at de nogensinde selv bliver gamle. Jeg var selv ansat på plejehjem som 18-årig, og jeg ville betakke mig for at blive passet af mit 18-årige jeg. Hell, jeg ville nødigt passes af mit 30-årige jeg. Ikke desto mindre satte jeg glasøjne i, skiftede bleer og forsøgte ikke at hvæse, når de gamle tissede på den støttestrømpe, jeg lige havde brugt tyve minutter på at bakse på. Den eneste trøst for dem, må have været tanken om, at det på et tidspunkt bliver mig, der kommer til at stå der, med urin sivende ned af hudfarvet, stram sok.

Så hvad kan jeg lære af det? Er ikke sikker. Men noget med at vride alt det gode ud af livet. At skifte mælk ud med fløde, når jeg fylder 60, så hjertet giver op inden man visner helt. Og endelig: At købe gardiner, når jeg om 14 dage selv flytter i stuelejlighed.

Hvis du savner spænding i hverdagen, så læs avisen på nettet. Fire overskrifter fra Politiken.dk idag:“Pengene retur for larmende trusser”.En kvinde har købt vibrerende trusser på nettet. Da de larmede for meget, ville hun have pengene tilbage. Det kunne hun ikke få, fordi hun havde taget varen i brug. Hun gik til Forbrugerklagenævnet, hvor hun fik medhold, fordi sælger ikke havde gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gælder, når varen er brugt. Flere spørgsmål melder sig: Larmen er vel ikke et problem, hvis trussen er til hjemmebrug (tager selvfølgelig spidsen af den erotiske stemning, hvis man skal sidde med høreværn). Så jeg vil gerne vide, om der sidder folk rundt omkring på arbejdspladserne i vibrerende trusser?? Når jeg taler med dem?! Og mener Forbrugerstyrelsen alvorligt, at vi er interesserede i fuld tilfredshed eller pengene tilbage i forbindelse med sexlegetøj? For vi ved jo godt, hvad butikker gør med varer, de får retur: Tilbage på hylden med dem…“Rockerkrig i Sverige optrappes”.
Hvor bange kan man svinge sig op til at blive for en blond fyr med hockeyhår, der indleder en samtale med “Hej då”? Selvom der står Hells Mooses på ryggen af ham? Gad vide, om det er møbelstoffer de pusher deroppe i Ikea-land?

“Dramaet om Ungdomshuset opføres som teater”.
Det er meningen, at stykket skal vise alle vinkler i sagen. Det lyder sandsynligt. Måske skuespillerne er iført ‘Bevar Christiania’ t-shirts, men med støtteerklæringer til Bush trykt på ryggen? Stykket er “et ordløst stykke med elementer af nycirkus, dans og mimekunst”. Personligt glæder jeg mig meget til at se den klassiske bemærkning: “Bare fordi man har skødet på et hus, betyder det jo ikke, at man ejer det!” udtrykt gennem moderne dans.

“Forbrugerrådet vil have farlig ispind forbudt”.
Tilsyneladende er der ikke meget at kaste sig over i Forbrugerrådet, nu hvor trussesagen er afviklet. Frisko har lavet en is, som indeholder en “affyringsmekanisme”, som FR vil have forbudt. Jeg tænker: I et samfund, der nu er så sexuelt frigjort, at det tilsyneladende er meningen, at vi skal kunne købe brugt sexlegetøj, kunne Frisko måske vælge den pædagogiske vinkel i deres markedsføring af isen? Det er vel aldrig for tidligt at lære, præcis hvornår det er klogt at lukke af til svælget?

Jeg har været ude og købe et økologisk kosttilskud. “Velsmagende, flydende jern”. Jeg ved ikke, hvem Matas har til at testsmage produkter. Mit gæt ville være vampyrer med halvsidet lammelse i smagsløgene. Oveni at skidtet har konsistens som koaguleret blod, så har man valgt at tilsætte noget, som (efter tegningen på flasken at dømme) skal smage af solbær. Det gør det ikke. Havde lyst til at cykle tilbage og tvinge ekspedienten til at drikke 2 liter, for derefter at deltage i paneldebat om definition af ordet “Velsmagende”.

Den form for afstraffelse ville i det hele taget forbedre vores samfund. Når Århus Kommune har asfalteret en cykelsti, ville det være fint, om drengene i overalls lige cyklede frem og tilbage 150 gange, inden de erklærede underlaget for ‘jævnt’. Og det ville være mig en sand glæde at slå følge med en DSB medarbejder, hvor vi starter dagen med at vente på vores forsinkede tog. Holder stille på strækningen, God knows why. Skal vente 40 minutter på Vester Nebel Station, fordi vi ikke når toget, vi skal skifte til (det direkte er pillet af planen). Vi kunne passende slå ventetiden ihjel med en hyggesludder om, hvorvidt ‘det er ligetil’.

Men heldigvis er der også produkter, der holder, hvad de lover. Tandafblegning? Ja, det skal jeg love for. Her viger Ipodhvid pladsen for Neonhvid. Jeg er sikker på, at fans til Bon Jovi koncerter får udleveret solbriller ved indgangen – de har vel også en fiks lille lomme på rolatoren, brillerne kan ligge i.

Og endelig: Er der nogen, der har undret sig over, at man aldrig kan huske, hvor Ulla Terkelsen rapporterer fra? Det er fordi, man ikke kan se baggrundstæppet med Disneyworld/ Eiffeltårnet/Frihedsgudinden. Jeg vil mene, at skeptikerne er sat til vægs: Den virker. Shampooen med ekstra volumen.