“Vi vil have vores venner tilbage.” Det var overskriften på Urban idag. Troede først, at det var en artikel om ledelsen på DR, men den viste sig at omhandle coaching. Ifølge flere livsstilseksperter, er coaching på vej tilbage, og det personlige netværk – venner og familie – går frem i meningsmålingerne.
Jeg nægter at tro, at nogen vælger deres venner til igen, fordi det er trendy. Måske var der bare alligevel en grænse for, hvor meget coaching markedet kunne bære? Ligesom IT-båden også forvandlede sig til Titanic, da alle hoppede om bord på én gang. Måske fik vi nok af kun at tale om os selv?
De coachingforedrag jeg har hørt, har gjort meget ud af, at man skal hjælpe folk med at finde de svar, de selv ligger inde med. Det mener jeg egentlig ikke, at der er noget galt med. Men efter at både coaches og psykologer er blevet allemandseje og -behov, så tror jeg, at vores opførsel har ændret sig. Der er så afgjort tidspunkter i livet, hvor det kan være en stor hjælp at sparre med en professionel. En, som bliver betalt for at lytte, hvilket gør det muligt at snakke om sig selv, uden at føle sig selvoptaget og egoistisk. En, som ikke har noget i klemme, hvilket muliggør en ærlighed, som ellers kunne ødelægge et venskab. Jeg synes, at begrænsningen ligger i, at der udelukkende fokuseres på individet. Selvom Hugh Grant påstår, at han er Ibiza, så er ingen mand som bekendt en ø. Naturligvis er det vigtigt, at man kan gøre opmærksom på, hvad man har brug for. Måske bare ikke hver gang? Det er i hvert fald min oplevelse, at det skaber flere konflikter end det løser. Det må vel være logik, at alle ikke hver gang kan få det, præcis som de vil have det? I al den snak om migmigmig, er det som om kompromiset er visnet bort. Det opfattes som et nederlag, hvis man ikke er stærk nok til at stå fast på egne ønsker og krav.
Jeg vil gerne understrege, at jeg synes, at det i nogle situationer giver det bedste resultat, at komme med et klokkerent udspil. Det kan give et langt bedre grundlag for forhandling og mulighed for at nå en løsning, som begge parter kan stå inde for. Men det er sgu hård kost, hvis venskaber forvandler sig til benhård business, hvor man kun giver, hvis man får, og hvor man påpeger fejl og mangler, hver gang man spotter dem. Hvor omskrivninger og små hvide løgne må vige pladsen for brutal ærlighed, og hvor det er tilladt, uden omsvøb, at sige, hvad man tænker. Hver gang.
Men Abildgren, hvad er det så, du vil? Først skriver du indlæg, hvor du prygler løgn og løgnere, og nu må vi pludselig ikke være ærlige alligevel!? Eller hvad?
Jeg vil bare gerne slå et slag for det gammeldags venskab, hvor man ikke altid er venner på grund af, men også på trods af. At vi bevarer et sted i livet, hvor vi kan lægge paraderne og være lidt urimelige. Hvor vi godt må vente med at tage ansvar for egne handlinger, til vi lige har genvundet fodfæstet – også uden at nogen x-ray’er os, og øjeblikkeligt fortæller alt, hvad de ser. Det er muligt, at andre ‘vil have deres venner igen’. De må finde deres egne. Jeg går ikke af med mine.
Hva nu, hvis “venne-trenden” er afløseren til “coaching-trenden”? Et skifte fra bane 1 til bane 2, hvor sværhedsgraden også er højere, for hvor det på coaching-niveauet kun drejer sig om at tale om coacheen og hvor coachen lytter og spørger og ikke kræver opmærksomhed omkring sin egen person, så er venskabs-niveauet et niveau, hvor man godtnok stadig har lov til at tale om sig selv og forlange lyttende ører og en mund der er lukket med 2 kg Haribo, men hvor der også skal gives noget den anden vej? Det må være svært… en vanskelig mode-dille, det der venskabsnoget!
Jeg er glad for mine venner og de slipper nok aldrig af med mig… Men det ville nu være lettere med en hund. Nogengange.