Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

Anton-018

Vikingekongen Anton.

7

Jeg har en søster, der er god til det, der ligger i
spændingsfeltet mellem det alternative og naturen, hvilket er super fedt, for
jeg ville f.eks. aldrig selv have opdaget, at der var vikingemarked i Ribe i
går, om jeg så havde fået 1000 år til det.

Så af sted med os. Og når jeg lige kigger på den sætning, så
må jeg le over, hvor kort den er, i forhold til mængden af realtid, den dækker
over. Minder en del om at pakke til en festival, faktisk, hvor man forsøger at
løse en ligning med 24 ubekendte, og skal afveje nødvendighed af både
regnbukser og solcreme i forhold mængden af lort, det er muligt at slæbe rundt
på blandt mange mennesker på trange udendørsarealer.
Blot med de meget markante forskelle, at det a) ikke
(primært) er en selv, det går ud over, hvis man har glemt noget, og man b) ikke
kan bruge alkohol til at dulme vådt tøj og solskoldninger.
Det startede også meget fint med, at nogen havde pakket to
venstrestøvler i hhv. størrelse 22 og 23.
Nogle gange får jeg simpelthen sådan lyst til at bestille et
tæskehold til mig selv.
Men det blev sådan en fantastisk dag. Jeg elsker, elsker, elsker,
at Anton er blevet så stor, at han kan fistre rundt selv, og at man derfor ikke
er bundet til en barnevogn, som man ikke kan komme ind i klinede lerhytter med,
at man kan stikke ham en bolle, hvis tiden skrider, og der ikke lige er en
microovn i nærheden, og at han kan være vågen i mere end to timer af gangen, så
man ikke skal starte med at panikke over, at der ikke er nogen steder, man kan
stille ham til at sove. Love it!
Og det var skideskægt at se, at mens vi pegede på de
udklædte vikinger (og her må jeg indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at de
alle sammen opfattede deres outfit som udklædning) med ”Nej, PRØV at se”-mimik,
så var Anton mest optaget af deres plankeværk. Han ved selvfølgelig heller
ikke, at de ikke bare er extremhipsters on the loose, men han hilste pænt på
dem alle sammen – mange gange – fordi hans yndlingsord stadig er ”Hej!”, og jeg
elsker at have et barn, der elsker andre mennesker.
Alt er godt.

(Bemærk venligst det famøse plankeværk i baggrunden.)

1. maj på Blogsbjerg.

14

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg mener om de omdiskuterede
kvindekvoter, der er på tegnebrættet ift. at få flere kvinder placeret i toppen
af dansk erhvervsliv.

Som udgangspunkt synes jeg, at man i alle livets forhold
skal vælge den bedste mand m/k til jobbet. Uanset hvilken type af job, der er
tale om. Og fact er, at mange mænd har bedre papirer end kvinder, når de når
den alder, hvor man bliver relevant materiale for ledelser rundt omkring, fordi
de fleste kvinders karriere er blevet afbrudt af en barsel eller to undervejs.
At man så kan diskutere, om man udelukkende skal se på det faglige CV, når man
skal vurdere folks kvaliteter, er en anden sag.

Men for mig at se ligger problemet ikke i at få kvinderne
ind på topposterne. Den del af det kan løses af tvungen kvotering – men hvordan
sørger man for, at de kan blive der, når de har fået børn? Og her skriver jeg
med vilje ’man’, for det bliver en opgave, der er så omsiggribende, at den ikke
kan løses af den enkelte.

(Inden jeg går videre, vil jeg gerne lige sige, at jeg er
med på, at det ikke er alle kvinder, der gerne vil have børn, og at den
manglende ligestilling også rammer dem, der fravælger. Det er på ingen måde for
at ignorere de udfordringer, de står overfor; for mig at se, er der bare
dobbelt op på problemerne for dem, der gerne vil begge dele; de skal både kæmpe
for ligestilling og have to sæt puslespil med meget umage brikker til at passe
sammen.)

På det helt lavpraktiske plan glemmer mange, at det hele
afhænger af, hvad for et barn, du får. Det er hårdt for alle at få børn, men
der er noget bedre muligheder for at arbejde sideløbende med en barsel, hvis du
har husket at bestille en model, der sover igennem om natten, tager lange lure
om dagen, og er så elskværdig at lade være med at være syg hele tiden.

Jeg har heller ikke hørt om ledere, der får lov til at sidde
på deres kontorer fra mandag til fredag. De fleste af dem, jeg kender til,
rejser temmelig meget, og det er fandme nederen at stå i Malmö på vej til møde,
når de ringer fra vuggestuen i Risskov og fortæller, at din datter kaster op,
og vil du være sød at komme og hente hende?

