Linda

Kender I det med, at man altid får flere tilbud af de sjove, når man har en kæreste, man er glad for?

Ja? Nå, men det sker så åbenbart også, når man er gravid.

Jeg er ikke typen, der er ven med mine ekskærester, for uanset om man går eller bliver gået fra, vil magtbalancen for altid være for forskubbet til, at der kan komme et ligeværdigt venskab ud af set. (Hvis du er gode venner med hele din forhistorie, og den jævnligt kommer forbi fredag aften, og drikker rødvin og spiser hjemmelavede burgere, mens I hænger ud med jeres nye kærester, og alle bare er skidelykkelige, er du selvfølgelig undtaget ovenstående antagelse. I er nogle meget rummelige mennesker, og jeg beundrer og misunder jer.)

Ikke at jeg er uvenner med eks’erne, eller noget. Vi er bare ikke mere, og jeg plejer at holde det til hej, når vi mødes.

Derfor er det meget bemærkelsesværdigt, at jeg den sidste tid har hørt fra flere af Drengene Fra Fortiden, end jeg har i meget, meget lang tid. På den kække måde. Og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal reagere på det. For hvor i en samtale, man overhovedet ikke har set komme, afbryder man med et: ”Hey, vil du høre noget sjovt? Jeg er gravid!”

Det kræver nemlig, at man tilkendegiver, at man mener, han lægger an på en, og uanset om der er tale om ekskærester eller nye mænd, er jeg så bange for at få dem til at føle sig dumme, at jeg ofte ender i nogle farligt akavede situationer, fordi jeg trækker den alt, alt for langt, før jeg siger fra. Jeg bliver ved med at sætte min lid til, at fyren kan aflæse af mit stive smil og låste kropssprog, at jeg ikke er interesseret, uden at jeg skal ydmyge ham ved at afvise ham helt klart og utvetydigt, og jeg har simpelthen ikke selvtillid til at trække facer-sværdet op af hatten: ”Ved du hvad? Jeg kan godt se, hvad du er i gang med, men jeg er ikke interesseret.” Tænkt hvis jeg sårer hans følelser, eller han bliver flov. Eller får blindtarmsbetændelse af latterkramper. (Det sidste faktisk værst.)

Men når de ringer fra 2001, og man ikke rigtigt har snakket med dem siden, er det jo indlysende tydeligt, at der er noget i gære. Alligevel vil jeg hellere brække armen 3 steder end at afbryde med et: ”Hvad er det egentlig, du vil?”

Hvad jeg så gør? Tja, forleden blev jeg lagt så stygt an på, at jeg – apropos absolut ingenting – endte med skingert at halvråbe: ”Ja ja, men nu går der jo heller ikke så længe, inden JEG SKAL PÅ BARSEL!” fordi jeg følte mig som Den Falske Varedeklaration ved bare at stå der og tage imod. Men for fanden. Ligner sgu da efterhånden en, der har slugt en fodbold. Kig dog ned, menneske! (Længere ned!!!)

Men jeg må indrømme, at jeg til de lange vinteraftner og ammekasser gerne ville have haft et billede af hans ansigtsudtryk, da hans hjerne først udsendte et: ”Houston, we did not copy that??” hvorefter den kortsluttede.

Det er sikkert hormonerne, der er på spil igen, men de sidste par måneder har jeg bemærket et karaktertræk hos nogle mennesker, som virkelig irriterer mig: Trangen til uopfordret at nedgøre og kritisere, hvad andre kan lide.

Keyword being ’uopfordret’.

Jeg kom første gang til at spekulere over det, da jeg i forbindelse med læsning af en af Politikens blogs tænkte, at jeg aldrig, om jeg så fik penge for det, ville have lyst til at lægge ryg til de kommentatorer, der huserer derinde. Der er virkelig nogle perfide og modbydelige mennesker imellem, der udelukkende lægger kommentarer for at fortælle, hvor dårlig de synes, den pågældende blog er, og hvor idiotisk, hul og intetsigende, de finder personen bag. I et vist omfang kan man argumentere for, at der inviteres til det på debatbloggene (om end det kunne klæde nogle mennesker at iføre sig den sobre tone), men et godt eksempel er Nynnes Dagbog. Jeg begriber det ikke. Hvis man ikke bryder sig om genren, ville jeg synes, at løsningen lå meget lige for: Lad. Være. Med. At. Læse. Den. Jeg forstår ikke behovet for at lægge et surt opstød derinde, hvor man må formode, at hovedparten af de tilstedeværende kan lide at være.

