Jeg er 34 år, hvilket med LOC’s poetiske ord betyder, at jeg er halvvejs gennem pisset. Forudsat at jeg ikke træder ud foran en lastbil, selvfølgelig. Efter 3 årtier i mit eget sel(v)skab, har jeg så småt sluttet fred med den, jeg er. Jeg kender mine stærke og svage sider, og er ret klar på, hvor jeg selv er med til at bære til bålet, når tingene går galt. Nogle af de mindre flatterende sider af min personlighed arbejder jeg med, andre lever jeg med, som f.eks. mit temperament og min udpræget høje grundspænding.
For det meste er jeg egentlig ok tilfreds med tingenes tilstand, men sat overfor nogle bestemte mennesker, får jeg lyst til at henvende mig i Informationen og kræve pengene retur.
Som f.eks. dyremennesker.
Dem, som lever efter dyrenes rytme, et fjernt sted med sparsom infrastruktur, og som ser sig selv, som en naturlig forlængelse af de 4-benede venner. (2 på strudsefarme.) Dem, for hvem snavs er usynligt og parasitter ikke er noget ulækkert.
Den ro de udstråler, er uhyggelig, mand. Får mig til at føle mig som det mest støjende og overfladiske menneske i verden, og på samme måde som jeg får skyldkløe over det hele, hver gang politiet kommer forbi, giver de her mennesker mig altid fornemmelsen af at være endt op med de helt forkerte værdier..
Hvad er det, de har regnet ud, som jeg ikke har?
Sig det!
Det værste er næsten, at jeg med det samme begynder at skrue på knapperne i håb om, at de skal forstå, at jeg jo er en af dem, bare i by-versionen. Zen, når det kommer til vigtige ting i livet, og sådan. Det er meget smertefuldt at være vidne til, også for mig selv. F.eks. kunne jeg, da jeg stod overfor en af dem sidst, pludselig i et glimt se mig selv udefra; med bevidst åbent kropssprog og aktivt lyttende mimik, mens jeg forsøgte at tale langsommere.
Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er ikke hidsig og hysterisk; jeg er sinke og motorisk udfordret.
Seriøst. Jeg trænger til hjælp.
Med stor fare for at blive lommefilosofisk, så tror jeg de fleste mennesker når et punkt, hvor de fuldt ud accepterer og anerkender sig selv med alle de fejl og mangler, som vi alle har. Derefter fremtræder man nok som et mere roligt mennesker udadtil, fordi men ikke længere behøver at "prøve så hårdt".
For nogle sker det tidligt i livet, og disse mennesker risikerer at blive pisseirriterende senere i livet. Den type, der har sagt tingene så mange gange, at de ved, de har ret!
På mange måder er mennesker, der hele tiden søger mere indsigt og selvindsigt langt de mest sympatiske, og jeg synes bestemt ikke, at det er proces man behøver at forcere.
Uanset hvor meget man hviler i sig selv, dyremenneske eller ej, så prøver man vel altid at spejle sig lidt i de mennesker man møder, og når der så er modsætninger i forhold til ens eget liv, og de også er cool, rolige etc. så bliver man misundelig og usikker. MEN det er jo dybest set fordi man ikke kan spejle sig i modsætninger.
Og DE tænker… Guuud hvor er hun cool, hende Linda, hun formår både at hvile i sig selv, samtidigt med at hun er 100-meter mester i byliv…
Det er fordi ens stressniveau og blodtryk og alt muligt andet falder ned i totalt zen-mode, når man nusser en elsket pelsklump.
Det har de også bevist med alskens fikse måleapparater, de kloge superforskere. Det er ret vildt.
Take it from me, bydame med hjemmezoo :-D. (altså ikke derfor jeg har dem, men det er totalt bonus)
Helleq har sikkert ret, det er såmænd også nok mere komplekst, men dyr kan altså noget, hvis man kan dem. Så udover det, nøgterne måleapparater kan vise, så: De er SÅ anderledes end mennesker, kærligheden og kommunikationen er for faen fuldstændigt enkel. Ikke simpel, som i, at den ikke rummer så meget, men enkel. Der er ikke noget pjat med skjulte dagsordener eller sigen noget og tænke noget andet etc.
De deler hele deres lille liv med dig, og det er slet ikke til diskussion. Man elsker dem og passer på dem, og de elsker en betingelsesløst på en ret overraskende måde, især hunde. Og de passer faktisk også lidt på en, fordi det er så sundt at have nogen, som er afhængige af en. Aj, hvis jeg skal forklare det, så skal jeg skrive en længere afhandling, og det vil jeg gøre, men den vil jeg skrive som blogindlæg. Så spammer jeg heller ikke med lange tirader her.
Du gør ikke noget forkert. Men dyr er sunde for livet. Og så igen, så passer det ikke, for det er de jo ikke for alle, så ville folk f.eks. ikke behandle dyr dårligt alle mulige steder … eller, det er jo ikke dyrenes skyld, det er igen fordi mennesker er mærkelige … Årh. Der kan du bare se, jeg kan let få det til en længere afhandling. 🙂