Linda

Jeg trænger frygteligt til en ny mobil. Min Nokia er så ramponeret, at den alene holdes sammen af viljestyrke. Den er halvandet år gammel, hvilket vel svarer til 95 år, hvis man omregner til menneskeår. Displayet er underlig skævt, 9-tasten fungerer kun, hvis man virkelig trykker til, og når man skriver på den, klikker tasterne så højt, at folk vender sig om på gaden.

Men den er min. Den har fulgt mig gennem tykt og tyndt. Den er blevet tabt, har været udsat for alkohol og regnvejr, har tålt tekstmæssige temperaturforskelle, der strækker sig fra subzero til 100+, er blevet væk, er blevet fundet og har kun én gang sendt en rigtig besked til seriøst forkert modtager (traumetraumetraume).

De sidste par måneder, har jeg brugt penge, som om jeg har dem. Det ville ikke gøre nogen forskel, om jeg smed en ny mobil oven i de røde tal på bundlinien. Det der stopper mig, er – udover nostalgi – at jeg ikke magter at sætte mig ind i alle de tekniske detaljer, det kræver at købe en ny. Hvad skal den kunne? Hvilket abonnement skal jeg vælge? Mærke? Skal den have kamera? Og er der i så fald et eller andet med opløsningen, man skal vide noget om? Blablabla. Jeg vil gerne bare klippe til den scene, hvor heltinden på magisk vis er blevet udstyret med ny, übercool mobil, der virker. Jeg har ikke glemt, hvor olmt min arbejdsmobil og jeg stirrede på hinanden de første 3 uger af vores tvangsægteskab, og jeg føler ingen trang til at gentage succesen.

Jeg er teknologisk analfabet. Hvis jeg skal være ærlig, ved jeg ikke engang, hvor mange af funktionerne, der hænger sammen med abonnementstypen, og hvor mange, der er en del af selve mobilen. Og lige nu sidder jeg og tænker, at jeg egentlig ikke engang ved, præcist hvor dumt jeg spørger? (Hvor flov bør jeg være?) I første omgang kunne jeg starte med at tage stilling til, om jeg fortsat skal udfordre mig selv ved at have en Sony Ericsson som arbejdsmobil og en Nokia som privat telefon. Det er lidt som at løse den svære sudoku når man, lige efter at have brugt den ene, skal skifte og bruge den anden.

Hvad siger du? Hvilket mærke ville du købe? Sæt dit kryds ude til højre. Jeg lægger afstemningen til grund for, hvilken mobil jeg vælger…

Jeg har danset mavedans. Jeg ved det, jeg ved det; Den ligger lige for. Har man sagt Østens Mystik, må man også sige Linda, og i nogle kredse går jeg under alias’et Scheherazade. Ikke desto mindre har jeg aldrig fået testet mine evner i retning af mavedans, men i weekenden fik jeg lov at prøve.

Kom ind i lokale, hvor en lille, temmelig kraftig pige stod, iført noget, der mest af alt mindede om bodypaint tilsat palietter. Kæmpe manke af gnistrende sort hår, kohloptegnede øjne og bare tæer. Hun hed Kitty og talte meget fynsk.

Til min gru startede hun med at bede os om at smide sko og strømper. Jeg hader bare tæer. Ikke bare ‘bryder mig ikke om’. Hader. Gud opfandt strømper og sko, fordi han godt kunne se, at denne del af den menneskelige anatomi er så klam og behæftet med fejl, at den skal pakkes dobbelt væk.

Nå. Blottede og angste stod vi så dér, og så startede festen ellers. Det er sværere at tegne sommerfugle og ottetaller med hofterne, end man lige skulle tro, men det hjælper meget, hvis man er smidig. Jeg er nogenlunde ligeså smidig som en lygtepæl, men er til gengæld så hypermobil, at jeg nærmest kan lave 90 graders vinkler i knæ og albuer i begge retninger, så jeg snød. Kunne godt se på det hele, at det ville være en temmelig god ide, at jeg snart supplerer min træning med noget, der indebærer blødere bevægelser, og gør mig mindre stiv. Jeg egner mig bare hverken til yoga (er så u-zen, at jeg ville forstyrre energierne i lokalet for resten holdet) eller salsa (kan ikke lade mig føre af halvanden meter høj mand i hæle. Ville stivne af frygt for, at han pludselig hev guldfarvet mikrofon i pistolfacon op af linning på den høje buks og brød ud i “You sexy motherf**ker!”).

Jeg vil gå til det. Jeg vil være smidig. Jeg vil kunne bevæge min krop som Kitty. Jeg vil også have palietter! Er der mon et introkursus, hvor man kan lære at slappe af med bare tæer?