En ting er så, når det sker på blogs og hjemmesider, hvor kommunikationen er relativ envejs, for der kan man jo som læser vælge at gøre brug af samme taktik; undlade at læse kommentarsporet, hvis det indeholder alt for meget galde.

Noget andet er, når det sker live. Og jeg må vel egentlig lykønske dem, der praktiserer smagsdommeriet med at have opfundet den perfekte samtaledræber, for hvordan fanden kommer man videre med i samtale, der starter med et angreb? Så står man dér i defensiven og glor.

Sjovt nok har jeg også bemærket, at det ofte er de såkaldte first-movers, der forfalder til at kritisere. Hvilket er ironisk, fordi de typisk bliver meget indebrændte over det, når horden af umælende kvæg overgiver sig, og pludselig giver dem ret i, at et givent band er fedt. Jeg kender mennesker, der holdt op med at høre Swan Lee, da de pludselig blev allemandseje. Alene derfor.

Inden for fitnessbranchen findes der en gruppe af folk, som ikke tror på at træne i maskiner. (Jo jo. Tror på. Det er faktisk en slags religion.) For dem er det eneste forsvarlige træningsform funktionel træning med egen kropsvægt og elastikker som remedier, hvilket der bestemt kan siges meget godt om. Det mister jeg bare lysten til at gøre, når samtalen indledes med ”Jeg forstår godt nok ikke, at du gider det der ‘Pump’ (skal vrænges), når man kan træne MEGET mere optimalt med funktionel træning! *hellig-smiley*” Ok. Og efter den indledning kan jeg da godt fornemme, at det ville være skønne spildte kræfter at forsøge at forklare dig, hvorfor jeg synes, at det er fedt.

Eksemplet kan overføres til stort set alle genrer.

Misforstå mig ikke: Jeg synes, at det er FINT, at vi kan lide forskellige ting. Jeg er ikke ude på at trække dem, med anden smag end min ned i mit hængdedynd af krimier, charterferier og amerikanske serier. Jeg synes, at det er godt, at der er smalt, eksperimenterende teater, DR2 og kant til dem, der sætter pris på det. Virkelig. Jeg bliver bare nogle gange lidt træt over, at det altid er dem, der bekender sig til Det Vedtagne Rigtige, der uopfordret (lagde I mærke til, hvordan jeg lige sneg det med ind igen, så I ikke glemte det?) føler sig kaldet til at docere og rynke på næsen.

Jeg forstår ikke, at de ikke bare kan nyde tanken om deres kulturelle, smagsmæssige eller kropslige overlegenhed i fred. Jeg forstår ikke, at de ikke kan se, at de bygger flere mure end broer.

Hvis jeg spørger, hvad du synes om noget af det, jeg er vild med, har jeg selv inviteret til din kritik, hvordan den så end måtte falde ud. Men ellers vil jeg godt nok hellere høre om, hvorfor du sætter pris på de ting, du gør, end hvorfor du foragter mine.

er indædt at jage og dræbe alle myg, møl, edderkopper og stankelben, der bevæger sig inden for mine døre, i håb om at historien om de kranke skæbner rygtes i haven og afholder alt andet kryb fra at forpeste mit hjem.

(Ved nærmere eftertanke ville det måske fungere bedre at lemlæste en enkelt af dem og sætte den ud igen, så den kunne spread the word?)

Når dette indlæg poster, står jeg på Skanderborg Festival, og jeg fatter ikke, at det i skrivende stund er præcis et år siden, jeg stod alene med en fadøl og småfrøs til Fatboy Slim og lige der traf den endelige beslutning om, at jeg ville prøve at blive gravid.

365 dage senere sidder jeg her med maven fuld af én, der efter den ivrige dans at dømme, også er til noget Fatboy Slim af en slags. Jeg begriber hverken mit held, eller at tiden er gået så hurtigt.

