Der findes 4 ord, som jeg omgåes med respekt og forsigtighed. Hader. Elsker. Altid. Aldrig. Det er ord, som i mine øjne ikke må miste deres værdi og mening ved ligegyldig, overdreven brug. Men jeg bliver nødt til at sige det som det er: Jeg hader fullrate. Det vil jeg altid gøre. Jeg kommer aldrig til at synes, at de er fede. Hvorfor? Sæt jer godt til rette…:
Meget ulig sædvanlig stil fik jeg bestilt opkobling i god tid. På Fullrates hjemmeside kan man kun indtaste én adresse; et svært valg, når man skal flytte. Jeg valgte den sikre (…) løsning og tastede den nye adresse ud fra overbevisningen om, at det var bedre at få breve sendt forkert end at få netværk koblet til på forkert adresse. Sådan er der så mange ideer, der virker gode, når man får dem. Efter 7 dage modtog jeg sms fra nyt hipt firma, som fortalte, at de havde fået brev retur, da jeg var ukendt på adressen. Ringede. Kom efter utrolig lang tid i selskab med Elton John endelig igennem til Henrik, som helt, helt afslappet meddelte, at jeg fik samme brev på mail, så kein problem. (LØGN!!)
Flyttede. Fandt computer frem. Riggede til. Nada. Brugte en livline og ringede til en ven, som efter 2 timer og ekstern support spurgte, hvor min Fullrate router var? Jeg vidste ikke, at jeg havde en. Ringede til Fullrate. Hørte mere Elton. Og lagde på med fornemmelsen af, at det var min egen skyld, at jeg ikke havde modtaget router, uden helt at være sikker på hvorfor.
Modtog router. Satte udstyret op. Nada. Genbrugte livline, som måtte give op. Ringede igen. Var nu ret uenig i, at “It’s no sacrifice”. Denne gang viste problemet sig at være “min fiberoptik”. (Sig det bare: Er det fordi, det er sjovt? Findes der overhovedet noget, der hedder det?). Jeg blev allernådigst bevilliget en tekniker. Som kunne stille mellem 7.30 og 16. Heldig, at det er der, man bare er væg-til-væg hjemme. Men hvad så, Linda. Duede det så? NEJ!!! Og hvorfor? Efter at have haft god til til at finde ud af, at jeg synes, at I’m still standing og Sorry seems to be the hardest word er nogenlunde lige provokerende at have som it-support sange, fik jeg Henrik igen. Alt, hvad han sagde, sluttede med “så det er nok din computer”. Lagde på. Tjekkede net hos overbo. Kunne godt logge på hendes net (= ikke min computer). Ringede op igen (indsæt selv Elton joke). Fik Michael. Som startede heeeeeeelt forfra. Det tog så lang tid, at vi var nødt til at afbryde seancen, da jeg skulle på job. Søde Michael lovede at ringe halv tre. Så det gjorde han ikke. Ringede selv. (E.J). Brugte to timer mere. Og fik nærmest tårer i øjnene, da Google tonede frem på min skærm.
Honey. I’m home.
Velkommen hjem, ‘Nesse. Her har været så stille mens du ikke kunne flyve i cyberspace. Men fortæl nu tante Lene, hvad der var i vejen? Det var ikke bare strømknappen, vel?