Forestil dig følgende situation: Du står og tolker foran en større forsamling, og det går hurtigt. Midt i det hele får du, med sædvanlig ynde, revet den forreste del af dit magnetiske navneskilt af med ærmet, så det ryger hen af gulvet. På første række sidder en gentleman, som hjælpsomt samler skiltet op og giver dig det. I mellemtiden har bagerste del af magneten desværre valgt at glide ned i din bh. Hvad gør du:

A) Stikker hele hånden ned igennem halsåbningen af din trøje og roder rundt i undertøjet i alles påsyn?
B) Lader som ingenting og tolker videre med deformt metalbryst?
C) Går på fagforeningen og kræver at få genindført navneskilte med sikkerhedsnåle?

Når jeg bliver meget træt, bliver jeg irritabel på den hysteriske, uklædelige måde. Idag er jeg så træt, at jeg nærmest kan optræde med det. Det gør ikke gode ting for mit blodtryk. Da jeg var i bad på mit hotelværelse, afmonterede jeg nærmest bruseforhænget i raseri over, at det laver det der klææææææb-nummer. Det er pisseulækkert!! Alle mulige har stået der med deres blege, nøgne kroppe og er blevet klæbet på af selvsamme forhæng, som angriber mig nu på ‘Bare-sov-videre-skat’-måden! Føj! (Kan nogen med minimalt kendskab til fysikkens love i øvrigt forklare, hvorfor det sker? Er det noget varme/kulde noget? Noget med statisk elektricitet? Og hvorfor er det værre på hoteller, færger og i Horsens?) I toget blev jeg først indebrændt over, at folk skal slæbe deres fucking ski og ferieoverskud med i et tog (“Mit snowboard og mine 5 kæmpetasker med fluffy skitøj fylder nok ikke mere, end at det liiige kan stå her.” Begræns jer eller TAG BILEN!!) Derefter kom jeg helt til at svede af arrigskab over hende, jeg sad overfor. En kvinde, på min egen alder, der kunne få indtagelsen af en 7-11 chokoladebolle til at tage 25 minutter ved at pille den i 4 millioner stykker (‘jeg er bare sådan en lidt SATC-agtig Carrie type, der nipper feminint til min mad’), hvorefter hun brugte 10 – ti – minutter på at s-u-t-t-e ALLE fingre rene for chokolade. *Brøler-fra-Råd-&-Dåd-reklame-ikon.* Det var kun lige, at jeg kunne bekæmpe min trang til at sparke tænderne ind i kæften på hende. Held og lykke med at fingernippe til frugtmos og yoghurt, kælling! Endelig har jeg præsteret at ødelægge min taske, fordi lynlåsen bandt. Manualen foreskriver, at man roligt prøver at nørkle den fri. Ikke rigtigt, vel? ToTALT dårligt syet på, den yderlomme!

Tror, at jeg bidrager til verdensfreden og går i seng.

Ind imellem føles mit hoved som en tom bygning med knuste ruder og grafitti på væggene. Alle lamper er smadrede, strømmen er røget og det eneste, der rører sig, er rotterne i krogene. Mine tanker er tilfældige fragmenter, som intet har at gøre med mine gerninger og gøremål. På sådanne dage bliver jeg nærmest overrasket, når det lykkes mig at nå fra morgen til aften uden at komme alvorligt til skade eller blamere mig selv. (På den anden side ville jeg have kunne tage bussen nøgen, med håndklædeturban om håret, uden at opdage det…) Idag har været netop sådan en dag, og min hjerne har processueret følgende Nobelpris-kim:

* Er vi holdt op med at bruge ordet ‘nas’? Vil gerne vide det, for jeg bruger det stadig. Hvis vi er, vil jeg godt have en hjælpende hånd og trækkes med ind i 2008.

* Det kan da ikke passe, at jeg bliver ved med at være så tørstig?!? Er sygeligt. Hvad hedder den der psykiske sygdom, hvor patienterne drikker alt i flydende form, fra Vesterhav til toiletvand, egentlig?

* Kan folk, der går i for korte bukser, ikke selv se det? Eller er de ligeglade? Hvilket får mig til at spekulere på, om al mad smager af det samme for alle? Hvorfor er der nogen, der kan lide lam ( – virkelig; hvorfor??), og nogen der ikke kan? Er vores smagsløg indrettet forskelligt, så lam smager grimt i munden på os, der ikke kan lide det, og godt hos dem, der kan? Eller smager det ens, og så er det individuelt, hvad vi kategoriserer som lækkert og frastødende? Hvis det er det sidste, så forstår jeg det ikke.

* Kan vi ikke snart lade Ny Alliance være i fred? Virker unødvendig ondt at blive ved med at lave meningsmålinger på et parti, der minder om en politisk udgave af Britney Spears.

