Linda

Har jeg fået sagt, at jeg har verdens sødeste læsere? Nej? Nå, men det har jeg.

Faktisk føler jeg, at det kan være lidt svært at fremhæve nogle frem for andre, for det kommer hurtigt til at virke, som om jeg fisker, eller som om jeg ikke sætter pris på de trofaste læsere, der måske ikke gør så meget væsen af sig, men som har hængt på fra den spæde start. Nogle kommenterer flittigt på bloggen, mens andre sender mails eller kommenterer live. I dag fik jeg f.eks. tilbudt kvalificeret hjælp til at finde en vinterjakke af en af mine læsere i fitnesscentret – hvilket jeg er inderligt taknemmelig over. Hver eneste af jer bidrager til bloggens eksistensberettigelse; I gør den levende, og til noget, jeg bliver klogere af at skrive.

Alligevel er der en derude, som jeg har lyst til at rette en særlig tak til.

Her til aften ringede det på min dør. Udenfor stod en pige, som jeg kender perifert, og først kunne jeg slet ikke lige finde ud af, hvad hun lavede i min opgang. Troede at hun var gået forkert, faktisk.

”Jeg ville egentlig bare lige give dig den her” sagde hun og gav mig en pose (mens hun barmhjertigt lod som om, hun ikke lagde mærke til, at jeg lignede et kæmpe spørgsmålstegn.) ”Jeg læser med på din blog, og jeg er vild med den. Det havde jeg bare lige lyst til at fortælle dig.” Inden jeg nåede at sige andet end et betuttet “tak”, var hun væk igen.

I posen var der chokolade, vin og det pæneste brev, jeg nogensinde har fået, hvori hun skriver, hvorfor hun læser med på bloggen, og jeg blev simpelthen så rørt og taknemmelig. Tænk at hun har sat sig ned og formuleret, hvorfor bloggen giver mening for hende, har købt en gave til mig og – live! – er cyklet forbi for at give mig den.

Det synes jeg simpelthen er så stort.

Så Ditte – den her går ud til dig. Af hele mit hjerte: Tak!

I dag har været en af de mærkelige dage, hvor minus og minus giver plus. Skulle lave kursus i Middelfart (hvilket har betydet, at jeg de sidste 3 dage har haft ordet ‘Middle-Earth’ kronisk på hjernen. Meget irriterende, my precious!), og da jeg ankom kl. 8 i morges, var der INTET, der fungerede. Defekt headset, et anlæg der ikke ville spille, ingen kursusleder og alt for mange deltagere på alt for lidt plads. Alligevel endte det med at blive en fantastisk dag og et af de bedste kurser, jeg har kørt.

Da jeg skulle hjem, var mit tog forsinket, men toget før det var endnu mere forsinket, så det passede med, at jeg kunne hoppe på og stadig være 10 minutter tidligere hjemme.

Og så:

“Dette er jeres om ikke af udseende, så af kropstemperatur hotte steward. Om et øjeblik kommer jeg rundt med salgsvognen igen. Husk nu at flytte fødderne. Som tidligere nævnt er vognen tung, og jeg viser ingen nåde.”

Fuck, jeg grinede!

Nu sidder jeg her i mit elskede, stille og dejligt varme hjem. Udenfor blæser det mæ hælve te, men jeg har stearinlys, kaffe og 40 hættetrøjer.

Og så meget feber, at jeg faktisk ser solbrændt ud.

Når jeg engang bliver meget rig, har jeg tænkt mig at ansætte to personer:

1) En, der kommer og gør mit badeværelse rent en gang om ugen (HADER at gøre badeværelse rent. Hvor kommer alt det fnuller fra, og hvem ER det, der fælder så sindssygt??) og
2) en personlig shopper, der udelukkende skal stå for indkøb af jeans og overtøj.

Sidste år i februar smed jeg min vinterjakke ud. Den var allerede en sæson overdue, og jeg vidste, at hvis den fik lov at gå i soomerhi i mit skab, ville den blive taget til nåde igen i november og tjene som undskyldning for at slippe for at skulle ud og finde en ny. Så jeg var stærk og overskudsagtig (og en lille smule heartbroken, og derfor i gang med at rydde min lejlighed for inventar) og smed den ud.

– hvilket jeg fortryder nu. Bittert. ÅÅÅÅH, hvor jeg fortryder! Har prøvet 4.000 jakker, og jeg må nok desværre indse, at jeg er deform. Tilsyneladende har alle andre mennesker meget kortere arme end mig og enten meget større bryster (hvilket jeg finder relativt usandsynligt) eller meget mindre røv (hvilket jeg til gengæld finder overvejende sandsynligt). Jeg kan vælge mellem at ligne en for stramt indsnørret rullepølse eller en posedame. I begge tilfælde ser det ud som om, jeg har spader monteret for enden af armene, fordi ærmerne slutter 5 cm. for tidligt, hvilket skaber illusionen af abnormt store hænder. (Udløser det tillæg at være den eneste tegnsprogstolk i Danmark, der konsekvent staver med caps lock?)

