Linda

Fik jeg fortalt om ham, jeg addede på FB, fordi jeg synes, at jeg kunne genkende ham fra fitnesscentret?

Som jeg 4 dage senere – efter at han havde bekræftet – kom i tanke om var et 3 år gammelt one night stand?

Med kæreste.

Så utrolig flot, Linda.

Top 5 over fordele ved at skulle forlade Århus:

1) Risikoen for at Danmark kan huse to sundhedsplejersker, der laver rollespil og med baby-falset supposed-to-be Anton-stemme siger: ”Jeg trives, mor. Du gør det godt, og du er en rigtig god mor for mig”, og 4 minutter efter snakker i 10 minutter om BOEL testen, hvor ”de børn, vi senere ser på børnespyk. begynder at falde igennem” er slim to none.

2) Rødvinslageret skal tømmes. Alt for tungt og besværligt at slæbe alle de flasker med.

3) I Esbjerg er der ingen bagere, der laver knytnævestore trøfler. Blev der sagt.

4) Vi får bil, hvilket betyder mindre DSB. Og en time, man ikke bruger i selskab med DSB, forlænger livet med 4 år. Gider ikke engang fortælle om den tur vi havde hjem i weekenden, men jeg har efterfølgende spekuleret meget over, om jeg kan komme i tanke om én eneste privatejet virksomhed, hvor medarbejderne i ramme alvor mener, at de kan tillade sig at råbe af kunderne og skælde dem hæder og ære fra foran alle andre. Indtil videre er jeg blank.

5) Mulighed for at minimere tidsforbruget på biblioteket. (Ja, vi skal have det hele med, her) (Og ved nærmere eftertanke vel egentlig også kun en fordel, hvis jeg nogensinde får tid til at læse bøger igen? Nå, fuck det. ”Top 4” lyder dumt.) Hvis min hukommelse ikke svigter mig, bruger Esbjerg Kommune Bibliotek et smart system til kategorisering af deres bøger, der hedder ’alfabetisk’. I Århus er det lidt som at lege en utrolig irriterende form for gemmeleg, når man leder efter en bestemt bog, fordi et eller andet geni i tidernes morgen er blevet enig med sig selv om, at det er MEGET mere logisk at opdele bøgerne efter emne – og nichts weiter. Så der står man så, ansigt til ansigt med 40 hyldemeter ”Spænding/Krimi”. Sæt i gang.

Jeg tror egentlig, at de fleste har en. En kæreste eller et bekendtskab et sted derude i fortiden, som man nær var blevet slået i stykker imod, men som man alligevel tænker på, som den, det skulle eller kunne have været.

Jeg har.

Af de mænd, jeg har kendt, har han uden sammenligning været den, jeg har passet bedst sammen med. Formentlig fordi vi ligner hinanden: Pæne, polerede overflader og alligevel med kaktuspersonligheder og bagagen fuld af historier, der tilsyneladende gør os ude af stand til at indgå normale forhold med normale mennesker.

Jeg er ikke sikker på, at vi altid har været lige sunde for hinanden, men for mig vil han altid være noget særlig, og han er den eneste af fortidens stemmer, jeg har valgt at bevare kontakten til.

Og han er i hvert fald den, der har givet mig mest.

Om han har det på samme måde, ved jeg faktisk ikke, og guderne skal vide, at det ikke altid har været medvind og høj sol, men et eller andet sted har jeg nok altid troet, at når alt var sagt og gjort, De Andre var kommet og gået, og alle stormene havde lagt sig, ville vi sidde tilbage sammen.

I dag har jeg Anton.

Om 6 uger flytter vi til Esbjerg.

Og i morgen skal han giftes.

Nå. Men kan I huske det der Esbjerg?

Ja, det flytter vi så tilbage til.

Og jeg er med på, at jeg lyder som en forkælet rigmandsunge, der har fået 4 par sko, og nu skaber mig over, at jeg ikke kan have dem alle sammen på på en gang, men lige nu kan jeg ikke rigtigt holde op med at tude.

Og nej, det er ikke den mørke side af månen, og ja, der kører tog, og ja, vi kan altid flytte tilbage, hvis det viser sig at være forkert. Men …. Av. Alligevel. Ikke?

