Linda

Ville gerne skrive noget sjovt. Eller klogt. Eller bare minimalt underholdende. Men det er en af de uger med:

– møder (men dejligt at se sine kolleger igen. Mere af det, tak.)

– lokalaftaleforhandlinger (spændende at se, om der kommer en rigtig tillidsrepræsentant, når det går op for os alle sammen, at den, der sidder på den ene side af bordet med den nye overenskomst og den helt store lommeregner jo for fanden bare er mig, der leger klæd-ud.)

– forberedelse af kursus (bliver sjaw. ELSKER at uddanne nye instruktører!)

– nye programmer (halløj, oh 20 nye sange med 20 siders ny koreografi)

– opstart af tolkning på nye uddannelser i fjerne afkroge af kongeriget med dertilhørende nye logistiske udfordringer, nye brugere, nye fag, nye, tolkeuvante lærere og elever, nye intranetsystemer, nye … well, you get the picture.

– plus det løse. (Ville det være upassende at ønske sig en slave i julegave?)

Så er lidt træt med træt på.

Men mon ikke at jeg i morgen aften – inspireret af de sanseberigende indtryk på Cap Inn i Kbh – er klar med endnu et indlæg fra The Life of Linda? *åndeløs-spændingssmiley*

Nat nat derude. Også selvom klokken kun er 21.

(PS: Og jeg skal nok passe på både mig selv og Anton…)

Her i Århus fornøjer vi os en del med vandet i disse dage. Heldigvis er jeg ikke en af dem, der skal koge vandet, før det er frit for lort – og så er alt jo godt; når bare JEG går fri, er det jo lige meget med resten af Århus.

I fitnesscentret kan vi også drikke vandet – vi kan bare desværre ikke bade i det. Ikke pga. suspekte, brune partikler, men fordi den centrale vand … dims i dameomklædningen er gået i stykker. Det betyder, at vandet det ene øjeblik har konsistens og temperatur som slud, for derefter på 0,02 sekunder at blive kogende. Sikkert sundt på den finske, saunaagtige måde, men ikke specielt behageligt.

Da det åbenbart er lidt sløjt med kvindelige vvs’ere her i byen, har den almindelige dameomklædning derfor været lukket 1½ time her til morgen, og i stedet har folk – inklusive mig selv – været henvist til omklædningen på første sal, som normalt er forbeholdt seniorerne.

Lad mig skynde mig at sige, at jeg synes, at det er dejligt, at der er tilbud til os, når vi bliver gamle, og at der kræses lidt ekstra for os efter et langt arbejdsliv. Der er ingen tvivl om, at det giver mere livskvalitet at træne, når man er blevet lidt grå i toppen, om ikke andet så bare fordi det er sundt at komme ud – og så har vi slet ikke snakket om alle de fysiske fordele ved at passe på sig selv, når hele stilladset begynder at blive lidt mere skrøbeligt.

Men altså: De har egne omklædningsfaciliteter. De har egne, lukkede hold. De har eget toilet. De har markant bedre brusere end os andre, og de betaler ikke mere end os, tværtimod. De skal dele det med os andre dødelige 1, måske 2 gange om året, en times tid eller to. Og hver gang ser de ud som om de har lyst til at stene os.

I morges startede det allerede, da jeg trådte ind deroppe. ”Det her er SENIORomklædningen!!” og ”Sig mig engang! Er omklædningen i kælderen lukket!?” Havde lyst til at hvæse: ”Ja, for fanden! Der er sgu da ingen under 60, der frivilligt bevæger sig herind, hvor man er SÅ lidt velkommen!!” Beherskede mig, da jeg trods alt var i arbejdstøj, og svarede høfligt, at der var mandlige håndværkere i kælderen.

Ond skulen.

Efter min spinningtime var vi en håndfuld i den arbejdsdygtige alder, der dristede os til at gå i bad deroppe. Og helt ærligt: Vi var ordentlige! Der var ingen, der stod og skvadrede i mobil, vi satte vores tasker på gulvet, for at de gamle kunne bruge bænkene, og trådte høfligt til side, hvis en indfødt skulle forbi. Ikke desto mindre blev der sukket irriteret, skubbet demonstrativt til sko og vandflasker, hvislet ting som ”hvor ER det dog træls, at der er så mange mennesker her!” og ”Der er GODT nok ikke meget plads herinde i dag!” lige præcis højt nok til, at vi kunne høre det.

Da jeg gik, var der ikke én af de gamle, der svarede på mit (lettere påtagede) muntre ”Tak for i dag”.

Synes måske ikke helt, at de har noget på ungdommen nu til dags.

