Linda

Har jeg fortalt, at jeg elsker Harry Potter? Nej? Nå, men det gør jeg. Så meget, at jeg har små, syge ritualer omkring ham. Jeg har f.eks. altid læst alle bøgerne forfra, når der er kommet en ny, (så hit nu med et spil TP, hvor alle spørgsmålene relaterer sig til den første bog) og i det omfang det har kunnet lade sig gøre, har jeg været til midnatspremiere på filmene.

Skulle der sidde en enkelt læser, der ikke lige er helt up to speed, er den sidste film blevet delt i to. Første halvdel havde premiere d. 18. november sidste år, og selvom billetten var købt, blev jeg fældet i en glidende tackling af en fødsel.

Ja ja. Selv jeg kan bremses.

Men i går kl. 00.00 (hvilket vel teknisk set er i dag) havde 2. og sidste halvdel premiere, og skulle jeg med? Til sidste runde? Tror jeg da VIST nok! Så på min første nat uden Anton, hvor det objektivt set ville have været rimelig smart at investere i noget søvn, sad jeg i Cinemaxx i Århus fra midnat til kl. 02.30, omgivet af hekse, troldmænd, tegnede ar og – min personlige favorit – en enkelt fyr på krykker, der havde forvandlet dem til koste.

Filmen var FANTASTISK, og jeg gider overhovedet ikke, at det er slut nu.

Og da SLET ikke, når jeg nu endelig har et barn, som om et par år er gammelt nok til at blive tvangsindviklet ind i alt det tryllelir, som jeg – trods alt – selv er for gammel til at stille i.

Nu er mit modem kommet. Hurra. Uheldigvis er jeg decideret handikappet, når det kommer til teknik, så jeg vil ikke engang forsøge at begive mig ud i at montere den lille forsinkede satan selv. ”Hvordan kan du så blogge, Linda?” hører jeg jer spørge. Jeg bruger hotspot på min iPhone, og vær søde ikke at bede mig forklare hvad dét er, eller hvordan det virker. Jeg aner det ikke. Min papbror har sat det op for mig, så det eneste jeg skal gøre, er at sætte min telefon fast i min computer. Og det kan ikke engang jeg fucke up.

I mellemtiden er vi så småt ved at være på plads i det nye residens. Der mangler stadig lamper og gardiner og sådan, men flyttekasserne er pakket ud og kaffen er på plads i skabet. Anton er begyndt at lave en jordfræserudgave af at kravle, og han er HURTIG! Og vild med ledninger. You do the math.

Til gengæld – og det her tør jeg næsten ikke skrive af frygt for at jinx’e det – har jeg de sidste par dage smidt ham i bilen, når han begynder at se træt ud op til den første morgenlur (kl. 7, fordi ungen konsekvent står op kl. 5, goddamnit!) og kørt i fitnesscenteret.

Hvor han har sovet i 1½ time, så jeg har kunne træne.

Det skriver jeg lige igen, for det fortjener fandme en gentagelse:

Han sover. Jeg træner.

HURRA!!!!

Måske man endelig kan slippe af med sit fars-look?

(Er der andre end mig, der har problemer med blogspot? Jeg har været forment adgang til bold/kursiv/skriftstørrelsefunktionerne i 2 uger nu.)

(Vista-issues, måske?)

Når mit liv ser ud, som det gør lige nu, savner jeg sådan at skrive. Men altså.. der er jo for fanden grænser for, hvor mange indlæg man kan skrive om bordpladedilemmaer og lysten til at myrde den spasser, der tegnede et hus og isatte Vinduerne Med De Falske Mål. (Er I KLAR over, hvor dyre specialsyede gardiner er? Er fandme nærmest nødt til at sælge min ene nyre, hvis jeg vil slippe for at bo i en udstillingsmontre.)