Beslutningen er for længst truffet, gennemanalyseret og gransket på kryds og tværs, og det er den rigtige.

Jeg gider ikke bo i lejlighed med ham, og selvom alle kender mindst 5, der har boet på 12. sal med 5 børn i en bygning, hvor der ikke engang var trapper, men som har klaret sig fint ved at rapelle op og ned af muren med ungerne på ryggen og poserne fra Netto i munden, må jeg bare konstatere, at det ikke er sådan, jeg gerne vil leve.

Jeg vil gerne have, at han lærer at lege selv og løse sine egne konflikter, uden at jeg er tvangsindlagt til at sidde på en bænk i nærheden med min Max Havelaar kaffe sammen med de andre speltmødre og vogte over ham.

Jeg vil gerne kunne losse ham ud i haven, når solen skinner, og ikke være tvunget til at planlægge dagsudflugter med indbygget logistikhelvede af solcreme, ekstra tøj, legesager og – for vi bor jo altså i Danmark – regntøj.

Jeg vil gerne give ham mormor og morfar, moster og onkel og muligheden for på et tidspunkt at få en lillebror eller -søster.

Og jeg VED godt, at der er mange, der får det til at fungere, som har verdens lykkeligste unger og som aldrig kunne ønske sig en bedre løsning, men der er forskel på både børn, boliger og behov, og det fungerer simpelthen bare ikke for mig.

Det er jo ikke dem, jeg skal ned til, vel? Dem glæder jeg mig til at få tættere på. Det er alle dem og alt det, jeg skal fra.

Hjalp ikke, at jeg var ovre og se vores nye hjem i går, som lige nu er beboet af 4 islændinge. Nougatfarvede vægge, grønne bordplader, alle gardiner rullet for og mere lort end den samlede mængde affald på alle genbrugsstationer i Danmark tilsammen. Kan godt forstå, at de er ret store på det udendørs og naturen deroppe, for de vinder fandme ingen priser for boligindretning.

Hjalp heller ikke at høre – 3 timer efter at have underskrevet lejekontrakten – at der lige præcis i det kvarter er så mange problembørn, at den lokale skole overvejer at fordele dem i klasserne for at minimere generne.

Forsøger at fokusere på alle de fordele, jeg VED der er, på at vi får 100 m2 hus MED HAVE og eget skur til 6.000 kr. inkl. forbrug, og at en daginstitutionsplads, der i Århus koster 4500, kan erhverves for 2600 i Esbjerg. Hvilket betyder, at jeg kan give Anton nogle helt andre muligheder her end i Århus.

Og vi sagde jo, at maling og egne møbler hjalp, ikke?

….

Jeg håber sådan, at jeg har truffet den rigtige beslutning.

I bybusserne i Århus kører der for tiden en kampagne, der går ud på, at man skal huske at rose sin chauffør. Man kan sende en sms med det, man synes, at chaufføren gjorde godt, og der er også mulighed for at tilkendegive, hvad man finder mest vigtigt, f.eks. om bussen kører til tiden, eller om den er pæn og ren.

Selvom jeg synes, at konceptet er lige til den kække side – lidt for flittig brug af hippe ungdomsord, som jeg er villig til at sætte penge på, at de unge for LÆNGST har dømt total psyko nederen – er meningen egentlig god nok. For jeg synes, at vi er ved at få en halvsyg forbrugerkultur; eller måske snarere forbrugeradfærd. Det er som om, at alle føler, at de har ret til at kræve, at der bliver taget mest hensyn til DEM, og som om, at det er ok, at flippe skråt, hvis man ikke lige får det, man havde forventet.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg også kan blive mere end almindeligt irriteret, hvis folk, der lever af service, ikke leverer, når jeg har betalt for den, men som kunde kan jeg altid – hvis vi ser bort fra DSB, Post Danmark osv. (og det gør vi. Dels for ikke at få forhøjet blodtryk, og dels fordi dette indlæg ellers ikke kunne skrives) – tage mine penge og gå et andet sted hen.

Jeg synes, at jeg flere og flere steder oplever kunder, der opfører sig som om, de også har købt retten til at være virkelig ubehagelige, hvis ydelsen ikke er PRÆCIS, som de forventer den.

