Linda

Kender I de mennesker, der altid entrerer i snubl? Som kan falde over dørtrin, småtrapper eller usynlige huller i gulvet HVER gang, de ankommer?

Sådan starter alle mine telefonsamtaler, fordi mit telefonsprog er udviklet, da telefonen sad fast på væggen og havde en ledning, man kunne sno om fingeren i det uendelige, når man sad og snakkede.

(Jeg giver lige mine unge læsere et øjeblik til at få grinet af.)

Dengang kunne man ikke se, hvem der var i den anden ende, når man tog den, og det var også forbundet med et vist element af spænding at være den, der ringede op, for back then var der sgu ikke noget med at rende og svine sig til i telefoner til højre og venstre. Næh børn, vi DELTE. En telefon pr. husstand.

Hvilket gjorde det meget pinefuldt og angstprovokerende at ringe til Peter for at spørge, om han ville med i biografen, for ud over at man kunne risikere, at han sagde nej, kunne man også risikere, at det var hans mor, der tog den.

Dengang præsenterede man sig, og ”Hallo?” var ikke en selvstændig sætning, men bare første halvdel af: ”Hallo, det er Linda.”

Og altså .. det virker jo for fanden lidt dumt nu, ikke? At præsentere sig, mener jeg. For når folk er gået ind i ’kontaktpersoner’ og har trykket på ‘Linda’, kommer det nok ikke som det helt store chok, at det er mig, der svarer.

Og når min telefon ringer, og jeg kan se, at der står ‘Gitte’ på displayet, er spændingen også ligesom udløst på forhånd ift. hvem der befinder sig i den anden ende.

Men når jeg ringer til folk, og de tager den med ordene: ”Hej Linda?”, går der kludder i det, for hvad fanden skal jeg sige, når de lige har snuppet min replik? Og hvis jeg svarer: ”Hej Gitte”, er turtagningen ødelagt, for når jeg har sagt noget, er det den andens tur, men når det er mig, der ringer op, er det jo HER, jeg skal fremføre mit ærinde og kaste lys over, HVORFOR jeg ringer.

….

Tænk at de sidder og snakker efterløn på Christiansborg, når der er så INDLYSENDE vigtigere problemer at løse!

Hold nu kæft, hvor jeg savner at slutte dagen med en gang træning!

Ud over den indlysende fordel, at fysisk styrke letter de daglige gøremål (som f.eks. at hugge brænde og hive vandspanden op af brønden) en hel del, mangler jeg simpelthen sådan at få lov at nulstille hovedet en gang om dagen.

Træning er så simpelt. Det eneste, man behøver at fokusere på, er om man kan tage den næste gentagelse eller det sidste flyvespark. Hvis man går til den – og det gør man – holder hjernen kæft, fordi organismen ikke har overskud til både at forsyne lungerne med hårdt tiltrængt ilt, at transportere syre væk fra biceps og lår og samtidig beskæftige sig med ulykkelig kærlighed og dårlige hårdage.

Når jeg i livet præ-Anton var sur over noget, virkede det som regel ret bagatelagtigt, når hovedet havde fået en times pause.

Hvis jeg var skuffet over en af mine venner (det var jeg selvfølgelig aldrig) (please don’t unfriend me), så det hele lidt mere nuanceret ud, når jeg smed håndklædet i tasken, og problemer, der virkede uløselige da jeg kom, var på magisk vis blevet løsbare, mens jeg havde haft travlt med at svede.

Post-Anton er jeg fandme nogle gange så energiforladt, at det er et mirakel, at jeg stadig holder mig oprejst, når klokken er 19, fordi dilemmaer og lorteoplevelser bare får lov at stå og simrekoge hele dagen til den kun er ren, bitter fond tilbage. Småissues bliver enorme, skuffelse bider sig fast og ubetænksomhed føles både personligt og ill intended.

