Linda

Nå, men jeg er blevet lam i armene. Altså, måske ikke lam-lam, men det er fandme tæt på. Kan nærmest hverken skære trøfler over eller børste tænder.

Hvilket er helt FORRYGENDE timing, når man tænker på, at jeg om 1½ uge skal starte på arbejde igen.

Et relativt svært job at udføre uden arme.

I dag blev jeg så desperat, at jeg bestilte en tid hos lægen. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg HADER læger. Ikke fordi jeg er bange for dem (som om!), eller fordi de minder mig om min egen svaghed (pff!); der er bare så meget arbejde ved det, og de kan stort set aldrig hjælpe. I dag var ingen undtagelse. Efter at have hamret, prikket og nevet i mig i 3 minutter, blev kendelsen læst op: ”Overanstrengelse. Kom igen om 6 uger, hvis det ikke er blevet bedre.”

Aj, men seriøst. Er det virkelig nødvendigt at læse medicin i 40 år for dét?

Jeg har en veninde, der kærestemæssigt har valgt sølvmedaljen så mange gange, at hun efterhånden burde feng shui’e skamlen med tæpper, potteplanter og billeder af familien. I løbet af de sidste 5 år har hun 3 gange valgt mænd, der i forvejen havde kærester. Vi har brugt utrolig mange kopper kaffe på at analysere, hvorfor det bliver ved med at ske, hvad det er, hun udstråler, siden det er den slags mænd, hun tiltrækker, og hvad det er i hende, der får hende til at blive.

Vi hører det bare ikke, før vi er klar til at lytte.

”Han kom med livet, lyset og kærligheden, og jeg var for træt til at se det.”

Jeg har brugt så mange timer på at føle mig forkert; på ikke at forstå, hvordan alle de andre kunne have billeder i fotoalbummet fra de første par måneder, hvor de lavede mad i køkkenet med den nyfødte baby stående på bordet, eller hvordan de kunne have overskud til at smile, købe ind, tænke og fungere.

Jeg har grædt så meget over, at min kærlighed til Anton tilsyneladende var fanget under grumset is; hele tiden til stede under alt det svære, synlig under alt det hårde, men underlig utilgængelig, når jeg havde allermest brug for at føle den.

Men på torsdag fylder han 9 måneder, og han sover nu. Mere end han gjorde i hvert fald.

Det føles som om, jeg endelig er blevet mor.

Som genhuset esbjergenser, er jeg stille og roligt gået i gang med at genstarte mine gamle relationer, og i dag har jeg gået en tur med en pige, jeg er vokset op med. Vi har spillet utrolig meget kantsten og Antonius, lavet utallige, uformelige genstande af trylledej, som vi efterfølgende har straffet vores forældre med, og jeg kan både navn og farve på de fleste af hendes – nu hedengangne – marsvin.

Vores forældre bor stadig på samme vej, så af snørklede omveje er vi således tilbage ved vores fælles udgangspunkt, meget forskellige valg til trods.

Det er lidt bumpy, og samtalen hopper hid og did, mens jeg genlærer hende at kende som den hun er nu, gennem anekdoter om mandens forældre og historier om ungernes fødsler.

Nogle meget venlige mennesker har været så søde at spørge, hvordan Anton kom SÅ galt af sted, og hvordan han har det nu. Og den slags interesse går jo rent ind i et blødende moderhjerte.

Da vi kom hjem fra skadestuen torsdag nat, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var HELT i zen over, at han var kommet SÅ galt af sted i sin institution uden at nogen havde opdaget det, men da ingen tænker ret klart kl. 4.30 om morgenen efter sådan en nat, skred jeg i seng uden at foretage mig yderligere.

Heldigvis gik de nærmest i chok, og forsøgte ikke at slippe udenom overhovedet. Tværtimod. Og det havde jeg sgu lidt brug for at se. Al personale blev hidkaldt på skift, indtil dagen var rekonstrueret, og vi var nået frem til, at en anden lille dreng ved et uheld havde væltet en kost, som ramte Anton i verdens nok mest uheldige vinkel. Og da de ikke kender Anton så godt derude endnu, ved de ikke, at han ikke græder, så de kom til at forveksle ham med et almindeligt barn med smertetærskel og den slags, og fangede derfor ikke, hvor galt det stod til med ham.