Sidste år blev jeg også enig med mig selv om, at jeg havde arbejdet på festivalen for sidste gang, i hvert fald for en periode. Jeg er blevet for nærig med min tid til at bruge 3 feriedage på at sidde og passe på en mørk skov, og for nærig med min tid med andre til at skulle forlade dem under festivalen, fordi jeg er bundet op på faste arbejdstider.

I år har jeg derfor for første gang i umindelige tider betalt for min billet, og valgt at begrænse min tilstedeværelse til søndag. Til gengæld glæder jeg mig helt vildt. Jeg aner ikke, hvem der er på programmet, og det er også skideligegyldigt, for det er ikke det, festival handler om. Det handler derimod om god tid, godt selskab og – tro det eller lad være – masser af frisk luft. Spejdersvin! Jeg kommer ikke til at savne de kolde brusere, den klamme dyne (soveposer er soooo last year) og forsøget på at ignorere tømmermænd i enten stegende hede eller silende regn.

For slet ikke at tale om at skulle op kl. 5 og rode rundt i noget ugennemtrængeligt mørke, fyldt med dug og teltbarduner, fordi fadøl kun er til låns.

Men jeg er spændt på, om det at tage derned for en enkelt dag vil være en kæmpesucces, eller om det vil føles forkert og amputeret.

Hvis det sidste er tilfældet, kommer der et disclaimerindlæg om et år.

– og skidetak for at vente tvillinger i 4. måned med ’en lille bule på maven og flade sko’ som eneste konsekvens.

Rønnebærhilsner

Hvalen

(Seriøst: Hvordan gør hun? Jeg træner og underviser omkring 10 timer om ugen, cykler til alting, spiser relativt fornuftigt – og jeg er stadig gravid på både lår, røv, hofter og arme. Er det noget royalt? La Clone Marie gik fra hospitalet i sine egne fucking bukser, og Mary har hver gang til præsentationsrunden i hospitalslobbyen lignet en, der lige er svinget ind forbi efter en cafe latte. Bliver de udvalgt efter et eller andet overmenneskeligt, genmæssigt parameter, der – bortset fra hårfarven – ville få Hitler og Mengele til at savle misundeligt? Én ting er, hvis de er overvågede 24/7 af en hær af personlige trænere, diætister og en trivelig svigerpapa som skrækeksempel, men de kan da vel for fanden stadig ikke styre, hvordan graviditeten skal sættes sig med viljens kraft, kan de?

Jeg sætter min lid til svensken. VED bare, at sympatiske, menneskelige Victoria har tænkt sig at blive gravid over det hele ligesom alle os andre.)

Ok – der sker ikke en SKID i disse dage, vel? Så her følger den fuldstændige ligegyldige:

Top 5 over situationer, hvor det er vigtigt, at man ikke taler til mig:

1) Når jeg støvsuger. Var i gang med at støvsuge min måtte udenfor døren, da Mørk, Mystisk stemme (Gud?) pludselig talte til mig. Wolla, jeg sværger: Røg to meter op i luften med et ucharmerende højtpitchet “Uuuiiiii!” og endte med nærmest at skræmme livet af forsigtig, ældre – hilsende – overbo.

2) Når jeg tørrer hår. Samme historie. Jeg bor alene, og er meget uvant med samtale under larmende aktiviteter [indsæt selv klam sex-joke]

3) Når jeg parkerer. Det er meget vigtigt, at AL min koncentration kan gå til forsøget på at gætte, præcis hvor langt der er fra min forskærm til naboens bagskærm. Men du skal ikke være ked af det; det er ikke personligt. Radioen bliver også slukket.

4) Når jeg øver ny koreografi. Jeg holder meget af mine medlemmer (jo jo. Mine.), men når jeg står i en sal med musikken kørende på fuldt drøn, en kuglepen i hånden og en fod på stepbænken, kan det undre mig, at det, de ser, når de kigger ind, er live-installationen Invitation Til Samtale.

5) Når jeg slår masker op. Ja. Masker. På den strikkende måde. Anton skal have et hjemmelavet tæppe, og selvom det foregår med tungen i mundvigen og lodrette rynker i panden af koncentration, skal vi nok få et bikset sammen. (Håber meget, at ungen er vild med det rustikke og … unikke look.)

