Nogle gange er det, som om blogindlæggene selv ringer på min dør og INSISTERER på at blive skrevet.

For et år siden skrev jeg en post om mit encounter med en Brunatamand, og uden helt at kunne redegøre for, hvor tiden er blevet af, var det så i dag blevet Brunatatid igen.

(Her gør jeg lige et kort ophold for at fremhæve en af de fine ting ved at blogge: Man lærer ting. Vidste I at de aflæste en gang om året? Ja? Nå, men så er det nok bare mig.)

Så kl. 17.09 ringede det på døren, og der, på min måtte, stod Morten. ”Samme Morten som sidste år?!” spørger I måbende – og ja. The one and only. Og det ved jeg, fordi han havde været i min lejlighed i under 20 sekunder, da han begyndte at snakke om kosttilskud. Min hjerne lavede en Nattevagten, koblede morderen og melodien, og jeg vidste, at Morten var tilbage.

Mens han stortalende gik rundt i lejligheden og did his thing, stod jeg i køkkenet og skrællede kartofler *huslig-smiley*. Det afstedkom en anekdote om, at jorden, hvor han boede, var så leret, at han ikke kunne dyrke kartofler i den, hvilket ledte ham videre til aarstiderne.com, som for tiden var ved at overveje, om de skulle være med i den forening, han var medlem af, hvorigennem han købte ALLE sine dagligvarer (også de famøse kosttilskud, som selveste Ronaldinho OGSÅ spiser!) over nettet – og sparede 30 %!! Om jeg lige ville have adressen? For så kunne han da skrive den på min kvittering?

Så det gjorde han.

Stopuret viser her, at der er gået 2 minut og 20 sekunder.

Og nu er det så, at det bliver rigtig festligt. For for 4 år siden, blev jeg inviteret med til et møde i en forening, der hed Amway, som jeg ikke havde hørt om. Jeg sagde ja til at deltage, fordi jeg er en af de friske piger, der synes, at man skal være åben og prøve det meste, mindst én gang. Mødet blev afholdt i Musikhuset i Ålborg, og det første jeg så, da jeg kom ind, var Anders Bircow.

Alle andre med fornuften i behold ville her være vendt lige rundt på hælen, og skredet, men ikke mig. Høflige, velopdragne mig. Nej, jeg sad pænt gennem 4 stive klokketimer og så henførte, hjernevaskede mennesker lappe konceptet i sig med en inderlighed, jeg ellers kun har set praktiseret i meget rabiate afarter af religion. Der blev uddelt guld, sølv og bronzemedaljer til dem, der havde formået at trække tilstrækkeligt mange venner og bekendte med sig i faldet, og ikke en eneste gang under de bragende bifald var der nogen, der råbte: ”Pyramidespil!”

Jeg fik nok, da det svenske host-couple, der havde en foruroligende lighed med Barbie og Ken, introducerede indoktrineringsmaterialet til børn.

Så da Morten, efter at have skrevet ’www.amway.dk’ på min kvittering lagde kuglepennen fra sig, kunne jeg liiiiige mærke smilet stivne lidt. Føltes lidt som om, jeg var kommet til at invitere Jehovas Vidner ind ved en fejl.

Men for fanden. Hvis de har tålmodighed til at præparere dig laaaaangsomt, år for år for år, så ender det vel med, at du giver efter uden at opdage det?

Må hellere allerede nu bestille en kidnapper og et sommerhus i udkantsdanmark til august 2011, så jeg er sikker på, at nogen sørger for at hente mig ud og afsekte mig igen.

Med eller uden kosttilskud.