I dag har jeg f.eks. skrevet en sur mail til Midttrafik, fordi en af deres chauffører brugte Anton og jeg som levende målskiver i et fodgængerfelt, hvor vi vel og mærke havde grønt lys. Det har jeg ALDRIG gjort før, og tidligere ville jeg stadig have hidset mig op over det i øjeblikket, men jeg ville hurtigt være blevet så god igen, at jeg ikke ville gide bruge de 4 sekunder det tog, at finde Ris/Ros skemaet på deres hjemmeside.

Sådan er det så ikke mere. Jeg helmer ikke, før jeg har fået lov at skælde ud, og om jeg så skulle bruge et år på at opdrætte en brevdue til at overbringe budskabet, kan du være HELT sikker på, at jeg NOK skulle få ytret mit mishag.

Jeg skal selvfølgelig ikke klage; dem i Japan har det værre jeg er selvvalgt enlig mor, og stadig så heldig, at jeg får lov at spinne 3 gange om ugen, og det skal jeg huske at sætte pris på, i stedet for at marinere i arrigskab over de gange, jeg synes, jeg mangler.

Jeg savner bare sådan at have ro i hovedet, og at kunne parkere irriterende ting, hvor de hører til: I skraldespanden.

God weekend.

Troede I, at jeg var død? Var fandme også tæt på. Den står til en skideballe af de helt store, når den (engang!) vælger at poppe op, den møgtand.

(Mødte i øvrigt min kammerat i fitnesscentret i morges. Han har tvillinger, der er halvanden måned ældre end Anton, og som helt, helt afslappet og uden nogle problemer overhovedet har fået to tænder i både over- og undermund.

Begge to.

Føler VOLDSOM trang til at unfriende ham på FB.)

Nå, men ved et helt usandsynligt heldigt sammentræf, havde jeg for et par uger siden spurgt min mor, om hun ville komme mig til undsætning et par dage, så jeg kunne komme til læge med møgfoden, lave et par evalueringer, undervise lidt og nå i bund med nogle af de ting, der ligger ud over, hvad jeg kan få timerne til at række til i hverdagen.

At afkalke sæbeskålen i vaskemaskinen, så den ikke gror pels, f.eks.

Det havde hun heldigvis sagt ja til, inden tandhelvedet brød løs, og bordet fanger, så i lørdags kunne man ved banelegemet i Århus se høj blondine med barnevogn heppeklappe toget fra Esbjerg de sidste 100 meter ind på perronen, kaste sig om halsen på midaldrende dame og tudejuble: ”MOR!!!”

Tror ALDRIG, at jeg har været så glad for at se noget menneske i hele mit liv.

Og ganske som jeg vidste, blev alting 4.000 gange bedre, da jeg kom mor på det. Selv Antons røv.

I tirsdags havde jeg så bestilt tid ved min nye læge, så jeg kunne få lavet min gynækologiske 8 ugers-undersøgelse, og få tjekket foden. Startede med at springe i bøjlerne, og frygtede det værste (jamen, hvad fanden ved jeg??), men fik nærmest guldstjerner og highfives.

Glædeligt overrasket gik jeg videre til spasserfødderne, forklarede hvad problemet var, og sluttede med: ”Og det ved jeg faktisk ikke, hvad jeg forestiller mig, at du skal gøre ved.” Og blev oprigtigt overrasket, da hun sagde: ”Du får de her piller, som tager betændelsen og er smertelindrende. Hvis de ikke hjælper, kan du løse problemet med akupunktur.”

Skal godt nok have kigget lidt på min tiltro til andre mennesker og deres faglige kompetencer en af de nærmeste dage.

Helt beruset af succes, blev jeg overmodig og bad om nogle flere piller, så jeg kan slippe af med den sidste væske i kroppen (restprodukt af svangerskabsforgiftningen.) Så blev hun pludselig grundig, og ville have taget alle mulige prøver. Kunne jo ikke så godt undslå mig, når jeg nu selv havde bragt emnet på bane, så fandt mig pænt i at blive stukket i, prikket til og lyttet på, og i at blive sat på hold i nogle uger – hvorefter jeg sprintede (i bedste gazellestil. Tak til mine nye piller) ned i nærmeste helsekostforretning i håb om, at de kunne hoste op med nogle urter, der kunne skræmme de sidste dråber ud af systemet.