Suk. Kan man ikke bare tage sin dyne omkring sig, når man går ud? Please?

I fitnesscentret har min veninde og jeg en fælles kollega, som vi – uden at have snakket om det – begge var sikre på var bøsse. Ikke på den udprægede eller demonstrative måde, men vi var ikke i tvivl. Stor var forbløffelsen derfor hos os begge, da han pludselig begyndte at lægge an på hende. ”Altså, det forstår jeg overhovedet ikke, det her!” udbrød hun en dag, hvor vi drak kaffe, og der tikkede endnu en kæk besked med slet skjulte undertoner ind. ”Han er da bøsse, er han ikke??” Det endte med, at hun til sidst lidt akavet spurgte ham, om ikke hun havde et x-kromosom for meget til sådan rigtigt at fange hans interesse.

”Tror alle i fitnesscentret, at jeg er bøsse da?”
”Øhm ja. Lidt. Er du da ikke det?”
”Jo jo. Men nu har jeg gjort mig sådan umage for at lægge an på dig.”

Nu ved jeg godt, at det ikke nødvendigvis er alle bøsser, der går rundt med dametasker, stemte s’er og deres seksualitet uden på tøjet, og jeg forstår heller ikke altid, at hudfarve, religion eller seksuel observans kan være så sammenholdsskabende, at alle andre forhold som social baggrund, uddannelse og personlighed bliver ligegyldige, men jeg er nået frem til, at det må være ligesom, når man er på ferie: Hvis vi møder andre lyshuder, når vi svedende slæber os rundt under solen med vores blå øjne og faktor 50, er vi først og fremmest danskere, (Nordmændene og svensken tæller også med som en slags danskere. Lidt handikappede i sprogcentret godt nok, men det er så tæt på hjemme, at det er lige meget: Lyst hår er lyst hår.) og vi finder sammen, fordi vi alt andet lige har mere til fælles med hinanden end med de olivenfarvede, speedsnakkende indfødte.

Og det er ikke fordi jeg synes, at det behøver at være en del af den formelle præsentation (”Hej, jeg hedder Lars og jeg er homo”), men hvis man begynder at snakke mere sammen end bare at udveksle et ’hej’, når man mødes i døren, bliver det på et tidspunkt påfaldende, at man aldrig hører anekdoter om ekskærester, eller historier om forelskelser, byture og one night stands.

Måske er det bare fordi de homovenner jeg har, er nogle ressourcestærke mennesker, der er helt, helt tilbagelænede og bare er det (her ville jeg have skrevet ’helt uden drama’ men det ville alligevel også være løgn) uden de store armbevægelser?

En ting er, at han ikke skilter med det, men jeg synes godt nok, at det er trist, at en mand i midten af 30’erne i 2009 stadig føler, at han er nødt til at prøve at skjule, at han er bøsse.

Her kommer så det indlæg, som jeg i første omgang satte mig til tasterne for at skrive i går, som ironisk nok er et indlæg, der handler om, at det begynder at lysne i øst. For selvom vi godt kunne bruge Chris MacDonald og et kampråb for tiden, så er det ikke længere helt skidt det hele. I går var nemlig en optursdag på op til flere forskellige områder:

* Jeg var til lønforhandling med den nye chef, og det var en virkelig positiv oplevelse. For det første var det utrolig rart og tiltrængt at høre to af De Voksne sige, at de både har set og værdsat de ekstra kilometer i sprint, jeg har tilbagelagt. For det andet var det fedt at opdage, at min forberedelse til mødet var lige i øjet. Lidt en ud-af-kroppen oplevelse at høre mig selv snakke om skatteregler og sætte tal på min indsats – og virkelig mene det. Og ikke mindst: At turde læne sig tilbage og være stille. Havde frygtet, at jeg ville forfalde til ”aj, men jeg ved også godt, at det er højt sat” modellen, men synes egentlig selv, at jeg slap fra forhandlingen med et godt resultat og æren i behold.