Nu bliver det lige lidt lyserødt, ikke? Eller… lyseblåt, vel egentligt. Men når mit vækkeur ringer og jeg vågner, vågner Anton også, og når jeg lægger hænderne på maven, kan han mærke det, og sparker til dem. Ikke bare små, forsigtige jeg-mosler-lige-lidt-rundt-herinde-spark, men fuldfede, begejstrede mor-jeg-er-OGSÅ-vågen-HURRA!!-spark.

Det er noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet, og jeg er begyndt at sætte uret et kvarter tidligere, så vi kan ligge og vågne sammen.

Kan pludselig godt forstå dem, der vælger at få 8 børn, for det bliver ikke meget større end det her.

Jeg ved godt, at man ikke må grine (ret meget) af folk, men når mælkehvid, selvhøjtidelig ungersvend med fedthår og brasiliansk låneattitude insisterer på at øve supposed-to-be-capoeira på plænen i gården, og mest af alt ligner en enarmet spastiker, der forsøger at slå vejrmøller, er det svært at lade være.

Gider ikke rigtigt:
– Høre mere om den der rådne jægerbog. Kom nu over det.
– At hele sendefladen resten af året skal udfyldes af Dating In The Dark og Til Middag Hos. Med uforholdsmæssigt meget Line Baum Danielsen. Skal hun aldrig have noget andet hår?

Forstår heller ikke:
– De Radikales nye kampagne. ”Vi stoler. Også på udlændinge”. Hvad fanden er dét for en grammatik??
– At Lina Rafn tabte. Hun er pæn og sød, og skulle derfor selvsagt have vundet. Se selv. Jura er faktisk ikke spor svært.

Ville til gengæld ønske:
– At jeg var mere økologisk. Fik forleden foræret en kasse fra aarstiderne, og nu ligner mit køkken mest af alt en arkæologisk udgravning. Der er jord overALT. (Sig det så: Tilsætter de ekstra jord for at få det til at føles mere autentisk?)

Overlad bare til mig:
– At ramme den forkerte påklædning. Har nu i 3 dage trippet forfrossen rundt med blå læber og gåsehud, fordi mit tøjvalg er sat op på formelen: August = sommer = t-shirt & capribukser. (Også lidt fordi de fordømte bukser er de eneste, jeg kan passe.) I dag overgav jeg mig endelig og tilsatte cardigan og jakke, og aldrig så snart var jeg kørt hjemmefra, før solen kastede sig euforisk op på himlen og al vind forstummede. Jeg har svedt som et svin, mand.

Sæt mig derimod endelig ikke:
– Til noget vigtigt. Efterlod f.eks. i dag min IPhone i min cykelkurv, da jeg gik i Føtex og handlede. Ikke noget rart øjeblik, da dét gik op for mig lige midt i køledisken. Men dog alligevel ikke helt så slemt, som da jeg senere stod og ventede på, at vandet til min kaffe skulle koge, og i mellemtiden tog en ordentlig mundfuld af min kop med Nescafepulver.

Måske er det bare fordi:
At jeg i morgen går ind i uge 24 og derfor bruger al ledig kapacitet på at prøve at forstå, at jeg har været gravid i noget, der i mistænkelig grad ligner et halvt år.

For et år siden skrev jeg en post om mit encounter med en Brunatamand, og uden helt at kunne redegøre for, hvor tiden er blevet af, var det så i dag blevet Brunatatid igen.

(Her gør jeg lige et kort ophold for at fremhæve en af de fine ting ved at blogge: Man lærer ting. Vidste I at de aflæste en gang om året? Ja? Nå, men så er det nok bare mig.)

Så kl. 17.09 ringede det på døren, og der, på min måtte, stod Morten. ”Samme Morten som sidste år?!” spørger I måbende – og ja. The one and only. Og det ved jeg, fordi han havde været i min lejlighed i under 20 sekunder, da han begyndte at snakke om kosttilskud. Min hjerne lavede en Nattevagten, koblede morderen og melodien, og jeg vidste, at Morten var tilbage.

Mens han stortalende gik rundt i lejligheden og did his thing, stod jeg i køkkenet og skrællede kartofler *huslig-smiley*. Det afstedkom en anekdote om, at jorden, hvor han boede, var så leret, at han ikke kunne dyrke kartofler i den, hvilket ledte ham videre til aarstiderne.com, som for tiden var ved at overveje, om de skulle være med i den forening, han var medlem af, hvorigennem han købte ALLE sine dagligvarer (også de famøse kosttilskud, som selveste Ronaldinho OGSÅ spiser!) over nettet – og sparede 30 %!! Om jeg lige ville have adressen? For så kunne han da skrive den på min kvittering?