Hvis det skal kunne lade sig gøre at have børn og passe et
lederjob, kræver det vel nærmest en omstrukturering af måden, vi arbejder på;
alternativt af måden, resten af samfundet er indrettet på, for hvis der er
noget, der stiller sig i vejen for at være til stede på sin arbejdsplads, så er
det børnetandplejens åbningstider, vaccinationerne og møderne i vuggestuen.

Selvfølgelig kan man au paire sig ud af meget, hvis
finanserne er til det, men uanset hvor koldt kvindelige chefer somme tider
fremstilles, så er mit bud, at de fleste af dem trods alt får børn, fordi de
gerne vil være sammen med dem. Det betyder, at man går glip af ting, man gerne
ville – og burde – deltage i som chef.

Og Den Gode Usynlige Chef har vi vist første gang til gode
at støde på.

Men selvfølgelig kan det hele lade sig gøre, hvis man har en
mand, der ofrer alt, for at bakke en op. Hvilket er den situation, kvinderne
har brugt omkring 100 år på at skælde ud over urimeligheden i.

Måske bliver vi nødt til at acceptere, at det ikke er alle, der
kan alt.

Måske troede mange kvinder, at de ville karrieren 100%,
indtil de fik børn og pludselig ville dem lige så meget? (Det må man SLET ikke
sige, I know.)

Eller måske er kvoterne første skridt på vejen til, at vilkårene
derude stille og roligt ændrer sig i takt med, at flere kvinder kommer til
bordet og er med til at definere den nye virkelighed.

Glædelig 1. maj.
Lam

Jeg bliver åbenbart aldrig klogere.

10

Fuck, en sløj blogfrekvens jeg holder mig i disse dage. Det
skyldes primært en fuldstændig enestående evne til at dobbeltbooke mig selv, så
de sidste 4 døgn har jeg hængt i telefonen og forsøgt at rydde op i mine fuck
ups, fordi mine bønner om, at årets dage på bedste æg-møder-sædcelle-vis ville
dele og multiplicere sig, og dermed gøre det muligt at 1) afholde kursus i
Århus 2) køre stepuddannelse i Kolding og 3) deltage i arbejdsweekend i vuggeren på
samme tid, åbenbart ikke er blevet hørt. (Begynder at få fornemmelsen af, at
der er noget GALT med den linie??)

Det mest fortvivlende er, at der er rundt regnet 241 andre
weekender, der er så tomme, at de nærmest giver ekko.

I alt det her er det lykkes mig at glemme, at Anton skal
vaccineres (supermom strikes again), og fik jeg nævnt, at der også er en
lokalaftale, som skal forhandles på plads – i København, natürlich? Som på så
mange andre arbejdspladser, har arbejdsgiver og tillidsrepræsentanter så
modsatrettede ønsker ift. tillæg, arbejdstid osv., at det lige nu forekommer fuldstændig
utopisk, at der nogensinde skal kunne skabes en midte, vi kan mødes på.

= mange møder, flere timer i telefonen og uhyrlige mængder af
kaffe.

Alt det har jeg rørt nænsomt sammen, drysset med afsindig
dårlig samvittighed over, at jeg også har et liv, og sat det til hævning.
Lige nu gad jeg f.eks. godt, at der kom en rigtig voksen og
tog over.
Men selv om al gang for tiden foregår i løb, er der naturligvis
stadigvæk tid til at undre sig over de store mysterier i livet.
F.eks. om jeg er den eneste, der nogle gange kører for længe
i 4. gear, fordi jeg bare ikke orker at koble ud og skifte til 5.?
Eller hvad fanden der sker med Søren Pinds hår?? Den der …
bølgeagtige toupé, der ligger ovenpå hovedet og leger, at den er en Von Dutch
cap?? Han burde enten fyre sin stylist øjeblikkeligt med tilbagevirkende kraft,
eller beslutte sig for udelukkende at optræde i radioen. (Selvom jeg nok her
burde huske, at der, når jeg peger, er 3 fingre, der peger på mig selv: Jeg er
gået i gang med at arbejde på en ny frisure, der kræver langt pandehår med det
resultat, at jeg lige nu ligner en 5-årig idiot, med spænde i den ene side og
røvballegardin hen over panden. Med det fæle PS, at den eneste hårnål, jeg
kunne finde, er fra en periode af mit liv, hvor jeg troede, at jeg hårmæssigt var
tyrkisk prinsesse, og derfor er svært befængt med pink similisten.)
Nå. Jeg vil luske tilbage til arbejdsbordet og efterlade jer
med det billede, jeg pt. uanset humørmæssigt udgangspunkt altid bliver helt ør
af kærlighed over at kigge på.

