Working 9 to 5.

Jeg er ikke død, og bloggen er ikke ved at gå ud af produktion. Jeg har bare med vanlig sans for drama fået planlagt den sidste uge af min barsel således, at der ikke er 24 ledige sekunder. Altså, ikke sådan at forstå, at det sker HVER gang, jeg er på barsel. Men jeg aner efterhånden et mønster i, at hver eneste gang noget nærmer sig sin afslutning, skruer jeg manisk op for tempoet, så jeg er HELT sikker på at skulle starte efter ferie/på arbejde/på barsel/you get the picture med hæsblæst frisure og stresspletter på kinderne. Jeg kunne nævne 24 illustrerede eksempler, men egen dumhed er så deprimerende i metermål, så jeg lader det ligge.

Til gengæld har jeg kørt stepkkursus i Odense hele weekenden med feber og sporadisk stemme for fuld udblæsning. (Jamen, så skyd mig dog.) Og nej. Ikke fordi Jeg Er Uundværlig, men fordi – hvis jeg skal være ærlig – at pengene er. Faktisk.

Havde dog haft omsorg nok for mine medmennesker til at få tjekket hos lægen, at jeg kunne færdes blandt instruktørspirerne uden at smitte, så længe jeg bare afstod fra at hoste slim og lungestykker direkte ud i ansigtet på dem.

(BTW: Til producenterne af hhv. Pamol, Ibuprofen, Strepsil, Apotekets Håndsprit, Kleenex og Panodil Hot: In case you wonder, er det mig, der er sket med jeres aktier.)

(Selv tak.)

Og selvom det var lidt op af bakke i modvind med fodlænker og vådt tøj, var det saftsusemig en fed weekend. Det eneste, jeg godt kunne have undværet, var at *nogen* valgte at tage motorvejsafkørslen mod Århus hjem. (#!!%&!!%!#!!)

Kl. 5.10 i morgen starter Det Nye Liv. Så er vi pludselig en småbørnsfamilie med arbejdstider, institutionsplads for real og et logistisk puslespil, der skal gå op

Jeg glæder mig helt åndssvagt.