Så det gjorde han.

Stopuret viser her, at der er gået 2 minut og 20 sekunder.

Og nu er det så, at det bliver rigtig festligt. For for 4 år siden, blev jeg inviteret med til et møde i en forening, der hed Amway, som jeg ikke havde hørt om. Jeg sagde ja til at deltage, fordi jeg er en af de friske piger, der synes, at man skal være åben og prøve det meste, mindst én gang. Mødet blev afholdt i Musikhuset i Ålborg, og det første jeg så, da jeg kom ind, var Anders Bircow.

Alle andre med fornuften i behold ville her være vendt lige rundt på hælen, og skredet, men ikke mig. Høflige, velopdragne mig. Nej, jeg sad pænt gennem 4 stive klokketimer og så henførte, hjernevaskede mennesker lappe konceptet i sig med en inderlighed, jeg ellers kun har set praktiseret i meget rabiate afarter af religion. Der blev uddelt guld, sølv og bronzemedaljer til dem, der havde formået at trække tilstrækkeligt mange venner og bekendte med sig i faldet, og ikke en eneste gang under de bragende bifald var der nogen, der råbte: ”Pyramidespil!”

Jeg fik nok, da det svenske host-couple, der havde en foruroligende lighed med Barbie og Ken, introducerede indoktrineringsmaterialet til børn.

Så da Morten, efter at have skrevet ’www.amway.dk’ på min kvittering lagde kuglepennen fra sig, kunne jeg liiiiige mærke smilet stivne lidt. Føltes lidt som om, jeg var kommet til at invitere Jehovas Vidner ind ved en fejl.

Men for fanden. Hvis de har tålmodighed til at præparere dig laaaaangsomt, år for år for år, så ender det vel med, at du giver efter uden at opdage det?

Må hellere allerede nu bestille en kidnapper og et sommerhus i udkantsdanmark til august 2011, så jeg er sikker på, at nogen sørger for at hente mig ud og afsekte mig igen.

Med eller uden kosttilskud.

Så er det vist tid til en lille status på maven. Anton, the artist formerly known as Mini, er nu 26 cm, vejer lidt over et halvt kilo, og det er fra midten af sidste uge slut med at sove på maven. Hvor han tidligere primært begik sig i området under navlen, er han nu begyndt at sparke helt oppe under brystet, og jeg kan nu se det udenpå maven, når han rigtigt losser igennem. Hvilket han gør en del. Han er svær at imponere med høje lyde, måske fordi han bliver slæbt med i fitnesscentret 5-7 gange om ugen. Jeg underviser stadig fuld skrue, har det godt og mener stadig, at cravings er noget, der sidder mellem ørerne.

Men hvis du INSISTERER, kan jeg da godt spise et stykke smørkrans. Eller to.

Jeg har også haft mit første anfald af ved-jeg-overhovedet-hvad-jeg-har-begivet-mig-ud-i!?-angst. I Babysam, af alle steder. Det er et meget urart sted. Meget, meget … lyst. Og højt. I både farver, indretning og ekspedienttonefald.

Men seriøst: De første 3-4 måneder af graviditeten er man bange for at turde tro sit ufattelige held, så følger en måned eller to, hvor man begynder at glæde sig helt åndssvagt, og da der er 10 ugers leveringstid på barnevogne, betyder det at man har 14 dage til at komme i tanke om ALLE de babysteder, man kender – som man aldrig tidligere har haft hverken brug for eller interesse i. For mig kunne antallet af forhandlere tælles på én finger, og den eneste grund til at jeg overhovedet kom i tanke om Babysam var, at jeg i tidernes morgen datede butikschefen.

Anyway: Jeg tænkte, at jeg lige ville svinge ind forbi og kigge lidt på barnevogne, fordi mine søde, søde forældre kommer om 14 dage for at sponsere Det Første Barnebarns Karet, og jeg VED bare, at min far har 100 spørgsmål til funktion, vægt og holdbarhed, som jeg ikke kan svare på.

Så der stod jeg. Omgivet af 20.000 vogne i 20.000 forskellige størrelser, farver og designs, og i fuld gang med at føle mig ny og utilstrækkelig, da Det Lykkelige Par trådte ind og rullede en papyrus-rulle med 100 kvalificerede spørgsmål ud. Om der kunne monteres autostole på stellet, om det kunne pulverlakeres, hvor meget det vejede, om håndbremsere, om madrasser og voksi-poser, og lige der groede jeg en angst på størrelse med Asien. For hvordan fanden kunne jeg være så dum at tro, at hvis bare jeg elsker mit barn, så rækker det? At jeg så uden problemer kan wing’e mig gennem resten? Jeg mener: De her mennesker stillede spørgsmål om ting, jeg aldrig havde hørt om, til formål, jeg ikke anede eksisterede.