Har I lagt mærke til, hvordan alting først bliver interessant i det øjeblik, det er relevant for en selv? Jeg mente f.eks. absolut ingenting om indvendige kontra udvendige gear, før jeg stod for at skulle købe en ny cykel, og jeg har aldrig haft en holdning til parabener i shampoo, før jeg selv fik allergi.

Sådan er det også med børneopdragelse, kan jeg afsløre. Indtil nu har børn været inddelt i to kategorier: De Umulige og De Søde. Afhængig af tidspunkt på dagen, planer og sindsstemning generelt har de også kunne bevæge sig fra den ene gruppe til den anden.

Nu ser jeg imidlertid på dem og deres forældre med helt nye øjne. Med Opdrager-Øjne. For hvad vil jeg gerne være sikker på, at jeg får banket ind i hovedet på mit sagesløse barn, og hvad mener jeg er ligegyldigt? Hvor meget formår man at holde fast i sine principper, når det er mandag, ungen er træt, moderen er endnu mere træt, og det regner? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at selvom jeg i 100 andre sammenhænge har måtte erkende, at man har et standpunkt til man tager et nyt, og at det altid er nemmest at holde principper i hævd, når man ikke selv er omfattet af konsekvenserne af dem, så synes jeg stadig, at det er formålstjenstligt at have nogle overordnede mål eller ønsker. Det giver noget at navigere efter, og selvom man må justere kursen undervejs, efterhånden som man bliver klogere, forekommer det mig stadig at være bedre end alternativet: At drive planløst af sted og løse opgaverne ad hoc – for derefter at stå helt uforstående overfor, at valg, man traf for år tilbage viser sig at have konsekvenser.

Som single-mom (som lyder meget bedre end både Enlig Forsøger og Alenemor) spekulerer jeg selvfølgelig en del over, hvordan jeg skal bære mig ad med at opdrage en dreng uden en mandlig rollemodel installeret i huset. Det kan naturligvis ændre sig hen ad vejen, men som udgangspunkt er vi bare os. Og jeg vil gerne være sikker på, at min dreng ikke pga. mig bliver sådan en, der er bange for at blive beskidt, og som sidder ned og tisser. Hvis han foretrækker det sådan, så skal han endelig værsgo, men det skal være hans egen på grund af hans egen personlighed og ikke min.

Alt det der med fodbold og fisketure udliciterer vi (jeg elsker ham allerede meget, meget højt, men jeg sætter simpelthen ikke orm på krog, slut!), men der er to ting, vil jeg meget, meget gerne vil lære ham vigtigheden af:

1: At kunne sige ’jeg elsker/savner dig’.

Ikke på den ødsle måde, hvor man smider ordene til højre og venstre, og de derfor mister deres betydning, men så han ikke vokser op og tror, at man bliver et mindre menneske, hvis man gør sig sårbar ved at sige dem, eller tror, at ’lige over’ er det gangbare svar.

2: At kunne sige ’undskyld’, når det er påkrævet.

Igen: Vi er ikke ude i at oplære drengen i den svære kunst Servil Dørmåtte, men man sparer sig selv for så mange konflikter, hvis man kan erkende sine fejl overfor dem, man begår dem imod, i stedet for stejlt at stå på sin ret, når man inderst inde godt ved, at man tager fejl.

Jeg kender en del mennesker, som ikke har lært nogle af delene, og når jeg ser, hvordan det besværliggør deres relationer til andre, synes jeg virkelig, at det er værd at gøre en indsats for at få ham lært. Dem, der ikke kan give udtryk for kærlighed, har det med at miste den, for ingen venter evigt på noget, der aldrig kommer, og dem, der bruger al deres tid på at begrunde egne fuck up’s med andres utilstrækkelighed, får stille og roligt skubbet alle fra sig. Resultatet er i begge tilfælde unødvendig ensomhed.

Og den bedste måde at lære den slags fra sig på, er vel ved at gå forrest med det gode eksempel. Så: Velkommen tilbage fra ferie. Jeg har savnet jer. Og undskyld at indlægget blev lidt langt.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan lære det, men måske er tiden kommet til at søge om tilskud til en værge, der kan tage med mig på biblioteket og beskytte mig mod mig selv.

Jeg styrer som oftest uden om alt for sørgelige bøger; ikke fordi jeg ikke vil konfronteres med livets ubehageligheder, men fordi man, når man er udstyret med en så levende fantasi som mig, alt, alt for levende kan forestille sig, hvad der kan gå galt, også uden at blive inspireret af fortællinger om alt det, der bor i skyggen.

