Linda

Når jeg rammer sofaen om aftenen efter en lang dag i felten, sker det som regel med computeren i skødet og fjernsynet tændt. Mens jeg med et kvart øje ser noget amerikansk serie af en slags, har jeg samtidigt gang i jobforberedelse til den efterfølgende dag, et blogindlæg og et par samtaler på msn.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er vanvittig sej til multitasking, eller om jeg bør spanke mig selv for at sprede min opmærksomhed over så mange km2, at den formentlig aldrig kommer til at trække sig tilbage i facon igen.

Det betyder, at jeg ser uTROlig meget fragmenteret tv, og hvis jeg skal være ærlig, får jeg ofte handlingerne rodet så meget sammen, at de for min skyld bare kunne lave én lang serie og kalde den Greys Criminal Private Ghost Friends.

Så var der også altid noget, man gad se, ikke?

Nå, men det jeg EGENTLIG ville frem til var, at der forleden var en scene i en af serierne, hvor en meget afholdt person var død, og alle til begravelsen holdt tårevædede taler om, hvordan manden i kisten havde været en kilde til inspiration for dem.

Efterfølgende har jeg tænkt over, at det egentlig er fjollet, at man altid gemmer den slags taler til begravelser. Jeg mener: Ville du ikke blive glad, hvis en eller anden kom og fortalte dig, at du havde inspireret vedkommende? For hvis jeg kigger på mit eget liv, er der ofte tale om personer, som jeg egentlig kun har haft perifer tilknytning til, og jeg er villig til at sætte penge på, at de ikke ANER, at de har gjort en stor forskel for mig.

Det bedste eksempel er en instruktør, som jeg mødte et par år efter, at jeg var flyttet til Århus. Jeg havde i flere år trænet meget, og kunne godt mærke, at jeg gerne ville noget mere med det, men jeg følte ikke, at jeg kunne stille mig op foran mennesker, der gik mig til navlen og vejede det halve af, hvad jeg gjorde, og være et træningsmæssigt forbillede.

Så mødte jeg Marie. Som var 10 cm. højere end mig, og havde nogenlunde samme statur. Hun var uden sammenligning den sejeste instruktør, jeg nogensinde har mødt, og hun var grunden til, at jeg til sidst tog mod til mig, uddannede mig og søgte jobs i fitnessbranchen.

Hvilket har forandret mit liv på så mange gode måder, at jeg godt kan komme til at hyle lidt, når jeg tænker over det.

Jeg har tit tænkt på, at jeg gerne vil sige det til hende, hvis jeg mødte hende; at hun har inspireret mig og dermed indirekte har været årsagen til, at jeg er blevet den, jeg er, og at jeg har de mennesker i mit liv, jeg har.

Men måske er det for fesent? Måske skulle jeg bruge de 10 minutter det tager at finde hende på FB, og skrive det til hende?

Bare i tilfælde af, at en af os træder ud foran en lastbil i morgen.

Jeg ved ikke, om det sker for andre end mig, men bliver I også somme tider venneforelskede i mennesker, I ikke kender? Jeg oplever det jævnligt, og forleden skete det igen.

Kom ud på uddannelsessted, hvor ny lærer trådte ind i klassen, og var sej med sej på. Sjov, skarp, sindssygt god med eleverne, fiks i påklædningen; i det hele taget bare sådan en, man godt gad være.

I de situationer sidder jeg altid og tænker, at jeg ville ønske, at de mennesker var mine venner, med alt hvad det indebærer af brunch, rødvin og udveksling af interessante synspunkter over kaffen.

Og coolness, der smitter af.

Der er tale om en slags idoliseret crush, for jeg tænker ikke et venskab som en reel mulighed, og jeg er i virkeligheden ikke interesseret i at skulle bygge det op fra scratch. Det er nok lidt som at gå i biografen og dagdrømme om et liv med George Clooney; Uforpligtende, glitrende og i technicolor. Noget, som ikke skal ødelægges af virkelighed og hverdag.

Ved I, hvad jeg mener?

Nej?

Nå.

Det vil jeg vædde med, at HUN ville have gjort.

I dag har bare været en førsteklasses møgdag. En af dem, hvor man godt ved, at hvis man havde VIRKELIGE problemer, så ville de småting, man har pevet over dagen igennem ikke betyde en skid, men jeg er privilegeret, rask og mine nærmeste er på den relativt rigtige side af ’ok’, så jeg har overskud til officielt at hade i dag.

