Tro, håb og kærlighed.
Jeg tror egentlig, at de fleste har en. En kæreste eller et bekendtskab et sted derude i fortiden, som man nær var blevet slået i stykker imod, men som man alligevel tænker på, som den, det skulle eller kunne have været.
Jeg har.
Af de mænd, jeg har kendt, har han uden sammenligning været den, jeg har passet bedst sammen med. Formentlig fordi vi ligner hinanden: Pæne, polerede overflader og alligevel med kaktuspersonligheder og bagagen fuld af historier, der tilsyneladende gør os ude af stand til at indgå normale forhold med normale mennesker.
Jeg er ikke sikker på, at vi altid har været lige sunde for hinanden, men for mig vil han altid være noget særlig, og han er den eneste af fortidens stemmer, jeg har valgt at bevare kontakten til.
Og han er i hvert fald den, der har givet mig mest.
Om han har det på samme måde, ved jeg faktisk ikke, og guderne skal vide, at det ikke altid har været medvind og høj sol, men et eller andet sted har jeg nok altid troet, at når alt var sagt og gjort, De Andre var kommet og gået, og alle stormene havde lagt sig, ville vi sidde tilbage sammen.
I dag har jeg Anton.
Om 6 uger flytter vi til Esbjerg.
Og i morgen skal han giftes.
20. maj 2011 @ 10:14
Jeg sidder med følelsen af at havde fået en mavepuster. På den gode måde. For.Jeg.Bliver.Ramt.Af.Det Du.Skriver
Læner mig tilbage og overvejer om alt is said and done for mig og ham. Og kommer i tanke om de to magnet mennesker, der er så langt fra hinanden men mødes en gang i mellem og sidder fast hos hinanden
Tak
20. maj 2011 @ 10:16
Jeg kender en skøn århusiansk fyr nu bor i Esbjerg – et eller andet it-firma VILLE bare ha' ham, så han hev teltpælene op. Han er næsten lige blevet single, er sød, flot fyr med fantastisk humor og dyrker en del fitness. Hov, fik jeg nævnt at han er klar til børn?
Når du er faldet til der ovre ved vestkysten så sig til 😉
20. maj 2011 @ 11:23
Ok say what??!! Skal han giftes??!! Den havde jeg sgu' ikk lige set komme!!
Når det er sagt: ja sådan 'en har vi alle i fortiden – tror jeg …. Suk 🙁
20. maj 2011 @ 11:42
Hold nu kæft hvor gjorde det ondt at læse – amen til det med mavepusteren… Du skriver jo for søren så jorden ryster Linda…
Men når det så er sagt, så tror jeg fuldt og fast på det med at når noget glipper, er det fordi der venter noget større og bedre!
Tak for en skøn blog
kh Line
20. maj 2011 @ 12:56
Shit, hvor er det velskrevet, Linda! Jeg tager hatten af for dit mod og din beslutning om at flytte, og håber at prins kaktus venter på dig derude…
20. maj 2011 @ 13:42
Argh, okay, det var så ikke lige den happy ending jeg havde set komme 🙁
Auch !
20. maj 2011 @ 14:26
Hvis det her var en Hollywoodfilm, ville du komme rendende og smadre brylluppet og i ville leve lykkeligt til jeres dages ende.
Synes du skal se fremad, måske med Klidmosters tilbud.
20. maj 2011 @ 14:54
Hører Someone Like You med Adele nonstop og den passer alt alt alt for godt til dit indlæg. Pufuckingha.
20. maj 2011 @ 16:37
Jeg frygter for den dag min fortid skal giftes – og ha børn… Frygter for hvordan jeg vil reagere :o(
20. maj 2011 @ 20:39
Øv det sucks! Er helt sikker på der er en kaktus til et sted der ude
21. maj 2011 @ 11:14
Av.
21. maj 2011 @ 19:36
Jeg kender følelsen, og får det bare så skidt ved tanken om, at jeg skulle vide, at han skulle giftes. Tror jeg ville løbe til kirken og skrige NEJ!
Du lyder umiddelbart afklaret…
Og selv om du har Anton, så er det ikke udelukket med en mand. Men får jeg en fornemmelse af, at han ikke ville have barn, du ville og derfor er I hver især der, hvor I er i dag?
21. maj 2011 @ 22:42
Uha dine ord brænder virkelig igennem. Det er poetisk skrevet og man mærker din smerte. Tror det bliver godt med Esbjerg. Kh Lene
22. maj 2011 @ 20:58
Av.
Men måske er det fordi det ikke er meningen, at du slet ikke skal have en kaktus.
Måske skal du have en gartner?
23. maj 2011 @ 08:19
Sådan en har jeg også. Og nu er han flyttet sammen med anden og lige om lidt skal de sikkert også giftes og have et barn. Og selv om jeg er sammen med en anden. Som jeg elsker og faktisk hellere vil have (da han i modsætning til den første er en man kan bygge et voksent forhold med)….så gør det stadig ondt langt ind i hjertet.
Av!
23. maj 2011 @ 08:45
…sådan én har jeg også og jeg kommer heller aldrig til at slippe ham…vi har nemlig en fælles søn. Så jeg er tvunget til at "følge med" i kommende kærester/koner/børn.
Pyha, det er ikke altid nemt med de moderne familier med dine/mine/vores børn:-)
Mht. hensyn til flytningen….jeg gjorde det for 5 år siden. Flyttede tilbage til barndomsbyen igen. Jeg fortrød! Og glæder mig til at flytte igen:-)