Jeg gjorde det eneste, jeg kunne komme i tanke om at gøre: Greb en håndfuld kataloger og løb.

Ud i friheden og de beroligende, matte farver, hvor jeg heldigvis igen kom i tanke om, at det nok skal gå. At det SKAL række med kærlighed, for ellers starter det nu og stopper aldrig, for der vil altid være nogen, der ved mere, kan mere og gør mere.

Vi skal nok klare os, Anton og jeg.

Vi skal bare holde op med at handle i Babysam.

Kirsten har tagget mig i en lille leg, der går ud på at skrive 10 ting, om sig selv. Jeg er altid frisk på den slags, og specielt, når det handler om mig. Migmigmig. Et tilbagevendende tema her på bloggen. Dog kan det være svært at trække 10 nye ting op af hatten, som I ikke har stiftet pletvist bekendtskab med i andre indlæg under andre overskrifter, men det skal bestemt ikke afholde mig fra at prøve, så jeg vælger hermed et tema, som jeg mener er relativt ubetrådt:

10 ting om mig som barn:

1. Jeg var så bleg, høj og tynd, at asparges skulede misundeligt til mig, når jeg gik forbi. Desværre er det kun to ud af de tre karakteristika, der har valgt at hænge ved. Gæt selv hvilke. (De rimer på ’sej’ og ’løg’.)

2. Jeg var bange for alt. ALT. Hunde med og uden snor, fremmede mennesker, vand, sport, you name it. Det er siden gået lidt over.

3. Det jeg var mest bange for, fortjener dog et punkt for sig selv, nemlig Monsteret Pizza. (Don’t ask). Det boede i væggen på badeværelset i det lille hul, hvori proppen til badekaret engang havde siddet.

4. Jeg elskede mit smølfebånd, som på mystisk vis forsvandt, da jeg var omkring 7. Jeg siger ikke, at min mor smed det ud. Jeg siger bare, at det måske er en liiiiille smule påfaldende, at hun, som ellers kunne finde alt, når jeg havde forlist det, ikke kunne finde det bånd, som hun bandede så stygt over, fordi hun ikke kunne holde Johnny Reimer ud.

5. Jeg havde hamster (hamstre?) af to omgange, og kaldte dem begge for Nuser. Det var så som så med opfindsomheden back then, men jeg vil gerne til mit forsvar sige, at min søsters hed Fimme. Begge gange.

6. Nogle af mine bedste ferieminder fra min barndom er fra de gange, min far var til modelflyverstævner, og vi var med. Vi boede altid i enten træhytter eller på vandrehjem, og jeg husker specielt et sted omkring Silkeborg, hvor der var kanoer, uendelige mængder af skov og en gynge i så lange reb, at det føltes som om, den var monteret i himlen. Er du SYG, man kunne gynge højt på den. (Hvilket jeg mærkeligt nok ikke var bange for, sidder jeg lige og undrer mig over.) Når vi var ude og spise, var vi ofte på italienske restauranter, som efter datidens målestok var noget meget eksotisk. Det var før pizzaen nåede til Esbjerg. (Er det mig, eller indeholder dette indlæg ordet ‘pizza’ uforholdsvis meget?)

7. Jeg var sehr, sehr forelsket i Søren fra min klasse, og ydmygelsen var total, da hans og mine forældre fik den geniale ide, at jeg skulle låne hans sovepose, fordi jeg skulle på spejderlejr. Hjalp dog lidt at han virkede endnu mere flov, da vi hentede den, fordi den – viste det sig – var babyblå og dekoreret med katte.

8. Jeg gad ikke lege med dukker, og jeg var en spasser til alt med bolde. Til gengæld læste jeg alt, hvad jeg kunne få fingrene i, lige fra jeg kunne stave til ’ko’, og jeg elskede at lave serier til musik i haven, som mine forældre så var tvangsindlagte til at se. Her, 25 år senere, aner man kimen til et mønster blive lagt…

9. Jeg gik en hel del i røde træsko.

10. Jeg var på skadestuen to gange som barn. Den ene gang fordi jeg skulle vise min far, hvor hurtigt jeg kunne løbe, og som finale k-a-s-t-e-d-e mig gennem luften i den tro, at min far ville gribe mig. Den afslutning så han ikke komme (vælger jeg at tro), så da han i samme sekund trådte et skridt til siden, var det lænestolens træ-armlæn, der (an)greb mig i stedet. På læben. Anden gang var jeg bare med som passager, fordi min søster og jeg havde leget hekse, og fløjet rundt hjemme i stuen på hendes plastikkost. Da jeg var ældst, var det naturligvis mig, der førerheks, og da hun var lidt for langsom til min flyvestil, hev jeg bare til, så hun røg med tænderne først lige ned i gulvet.