”Når du ammer, har vi faktisk ikke noget, du må få” (wtf!?) ”men jeg synes, at du skal lave et rødbedeafkog af en liter vand og et kilo rødbeder, som du koger og sier, og drikker morgen og aften.”

Kunne lige mærke, at jeg SLET, slet ikke er den holistiske rødbedeafkogstype.

Er nok mere vær-sød-at-symptombehandle-mig-i-en-fart-med-noget-receptnarko-typen.

Så nu må jeg sætte min lid til, at lægen scorer hattrick.

Og ved I hvad? Det kunne hun faktisk godt ende med at gøre.

Jeg ved godt, at tænder er ret in, og at der er temmelig mange mennesker, der render rundt og blærer sig med kæften fuld af dem.

Jeg ved også godt, at de et langt stykke hen ad vejen tjener et praktisk formål.

Men hvis vi skal igennem det her hver e-n-e-s-t-e fucking gang, ungen skal gro et stykke ben i munden, vil jeg godt bestille klistermærket: ”Tænder. Nej tak.” Han kan sagtens blive et lykkeligt menneske med den ene, vi brygger på nu. (Jo, han kan!) Jeg skal nok tage mig af at skrive kogebøgerne ”1001 mosede retter” og ”Elsk din blender” til ham, så han ikke dør af sult.

Vi kan også sagtens aftale, at jeg lægger en 20’er under puden for hver tand, han IKKE får, så han ikke bliver snydt ift. sine klassekammerater.

Men jeg kan. Ikke. Holde. Ud, at han har så ondt.

Eller at hans mave er slået i stykker, så jeg skal skifte ham 2 gange i timen, at hans røv er hudløs og rødere end fanerne udenfor, og at han derfor skriger, som om jeg prygler ham med brændenælder, når vi nærmer os puslebordet.

Ville også godt snart prøve at have noget af det der søvn.

Vil overboen formentlig også.

Så bare tag Antons tænder og giv dem til børnene i Afrika eller Japan, ikke?

På forhånd tak.

Linda

Nå. Men alle fra min mødregruppe er helt pjattede med det der salmesang, så min skepsis til trods meldte jeg Anton og jeg til det for et par uger siden.

Det viser sig, at salmesang for babyer i mellemtiden er blevet det nye sort, så nu er der ventelister.

Kom godt nok lidt bag på mig.

Men nogen har åbenbart fået nok af at stå og mumle halleluja ned i hovedet på deres skaldede baby, for i sidste uge fik vi at vide, at vi kunne komme med på et afbud. Seancen foregik i kirken ”torsdag kl. 10. Præcis.”

Allerede her ved man godt, hvordan det ender, ikke?

For Anton blev vaccineret i onsdags, og skulle jeg på noget tidspunkt have været i tvivl, ved jeg nu, at han er en rigtig mand. Hold nu KÆFT, hvor har han klynket lige siden. Og jeg vil gerne trøste og ae ham, når han er ked af det og græder, for han er min søn og det allerbedste jeg har. Men når han siger den der ”Ææh! Ææh!”-lyd ind i mit øre non-fucking-stop i 36 timer, får jeg lyst til at undersøge, hvad et barn kan indbringe på det sorte marked synes jeg godt, det kan være lidt anstrengende. Så jeg har sådan set bare gået rundt med ham i to døgn. Og rundt og rundt og rundt.

Jeg har så et par sommerbukser, (hæng på. Sammenhæng coming up) som jeg SKAL bruge sort t-shirt til, da de ellers får min røv til at se endnu større ud, end den er. Kan ikke forklare det. Kan bare konstatere, at det er sådan, det forholder sig. 24 sekunder inden vi skulle ud af døren – og vi var i forvejen liiidt sent på den, fordi alting tager markant længere tid, når man ikke kan lægge barnet fra sig – var der nogen, der vendte vrangen ud på mavesækken hele vejen ned af ryggen på mig.