* Senere, da jeg kom på job, tolkede jeg med en kollega, som pludselig og umotiveret udbrød: ”Jeg har faktisk i lang tid tænkt på, at jeg ville sende dig en mail, fordi jeg synes, at du har gjort et vildt godt stykke arbejde som tillidsrepræsentant. Når man tænker på, hvor kort tid du har siddet på posten, er det jo helt vildt, hvad du har fået igennem!” Var nærmest ved at begynde at hyle af taknemmelighed. Og jeg vil gerne understrege, at det her ikke handler om, at ros er min eneste benzin og drivkraft, men efter at have tænkt længe og meget over, hvorfor jeg pludselig har så meget behov for at blive set og anerkendt, er jeg nået frem til, at det handler om, at der er nogle ting og nogle mennesker, jeg har forsømt, fordi jeg har været nødt til at zoome akut ind på noget andet. Det har udløst en dårlig samvittighed, det gør, at jeg nok et usædvanligt stort behov for at høre, at det så rent faktisk gør en forskel for dem, jeg prioriterer.

* Da jeg kom hjem fra arbejde, var der kommet medarbejderblad fra Skanderborg festival. Og der var en, der hed Linda, som havde 5 artikler i. Med billeder til som hun selv havde taget; billeder, som ikke bare fungerede, men som faktisk var gode. Så nu er jeg sådan en, der er udgivet på tryk, hvilket jeg næsten ikke kan få armene ned over.

* Som om alt det ikke var nok, har jeg også udsigt til at blive meget tynd lige om lidt. Det ser jeg frem til. Farvel røv. Farvel lår. Farvel hovedmåltider. Efter besøg i Matas har jeg investeret i så meget energi og overskud i pilleform, at jeg ikke længere vil være i stand til at føle sult.

* Og endelig (i småtingsafdelingen men alligevel) opdagede jeg a) en kongefed trøje fra Amsterdam, som jeg havde glemt, jeg havde købt og b) to iskolde dåsecolaer i køleskabet (lider stadig lidt af det der tørst.).

Det begynder stille og roligt at ligne noget igen.

Der findes nogle bloggere, som når de får en træls kommentar, giver den pågældende læser ret; måske fordi de er bange for at fremstå som unuancerede eller for at miste læsere.

Dem er jeg ikke en af.

Så når jeg kommer hjem til: ”Kæft, hvor er du sur for tiden” i mit kommentarfelt, bliver jeg ikke skuffet. Jeg bliver vred.

Lige nu foregår der ret meget i mit liv, der ikke egner sig til at blive blogget om. Dels er jeg ikke superanonym, og derfor er der nogle hensyn, jeg er nødt til at tage, dels er der nogle valg, jeg selv er nødt til at have tænkt igennem, inden jeg er klar til at delagtiggøre andre i dem, og endelig er der nogle issues, der er så private, at de er uinteressante for alle andre end de nærmeste. Så ja. Det er lidt op af bakke i tiden. Og ja. Det kan ses på bloggen.

Men lad mig lige opridse grundreglerne igen: Min blog er min. Mit fristed; min ventil. Jeg er glad og taknemmelig over, at der findes mennesker derude, som har lyst til at følge med i, hvad jeg tænker og laver, og min måde at sige tak på er, at jeg prioriterer at lægge et eller andet op hver dag, så der er noget nyt til dem, der bruger tid på at klikke ind forbi.

Jeg vil aldrig nogensinde dikteres, hvad jeg må skrive om, eller hvordan jeg skal skrive om det. Hvis man gerne vil læse om solskin og kattekillinger, findes der masser af glimrende blogs derude, som bare venter på at blive læst. Har man lyst til at læse med her, er det fint, og man mere end velkommen.

Men det er, som det er. Take it or leave it.

Jeg har fået ny over-overbo; en ældre, meget energisk kvinde i ergonomisk korrekt fodtøj, der ejer en frygtindgydende mængde polyestertøj i støvede blå og beige nuancer.

Indtil nu har vi bare nabo-nikket, når vi har passeret hinanden på trappen; kølig, dansk distance som vi kender og elsker det.

Det sluttede i går.

Kom hjem fra træning, og stod og forsøgte at få min cykel til at holde balancen, mens jeg afmonterede 2 Føtex poser, min træningstaske og en pakke toiletpapir (med faretruende lavt blodsukker, I might add) (altså mig. Ikke toiletpapiret), da yderdøren pludselig blev flået op.

Har du noget vinduesrens!?

Øhh..? Altså sådan lige her, eller..?

Nej, men så er jeg fri for at skulle op på fjerde og ….. laaaaaang historie om noget housewarming og hvordan hendes veninder jo helst ikke skulle tro….. at jeg er flyttet ind i det RENE slum! anklagende blik. Jeg har i øvrigt fjernet en MEGET stor edderkop, den største jeg har set i hele mit liv LIGE over din dør. Den var KÆMPESTOR! hjælpsom illustration af størrelse med brug af begge hænder.

På det her tidspunkt står jeg stadig uden for min ejendom med tasken på ryggen, visne hænder pga. indkøbsposerelateret aflukning af blodtilførsel og holder min cykel med den ene fod. Er på nuværende tidspunkt en mærkelig blanding af irriteret og skrækslagen.