For et par uger siden så jeg f.eks. en mand, der truede ekspedienten i kundeservice med tæsk, hvis ikke hun byttede de sko, han klagede over, til et par nye. De sko, som vel at mærke var et år gamle, og så udtrådte og nedslidte, at de kun blev holdt sammen af snavs og snørebånd.

Da jeg selv sad ved kassen i Føtex, havde jeg en kollega, der blev spyttet i ansigtet af en mand, fordi hun høfligt bad ham om at gå ud gennem kundeservice, når han ikke skulle købe noget.

Og på mit spinninghold har jeg en deltager, som har set sig sur på mig, fordi jeg har bedt ham om at lade være med at sidde og sludre under timen. Han har valgt at lade sin utilfredshed komme til udtryk ved at 1) råbe af mig under timen og 2) brokke sig over mig til mine kolleger. Jeg har bedt ham om at lave en skriftlig klage til min chef, så vi alle sammen er sikre på, at det hele går rigtigt til, og det har han gjort. Alligevel bliver han ved med at komme på mine timer, sidde og skule og meget konsekvent gøre det modsatte af alt, hvad jeg lægger op til. For et par uger siden valgte jeg derfor efter en time at gå ned og spørge, om han havde overvejet at skifte til et andet hold, da det måske ville give ham en bedre oplevelse at køre hos en instruktør, han fandt motiverende. Han kiggede mig lige i øjnene og sagde: ”Tja. Tidspunkterne passer mig dårligt, og nogle gange kan man ikke få det, man gerne vil have. Så må man jo desværre bare tage det, man kan få.”

*Slam*

Nu er jeg heldigvis 1000 år gammel i det her fag, og jeg har efterhånden lært, at det er en umulig opgave at gøre alle tilfredse, så jeg tager det med knusende ro. Men havde jeg været ny og grøn, ville jeg være blevet frygtelig usikker over sådan en kommentar, og den ville have stresset mig så meget under de efterfølgende timer, at min undervisning ville være blevet dårligere af det.

Og jeg er LANGT fra den eneste instruktør, der har haft fornøjelsen af medlemmer, der mener, at det er dem, der må bestemme ALT, hvad der skal foregå på timen, og så kan alle de andre deltagere sådan set bare fucke af.

Jeg ved godt, at lort flyder nedad, og at manden, der får skæld ud af chefen, går hjem og råber af konen, der går ud og sparker hunden, men ind imellem tænker jeg på, at vi som forbrugere glemmer, at vi selv er med til at skabe den negative spiral af dårlige service, vi synes, vi oplever alle steder. Og at vores adfærd faktisk ind imellem tangerer mobning, hvilket er temmelig usselt, fordi dem, vi udsætter for det, bare kan sidde og tage imod.

Kassedamen, med spyttet silende ned af ansigtet, kan ikke bede kunden blive stående, mens hun lige henter en voksen, der kan skælde ham ud.

Instruktøren, der tydeligt kan mærke, at et par af deltagerne på holdet bagtaler hende eller ikke bryder sig om hende, kan dårligt forbyde dem at komme på timen, og vi har jo ikke dørmænd ansat, der kan formene dem adgang til salen.

Hvis man betaler for en ydelse, synes jeg også, at man har ret til at forvente, at kvaliteten er i orden. Hvis den ikke er det, er det absolut fair at være utilfreds og at give udtryk for det, men det kunne være en overvejelse værd, om man på lang sigt fik mere af det, man gerne ville have, hvis man gjorde det på en ordentlig måde.

Eller bare blev væk, og dermed ikke var med til at støtte noget, man ikke synes var godt nok.

Så skulle Darwins evolutionsteori nok sørge for resten.

Det kommer hverken til at lyde mindre polsk eller lowlife, fordi vi kalder det ”blondering” i stedet for afblegning.

(Og vi gør det jo alligevel alle sammen, så don’t be such a pretentious bitch.)

Jeg modtager jævnligt mails, hvori folk spørger mig om, hvad jeg kan anbefale af træningstøj.

Nu begrænser min viden sig primært til fitnesscenter-egnet beklædning, og det er jo også meget, meget subjektivt, hvad man kan lide – men jeg har dog immervæk slidt mig igennem nogle stykker klæde igennem min snart 10-årige karriere som instruktør, så i stedet for at skrive den samme mail 25 gange, kommer mine guldkorn her, ganske kvit og frit.

