“Du kender godt nok mange af de der mennesker, der er Hende På Siden eller utro!”, sagde en af mine kolleger, som læser med på bloggen, for nyligt. Det er rigtigt. Det gør jeg. Ikke fordi mine veninder er mere naive og friske end gennemsnittet, eller fordi mænd generelt pludselig har udviklet mere elastisk moral. Det er fordi, jeg færdes, hvor jeg gør. I et fitnesscenter er kønnene nogenlunde ligeligt repræsenteret. Folk løber rundt iført sved, nøgen hud og endorfiner. Det skal gå galt – og det gør det så.
Jeg har altid synes, at seriel utroskab er værre end et julefrokoststunt. Jeg bifalder ikke nogen af delene, men jeg synes, at bedraget er langt større, hvis det er velovervejet og planlagt, end hvis man snubler i misteltenen og lander på kopimaskinen. Når man sidder i sofaen med armen om kæresten og ved, at man har tænkt sig at være ham/hende utro om 2 uger, forstår jeg ikke, at samvittigheden ikke automatisk trækker i nødbremsen. Velovervejet at snyde et menneske, hvis eneste fejl er at have tillid til én, har altid i mine øjne stået højt placeret på listen over Utilgivelige Synder.
I dag sidder jeg så i en bus; på et tidspunkt holder vi for rødt, og jeg ser på fortovet en mand, der kommer gående, hånd i hånd, med sin kæreste. Hun ser glad ud og er i gang med at fortælle en historie, som han går og smågriner af. Jeg kender 3 af de piger, han har været hende utro med. Og, der i 11’eren, blev jeg pludselig både træt, trist og i tvivl: Er det mig, der har fået galt fat i, hvordan det hele hænger sammen? Er kærlighed bare et spørgsmål om at lukke øjnene? Er utroskab i virkeligheden bare sex, som intet har at gøre med, hvad man føler for kæresten? Kan man være glad og tilfreds i et forhold, selvom der er hemmeligheder og spøgelser? Hvis svaret er ja, hvad er det så i vejen med mig? For jeg kan ikke.
Jeg har altid syntes, at et godt forhold rummer muligheden for at sige alt. Hvis ikke man kan lægge hverdagens vagtsomhed fra sig derhjemme, er der jo ikke helle nogen steder. Det må bare være temmelig svært at slappe af, hvis man lever i to parallelle verdener, der eksploderer, hvis de kommer i berøring med hinanden, tænker jeg? Men måske er differentieret erotisk appetit ligeså naturlig og basal som sult og tørst, og måske skal man ikke klandres for at give efter for den. Ville jeg blive lykkeligere, hvis jeg kunne lære at se mennesket som en hedonistisk organisme, der bare søger, hvad det har behov for? Er samvittighed i virkeligheden bare for de svage og emotionelt nærige?
Jeg kan næsten ikke holde ud, hvis det er sådan, det er. Jeg tror ikke, at jeg kan finde ud af at følge de regler. Min troskab kan ikke spaltes. Jeg har prøvet. Jeg kan ikke dele. Jeg har prøvet. Men måske er det ligesom at insistere på, at de andre børn ikke må lege med min bamse, når jeg er ude på legepladsen? Jeg bruger den jo ikke, når jeg gynger, og hvis de lægger den tilbage på plads, er det spørgsmålet, om jeg overhovedet opdager, at den har været væk.
Man deler ikke. Det koster uendelige kræfter at holde styr på den slags løgne, så det skal man lade være med, hvis man mener at man gerne vil være i det forhold. Og hold nu op, hvor kan man tale meget om det forkastelige i utroskab, for det er så skadeligt at man aldrig bliver færdig med at påtale det.
Men hvad kan man gøre ved det, hvis det sker?
Jeg har opskriften. Den er ikke nem. Hvis jeg opdager, at min kæreste har været utro eller dummet sig hen i retning af det område, så har jeg lovet at losse ham så hårdt i løgene at han ikke kan se at jeg tudbrøler over min sammenstyrtede verden, når jeg vender mig om og går.
Det nytter ikke at forstå. Der er ingen ekstra chancer.
Nu har jeg skrevet opskriften. Og så kan vi godt tale videre om, hvor forfærdeligt det er, ikke at finde ud af at man bliver holdt for nar.