Da jeg kom hjem til den lille patient, ringede hospitalet; de ville gerne se os derude til flere billeder og undersøgelser. Panik. For hvorfor det, hvad har de fundet, hvor alvorligt er det, og der må ikke ikke ikke være noget i vejen med ham. Fik en sludder for en sladder krydret med lidt latinske gloser, og lagde lettere mystificeret røret på.

Og det var faktisk helt rart at komme derud og møde en overlæge, der var ærlig nok til at sige, at det var det, det handlede om. Selvom jeg lige et kort øjeblik fik den der: ”Aj, det TROR de da ikke, at jeg kunne finde PÅ?!?”, synes jeg, at det er betryggende, at der trods alt bliver holdt øje med den slags.

Så mangler vi bare at gøre det forståeligt for krydsermissilet med den høje grundspænding, at han skal sidde stille de næste 5 dage…

Kan I huske for 3 dage siden, hvor vi vedtog, at man i en mørk, hemmelig afkrog af sit sind, godt lidt kunne ønske, at ens uhyggeligt selvstændige afkom blev bare en lille, lille bitte smule syg, så man kunne få afløb for sin egen puttetrang?

Da jeg hentede tyttebøvsen i går kl. 14.30, var han meget stille.

Kl. 15 begyndte han at græde på den måde, man godt ved, ikke er for sjov.

Kl. 20 sad jeg stadig i sofaen med lille bitte ulykkelig dreng, der enten græd eller sov på mig.

Kl. 1 ringede jeg til vagtlægen.

Kl. 2 stillede vi på skadestuen.

Kl. 3 måtte jeg fiksere det bedste jeg har i et jerngreb, så radiologen kunne tage sine billeder.

Og kl. 4 kunne jeg tage min lille, forgrædte kugle med det brækkede kraveben i armene og køre hjem.

Min veninde har en bekendt, der bedst kan beskrives som blank. Vi taler Malou Stella.

De kender hinanden, fordi de er vokset op på samme vej, og fordi deres mænd tilfældigvis er både kammerater og perifere kolleger.

Den bekendtes kæreste er læge, og har sin egen praksis, mens hun er uddannet socialrådgiver, men har valgt at gå hjemme med børnene, som hun har med en tidligere kæreste. De har alle dage haft et forhold af den slags, hvor gnisten tilsyneladende holdes i live af lige dele jalousi og offentlige skænderier.

Og han ved det godt.

Øhm… Hvad?

Af en eller anden grund har hun mandens password, og kan derfor gå ind og se, hvem der har bestilt tid hos ham. Hun kører alle kvinderne igennem cyberscanneren, og falder hun over nogen, som hun synes er lige pæne nok, finder hun på undskyldninger for ’tilfældigvis’ at komme forbi klinikken.

Jeg er så forarget, at min sarkasme er blevet helt lam.

Ved nærmest ikke, hvem af dem, jeg synes er værst? Hun er socialrådgiver, og derfor så udmærket bekendt med begrebet tavshedspligt. Han er læge, og ved da for fanden, at han ikke må rende og dele sit password ud til højre og venstre – det er sgu da fortrolige oplysninger, vi taler om her!

Jeg synes, at den stikkerkultur, der er opstået i Danmark, hvor man kan ringe og angive hinanden på anonyme telefoner rundt omkring i det offentlige system, er pinlig og lav. Og jeg kan ikke komme til at melde det her, uden at min veninde og hendes mand kommer i klemme.

Men hvis han var min mors eller min søster læge, eller det var ham, jeg havde valgt, da jeg flyttede herned, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne lade være.

Hold nu kæft, hvor jeg bare ikke synes, at det er i orden!

Disclaimer-update:

Da jeg skrev ovenstående indlæg, ville jeg fortælle en historie om 2 mennesker, der begge er fagligt bundede af tavshedspligt, som overskrider den på groveste vis. Jeg blev voldsomt forarget og provokeret af historien, og havde lyst til at fortælle den.