Top 5 over grunde til at bestille ”Gastroskopi – nej tak” klistermærket.

, 9

1. Det har aldrig – som i: aldrig nogensinde – været nogen
skabende krafts intention, at lade et kamera få adgang til din 12-fingertarm
gennem næsen. Aldrig. Hvilket betyder, at næsens funktionelle design i den
sammenhæng lader temmelig meget tilbage at ønske. (AV FOR SATAN!)

2. Jeg vil normalt altid gerne tale om Anton, og du bliver
min ven for livet, hvis du spørger interesseret til ham. Undtagen hvis du
samtidig forsøger at piske mit maveindhold til flødeskum. Stadig gennem næsen. Så
synes jeg faktisk, at du er et federe menneske, hvis vi bare kan være stille
sammen.

3. Jeg vil aldrig mere grine af katte, der forgæves forsøger
at brække hårbolde op. Lyder muligvis sjovt. Det er det ikke.

4. Gad heller ikke rigtigt at opdage, at sygeplejersken har
gået 3 klasser under mig i folkeskolen. Og at jeg har haft hendes mor til
dansk. Bedst, hvis de mennesker, der skal se mig i den slags situationer, er
helt, helt fremmede.

5. ”Du skal være glad for, at det ikke er en endoskopi, du
skal have lavet. Det er meget værre!” Det er muligt, Hr. Kirurg, men a) lige nu
trøster det ca. lige så meget, som hvis jordemoderen under den 4. presseve
havde sagt: ”Du skal være glad for, at du kun skal føde én!” og b) skulle det
nogensinde blive aktuelt, kan du lige regne med, at jeg så nu er SÅ angst for det, at
du skal bruge hammer, mejsel og 5 gram ren morfin for at få dét til at ske!

Godt:

10

Hvem ringer til reklamebureauerne og bringer dem up to speed
på, at de skal stoppe med at bruge børnespeakere i alle former for reklamer
LIGE nu?

Jeg troede engang, at det måtte være fordi man blev
sindssyg, skiftede personlighed og tabte sin smag i forbindelse med, at man fik
børn, og dermed pludselig synes, at det var sødt, at den endeløse strøm af
irriterende smølfespeak fortsatte, men jeg kan oplyse, at jeg post Anton stadig
får lyst til at rive mine arme af og tæve radioen med den våde ende, når
snottede unger med skabet stemme reklamerer for bagere og hoppeborge.

HVEM synes, at det er sødt? Hvem?? Jeg har tjekket min mor
ifald svaret er: ’Bedstemødre’. Hun hader dem også.

Sliding doors.

15

Da jeg forleden var i København, valgte jeg at leve op til fordommene om idiotiske, jyske bilister i storbyen, så efter talrige katastrofeopbremsninger, en enkelt tur mod ensretningen og en parkering, der mest af alt mindede om det, der sker, når et barn taber en legetøjsbil i sandkassen, endte jeg med at sprinte ind af døren, 5 minutter efter mødet, jeg skulle deltage i, var startet.

Det siger sig selv, at jeg glemte min madpakke i bilen.

Derfor sad jeg sidst på eftermiddagen på parkeringspladsen og spiste, mens jeg kiggede på mennesker, fordi ikke engang jeg mestrer kunsten at spise yoghurt og skifte gear simultant.

Lige da jeg skulle til at trykke på ”hjem” på GPS’en, kom en rigtig storbymor med poncho og købekaffe og 3 unger i Christianiacyklen kørende forbi, og lige der, midt i ”fuck, hende gad jeg godt være!” blev jeg overvældet af den børnefølelse, hvor man pludselig synes, at det er snyd, at man kun får lov at prøve én slags liv. At man aldrig får at vide, hvad der var sket, hvis man havde truffet ikke nødvendigvis bedre valg, men andre valg.

Hvor jeg f.eks. var endt, hvis jeg havde valgt at sende ansøgningspapirerne til medicin ind. Eller havde taget den orlov og de 3 måneder i udlandet. Hvad der var sket, hvis jeg ikke var gået min vej. Eller var gået min vej noget før. Eller var blevet med Anton i Århus og havde købt en ladcykel og en kop kaffe mere.

I mine melankolske øjeblikke, kan jeg godt blive trist over, at jeg aldrig finder ud af det.

#fredag d. 13.

5

Man kan overveje det hensigtsmæssige i at dytte og lave det internationale tegn for ”Ja, bare når du har tid!?” af biler, der holder i vejen, når selvsamme vej fører direkte til barnets institution.