To ting inden vi starter:

1) Selvom der nu (åbenbart!?) er ved at gå modeblog i den, nægter jeg at forpeste siden med at billede af mig selv iført skrutryg og trutmund.

2) Jeg får ikke en skid af nogen (ja, Nike. Jeg taler til jer.) for at sidde og rose de forskellige mærker. Just so we’re clear.

Overkrop:
Din t-shirt er den, der hurtigst kommer til at lugte, hvis du vel at mærke sveder, når du træner. Derfor kan der være temmelig mange penge at spare ved at finde et mærke, som er til at betale sig fra, og du bliver samtidig mere afholdt i dit center, fordi du kan kyle lortet ud, når det begynder at stinke. (På forhånd tak.) Jeg er endt med H&M’s de bedste. De fås i alle farver, både med og uden ærmer, med rund hals og v-udskæring, og koster ikke engang 100 kr. Eneste ting, du skal være opmærksom på, er at du skal købe dem med et par procent elastan/spandex i. De holder faconen, modsat dem i rent bomuld, der forvandler sig til noget left-over telt fra Roskilde Festival efter 1½ vask.

Under t-shirten befinder sig den ene af de to stykker træningstøj, jeg er hysterisk med; bh-en. Køb. Nu. En. Ordentlig. En. For. Fanden. Ud over at være en æstetisk bedre oplevelse for alle, giver det også markant mere lyst til at træne igennem, når du ikke får dine bryster i øjet hele tiden. OG dit brystvæv bliver ikke så belastet af at fare rundt til alle sider, hvilket betyder, at chancen for på lang sigt at bevare brysterne nord for navlen forhøjes markant.. Jeg bruger Casall, som ligger i den dyre ende (600 kr.), men de holder tingene på plads (også en ammende M-skål), og de er nærmest uopslidelige.

Underkrop:
Ligeså højt som jeg elsker H&M’s t-shirts, ligeså meget hader jeg deres bukser. Jeg har endnu til gode at købe et par, som ikke giver sig så meget, at man står med mågen blottet efter 20 minutter. Personligt sværger jeg til 1) Nike. Dels er de lidt længere i benene, og dels er kvaliteten ret god og 2) Anniluce, som både er fede, fede, fede og formidable i kvalitet.

Flere har spurgt, om bukser med pude er et must, når man kører spinning, og altså … det kommer jo an på, hvor hard core et underliv, man er udstyret med, om man er vant til at cykle og hvor blødt man fra naturens side er polstret.

Needless to say at jeg kører uden.

Når du vasker dit træningstøj, så lad være med at bruge skyllemiddel. Det ødelægger den membran, som det meste træningstøj er behandlet med, som forhindrer det i at lugte (alt for slemt).

Fødder:
Her rammer vi den anden ting, som jeg aldrig, aldrig, aldrig går på kompromis med. Sko. Dårlig ide at købe suspekte mærker som Abibas og Mike. Når du hopper, falder du ned med 6 x din egen vægt, hvilket immervæk er en del. Det er f.eks. derfor, at det er så kritisk når Joachim Boldsen håndboldspillere tager 3 kilo på; fordi impactet ved nedslag stiger med 18 kilo. Så ordentlige sko med god stødabsorbering er et must, næsten meget hvad du træner. Mærket skal bare være det, der sidder godt på dine fødder, og mine passer perfekt i Nike.

Sko kan holde ca. en sæson (dvs. 6 måneder), hvis du bruger dem et par gange eller 3 om ugen. Når du begynder at få ondt i knæ, ryg og fødder (typisk en v-formet smerte hen over lænden og under knæet) er det stødabsorberingen, der har sagt op.

Og endelig er det en meget god ide at overveje bevægemønstret i den sport, du dyrker. Ved tennis bevæger man sig f.eks. meget fra side til side, og derfor er det en skidt ide at spille i løbesko, som typisk er designet til kun at understøtte bevægelse, der går ligeud, og derfor ikke har speciel forstærkning eller støtte på siden af foden.

So there you have it.

Træningstøjets ABC according to Linda.

Jeg håber, at det besvarer jeres spørgsmål.