Linda

Var ved åen og spise frokost i dag, og som alle ved, vælger man kun at indtage føde på den strækning, fordi overpriserne på maden til fulde opvejes af muligheden for Gratis Gloning. Alle kender reglerne. Der findes sågar mennesker, der lægger deres løberute den vej for at være SIKRE på at blive set.

(Forstå det hvem der kan.)

(Sagde instruktøren.)

Nå, men mens vi sad der, kom der pludselig noget CIA eller Secret Service af en slags. En masse hærdebrede, pluskæbede mænd med tyggegummi, stenansigter og solbriller. De gik frem. Mumlede i kraven. Gik tilbage. Mumlede noget mere. Tog sig til øremodtageren. Kastede røntgenblikke rundt på alle os, der efterhånden var gået helt i stå med at spise (og tjenere, der glemte at arbejde), mens de attitudemæssigt signalerede, at det ikke ville røre dem at skyde for at dræbe, hvis nogle skulle sidde med gode ideer eller terroristtilbøjeligheder.

Hvem hvem hvem hvem hvem???

Ze Governator? Helle Thornings revisor? Frede, der med sine frøkammerater ankom med snorkel af vandvejen? HVEM!?

Og endelig: Mængden skiltes, et sus gik gennem befolkningen og frem trådte…..:

Mr. I-have-NO-idea med to brækkede finger og noget beige, pagehåret påhæng.

Skuffede? Så ved I, hvordan vi havde det.

Fra nu af synes jeg vi aftaler, at man kun må have bodyguards, hvis man er så kendt, at vi andre ved, hvem man er.

Skal fremover huske at være til stede i egen krop og tune bare lidt ind på, hvad jeg går og synger i Netto. Teksten lyder: ”I’ll be your SUBSTITUTE” og ikke, som (distræt) fremført ved mælkekøleren: ”I’ll be your prostitute.”

De blev lidt kristne i betrækket på den yderligtgående, vestjyske måde, det ældre ægtepar ved siden af.

Ingen hovedpine i dag, så jeg er igen til at snakke med, og risikoen for at blive slået ihjel, hvis man trækker vejret hørligt inden for en radius af 2 km, er faldet betragteligt. Dagens indlæg er derfor helt anderledes mildt i tonen end syreopkastet fra i går.

For jeg er begyndt at kunne mærke det udenpå maven, når min lille dreng sparker, og det er tæt på at være det hyggeligste, jeg nogensinde har prøvet. Om aftenen, omkring kl. 23, går han til noget kickboxing, hvor han bruger mine nyrer som sandsække, og da jeg allerede nu er ved at udvikle mig til en af dem, der synes, at alt hvad MIT barn foretager sig, er mirakuløst og indikerer begavelse langt over gennemsnittet, er jeg naturligvis stolt over ungens evne til at arbejde med formen inden for de relativt begrænsede rammer, han har fået stillet til rådighed.

Bortset fra det skal vi lige have kigget lidt på holdplanen, for jeg synes, at det ville være markant mere optimalt, hvis vi kan lægge noget yoga/afspænding på det tidspunkt, når vi rammer december. Så kan han give den gas med de små ben om eftermiddagen, hvor vi alle sammen synes, at det er meget sjovere at være vågne og fulde af pep.

Han kan også godt finde på at dæk-sparke mig lidt forsigtigt i maven, hvis jeg skal tisse meget eller sidder bøjet frem. På ”*ahem*… undskyld, men vi er altså nogen, der prøver at BO herinde?!”-måden.

Mors lille dreng.

Som jeg for øvrigt tror skal hedde Anton. (Ret til ændringer forbeholdes, hvis han kommer ud og overhovedet ikke ligner en Anton.)

Fik jeg fortalt, at han gabte, da jeg blev scannet? Så så man lige mig ligge der med åben mund og et vantro: ”GABTE han lige??” Og det gjorde han. Uden skyggen af tvivl. Hans hjerte er 1,5 x 1,5 cm, og hans mave er kuglerund. Hans lille rygsøjle ligner en række af de fineste perler, og der var gang i noget relativt ukoordineret ‘Se mig! Se mig! Jeg har arme!’

Det her er den bedste ide EVER!

I et anfald af nostalgi gik turen i dag til Blåvand til et ægte trip down memory lane.

Da jeg var i mine tidlige teen-år, havde min fars firma et sommerhus derude, som medarbejderen kunne få lov at låne, så jeg har ferieret en del i området.

I dag, da vi kørte igennem byen (eller hvad man skal kalde den), gik det op for mig, hvor meget mere man husker med sanserne end med hukommelsen. Jeg har glemt, hvor mange somre, vi var derude. Jeg kan ikke huske ret meget af, hvad vi lavede eller hvem vi legede med (selvom vi nok kaldte det ’var sammen med’ som var senfirsernes pendant til ’hænge ud med’), og jeg aner ikke, hvor gammel jeg var, da vi var derude for sidste gang.

Til gengæld kan jeg tydeligt huske, at vattæpperne og de klamme værelser lugtede af ferie, den første aften, når vi stormede hytten. Jeg kan huske, at jeg drak litervis af en lyserød indisk frugtte, som det ikke er lykkedes mig at finde siden. Jeg kan huske den røde top og de mørkeblå, afklippede jeans, som fik mig til at føle mig übercool og voksen, når jeg gik mine weltshcmerzture med New Kids On The Block og Roxette-kassettebånd i min walkman. Jeg husker lugten af stearin i forretningerne, den skarpe smerte af sten under bare fødder, når vi gik af de små, grusede veje til stranden og fornemmelsen af, at det var nu, det hele startede.