Af sindsoprivende nyt kan jeg fortælle, at jeg har fået en plads i institution til Anton et sted, hvor jeg slet, slet, SLET ikke har lyst til at sende ham hen. Har tudet over det i 4 dage nu. Jeg synes, at det er så skideurimeligt, at man får tildelt en vilkårlig plads, og ”dermed har Esbjerg Kommune opfyldt sin garantipladsforpligtelse”. Øh nå! Hvad nu, hvis man overhovedet ikke er enig i, at de har opfyldt noget som helst? Det er jo for fanden ikke en pose gamle aviser, jeg skal have opbevaret, mens jeg er på arbejde, vel?

Og der er naturligvis ikke noget at gøre. Jo, jeg kan udskyde at starte på job, i håb om, at de finder en anden plads, men den kan vise sig at være ligeså slem eller værre. Jeg kan også vælge noget privat, men der er 2000 km lange ventelister på det hele (I wonder why!?).

Øv.

Der er bare ikke ret meget, der kan gøre mig så frustreret, som at føle mig tvunget til at gøre noget, jeg synes er forkert.

Nå, men efter at jeg er kommet herned, er jeg kommet i tanke om en del mennesker, jeg for længst troede, jeg havde glemt. Ret heldigt, at der ikke er brugerbetaling på FB, vil jeg sige, for jeg har haft travlt. Jeg har blandt andet fundet en af min barndoms værste plageånder, som har en masse profilbilleder af sig selv iført sin kamphund King (ajmenforsatan!!), og som nu er så pumpet og skaldet, at han ligner noget fra et cirkus.

Vil vædde med, at han er produktet af en dårlig institution.

Det her får et år. Hvis Anton beder om en kamphund eller begynder at gro tvivlsom karakter af nogen som helst art, er vi dem, der er skredet.

Jeg har et hul i indsatsdelen af min hjerne. Sådan ca. midt i.

Når jeg starter på noget, og det er sådan set lige meget om vi snakker om eksamenslæsning, rengøring eller noget mere hobbybetonet, lægger jeg altid fra land i fin og seriøs stil. Tingene bliver grebet systematisk an, energien er i top, og jeg frydsveder en lille smule over, hvor hurtigt projektet skrider frem.

Så træder jeg ned i hestehullet.

Hvor jeg ikke gider mere.

Overhovedet.

Da vi skulle tømme min lejlighed, kunne jeg efter en halv time nærmest ikke få luft over, hvor effektive, jeg synes vi var. Indtil jeg lige pludselig synes, at der blev fucking VED med at være den samme mængde crap i rummene, uanset hvor mange gange vi benede op og ned af trapperne, og jeg mest af alt havde lyst til at smide en molotov cocktail og skride.

Nu har samme matte enough already følelse indfundet sig i udpakningen. Vil faktisk ikke blive overrasket, hvis det viser sig, at jeg ved en fejl har fået udleveret magiske flyttekasser, der genopfylder sig selv, når man kigger væk.

Synes også, at der er lige lovlig meget Silvan.

Og så hjælper det ikke, at Anton er blevet syg, og derfor rasende NÆGTER at sove (jeg har – meget overraskende – fået et barn, der reagerer på sygdom med vrede).

Med mit hoved ved jeg godt, at jeg lige om lidt er igennem det, og påbegynder landingsfasen, hvor energien vender tilbage, og man må nørkle med detaljerne og få de sjove ideer. Og det bliver rigtig godt.

Men lige nu er jeg bare træt, ineffektiv og tung i kroppen.

*suk*

Nå. Svensknøglen bliver jo ikke flyttet formålsløst rundt af sig selv, så jeg må vel hellere…

Er det ikke fuldstændig ubegribeligt, hvad man får samlet sig af lort på 4 år? Og hvordan man først opdager det, når man skal finde plads til det i sit nye hjem? Jeg ved ikke, hvordan det kan lade sig gøre, men det, der i Århus fyldte 65 m2, har tilsyneladende udvidet sig i varmen, og fylder nu meget tæt på 100 m2.

Så jeg smider ud i vildskab. Har ramt den mentale tilstand, hvor man helt oprigtigt mener, at man resten af livet kun har brug for yoga og vand (bare ærgerligt, Anton!), så Frelsens Hær har kronede dage hernede.