Jeg har virkelig prøvet med det halvfulde glas-tilgangen, jeg har forsøgt at trøste mig selv med visheden om, at jeg har 10 arbejdsdage tilbage til barsel, jeg har strengt mindet mig selv om, at det er mig – og altså ikke resten af verden – der er træt, hormonforstyrret og .. ja, træt, jeg har købt varm kakao, og jeg har bevilliget mig selv risengrød til aftensmad.

Det hjalp ikke.

Hjalp sgu ikke engang, da venlig, onkel-agtig buschauffør i Odense kækt spurgte, hvor jeg ville have skilningen, da jeg bad ham klippe kortet, eller da sød, ældre mand bankede på ruden og halvsang: ”Farvel, unge dame og ha en dejlig dag” (ok, så han var lidt semibims, men tanken var sgu da stadig sød), da jeg steg af selvsamme bus.

Det har stadig bare været sådan en dag, hvor man i toget, ved Højlydt Annoncering # 17 om, at man skal være stille i togets hvilekupe, har lyst til at skrige: ”Hold nu SELV kæft!!”

Og så har jeg lige læst Marens indlæg om, at man smitter folk med sit dårlige humør, så nu er jeg BÅDE sur OG har dårlig samvittighed.

Jeg gør lige os alle sammen en tjeneste og skrider i seng, ikke?

Det er muligt, at man stadig sidder i toget iført hættetrøje, Ed Hardys og pink Skull Candy – men når det, man hører er Robyn, mens man strikker, og en af de første sætninger, man siger, når man lander i barndomshjemmet er: ”Jeg glæder mig godt nok til at se, hvordan den der kartoffelmoser-dims fra Tupperware virker!”, er tiden nok kommet til at indse, at man ER gået på barsel fra The Wild Side.

Så var man lige i Esbjerg for en kort bemærkning. Fødselsdag hos det mødrene ophav, og lige tid til bekymret og trist at konstatere, at oldeforældre-to-be godt nok er blevet gamle. Mest oldemor. På den angste, stille og meget fraværende måde.

Røg også en tur i Babysam. Ved en forfærdelig fejl. Eller… løgn. Meget planlagt, faktisk, fordi jeg skulle tjekke staus på barnevogne med 13 ugers leveringstid, og jeg må indrømme, at Babysam i provinsen vinder SÅ meget over lortepissebabysam i Århus, så efter at være blevet helt forvirret over kyndig og venlig vejledning, stod jeg efter 20 minutter på parkeringspladsen med ammepude, bæresele, pusletaske plus det løse.

Kan det barn snart have BRUG for mere??

Kan i den forbindelse oplyse, at Sidste Nye Graviditetsbivirkning er pludselige, kortvarige hedeture, hvor jeg bliver så rød i hovedet, at jeg nærmest bliver selvlysende.

Charming. Tyk OG krebsefarvet. *Suk*

Ellers sker der ikke så meget nyt. Er stadig i fuld gang med afviklingsfasen, og har i dag fået friskfyragtig sms fra én, der skal overtage et af mine arbejdsområder, og ”bare lige ville tjekke op på nogle ting”. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg hader ham altså en lille, bitte smule. Gør sgu da lidt ondt at være så undværlig, at man bare kan udskiftes just like that.

Nå, solen tæsker ned, der er strand lige uden for døren og Anton er ved at bearbejde mine mavemuskler med hammer og mejsel, så tror lige, at vi sætter gang i noget fysisk aktivitet, så ungen kan falde i søvn igen.

God lørdag til jer derude.

Så blev det første skoledag i Danmarks mest utilpassede klasse, og elevrådsformanden Lars har hele dagen fyldt samtlige sendeflader i både radio, tv og dagblade med sine ideer til projektarbejde det kommende år.

Jeg synes nok, at han kommer lidt let om ved nogle af hverdagens store spørgsmål, så i forlængelse af gårdagens indlæg, har jeg som en udvidet service hermed udarbejdet et appendiks, som du bare kan printe og bruge, Lars.

You’re welcome.