Men ind imellem er det som om en bog sniger sig med mig hjem, uden at jeg lægger mærke til det. Som f.eks. ”Stadig Alice” af Lisa Genova. På ryggen af den kunne jeg se, at den handler om en kvinde i slutningen af 50’erne, der bliver diagnosticeret med Alzheimers. Og jeg mener: Odds’ne for en happy ending her er forsvindende små, ikke? Lidt ligesom da man gik i biografen for at se Titanic og lige til det sidste håbede, at den rådne båd ikke ville synke.

Når først en bog er landet i min bogskuffe, skal den læses. Sådan er reglerne. Åbenbart også selvom man er så hormonelt forstyrret, at det er svært at læse gennem de litervis af vand, der bliver ved med at stå forstyrrende i øjnene.

Så nu kan jeg byde velkommen til min nye, detaljerede angst for den forpulede sygdom.

Beskrivelsen af, hvordan en Harvardprofessor magtesløs sættes på sidelinien og oplever sin egen hjerne forfalde, er hjerteskærende. Historien om, hvordan hendes liv langsomt forvandler sig til en uoverskuelig labyrint befolket med steder og mennesker, som måned for måned bliver mere og mere fremmede, er så trist og deprimerende, at ord ikke rigtig rækker.

Tænk hvis det sker for nogen, jeg holder af.

Tænk, hvis det sker for mig.

*suk*

Den næste bog jeg skal læse, er Obamas selvbiografi. Den ved man da i det mindste slutter med noget verdensherredømme og det halve kongerige.

Så er jeg i gang med den sidste uge af min ferie, og det har været en fantastisk en af slagsen. Modsat de sidste par år, hvor jeg har været væk en del af tiden, har jeg i år brugt alle 3 uger herhjemme, hvilket har betydet, at jeg har kunne frådse med tiden, fordi der har været så rigeligt af den. Jeg har spist morgenmad i timevis med 50 forskellige mennesker, set nye huse, forsøgt at tørlægge Baresso, grillet, besøgt dem, der bor langt væk, været til koncert, været i biografen hele TO gange (Inception: Wuhuu! Eclipse: Not so much) osv. Det har været SKØNT! Og det bedste er, at der er stadig næsten en hel uge tilbage. (Og derefter 10 uger til jeg går på barsel… Føles stadig som om, det er en anden, jeg taler om, når jeg siger det.)

Med så meget fritid på hænderne, begynde man at lægge mærke til de små ting i livet. Som f.eks.: Er vi holdt op med at gå med trusser? For den mail har jeg ikke fået. Jeg var forleden på hold med en pige, der træner i de mindste shorts i verden og ingen g-streng. Jeg ved det, for når hun strækker inderlår, holder hun af at gå i split, hvilket er mere end de små shorts kan gabe over, så der er måttekontakt 1:1. Og da jeg forleden var i bio, kom jeg ved et virkelig uheldigt uheld til at gå op af trappen bag en pige, som havde taget sit hårbånd og intet andet om røven. Kunne næsten høre missen smaske, når hun gik *forarget-smiley*. Jeg ved godt, at mænd synes, at det er superfrækt, men fri for at arve hendes aflagte sæde, siger jeg bare.

Og nu, hvor vi alligevel bevæger os rundt i den intime afdeling, kan jeg løfte sløret for endnu en ting, jeg ikke anede om at være gravid: Det indebærer en hel del ragen-sig-selv-på-brysterne. Jeg ved ikke, om det er fordi de er ved at transformere sig fra pynt til madpakker, men man har…. altså ….. langt lys på (som de siger på Teknisk Skole) det meste af tiden. Hvilket betyder, at pigerne skal arrangeres ret omhyggeligt, hvis man ikke skal ligne en, der er skeløjet på nødderne. Giver udtrykket ’at gribe i egen barm’ en helt ny betydning, ikke?

Nu tror jeg, at jeg vil læne mig tilbage og nyde de to sidste afsnit af Lost (sæson 7. The end end *snøft*), mens jeg venter på, at Politiken ringer for at fortælle, at de har ryddet forsiden i morgen til dette indlæg.