Somme tider kan fristelsen til at trække stikket og lave en “Run, Forrest! Run!!” være nærmest uimodståelig. Når hverdagene flyder sammen til Kronisk Mandag, når man forgæves bliver ved med forsøge at løse de samme problemer igen og igen, når ingen gider opfinde limen, der kan klæbe hjertet sammen, når overblikket svigter eller når man tilsyneladende ikke kan gøre noget rigtigt mere, virker jobs som appelsinplukker i Spanien eller pyramidepedel i Ægypten som reele og rigtige bud på En Bedre Fremtid.

Ville være herligt, hvis det var så nemt. Pas + udland + tid = Nyt og bedre liv. Lige nu ser jeg desværre bare flere eksempler på, at Livet/Karma/Gud/Moderskibet vil tvinge os til at lære noget, før vi får lov at rykke videre til næste felt.

Min veninde gik i 2 år rundt og messede: “Flytflytflytflyt”, hver gang hun så eks’en, som bor i samme opgang som hende. Vi var enige om, at hun først rigtigt ville komme videre, når hun ikke fik ham stukket op i snuden 5 gange dagligt, og det ville jo klart være lettest, hvis han bare flyttede. No such luck. Til sidst opgav hun håbet, fik arbejdet sig igennem sine frustrationer og lagt mentalgips på hjertet. Idag har hun det fantastisk – og nu skal han flytte…

Min anden veninde og hendes kæreste har ikke haft det godt i lang tid. Misforståelser, tillidsbrud og gentagne tilfælde af utroskab, (seneste tur begået af ham, mens hun var højgravid) resulterede i, at hun pakkede sine ting, og flyttede hjem til sine forældre. En måned senere flyttede hun tilbage. Hun har det forfærdeligt. Hun stoler ikke på ham, hvilket man dårligt kan bebrejde hende, men derfra hvor jeg står, ser det ud som om, at hun hellere vil hælde sit liv ud i afløbet, end at træffe den nødvendige beslutning. Valget er naturligvis hendes eget, og hun står på ingen måde til regnskab over for os andre – men hun er min veninde, jeg vil gerne se hende glad – og hun er bundulykkelig. Jeg kan nærmest se De Højere Magter stå lænet op af væggen med armene over kors og hævede øjenbryn. “Har du lært det nu? Nej? Så får du en tur mere.”

Det er fandens, så lang tid det kan tage at lære at forstå sin situation godt nok til at tage ansvar for den. Hvilket får mig til at tænke på et citat, jeg så et sted:

I mine voksenår har jeg fået mig en tandlæge, som er så begejstret for mine tænder, at hun de første par gange, jeg var på briksen, kaldte på sin klinikassistent, så han også fik mulighed for at beundre kunstværket. Jeg ved ikke helt, hvad der er så fantastisk ved mit tandsæt, men de lovpriser skoletandplejen i Esbjerg, så man nærmest skulle tro, at det var en guddommelig instans. (Selv husker jeg det mest som et sted, hvor man skulle være MEGET stille, hvis man sagde “av!” – ellers fik man skæld ud, fordi man skræmte de andre børn i venteværelset. Jeg kan også huske de små bægere i forskellige farver, vi fik, når vi skulle skylle munden med flour, de røde sladretabletter, vi skulle spise efterfølgende (som smagte en lille smule af lakrids), fornemmelsen af at kraniet krympede to numre, når bøjlen blev strammet, og endelig hvordan jeg flere gange gik lige direkte ind i væggen, når de havde overdoseret lattergassen.)

Undtaget det årlige tandtjek, hvor jeg ligger og forsøger ikke at have spyt på tænderne, tænker jeg sjældent på min tid i børnetandplejen, men forleden befandt jeg mig hos en skoletandlæge og det var som at være 9 år igen. Jeg kan oplyse, at det er unødvendigt at konservere en børnetandpleje i Den Gamle By: Om 200 vil den stadig se ud som den gjorde for 22 år siden.

Der vil stadig være de samme, gamle plakater fra Sundhedsstyrelsen, både den, hvor man kan se, hvor mange sukkerknalder der er i en cola, og den, hvor mad med ben løber om kap; hvor æblet, mælken og rugbrødsskiven vinder i overlegen stil, mens kagen, colaen og lakridsen kommer humpende bagerst med stok og sidestik. Der vil stadig være gamle reoler med gamle blade, bamser, som ingen gider lege med, og ansatte, der omtaler de tilstedeværende forældre i 3. person: “Du skal være ekstra grundig, når du børster de nye kindtænder, og det vil mor garanteret gerne hjælpe dig med.” Lur mig om ikke også, man stadig kan finde den samme, gamle køleskabsboks, som indeholder de samme klistermærker, som man må få, når man er færdig.

Gad vide, om Lisbeth egentlig stadig er tandlæge på min gamle skole? Om børnene stadig forsøger at trække vejret gennem munden, fordi hun har nikokaffeånde? Og hvornår man i stedet for klinikassistenter begynder at ansætte kustoder?