Hvilket er forholdsvis let at se på sort.

Forsøgte ikke at bande alt for højt (vi var trods alt på vej i kirke), men sprintede ind i tøjskabet efter min anden sorte t-shirt, som åbenbart i mellemtiden er flyttet hjemmefra, for det eneste sorte, der lå på hylden, var min Motörhead-t-shirt med et tryk af, hvad jeg formoder, er Satan på maven.

Og uden at kende dresscoden til babysalmesang, synes jeg, at det virkede lige vel friskt at komme anstigende i.

Så konverterede til noget armygrønt (forkert!forkert!FORKERT!), og løb så med min store røv hele vejen til kirken, mens jeg forsøgte at udstråle, at rigtige ravnemødre sportsfolk ikke begiver sig af med at løbe rundt med letvægtsvogne fra Nike; vi løber med Odder (Løber med Odder. Mit nye indianer-nick.), og kom skridende sidelæns ind af døren i en katastrofeopbremsning og en sky af undskyldninger kl. 5 sekunder over ti. De var heldigvis meget kristne omkring det, og tog det pænt, men synes fandme stadig, at det er pinligt som 34-årig ikke at kunne komme til tiden.

Af med skoene og ind i knæfaldet med os (hvor jeg med et hurtigt blik rundt på de afsindige mængder af fremmødt polyester lykønskede mig selv med beslutningen om at lade Motörhead blive derhjemme), og så gik vi ellers i gang.

Anton ELSKEDE det. Efter 35 minutter var han så træt, at han i stedet for øjne havde to røde postkasser midt i ansigtet, men han skulle have det HELE med, og gav ikke et kny fra sig. Specielt xylofonen var han helt dårlig af begejstring over.

Mig? Altså, der var markant mere Jesus over det, end jeg hører, at der er i andre kirker, men .. jeg ved ikke. Er det bedre at synge Åh Abe non-stop, end nogle af de store, gamle salmer? Det synes jeg egentlig ikke. Og mit konkurrencegen blev meget begejstret over at opdage, at jeg var den eneste forælder, der kunne Fadervor udenad. (Det er så sygt, mand. Og åbenbart helt, helt lige meget, om det er antallet af vægtskiver eller udenadslære, vi konkurrerer på.)

Det var helt tydeligt, at ungerne elskede akustikken, lyset og alle de fine gamle ting, og så betyder det vel i virkeligheden ikke så meget, om jeg tror på det, vi synger om eller ej.

Vi kommer helt sikkert næste gang.

Til tiden.

Engang var jeg god til engelsk. Sådan rigtig RIGTIG god, og jeg kunne også begå mig på hæderlig vis på både tysk og fransk.

Så blev jeg tegnsprogstolk, og fandt ud af, at når man som voksen tillærer sig et nyt sprog og cykler rundt i det 20-30 timer om ugen, lusker de andre sprog i al ubemærkethed over i skyggen og smider sig i hængekøjen.

Første gang jeg opdagede, hvor slemt det stod til, var for 5 år siden, hvor jeg besøgte min kammerat i Leeds. En aften, mens jeg var derovre, skulle han på job, og efterlod mig derfor med sin skikkelige sambo fra Manchester. I begyndelsen gik det udmærket. Så begyndte jeg at blive træt. Exit engelsk. Den stakkels mand gjorde virkelig en indsats for at forstå mit mere og mere forkludrede sprog; også da jeg i desperation begyndte at bruge tegnsprog i håb om, at det måske alligevel ville vise sig at være internationalt. Og forståeligt for hørende. Det er svært at sige, hvem af os, der var mest desperat til sidst, så efter 5 timer drak vi bare whiskey, helt uden at tale sammen.

Jeg tror aldrig, at jeg har været så fuld og så stille på samme tid.