Hvordan jeg får det derud? Hvor ER jeg glad for, at I spørger! I min nye bil, som jeg æææææælsker!!

Mit hus er ikke helt så grimt, som da det var besat af Island. Eller også har jeg forstuvet min gode smag. Eller er blevet immun. I hvert fald er jeg ved rimelig godt mod, og jeg skulle da også lige hilse og sige, at man meget hurtigt vænner sig til at have bedre plads. Slynger om mig med sætninger som: ”Den skal op på Antons værelse” og ”Bare lige stil den på kontoret”.

And. I. Like!

Og så er vi nu nået til fasen, jeg godt kan lide; nemlig der, hvor man kan gå og lege boligprogram.

Det bliver ikke nyt, det kommer aldrig til at ligne en patriciervilla på Strandvejen, men jeg tror faktisk, at det kan ende med at blive helt hyggeligt.

Nå, flyttecrewet kalder. Der er noget grunder og en sækkevogn, der kræver min bevågenhed.

Husk solcreme derude, ikke?

Tak for 15 fantastiske år.

Tak for lækre mænd, med og uden issues.

Tak for de bedste venner, man kan forestille sig.

Tak for verdens bedste jobs.

Tak for Baresso, sushi og vin i Mindeparken.

Tak for alt, hvad der endte med at føre til Anton.

Tak for muligheden for at vokse ind i den person, jeg i virkeligheden viste mig at være.

Århus:

Tak for lån.

Det må man give jer: Når man spørger om noget, så svarer I. Mange tak for det!

I tilfælde af at I ikke lige orker at trawle igennem kommentarfeltet, kan jeg oplyse, at juryens stemmer fordelte sig med ca. 70 % for og 30 % imod.

Hvis jeg skal opsummere ja-siden, er det noget med, at det skal være ordentlige ting, der foræres væk, det må max forekomme en gang om måneden, og så skal deltagelsen ikke være betinget af alle mulige og umulige krumspring.

Nej-siden, med undergrupperne ”Er helst fri” og ”Jeg skrider, hvis du gør det!” synes, at reklamer og giveaways efterhånden fylder for meget i blogland.

Jeg er ikke nået frem til, hvad jeg gør, men har besluttet lige at tygge på den en uges tid. Jeg hælder dog til at gøre det med produkter, jeg kan lide, hvis producenten vel at mærke vil acceptere, at jeg sætter giveawayen på som et lille sidevindue ude i højre side af bloggen. På den måde kommer konkurrencen ikke op som nye indlæg (som man så bliver skuffet over) i feed readerne rundt omkring, dem, der hader dem, kan lige lukke det ene øje let, når der er fyld i vinduet, og dem, der elsker den slags, skal nok finde den alligevel.

Jeg ved godt, at det kan virke som meget at gøre ud af et relativ simpelt problem, men jeg synes lidt, at jeg står ved en skillevej her.

I udlandet findes der mennesker, der lever at blogge. Det har jeg svært ved at forestille mig kunne ske i Danmark, men for at sætte det lidt i perspektiv, kan jeg fortælle, at jeg i gennemsnit bruger en time pr. indlæg, hvis jeg lægger ideudvikling og produktion sammen, og jeg skriver omkring 300 indlæg om året.

Det er over 8 ugers fuldtidsarbejde.

Det fungerer det fint lige nu, og jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være – og fordi jeg har tiden til det – men måske ville det kunne tiltrække eller fastholde nogle af de store bloggere, som faktisk lever af at skrive ved siden af, hvis de kunne få løn for det? En blog har jo ikke rigtigt nogen arbejdsgiver, og derfor vil den eneste mulighed for at tjene penge være at reklamere. I sidste ende kommer alting ned til prioritering, og hvis tiden er knap er man jo nok nødt til at gå med det betalte job.

Med mindre, selvfølgelig, at man er så heldig at bo et sted, hvor man kan betale husleje med integritet.

Men jeg har fået noget at tænke over, og takker for alle jeres ærlige tilbagemeldinger.