Min familie var sådan lidt Esbjergs svar på The Osbournes.

Så! Det var 10. Nu er reglen, at jeg skal prikke 6 andre:

Så: Lene, TBS, Katrine, Skriblerier, Maren og Thomas: Kan I lege?

I går var jeg inviteret til fest hos 2 x Peter. (Som jeg har besluttet at kalde Dobbelt-P fra nu af. Fordi det lyder sjovt.) Når man er inviteret til fest med høj frekvens af bøsser, vil man gerne være pæn, for hvor man med heteromænd kan snyde ved hjælp af kavalergang, farver og accessories, så ved man bare, at bøsser ser ALT. De kender alle de små tricks, for de bruger dem selv.

Derfor tog jeg i lørdags en dyyyb indånding og bevægede mig i ventetøjsafdelingen i Bestseller for at købe en kjole. Blev straks antastet af lille, vims ekspedient, der virkede meget opsat på at hjælpe mig. (Ved ikke, om jeg er mere pjaltet i min fremtoning, end jeg selv går rundt og tror?) Jeg forklarede, at jeg gerne ville have en kjole, og med 3 forskellige over armen (og et bukse/top-sæt, som jeg stadig er i tvivl om, hvordan fik sig sneget ind i bunken), blev jeg eskorteret ind i de hellige haller.

Kjole 1:
Hende: “Hvad føler du selv?”
Mig: “Jeg føler mig … mere tyk end gravid. Hvem fanden besluttede, at æbleformede kjoler ville være gode til gravide??”

Kjole 2:
Hende: “Hvordan føler du dig tilpas i den?”
Mig: “Altså, bortset fra det faktum, at den er så kort, at man kan se min røv?”

Buks/top-sæt:
Hende: “Hvordan føles det?” (Seriøst: Hvad sker der med alt det der føleri? Har de fået coaching ind som fag på ekspedientskolen?)
Mig: “Som om mit selvværd har forladt min krop i vrede. Jeg kan for helvede ikke engang lukke de forpulede bukser!”

Kjole 3:
Hende: “Hvad så med den? Hvordan føler du dig tilpas i den? For den er da sød!”
Mig: (desperat og med 4 bryster pga. syning, der skulle gøre det muligt at amme i den, med fede ben pga. kjolens manglende længde, men til gengæld med imponerende mængde overskudsstof til at hænge og flappe på skuldrene) “Må jeg ikke godt sige noget? Indeni er jeg ligesom dig. Jeg ved godt, hvad der klæder mig, og hvad der ikke gør. Jeg er bare i den situation, at jeg har fået udleveret en ny krop, der gør noget af sig selv, hver gang, jeg vender ryggen til. Og jeg vil så gerne være bare lidt pæn, og det er skidesvært, fordi der er så lidt at vælge imellem, og jeg stadig både er pissehøj og har bryster og brede hofter. Og når du ser, hvordan den her kjole sidder på mig, så ved du jo godt, at du aldrig selv ville gå i byen i noget, der sad på den måde. Ikke?”

Hende: “…. Ja, ok. Fair nok….”

Her må jeg stoppe og tage et øjeblik til at rose den lille pige. Jeg ville nok være gået i dækning, og have ladet den hysteriske gravide klare sig selv, men hun blev helt…. indædt. På den venlige måde. Sådan lidt som i amerikanske krigsfilm, hvor den lille undermålersoldat, som i virkeligheden er Helten, med et brækket ben og defekt gevær slæber sin sønderskudte overordnede ud af krydsilden.

Hende: (Begejstret) “Hey! Hvad med noget langt?!”
Mig: “Du får en 20’er, hvis du kan trække noget frem, der er langt nok til mig.”

Så det gjorde hun. Sammen med et lækkert bælte og en fiks lille trøjeting.

Og så så man lige mig! Jeg havde fuldstændig glemt, hvordan det rigtige outfit kan få én til at føle sig både laber, rigtig og sexet.

Blev så begejstret, at jeg valgte at fuldende looket med mit diadem. ’Cause I’m worth it.

Og man VED bare, at man har ramt rigtigt, når bøsserne skamroser én!

(Tak, lille ekspedientpige. Virkelig. Du reddede min dag.)

Var på vej hjem fra træning idag, da en due valgte at skide lige ned i min kavalergang.

Jeg hader naturen.