Flot, Linda. SÅ flot.

For 10 millioner år siden, da jeg boede i Esbjerg første gang, så jeg en fyr, der var musiker. Han er formentlig det mest afslappede, tilbagelænede menneske, jeg nogensinde har mødt, og gik meget lidt op i de praktiske sider af hverdagen. F.eks. skrævede vi konsekvent over 200 numre af Politiken, når vi kom hjem til ham, fordi han ikke lige havde fået dem samlet op, vi sov i et lyserødt soveværelse, fordi han ikke lige havde fået malet, da han flyttede ind 2 år tidligere (”man flytter jo alligevel igen, Linda”), og i stuen prydede en julemandslysestage – som var det eneste julepynt, han ejede – klaveret året rundt.

Ja. Det er som sagt meget længe siden, og når jeg kigger på ovenstående og sammenholder det med min personlighed, er det nok ikke så mærkeligt, som jeg syntes, det var dengang, at det ikke gik.

Nå, men det jeg ville frem til var, at han på et tidspunkt blev slæbt i retten, fordi han havde fået dagpenge i 2 måneder samtidig med, at han fik løn på sit nye job. Alle der kendte ham vidste, at han med 100 procents garanti ikke havde forsøgt at snyde; han havde ganske enkelt ikke opdaget, at der var happy hour på lønkontoen. Alt for optaget af skalaer og jamsessions til at beskæftige sig med noget så verdsligt og firkantet som saldi og lønsedler.

Og selvom jeg var trés trés in låwe, syntes jeg fandme ikke, at det var ret tjekket. Overhovedet. Jeg mener: Hvordan opdager man IKKE, at man har dobbelt indkomst??
…..

Til mit forsvar vil jeg skynde mig at sige, at jeg havde forberedt mig på, at det ville være meget, meget hårdt at få enderne til at mødes økonomisk i den sidste tredjedel af min barsel, men alligevel. Man skulle synes, at man ville mangle 23.000, ikke?

For helvede.

Ind imellem forekommer det ubegribeligt, at jeg ikke er blevet tvangsudstyret med en værge.