* I går læste jeg, at de alternative nobelpriser er blevet uddelt, bl.a. er der givet en pris til kinesiske og britiske forskere, der har fundet ud af, at flagermus dyrker oralsex under parring. Her må jeg sige, at jeg mener, at tiden er kommet til at få gang i den forskning, der en gang for alle beviser, hvad lægmand har vidst i årevis: At mad (og kage i særdeleshed) ikke feder, hvis man skærer det i stykker, fordi det smadrer fedtmolekylerne. Da Danmark er i bekneb for olie, guld og andet guf i undergrunden, må vi sætte vores lid til forskningen, og vi kunne godt bruge en hvid kittel eller to til at bakke os op på den her.

* I forhold til det offentlige rum vs. privatsfæren ser jeg gerne, at vi indfører forbud imod at mænd, der sætter sig overfor hormonelt forstyrrede gravide kvinder i tog, må bruge samme aftershave som eks-kærester man savner.

* Der skal slås hårdt ned på ventetøjsfabrikanter, der skriver ”benlængde 34” på noget, der ret beset er capri-bukser.

* Der skal udvises nul-tolerance overfor folk, der staver sgu med ’k’

* Til gengæld skal ’fandme’ være en del af den sproglige integrationspakke. ’Fandeme’ ser dumt ud.

* Fremover skal man, som public service oplysning, modtage en mail med besked om, HVEM det er, der har slettet en fra FB, når din vennestatus pludselig er krympet med en, så man kan hade og hævne behørigt.

* Licenspenge tilbage, hvis man uforvarende bliver udsat for klamme Sanexreklamer med nøgent menneske-myre-mylder, dårligt synkroniserede Toffifee reklamer (Seriøst: Hvor dyrt kan det lige være at skyde 20 sekunders indholdsløs film med kedelig familie, der ligger på gulvet i et dansk parcelhus og spiller ludo?) og Bilka-reklamer med indlagt hvisk. Det er underordnet at licenspengene primært finansierer de ikke-reklame-baserede kanaler. (Fordi jeg siger det!)

* Klækkelige bøder til forfattere, der skriver bøger i nutid. Stop med det. Lige nu.

* Post Danmark og DSB skal nedlægges. Life is too short.

* Dummebøder til Brøndbyfans, der ‘demonstrerer’. Mod fucking hvad!? Bolden? Det er vel for fanden ikke med vilje, at de snubler i snørrebåndene, drengene. (Og just so we’re clear: Truende og anonyme kommentarer vil a) blive slettet og b) udløse voodoo.)

* Og endelig: Forbud mod breve fra det offentlige, der indeholder spørgsmål som: ”Er du bange for, at dit barn dør under fødslen?” WTFf!? Ja, nu er jeg!

Og SÅ kan I trække i arbejdstøjet, venner.

For en måneds tid siden udkom bogen Fukcing Flink af Lars AP, forfatteren bag Polle fra Snave-reklamerne. (Som vi gudskelov i mellemtiden har glemt alt om.)

Forfatteren er træt af mugne danskere, og bogen handler ifølge ham selv om, at det godt kan være, at flere undersøgelser kårer os til verdens lykkeligste folkefærd (hvordan man så end måler den slags og gør det sammenligneligt), men at det ville klæde os at prøve at være lidt flinkere, specielt overfor fremmede. Jeg har ikke læst bogen, men ud fra de bider, jeg har fundet af den på nettet, ser det ud til, at den giver konkrete anvisninger til, hvordan man kan blive mere flink i hverdagen, ved f.eks. at sige prosit til naboen i bussen, hvis han nyser, eller ved at trække et ekstra nummer i køen på posthuset, for at kunne give det til en nødstedt pensionist.

Må jeg godt lige kommentere lidt på det koncept?

For jeg tror ikke, at problemet er, at vi ikke er flinke. Jeg tror, at det er, at vi glemmer at sige tak.

Uden at skulle pudse min glorie så den blænder, er jeg en af dem, han skriver om. Ikke altid, selvfølgelig, men jeg siger faktisk prosit til fremmede mennesker. Jeg giver dem en forlomme, hvis de står med en liter mælk, og min egen kurv er fyldt. Jeg er (som udgangspunkt) (- når jeg ikke er gravid) høflig overfor personalet, hvis jeg kommer med en reklamation. Jeg ved, at mange småbørnsmødre klager over, at andre mennesker er nogle egoistiske idioter, der en gang for alle har besluttet at hade alle med barnevogne (og lad nu være med at gå amok i kommentarfeltet, venner. Det er DE ANDRE, jeg snakker om. Både dem med og uden barnevogne), så der går ikke noget af mig for at afvente, at en udslidt mor kommer først forbi vejarbejdet med sin Odder.

