Jeg kan ikke finde ud af at indstille radioen i min bil, hvilket betyder, at jeg har P3 på alle mine kanaler. Da der er grænser for, hvor meget P3, man kan tage, uden at føle trang til med fuldt overlæg at køre sin bil hårdt ind i en betonmur (seriøst: Jeg forstår ikke, at man som journalist ikke er nødt til at afbryde udsendelsen for at sparke sin kollega i løgene, når han i ramme alvor fortæller en historie om en mand, er vandrer rundt i bjerge og dale i et ’kopieret’ terræn.), oplever jeg i disse dage glade genhør med mine gamle cd’er.
I går, da jeg kørte til Århus, havde jeg fået smidt Bon Jovi’s New Jersey i tasken. (Og jeg er ligeglad med, hvad ALLE siger: Det album HOLDER!) Mens jeg sad og sang med, kom jeg i tanke om, at det var den plade, Rune havde med til engelsktimerne i 8. klasse, hvor vores engelsklærer var hip nok til at lade os analysere sangtekster, i stedet for andre markant mindre relevante ting, som f.eks. Shakespeare.
Det er 20 år siden.
Jeg ved ikke, om jeg som 20-årig flygtede mere end jeg flyttede, men fact er, at jeg følte mig fastlåst i den person, som vi alle ved fælles hjælp havde fået mig gjort til. Jeg syntes, at Esbjerg husede de mindste mennesker i verden, og jeg følte ikke, at der var hverken plads til eller forståelse for dem, der ikke lagde sig pænt til rette i skabelonen.
Da jeg flyttede, var jeg faktisk ikke længere bange for at være anderledes, men jeg var arret på kryds og tværs over den behandling, det havde udløst at være det. Og så var jeg træt. Træt af små, bitte mennesker, træt af offerrollen og træt af at slæbe rundt på min egen historie.
Hvilket nok er en stor del af grunden til, at jeg ikke har været udelt begejstret over at flytte tilbage, for jeg er så meget på vagt overfor alt og alle, at jeg er som en overspændt guitarstreng. Jeg er så bange for at gamle bekendte fordeler rollerne i forventning om, at jeg stadig er den, jeg var, at jeg er meget tæt på at gøre det til en selvopfyldende profeti.
Men måske er det tid. Måske er jeg der, hvor jeg er nødt til at rejse tilbage til udgangspunktet for at forstå, at den person, der gemte sig under alle lagene, viste sig at være den rigtige. Og at det derfor ikke længere gør nogen forskel, hvor jeg placerer mig fysisk og geografisk.
I bund og grund er det vel den endelige test. Hvis jeg kan tage tilbage og opdage, at ingen længere har magt over mig eller mulighed for at gøre mig til den, jeg var, forstår jeg måske, at den, jeg er i dag, er den rigtige version af mig, og ikke bare noget, jeg leger indtil nogen råber: ”Afsløret!”
Det er så anden gang, du får mig til at tude over et af dine blogindlæg! Tak fordi du skriver så ærligt og skønt, også om alle de svære ting. Du er ikke den eneste, der flygtede fra den person, barndommens gade havde gjort dig til….
Flot skrevet. Tak!!
Jeg syntes det er både sejt og modigt af dig at flytte tilbage, men nægte at lade dig definere af den gamle rolle.
Der er en ting som mig ikke begriber ved Vestjylland, måske kan du svaret?
Hvordan kan et samfund, som accepterer særlinge som bor i et redskabskur kaldet Glasnost, hvor det faktisk godt kan være et kompliment at blive kaldt ”så’n lidt egen”, som har så frit udsyn til en næsten 360 graders horisont og som er befolket med en bunke rolige og varme mennesker, være så klaustrofobisk lukket og fordømmende hvis særheden er ”forkert”? Hvis nogen kan for mange fremmedord fx?
Som jeg ikke begriber altså…
Wow, den satte lige nogen tanker i gang – hvorfor mon jeg aldrig aldrig har haft trang til at søge kontakt mede en eneste af de personer jeg gik i folkeskolen med…Selv om jeg kunne finde halvdelen på FB….ikke en gang for at vise dem den jeg er blevet på trods af det hele…..
Det er smukt beskrevet og jeg identificerer mig med dig og dine følelser. Jeg tror også jeg snart flytter tilbage, men jeg har det ligesom dig.
Jeg tror de allerede, de andre har sagt alt det, jeg ville sige. Undtagen at New Jersey rocks.
Bon Jovi??????? Det havde jeg ikke troet.
UR du sku bare høre hende skråle med på ALLE deres sange ;-);-)..
Og Linda: wow som du skriver, så man kan mærke det!! Du hviler så meget i dig selv nu, at verden bare kan komme an!! Også i Esbjerg 😉
Jeg kendte og kender dig ikke, men "offer er ikke ligefrem det første ord, der popper op i hovedet på mig!
Min erfaring er, at alle på en eller anden måde er usikre og tænker meget over deres egen væren i tilværelsen! Du har næppe været den eneste og folk forandrer sig i reglen! Ja, så naiv er jeg!
Du er cool og du gør mange ting andre kun tør drømme om!
Kh Henriette
PS: Kopieret terræn??? Muhahaha!!