Linda

Fuck, mand. Kan SLET ikke komme op i gear. Jeg har travlt, får ting fra hånden og skribler løs i min kalender, men jeg kører på autopilot, og det er som om, at det hele i virkeligheden handler om en anden.

Sommeren, måske?

For 10 millioner år siden, da jeg boede i Esbjerg første gang, så jeg en fyr, der var musiker. Han er formentlig det mest afslappede, tilbagelænede menneske, jeg nogensinde har mødt, og gik meget lidt op i de praktiske sider af hverdagen. F.eks. skrævede vi konsekvent over 200 numre af Politiken, når vi kom hjem til ham, fordi han ikke lige havde fået dem samlet op, vi sov i et lyserødt soveværelse, fordi han ikke lige havde fået malet, da han flyttede ind 2 år tidligere (”man flytter jo alligevel igen, Linda”), og i stuen prydede en julemandslysestage – som var det eneste julepynt, han ejede – klaveret året rundt.

Ja. Det er som sagt meget længe siden, og når jeg kigger på ovenstående og sammenholder det med min personlighed, er det nok ikke så mærkeligt, som jeg syntes, det var dengang, at det ikke gik.

Nå, men det jeg ville frem til var, at han på et tidspunkt blev slæbt i retten, fordi han havde fået dagpenge i 2 måneder samtidig med, at han fik løn på sit nye job. Alle der kendte ham vidste, at han med 100 procents garanti ikke havde forsøgt at snyde; han havde ganske enkelt ikke opdaget, at der var happy hour på lønkontoen. Alt for optaget af skalaer og jamsessions til at beskæftige sig med noget så verdsligt og firkantet som saldi og lønsedler.

Og selvom jeg var trés trés in låwe, syntes jeg fandme ikke, at det var ret tjekket. Overhovedet. Jeg mener: Hvordan opdager man IKKE, at man har dobbelt indkomst??
…..

Til mit forsvar vil jeg skynde mig at sige, at jeg havde forberedt mig på, at det ville være meget, meget hårdt at få enderne til at mødes økonomisk i den sidste tredjedel af min barsel, men alligevel. Man skulle synes, at man ville mangle 23.000, ikke?

For helvede.

Ind imellem forekommer det ubegribeligt, at jeg ikke er blevet tvangsudstyret med en værge.

Hvis man har læst bare ét indlæg på bloggen siden april, kommer det ikke som noget chok, at jeg har glædet mig til at komme i gang igen. Men jeg har samtidig også været temmelig nervøs for det, for jeg kender godt nok et par stykker, der er kommet til at ligne nogen, der har fået lavet en helkropspeeling med en rusten rive, når de har reentreret arbejdsmarkedet med et barn on the side.

Et kort rids over dagen:

0645: Bussen kører.

0716: ”Your love is like BAAAD medicin. Bad medicin is what I need!” Motorvej.

1415: Farvel arbejde.

1530: Madpakker, vasketøj, indkøb, madlavning, forberedelse af næste dags opgaver plus alt mulig andet sexet.

Og altså. Det er ikke fordi, der er tid til at sidde og filosofere over livet, men jeg havde frygtet, at der simpelthen ikke var timer nok i døgnet til både arbejde og Anton, og at jeg derfor ville ende med at lave en Glistrup og skubbe et stadig større læs uløste opgaver fra dag til dag til dag til hele livet var væk. Og nu ER der selvfølgelig kun gået en uge, men indtil videre kan det godt lade sig gøre. Der er ikke plads til spontane indfald, og det er heldigt, at min ubetinget skarpeste spidskompetence er Optimeret Effektivitet & Planlægning, men det fungerer.

Jeg planlægger ved samme lejlighed at kurere kræft, udrydde hungersnød og en gang for alle at skabe ro i mellemøsten.

”Gæld eller velfærd?” spørger de ovre i Venstre, mens Anders Samuelsen gerne vil vide, om vi vil have ”Stilstand eller vækst?”

Store spørgsmål.

Tilsyneladende skal valget vindes på så lavt et lixtal som muligt.

Jeg kender en del, der har krise over at blive ældre. For mig kommer og går det. Når jeg starter med at tolke efter sommerferien på nye uddannelser, tænker jeg hvert år over, hvor rart det er, at være forbi det punkt, hvor det er altafgørende, om de andre synes, at jeg er en fed person. Til gengæld sad jeg forleden med Anton i armene og kiggede på hans små ører. ”De bliver garanteret kæmpestore, når han bliver gammel” tænkte jeg. For så at dø af 3 omgange ved tanken om, at der er jeg her ikke længere.

Men én ting ved at blive ældre elsker jeg ubetinget, og det er at man lærer at sortere i sine konflikter. Måske handler det om, at man giver afkald på nogle idealer, men noget, der virkelig har gjort livet lettere for mig, er visheden om, at du ikke kan tale med alle om alt.

