Jeg holder med Herbie.

Det viser sig, at jeg ikke er færdig med at mene noget om gårsdagens emne. Jeg har idag tænkt mig at spekulere videre over eventuelle fordele ved at skære lidt i timeantallet, vi spenderer på briksen.

Jyske Bank folkene er i deres iver for at skille sig ud, begyndt at uddele vandflasker, når de er ude på skoler. På flaskerne har de trykt forskellige graffitiudsagn. (Man kan næsten se marketingfolkene sidde og brainstorme på, hvordan de får fat i de unge…). Jeg bed mærke i “Livet er en tegning, du tegner – men du har ikke noget viskelæder!” Det er før blevet sagt væsentlig mere elegant, men essensen er jo sådan set god nok: At vi har den her ene chance, og at tiden kun kan bruges én gang. Ironisk nok, så tror jeg faktisk at det er den erkendelse, der handlingslammer os. Vi vil så gerne træffe de rigtige valg i første hug, men i vores jagt på Den Rigtige Fremtid, bruger vi så lang tid på at snakke om det, der forestår, at vi ender med at sidde fast i proces og klæg fortid.

De store sår på sjælen skal man naturligvis bruge alle tilrådighedstående midler for at hele. Men hvis vi opsøger hjælp, hver gang vi bliver stillet over for noget, der er svært, ender vi så ikke med at stække egne vinger? ‘Diagnoser’ kan let forvandle sig til skjold, vi gemmer os bag, og holder op, når andre forventer noget af os. Måske har vi været udsat for noget, som har påvirket vores selvværd. Måske var vi Den Oversete Lillesøster, fordi storesøster led af epilepsi. Måske blev vi mobbet i skolen. Alt sammen svært, smertefuldt – og fortid. Ikke forstået sådan, at man skal svinge sin forpinte psyke over skulderen, fare ud i verden og opsøge nederlagene. Men alle har haft en barndom, og ingen bliver voksne uden at få nogle over snuden på vejen. Tænk hvis vi går glip af livet, fordi vi har travlt med at sidde og analysere det? Hvis jeg skal ud af et forhold, fordi min kæreste ikke er sød ved mig, så gør det ondt. Det er ikke, fordi jeg lider af passiv-aggressiv seperationsangst. Det er bare sådan, det er at være forelsket på den ensrettede måde. Risikerer man ikke at skabe en falsk følelse af handling ved at sidde og snakke om det hos en psykolog? Man skal naturligvis gøre, hvad man føler er rigtigt i situationen, men selvom tandlægen forklarer hele indgrebet, inden han fjerner din visdomstand, gør det stadig ondt. Det er jo ikke, fordi man er syg. Det er bare endnu en side af livet.

Jeg tror, at man går glip af meget, hvis man venter på, at styrken skal indfinde sig af sig selv eller gennem andre. Det er bare så let at komme til at forvente guddommelig indgriben, fordi det skete for den sidste, der hang på korset. Jeg tror, at man får langt mere med sig herfra, hvis man hiver sømmene ud af hænderne og kravler ned. Hvis man falder og slår sig på vejen, SÅ er det, at Freud og vennerne kan komme til undsætning. Tænk, hvis man som barn havde givet op efter to forsøg, og erklæret sig ude af stand til at lære at gå? Nogle ting i livet må vi gøre selv. Andre kan ikke få nok på vores vegne. Andre kan ikke fortælle os alle konsekvenser af at gøre noget eller lade være. Andre kan ikke garantere, at det ender godt. Men handling skaber forvandling. Og det er sgu da bedre at rulle lidt skrammet i mål, end at stå skinnende tilbage, fordi man aldrig passerede “Start”.