Så forleden, da min amerikanske kollega, der har termin om 2 uger, sendte mig en besked og spurgte, om jeg gav en kop kaffe og en fødselsberetning, blev jeg et øjeblik helt skizofren. På den ene side blev jeg instant nervøs over, om jeg kunne hakke mig igennem historien på engelsk, så hun fik et bare nogenlunde forståeligt referat. Man ved jo godt selv, at den er gal. På den anden side er man jo en sucker for at få lov at fortælle historien igen. Specielt til en, der gerne vil høre det HELE; dvs. også de detaljer man udelader, når man fortæller den til dem, der endnu ikke har været der, fordi det ellers ville resultere i, at racen uddøde. (Det er de detaljer, som kvinder der HAR født, nikker medvidende til, når man fortæller, og som man bliver sådan lidt: ”Og det VIDSTE I!? Hvorfor fanden sagde I ikke noget!!?” over.)

Det gik. Ret ok, faktisk. Også selvom grammatikken var ud over det hele, og der måtte suppleres med både danske ord og tegn.

Men jeg er nødt til at give Fru Z ret, når hun konstaterer, at vi er nogen, der har lært, det vi kan af fjernsynet. For når jeg kan hive ord som preeclamsia, contractions og uterus op af hatten, er det kun fordi min pensumliste indenfor det sidste år er blevet udvidet med Greys anatomi og Privat Practice.

Og jeg tog det som et klap på skulderen, at hun både tog noter undervejs, *Se mig. Jeg er ekspert i at føde, fordi jeg har gjort det én gang-smiley* og fortalte mig, at hun havde haft besøg af sundhedsplejersken, som hun til sidst havde været nødt til at bede om at tale dansk, fordi det var nemmere at forstå end hendes engelsk.

Jeg fik da i det mindste lov til at køre hele vejen i mål på (delvis) udenlandsk.

Jeg holder aldrig op med at blive overrasket over, hvordan hukommelsen fungerer. Det ville være rimelig smart, hvis erindringerne stod pænt arrangeret, side om side, med små, sirlige dymoer på låget, der oplyste om indholdet, så man kunne finde det, man skulle bruge, når man skulle bruge det, og havde overblik over arkivet.

Specielt fordi nogle minder er så fine, at man, når man snubler over dem, næsten bliver trist over, at man nær havde forlagt dem.

I påsken har jeg glemt 3 gange, hvad mit barn hedder. Jeg har smidt mine ting væk, glemt at svare på stort set alt, hvad jeg har modtaget elektronisk og svaret ”33”, da jeg blev spurgt, hvor gammel, jeg var.

Til gengæld er jeg pludseligt og uden påviselig grund kommet i tanke om det omrejsende tivoli, der hver sommer kom til Esbjerg, da jeg var barn. Vi kaldte det Gøgl. Som i: ”Der kommer gøgl i morgen, er der nogen, der vil med derover?”

Kan man sige, at man har glemt det, når det åbenbart hele tiden har ligget under nogle gamle, støvede aviser og gloet? For da først jeg var kommet i tanke om det, var det nærmest som om mindet eksploderede i hjernen på mig.

Pludselig kunne jeg huske det syntetiske lys, der altid virkede helt overgearet i natten, som en kikset date, der griner lidt for højt og lidt for længe i forsøget på at aflede opmærksomheden fra den akavede stemning.

Jeg kunne huske, at alle forlystelserne kostede en 10’er, og at det hele virkede slidt, nusset og spændende på én gang.

Jeg huskede stemningen, lugten af popcorn, lyden af radiobilerne, og hvordan det kildede i maven, når Peter fra badminton kom cyklende med sit kæmpe, krøllede hår og sine tændstiktynde ben.

Vi købte slikæbler, følte os som nogen, der var med i Grease, og forsøgte ikke at virke alt for imponerede over de unge, omrejsende fyre, som vi allerede dengang kunne fornemme var lidt hårdere i kanten end de fleste andre, vi kendte.

Da jeg sad og holdt mindet op i lyset, forekom det mig, at være det mest symbolske øjebliksbillede jeg har, på lige præcis det tidspunkt, hvor vi trådte ud af barndommen og ind i ungdommen.

Og alligevel har jeg ikke skænket det en tanke i næsten 20 år.