Mine 20’ere gik med at forsøge, for jeg synes ikke, at et forhold – uanset om det var til venner, kærester eller familiemedlemmer – var ægte, hvis ikke man kunne tale om alt. Men nogle gange må man bare sande, at man er nået i mål, hvis man kan parkere en sag, og så lade være med at forsøge at presse citronen yderligere ved at forvente, at man kan overbevise den anden om, at man har ret.

Og selvom vi er nogle, der eeeeeelsker at få ret, er jeg alligevel nødt til at indrømme, at pointsejr ikke helt opvejer ærgrelsen over at fucke en hårdt fremforhandlet våbenhvile op, fordi man tror, at den gode stemning er ensbetydende med, at den anden nu endelig vil give sig.

Hvorfor er det, jeg ikke har en kæreste igen?

I har vel siddet ude på kanten af stolen og bidt negle siden søndag? Lad mig straks udløse spændingen, så alle kan trække vejret igen: Det går godt! Det går nærmest ufattelig godt. Ligesom min brede røv endelig came in handy, da jeg skulle føde, er Antons sindelag AAA+-perfekt egnet til de tidlige morgenafleveringer.

Men er det ikke længe siden vi har haft en Top 5? Så tager vi sgu lige en over Tanker På Den Første Arbejdsdag:

2) Præcis hvor farlige er heste?

4) Hvorfor har AOF ikke et kursus, hvor man kan lære at styre sit temperament over særtransporter, bilkøer og andre trafikrelaterede irritationsmomenter? Ender jo for fanden med at kortslutte af raseri, inden vi når til efterårsferien med alle de vindmøller, der tilsyneladende skal l-i-s-t-e-s tværs over Jylland.

Jeg er ikke død, og bloggen er ikke ved at gå ud af produktion. Jeg har bare med vanlig sans for drama fået planlagt den sidste uge af min barsel således, at der ikke er 24 ledige sekunder. Altså, ikke sådan at forstå, at det sker HVER gang, jeg er på barsel. Men jeg aner efterhånden et mønster i, at hver eneste gang noget nærmer sig sin afslutning, skruer jeg manisk op for tempoet, så jeg er HELT sikker på at skulle starte efter ferie/på arbejde/på barsel/you get the picture med hæsblæst frisure og stresspletter på kinderne. Jeg kunne nævne 24 illustrerede eksempler, men egen dumhed er så deprimerende i metermål, så jeg lader det ligge.

Til gengæld har jeg kørt stepkkursus i Odense hele weekenden med feber og sporadisk stemme for fuld udblæsning. (Jamen, så skyd mig dog.) Og nej. Ikke fordi Jeg Er Uundværlig, men fordi – hvis jeg skal være ærlig – at pengene er. Faktisk.

Havde dog haft omsorg nok for mine medmennesker til at få tjekket hos lægen, at jeg kunne færdes blandt instruktørspirerne uden at smitte, så længe jeg bare afstod fra at hoste slim og lungestykker direkte ud i ansigtet på dem.

(BTW: Til producenterne af hhv. Pamol, Ibuprofen, Strepsil, Apotekets Håndsprit, Kleenex og Panodil Hot: In case you wonder, er det mig, der er sket med jeres aktier.)

(Selv tak.)

Og selvom det var lidt op af bakke i modvind med fodlænker og vådt tøj, var det saftsusemig en fed weekend. Det eneste, jeg godt kunne have undværet, var at *nogen* valgte at tage motorvejsafkørslen mod Århus hjem. (#!!%&!!%!#!!)

Kl. 5.10 i morgen starter Det Nye Liv. Så er vi pludselig en småbørnsfamilie med arbejdstider, institutionsplads for real og et logistisk puslespil, der skal gå op

Jeg glæder mig helt åndssvagt.

Når det kommer til dødsfald løber nyhederne somme tider hurtigere på FB end på andre elektroniske medier. Måske fordi online aviserne – trods alt – har en nedre grænse for, hvad de vil placere under den gule BREKAKING NEWS!! bjælke. Således læste jeg de triste nyheder om både Kjeld Tolstrup og Jesper Kleins på FB først.

”Der bliver udskrevet valg i dag!”

For 2. dag i streg.

Kan I huske dengang, man var tvunget til at bruge ferier, fødselsdage og andre menneskers tilstedeværelse som undskyldninger for at tage billeder af sig selv?

Jeg sidder, helt usynlig, med armene hængende slapt ned langs siden i samme sekund, Anton er afleveret i vuggestuen, i håb om at kunne turborestituere mig klar til jobstart på mandag. Selvpålagt restriktion på både træning og brug af computer, og det eneste positive, der er at sige om dét er, at det lader til at hjælpe.

Men jeg MÅ lige hvislespørge ud i luften, hvem HELVEDE det er, der sidder på reklamebureauerne og opfinder stupide bullshit-ord og sætninger ad hoc?

Den kendte hudforyngelsesevne.