Jeg skal gerne holde tilbage, vente, være høflig og tilmed smile oveni – så længe jeg har en fornemmelse af, at der bliver sat pris på min gestus. Når jeg modtager et taknemmeligt nik eller den værdsættende to-finger-truckerhilsen, synes jeg, at vi alle vinder, og at mennesket er den bedste race i verden.

Men når folk bare skrider ind af døren, jeg holder for dem med ”ja, det MANGLEDE da bare!”-attitude, får jeg lyst til at slynge døren så hårdt i efter dem, at den springer gennem karmen og rammer dem i nakken – for så handler vores lille rendez-vous ikke længere om høflighed eller om at være flink; nej, så er vi pludseligt ovre i den primale boldgade med territorial afpisning, magt, og spørgsmålet om, hvem der er herskab og tjenestefolk.

Jeg vil gerne være med til at prøve at være fucking flink.

Hvis du bare vil prøve at huske at sige fucking tak.

Så er vi officielt gået ind i slutspurten; den sidste måned, hvor Alting skal overleveres, afsluttes og lukkes ned, inden den arrige kost skrider på barsel. Det kan mærkes på dagsprogrammet, og derfor måtte jeg her i weekenden melde afbud til alle aftaler, fordi jeg begyndte at svede stresssved. FYI er det den, der minder meget om feber, og føles som konstant uro i hele kroppen.

Men hvor moderen er lidt i knæ, stortrives Anton til gengæld. Som en lille, spidstandet vampyr suger han skamløst al min energi, og som den blødhjertede mor in spe jeg er, synes jeg naturligvis, at det er helt i orden. Han er ved at være stor, og nu kan det mærkes, sådan for alvor, når han mosler rundt derinde. Nyeste udvikling ift. Hvad Vi Ikke Længere Kan, er at cykle, når vi lige har spist. Det er slut. Får noget sidestiks-agtigt krampe, der kræver 60 sekunders stilstand og diskret stræk for hver 200. meter – hvilket er relativt svært at få til at se naturligt ud på en cykelsti. Det betyder, at alting nu times ift. hvornår jeg skal køre hjemmefra, så når vækkeuret ringer om morgenen, sprinterjegudikøkkenetogspiserLIGEmeddetsamme, så jeg er klar til at cykle 1 time senere.

Forleden valgte ungen også at prøve at lave Sherifstjernen på min ene nyre, lige da jeg havde fløjtet en spinningtime i gang. Det gjorde fandengalemig nas! I den situation måtte jeg så bare glæde mig over mit tolke-poker-fjæs, der har mange års træning i at lade som ingenting, uanset hvad der ellers foregår i og omkring mig. Underligt nok hjalp det at råbe.

Måske fordi han var nødt til at slippe mine indre organer og holde sig for ørerne.

Og så er invitationerne til julefrokosterne ellers begyndt at vælte ind. Ved ikke helt…. Kan jo sagtens deltage (endnu, i hvert fald), men gider på den anden side heller ikke være hende, der er træls at have med, fordi jeg sidder og spytter i en dansk vand. Hvis jeg spørger, er jeg sikker på, at mine venner er så søde, at de siger, at jeg SELVFØLGELIG skal tage med, men… Altså, dengang jeg lige havde meldt ud, at jeg var gravid, blev vi inviteret til personalefest i fitnesscentret, og en af mine (unge) kolleger kiggede medlident på mig og sagde:

”Aj, hvor ærgerligt for dig! Du kan jo ikke komme med.”
Mig: (Wtf?!) ”Altså.. jo? Jeg er gravid. Ikke død.”
Hende: ”… Ok… Men lidt træls så, at du ikke kan komme med op til mig inden og drikke sjusser.”

Det er jo et eller andet sted ærlig snak. Og hvem gider have en ædru flodhest på slæb til julefrokost, hvor en del af konceptet er, at nobody mentions the war dagen efter – primært fordi de ikke kan huske den?

Nå. De kan vel altid tage mig med og klæde mig ud som julemand.