I dag er det en tysk turistudgave af helvede. Der er mennesker overALT, og der, hvor min søster og jeg dengang købte vores souvenirs til minde om ferier, vi aldrig mente at glemme, har de i dag åbnet en Burger King.

Selvom der er legepladser og børn og andre forældre, sætter jeg hermed min integritet på højkant på, at mini og jeg aldrig kommer til at holde vores ferier derude. Vi skal have fundet vores eget område, hvor alting starter forfra, og hvor mini kan lave sine egne historier og skabe sine egne minder.

Og hvor han/hun ikke opdager, hvor pissedårlig mor er til tysk.

Er i Esbjerg i disse dage, og kom af en eller anden grund til at tale med min mor om diskressionslinier. Jeg har alle dage syntes, at systemet fungerer fint alle andre steder end på apoteket. Der synes jeg så til gengæld overHOVEDET ikke, at det fungerer. Uanset hvilket apotek man kommer ind på, står syge personager og forsøger at lægge afstand til alle andre, som med garanti fejler noget, der er klammere og mere smitsomt end det, man selv er stemplet ind med. Der er INGEN, der taler sammen, og alle står bare og leger, at de ikke er tilstede. Bortset fra med ørerne, som til gengæld er ligeså store som paraboler.

Uanset hvad jeg fejler, gider jeg ikke dele det med resten af Århus. På nogen af måderne. Kan faktisk mærke, nu hvor jeg sidder her og skriver, at jeg synes, at ALT medicin fremover skal være receptpligtig, for så slipper man med at aflevere et stykke papir i stedet for det skamfulde ritual med først at skulle beskrive sine symptomer i detaljer, for derefter at høre den potentielle diagnose brølet ud i rummet af stålfarvet sundhedssandal, der synes, at ALT, der vedrører kroppen, er naturligt.

Og slutter det der? Nej. Nej nej nej. For pludselig forvandler apotekerassistenten sig til noget øverstbefalende i Stasi, der antager, at du er forklædt narkoman, der har tænkt dig at junke al hostesaften. På én gang. ”Har du brugt dette præparat før?” (Anklagende). ”Altså… ja?” ”Så du VED godt, hvordan du doserer dem?!” ”Det er Strepsil…?” ”Jaja! Men du må IKKE overskride den anbefalede daglige dosis!”

Omkrig her i samtalen fortalte min mor, at hun, når hun henter medicin til min far, er ved at gå AMOK over at blive underkastet 3. gradsforhør HVER gang. ”De kan jo se, at det er en flergangsrecept, og at det er 4. gang jeg henter?!”

Så når hun bliver betjent af en, der er særlig irriterende, beder hun altid om et glas kodymagnyl (som under INGEN omstændigheder må indtages sammen med medicinen) on the side. Bare for at se dem blive blege og slå korsets tegn for sig. ”Jeg kan sgu ikke lade være, når de står der og er så emsige”.

Hvilket for mig sætter to ting på plads:

1) De 24 glas kodi’er i skabet er ikke tegn på, at mine forældre er på vej ind i mystisk sekt, der planlægger kollektivt selvmord.

2) Jeg er HELT sikkert ikke adopteret!

men jeg har simpelthen så ondt i knolden, at jeg opgiver at blogge.

I får den i morgen.

Kh

Cliffhanger-Linda

Jeg er vokset op i et hus med en have. I al den tid jeg boede hjemme var sommer noget med havestole, grill og vasketøj, der duftede af Frisk, og de sidste par år er jeg begyndt at savne det mere og mere. Selvom de er søde, er det bare ikke helt det samme at dele en baggård med 100 andre, svedige klaustrofobikere, eller at skulle huske ALT (som helst skal kunne bæres af én gang), når man går ned. Og igen, når man hver 45. minut skal op og nifle, fordi at det ville være at friste skæbnen unødigt at lade en Iphone og et par labre høretelefoner ligge ubevogtede hen.

Jeg savner en have, man kan dappe ud i i undertøj, og hvor havemøbler og parasol står, hvor man efterlod dem i går. Jeg savner en have, hvor Smokey Joe grillen kan stå i fred og ikke, som min ven Lasses, bliver stjålet ved højlys dag. Jeg savner tørresnore uden mug, og fornemmelsen af at kunne spise morgenmad i det fri, uden at det forvandler sig til omfattende, udstyrstungt event.

Måske er det redebyggergenet, som jeg har hørt så meget om, men som jeg indtil nu ikke har følt røre på sig, der endelig sparker ind. Det ville også forklare, hvorfor jeg forleden sad og dagdrømte om en kummefryser. Jeg havde faktisk lovet mig selv ikke at sige det til nogen, for det er jo for fanden sidste stop inden Crocs og praktisk korthårsfrisure. Men I siger det ikke til nogen, vel? Så kunne man bage noget ordenligt brød i stedet for at æde det pap, de sælger her i byen og man slap for at leve af den samme ret i en uge, når man har lavet mad nok til at smide et par portioner i fryseren, fordi man er nødt til at spise dem, så der er plads til poserne med frossent frugt, som Netto havde på bud. Hvis den var stor nok, kunne man også lige smide sig i den en halv time, når blodet ramte kogepunktet.

Hej. Jeg hedder Linda og er født 40 år for sent.