Jeg er imidlertid ikke interesseret i, at mine venner begynder at føle, at de ikke kan snakke med mig af frygt for, hvad der ender på bloggen. Derfor ændrer jeg ofte nogle karaktertræk og omstændigheder i mine indlæg, så essensen bevares, men så  mine venner og de mennesker, jeg skriver om, ikke kan genkendes.

Da jeg ændrede på mine hovedpersoner i dette indlæg, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at nogen ville gribe til at google disse mennesker, for at opspore dem i virkeligheden.

Så: Der findes stadig et kærestepar, hvor den ene googler den andens kunder/klienter/patienter.

MEN: De bor ikke i Esbjerg. Manden i historien er ikke læge. Kvinden er ikke socialrådgiver. Måske er det omvendt, måske er han sygeplejerske, måske er hun fremmedsprogstolk, måske er de barnløse, måske er de lesbiske, måske … well, you get the picture.

Skulle der rent faktisk sidde en konstellation derude, som den jeg har opdigtet, som nu bliver mistænkeliggjort, undskylder jeg dybt og oprigtigt.

Og så vil jeg meget gerne opfordre til, at man en anden gang kontakter mig direkte på mailadressen, inden man griber til selvtægt og anmeldelser.

Ok. Hånden op, alle dem, der har dumpet mænd pga. deres forhold til Mor.

Selv husker jeg f.eks. ham, der røg, da jeg fandt ud af, at han stadig havde sin mor på 69 til at komme forbi to gange om ugen for at hente vasketøjet. Han var 40.

Og ham på 38, der viste sig at bo hjemme ”men det er nede i kælderen, så det er faktisk ligesom at have sin egen lejlighed”. Nej. Det er sgu da ej. Og da SPECIELT ikke, når du 5 aftener om ugen lusker op af trappen lige omkring kl. 18.

Uselvstændigt og ynkeligt for mændenes vedkommende, og pinligt, krampagtigt og kontrollerende for mødrenes.

Men nu er det så, at jeg meget, meget sotto voce må indrømme, at jeg godt en lille bitte smule kan se, hvorfor de opstår, moderbindingerne.

For Anton har været sin egen, lige fra han kom. Når jeg kommer ind på hans værelse om morgenen, lyser han op i et KÆMPE-smil; ikke fordi han har savnet mig og glæder sig til at give mig en krammer. Nej, det er mere sådan lidt ”Super! Der kom min taxa!”-agtigt.

Da han for real var ved at blive kvalt i sin øllebrød, var det mig, der sad bagefter og hikstede og havde brug for et knus. Han hang i en vinkel på 90 grader ud af mine arme, og virkede meget videnskabeligt interesseret i den brækpøl, han lige havde deponeret på gulvet.

Han græder meget sjældent, er ikke rigtigt bange for noget, og gider ikke putte. Overhovedet.

Og da jeg i morges afleverede ham i vuggestuen, og han ikke engang kiggede sig tilbage, da han mavede sig (kravler stadig ikke, men har til gengæld en meget militær-agtigt krybestil, der ville gøre sig godt i enhver kratbefængt underskov) over til legetøjet, kunne jeg lige mærke, at det nev lidt i øjnene. For er reglen ikke, at de skal have brug for en, når de er små? At mor er den bedste i verden? Er det ikke først, når de rammer puberteten, at de skal begynde at løsrive sig?

Det er en splittet fornemmelse, for på den ene side er jeg så stolt af ham over hans selvstændighed og alt det, han kan (fordi han aldrig sover og derfor i gennemsnit har 6 timer mere i døgnet end andre børn til at lære det i). På den anden side ville jeg ønske, at han bare engang imellem ville hænge lidt på mig, så jeg kunne få lov at sidde med armene omkring ham, og næsen nede i de fine dun.

Vi ved allerede godt, hvem der bliver den pinlige mor, der tuder sig igennem hele konfirmationstalen, ikke?

Hvem eller hvad er det egentlig, der bestemmer, om noget er en frugt eller en grøntsag?