Jeg fjernede den med den her støvkost op i ansigtet på mig men der er stadig en MASSE spindelvæv over din dør din sjuskedorte!-mimik Men havde du noget vinduesrens?

Nej. Men jeg har sprinklervæske. Og stor lyst til at blive ladt i fred.

Sprinklervæske!?? Nej, dét tror jeg ikke, at man kan bruge! Kan du se? Der. Spindelvæv. Masser af det. Nej hov! Der sidder en edderkop mere! Nå da! Nå, men har du?

Jeg har sprinklervæske, og det virker. Det er et trick, jeg har lært at min bedstefar, som er en klog mand med en meget praktisk tilgang til livet, og du må gerne låne det. Du må få det. Hvis du bare vil gå væk væk væk og tage hele din nyfundne samling af 6-benede, lodne venner med dig.

Mens jeg står og roder i bunden af mit kosteskab efter rengøringsremedier, kan jeg pludselig høre hende hamre løs i min dørmåtte med sin støvkost.

For søren da!! Ja, jeg ragede den lige ned, og det var en hurtigløber, skal jeg love for!! Men jeg fik smasket den. Se! Der. I din måtte. *brækspasme!* Er der noget på kosten? Op i ansigtet på mig med den. Igen. Hvor mange gange kan det ske for en person på 5 minutter?

Du får tusind kroner OG 3 liter sprinklervæske, hvis du går op til dig selv.

Hvorfor flytter den slags altid ind, hvor jeg bor?

I tilfælde af at I derude skulle have besluttet jer for, at jeg er et relativt sympatisk menneske, kommer her et af de indlæg, der kan give anledning til at drage den modsatte konklusion.

Her til aften, hvor jeg ved en forfærdelig fejl *ahem* kom til at se Talent 09, sagde Hella Joof noget om de to formidable dansere Nelly & Eva:

”De er så dygtige, at de får det til at se let ud – og derfor kan jeg være bange for, om folk måske ikke opdager, hvor talentfulde de er.”

Nu synes jeg så også, at de er så seje, at jeg næsten begynder at tude, når jeg ser dem, og så god er jeg sgu ikke til noget, men jeg kan bare sagtens sætte mig ind i, at folk tror, at man er kommet sovende til de gode resultater, fordi man har øvet sig så meget, at man får det svære til at virke nemt.

Flere gange på det sidste har jeg oplevet at have knoklet røven i laser, og når resultatet så bliver fremvist, er folk sådan lidt: ”Nå ja ja, fint nok, men du er jo også sådan en, der har nemt ved alting.” Øh nå!? Så prøv du! Jeg bliver sgu så sur, når de får det til at lyde som om, jeg bare har brugt min computer som hovedpude, og næste morgen er indholdet så på magisk vis sevet ind i min hjerne.

Min arbejdsmoral og samvittighed er venligst udlånt af A.P. Møller-Maersk Gruppen, og når det færdige produkt sidder lige i skabet, så er det fordi, jeg har brugt 278.000 timer på at forberede mig.

Og jeg er lidt træt i de her dage, så jeg orker ikke så godt, hvis nogen lægger en kommentar om, at jeg selv vælger, hvor højt jeg sætter overliggeren. For jeg ved det godt, og I har ret.

Men indeni er jeg ind imellem 4 år gammel: Jeg vil jo for fanden bare gerne klappes på hovedet og ha at vide, at jeg er dygtig.

I dag har jeg været på opgave i nærheden af, hvor jeg læste til tolk, så for første gang i meget, meget, MEGET lang tid, cyklede jeg den vej, som jeg har frekventeret hver eneste dag i 4 år.

Det er 10 minutter siden, jeg blev færdig med at læse, men jeg skal da lige LOVE for, at kommunen har udnyttet tiden. Det fesne kloakdæksel, der tidligere tjente som rundkørsel, er forsvundet under hvad jeg bedst kan beskrive som et cirkulært skovområde med en radius på omkring 1000 meter og gode muligheder for trekking. Min gamle pedelmedhjælperarbejdsplads Teknisk Skole må se sig slået af Tysken; jævnet med jorden og erstattet af gigantisk Lidl med 1000 dertilhørende parkeringspladser. Den ramponerede knaldhytte, der dengang fungerede som kollektiv for 12-15 autonome og deres cykler, er forvandlet til vandskuret ligusteridyl med dobbeltsidet carport og happy hour på stationcars.

Og når man bor i Århus og ved, at kommunens foretrukne arbejdstempo kan virke hypnotisk, hvis man glemmer at blinke, kan man desværre godt regne ud, at man nok ikke er helt så nyuddannet, som man godt kan lide at forestille sig.