Linda

Hvorfor hedder det ikke: “Skulle være gået til Louis Nielsen”?

Der bor 71.000 mennesker i Esbjerg.

Så når det bliver min tur på apoteket, og jeg siger ”Hej. Jeg skal hente noget medicin, der er ringet ind til min søn og jeg?” og damen ved disken uden ophold svarer ”Ja, til Linda og Anton?” – så bliver jeg fandme imponeret.

Jeg er 34 år, hvilket med LOC’s poetiske ord betyder, at jeg er halvvejs gennem pisset. Forudsat at jeg ikke træder ud foran en lastbil, selvfølgelig. Efter 3 årtier i mit eget sel(v)skab, har jeg så småt sluttet fred med den, jeg er. Jeg kender mine stærke og svage sider, og er ret klar på, hvor jeg selv er med til at bære til bålet, når tingene går galt. Nogle af de mindre flatterende sider af min personlighed arbejder jeg med, andre lever jeg med, som f.eks. mit temperament og min udpræget høje grundspænding.

Som f.eks. dyremennesker.

Den ro de udstråler, er uhyggelig, mand. Får mig til at føle mig som det mest støjende og overfladiske menneske i verden, og på samme måde som jeg får skyldkløe over det hele, hver gang politiet kommer forbi, giver de her mennesker mig altid fornemmelsen af at være endt op med de helt forkerte værdier..

Sig det!

Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er ikke hidsig og hysterisk; jeg er sinke og motorisk udfordret.

Anton har været til fotograf her i weekenden. Ja. Jeg ved det. Jeg troede heller ikke, at vi var sådan nogen, men efter at tilmeldingssedlen havde siddet på garderobedøren hos Tyttebøvserne i 3 uger og emmet ”…og du er HELT sikker på, at du er ligeglad med at få din søns barndom foreviget…?” bukkede jeg under for presset, og skrev os på.

Én ting er de babybilleder, hvor ungen ligger på fars tatoverede arm og ligner noget, en tjener skal til at skovle over på din tallerken, men helt i særklasse er bryllupsbillederne.

De ’sjove’ billeder, hvor manden kigger op under kjolen, eller kvinden ligger på knæ og manden spiller kostbar, giver mig lyst til at kravle ind under gulvtæppet af skam på parrets vegne.

Og hvis min mand sagde ja til at lade sig fotografere med en sort paraply magen til min den hvide, ville det være grund nok til hive op i skørterne og sprinte tilbage til kirken i mine diamantbesatte Nikes (hvad!? Bliv SELV gift i stiletter, når du er 1.80!), mens jeg råbte ”IKKE ALLIGEVEL!!!” af mine lungers fulde kraft. Der mener jeg faktisk ikke, at man kan tillade sig at blive hverken sur eller forbavset, når han om 2 år stikker af med sin frisør.

Det eneste billede, som virkelig sagde mig noget, var det sort-hvide, semidystre foto, hvor brud og gom sad på hver sin perronbænk i støvregn og kiggede alvorligt lige ind i kameraet.  Det synes jeg til gengæld var hysterisk fedt.

Jeg kan ikke finde ud af at indstille radioen i min bil, hvilket betyder, at jeg har P3 på alle mine kanaler. Da der er grænser for, hvor meget P3, man kan tage, uden at føle trang til med fuldt overlæg at køre sin bil hårdt ind i en betonmur (seriøst: Jeg forstår ikke, at man som journalist ikke er nødt til at afbryde udsendelsen for at sparke sin kollega i løgene, når han i ramme alvor fortæller en historie om en mand, er vandrer rundt i bjerge og dale i et ’kopieret’ terræn.), oplever jeg i disse dage glade genhør med mine gamle cd’er.

I går, da jeg kørte til Århus, havde jeg fået smidt Bon Jovi’s New Jersey i tasken. (Og jeg er ligeglad med, hvad ALLE siger: Det album HOLDER!) Mens jeg sad og sang med, kom jeg i tanke om, at det var den plade, Rune havde med til engelsktimerne i 8. klasse, hvor vores engelsklærer var hip nok til at lade os analysere sangtekster, i stedet for andre markant mindre relevante ting, som f.eks. Shakespeare.