Jeg har altid ment, at jeg var ret large i min socialopfattelse. At jeg ikke skelede småligt til, om folk havde penge, eller om de ikke havde. Jeg har og har altid haft venner på tværs af alle sociale lag, og har egentlig aldrig tænkt over, at det skulle være noget, der betød noget.
Jeg har heller aldrig skænket en tanke, at der kunne være en økonomisk fordel i at være et par, frem for at være alene. Langt, langt størstedelen af de mennesker, jeg kender, har boet i lejlighed siden de flyttede hjemmefra, og når man sidder fredag aften og spiser sushi og ser X-Faktor, kan man ikke se på væggene, om de er lejede eller ejede.

Så flyttede jeg til Esbjerg.

Og det kvarter vi bor i?

Det er noget slum.

Der er naturligvis undtagelser, men det er her, de gravide ryger. Helt afslappet. Hvor gamacher tæller som bukser, hvor ungerne løber rundt uden sko og overtøj efter kl. 22, og hvor flere af haverne er delt i to: En del, hvor man kan sidde – hvis man kan finde stolen i det hoftehøje græs – og en del, der er udnævnt til losseplads, hvor man deponerer sin gamle, fugleskidtsbefængte lædersofa og de rustne cykler.

Jeg har opdaget, at folk jeg lige har mødt, allerede lukker en lille smule af, når de hører, hvor jeg bor, og de ser ret overraskede ud, når de hører, at jeg har et arbejde. Som jeg rent faktisk glæder mig til at komme tilbage til.

Og pludselig tager jeg mig selv i at bemærke, at alle jeg kender, der har to (voksne) navne på postkassen, bor i huse, de har købt. Som muligvis er ligeså slidte og gamle som min lejebolig, da de overtog den, men som de, rum for rum, sætter i stand, så det ender med at ligne et sted, hvor man vil være bekendt at lade sine børn vokse op.

Og jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg dårligst kan leve med: At holde min kæft og blive slået i hartkorn med en flok mennesker, for hvem alt lader til at være ligegyldigt, eller at høre mig selv sidde og undskylde mig selv, mit hjem, mit liv.

Det er meget lidt lækkert at opdage, at man i alle de år, hvor man har gået og brystet sig af sin arbejderbaggrund og sin mentale vidvinkel, i virkeligheden var snob derinde, hvor man ikke tror, der er nogen, der kigger.

Jeg hader fødder. Jeg hader, hader, hader fødder. Stort set alle eksemplarer, jeg har været udsat for gennem tiden, har været kolde, let fugtige og meget lidt kønne.

Det er f.eks. derfor, jeg ikke rigtigt går ind for gymnastik.

Så måske har min underbevidsthed nu endelig besluttet sig for at demolisere mine egne, så vi én gang for alle kan få dem smidt på lossepladsen, for de sidste 4 uger har jeg tabt stort set ALT, hvad jeg har haft mellem hænderne, og med stor præcision ramt mine fødder.

HVER gang.

For SATAN, hvor gør det nas! Og det pynter heller ikke ligefrem i sandalerne, at begge fødder ligner noget, samtlige ryttere i Post Danmark Rundt er cyklet hen over.

Jeg kan i øvrigt også en variant, hvor jeg hamrer fødderne uhyrligt hårdt ind i hjulene på indkøbsvogne. Overraskende nok falder tæerne ikke af. Det føles bare sådan.

Og skulle jeg for en kort bemærkning glemme min nye, selvskadende hobby, har jeg heldigvis Anton lige ved hånden. Er I klar over, hvor ondt det gør at få en tommestok ned over lilletåen, når den bliver detoneret fra sædet i en indkøbsvogn?

Fik faktisk engang røntgenfotograferet mine fødder, hvor det viste sig, at flere af knoglerne har været brækket, uden at jeg har opdaget det. Hvis man tog det samme billede idag, ville knoglerne formentlig ligne det smuller, der ligger tilbage i bunden af posen, når man har tømt den for hele chips.

…

Et indlæg om fødder, hvori ordet ‘indkøbsvogn’ indgår to gange?

FUCK, hvor er det godt, at jeg kun har 3½ uge tilbage på barsel!