Hukommelsen er en mærkelig indretning.

Hvor irriteret tror I, jeg er af at have gået så meget de sidste 5 måneder, at jeg nu har så betændte akillessener, at de er hævet til dobbelt størrelse, er så ømme, at man ikke kan røre ved dem overhovedet og giver mig en gangart, som en jail-rookie, der har været uforsigtig nok til at bøje sig efter sæben?

1) Ikke spor irriteret. Jeg elsker at sidde stille, Anton ligger alligevel bare på sit tæppe og leger selv, rumænsk børnehjemsstil, og Netto bringer jo ud, for fanden.

2) Moderat irriteret. Det er lidt træls, at dét at have sko på, uanset om vi snakker om spinningsko, sandaler eller Nike Free, som er det tætteste man kommer på bare tæer uden at have det, føles som at få hamret gloende, syrepåsmurte rundsave ind i anklerne, hver gang man tager et skridt.

3) Så irriteret, at jeg næsten ikke kan trække vejret af raseri. Kan kraftedeme ikke passe, at man ikke kan gå på sine dertilindrettede plader uden at ødelægge alting fra hælen og op!

Svar lægges i kommentarboksen senest fredag kl. 23.59, så trækker jeg lod mellem de rigtige af slagsen.

Den heldige vinder får en påskelammer, som kan afhentes her på matriklen, da jeg desværre er for handicappet til at bringe den ud.

I dag er præcist 5 måneder siden, at det lykkedes mig at hamre en hjørnesofa ud gennem et sugerør. Det fatter jeg ikke. 20 uger, hvilket svarer til en halv graviditet. Jeg synes, at det er en syv-otteoghalvfjerds graviditeter siden, den lille terrorist flyttede ind i mit liv.
Han vejer nu 7 kg. og måler 65 cm. Han er Kongen Af Skemad, kan sidde i høj stol og insisterer på at stå, når man sidder med ham. Han forsøger ikke at gå eller noget. Han står bare og står. Og kigger. Så enten er udsigten bedre de 15 cm højere oppe, eller også øver han sig på at skulle stå og hænge i baren engang.
Hvilket han ikke behøver at få stress over. Der er jo omkring 35 år til dét bliver aktuelt.
I fredags til babysvømning blev han kåret til ”sæsonens svømmer”, målt på antal fremmødte gange, hvilket jeg synes var lidt af en pædagogisk genistreg af instruktøren. Føltes lige pludselig som om, det var helt ok at bruge en HEL fredag formiddag på at være i vandet i gennemsnit 9 minutter.
(Men vil lige sige, at når han står i førnævnte bar og forsøger at imponere pigerne med sit dykkerinstruktørcertifikat, forventer jeg hvert år på mors dag at modtage en buket blomster så stor, at Interflora må stille med både trailer, ekstra mandskab og hydraulisk lift for at få bragt skidtet til døren, som tak for min indsats.)
(OG en medalje!)
Det bliver nemmere og nemmere det der mor-noget, synes jeg, med en enkelt undtagelse. Søvn. For godt nok vænner man sig til at sove mindre – i starten tror man jo kronisk, at det er løgn – men der skal stadig ikke mere end en enkelt tur ekstra i nattekarrusellen til, før systemet crasher fuldstændigt, og man bliver så træt, at man nærmest føler sig fuld.
Indtil videre har vi kunne redde den hjem på dagslurene, og hvis alt andet kiksede, kunne jeg smide ham i vognen og gå. Så var der slukket med det samme.
Men nu skal solen absolut komme og blande sig. (Den so!) Hvilket får ungen til at spasse lodret, fordi han sveder udenfor i sin sorte vogn, og flat out nægter at sove inde. Da jeg klagede min nød til sundhedsplejersken, var hendes råd at prøve at ”putte ham på en god og kærlig måde.”
Modsat den onde og ukærlige måde, jeg putter ham på nu, åbenbart.
Men på onsdag får vi børnepenge, og så køber jeg en sky.
Problemknuseren Linda. Det er mig.