Det er 20 år siden.

Jeg ved ikke, om jeg som 20-årig flygtede mere end jeg flyttede, men fact er, at jeg følte mig fastlåst i den person, som vi alle ved fælles hjælp havde fået mig gjort til. Jeg syntes, at Esbjerg husede de mindste mennesker i verden, og jeg følte ikke, at der var hverken plads til eller forståelse for dem, der ikke lagde sig pænt til rette i skabelonen.

Da jeg flyttede, var jeg faktisk ikke længere bange for at være anderledes, men jeg var arret på kryds og tværs over den behandling, det havde udløst at være det. Og så var jeg træt. Træt af små, bitte mennesker, træt af offerrollen og træt af at slæbe rundt på min egen historie.

Hvilket nok er en stor del af grunden til, at jeg ikke har været udelt begejstret over at flytte tilbage, for jeg er så meget på vagt overfor alt og alle, at jeg er som en overspændt guitarstreng. Jeg er så bange for at gamle bekendte fordeler rollerne i forventning om, at jeg stadig er den, jeg var, at jeg er meget tæt på at gøre det til en selvopfyldende profeti.

Men måske er det tid. Måske er jeg der, hvor jeg er nødt til at rejse tilbage til udgangspunktet for at forstå, at den person, der gemte sig under alle lagene, viste sig at være den rigtige. Og at det derfor ikke længere gør nogen forskel, hvor jeg placerer mig fysisk og geografisk.

I bund og grund er det vel den endelige test. Hvis jeg kan tage tilbage og opdage, at ingen længere har magt over mig eller mulighed for at gøre mig til den, jeg var, forstår jeg måske, at den, jeg er i dag, er den rigtige version af mig, og ikke bare noget, jeg leger indtil nogen råber: ”Afsløret!”

Jeg beklager den lave frekvens af indlæg på bloggen, men jeg er – stadigvæk, for satan i hede, hule helvede! – syg, og mine tanker bevæger sig derfor med samme hast som en skildpadde på valium, der svømmer rygsvømning i sirup.

Anton er ligeså skidt (men har arvet sin mors konkurrencementalitet, og forsøger at toppe mig med en gang øjenbetændelse) og vågner derfor en gang i timen fra jeg putter ham til kl. 3, hvorefter han sætter intensiteten op, og vågner hver halve time, indtil jeg giver op.

Vil I have mig undskyldt et øjeblik, mens jeg går ud og hænger mig?

Jeg vågnede i Århus forleden, og selvom det er skønt at være der, må jeg sige, at glæden er bittersød, for jeg savner byen så meget, at jeg nogle gange næsten bliver fysisk dårlig over det.

Det skal retfærdigvis siges, at det heldigvis er gået, som jeg havde forventet: Efter at jeg er startet på arbejde igen, er hverdagene så pakkede, at der ikke rigtigt er tid til at savne det, jeg flyttede fra, og heldigvis er jeg stadig ikke det mindste i tvivl om, at det her var den rigtige beslutning. For familie holder. Punktum.

I sidste uge f.eks. skulle jeg lave pesto, og da jeg måtte forlade den tredje forretning med uforrettet sag, fordi ingen hernede har hørt om løvstikke, havde jeg lyst til at sætte mig på kantstenen og tude. Jeg kunne forstå det, hvis jeg havde været på jagt efter smalbladet, japansk øko-mynte, men fucking løvstikke?? I Århus kender jeg 24 butikker, der HELT sikkert har løvstikke, og derfor bliver sådan en situation indbegrebet af, hvor ny jeg er i gamet her i byen, og hvor langt jeg har igen, før jeg føler mig bare tilnærmelsesvis ligeså meget hjemme her, som jeg gjorde i Århus.

Har man været inficeret af den grumme vuggestuebacille for længe, når man bliver seriøst begejstret over, at Strepsil har lanceret en ny smag?

(Jordbær. Ammenam. Og så er den sukkerfri, yei!)

(Og nej. De har ikke betalt mig for reklamen. Men hvis I læser med, Strepsilfolk, så er jeg til salg. For jeg fornemmer, at de små, fedtede banditter kommer til at kræve deres egen post på budgettet.)