Bliver simpelthen så hyggeligt til forældremødet på tirsdag.

(Forklar mig lige, hvorfor temperamentet som det eneste ikke bliver slappere i elastikken med alderen?)

Aj, men nogen gange ved jeg simpelthen ikke med den ytringsfrihed…

21

Engang, for mange år siden, var jeg ansat på en arbejdsplads, hvor der var stor utilfredshed med vores nærmeste leder. Tilbage i tidernes morgen, havde hun taget den samme uddannelse som os andre, men af årsager, der ikke er relevante her, kunne hun ikke længere udføre dén funktion, og i stedet for at fyre hende, valgte chefen at oprette en mellemlederstilling til hende.

Hvilket måske ikke er det fedeste grundlag i verden for at sætte folk til at bestemme over andre.

Det gik præcis ligeså galt, som man på forhånd kunne have frygtet. Der var fuck-ups af episke dimensioner, og handling var noget, man gik i biografen for at få. Som forventet begyndte de ellers meget, MEGET forstående medarbejdere at brokke sig, i takt med at fejlene besværliggjorde deres hverdag – som når man f.eks. figurerede på vagtplanen, efter at man for længst var blevet lovet fri.

En ting var helt sikkert: Det var ALDRIG hendes skyld.

Vi prøvede i første omgang at forstå, at det ikke er nemt at blive sat til at lede og fordele, fordi man ikke længere kan udføre sin primære funktion; at man jo også lige skal lære det. Da forståelsen slap op, prøvede vi at tale med hende. Hun var meget lyttende og skrev en del på sin blok, men noterne nåede aldrig længere end ned i skuffen.

Så gik vi til chefen. Som lyttede og skrev ned. Og arkiverede noterne samme sted som mellemlederen. Derefter gik vi bare over til at forsøge at få luft, når vi sad i personalerummet ved at bytte trælse anekdoter.

Det var her, jeg lærte, at man nogle gange er nødt til aktivt at undgå samtaler om visse emner for ikke at dø af raseri. Ikke fordi jeg ikke sladrer; jeg tror hverken, at jeg er værre eller bedre end det brede flertal på den front, men fordi mellemlederen virkede helt og aldeles uberørt af utilfredsheden, der hang så tykt i luften, at du kunne have skåret skulpturer af den. Som en slags Titanic, der helt efter humlebiprincippet bare ikke var klar over, at hun egentlig skulle synke, flød hun adstadigt og upåvirket gennem vandet, enten blind eller ligeglad med det kaos, hun lod i sit kølvand. Til gengæld lå jeg til sidst søvnløs om natten, optændt af den retfærdige harme over de horrible mængder af inkompetence og uretfærdighed, jeg syntes, at jeg dagligt måtte prøve at sluge uden at kaste alt for meget op.

Med andre ord: 0:1 til mig.

Og det, jeg med denne meget lange indledning gerne vil sige er, at jeg ville ønske, at journalister nogle gange ville gøre det samme; gå, når det negative får lov til mageligt at læne sig tilbage og fylde hele billedet. For når nogen taler, er der altid andre, der lytter, uanset hvor stupidt og virkelighedsforvrængende, det sagte er.

Som f.eks. når præst Leif Mortensen til aoh.dk udtaler:

“Homoseksualitet skal bekæmpes. En ting er, at man kan have homoseksuelle anlæg. De mennesker skal naturligvis behandles med omsorg og kærlighed. Noget helt andet er det at acceptere homoseksualitet som del af et kristent ritual. Når der er noget, der gror skævt i vores natur, skal man ikke dyrke det, men bekæmpe dem.”

Forklar mig lige, hvorfor den slags ikke kategoriseres som en civiliseret form for hatecrime? Hvis han kom med samme påstand om giftemål på tværs af racer, ville han blive smidt i fængsel, selvom det vel for fanden efterhånden er almen viden, at man ligeså lidt kan gøre for at man er homoseksuel, som for at man er sort, hvid eller prikket.
Jeg ved, at der findes mange gode og fine præster, der ikke har problemer med kærligheden, hvad form den end måtte antage, og jeg synes, at det er så trist, at det hele tiden er dem, der ønsker sig tilbage til middelalderen, der får taletid.

Mit håb er, at den form for himmelråbende idioti som Leif Mortensen repræsenterer, uddør med den generation af præster, der lige nu står og hopper for at få lov at sige og mene ting, som i alle andre professioner som minimum ville koste jobbet. Anstændigheden, næstekærligheden og den almene respekt for sine medmennesker taler vi slet ikke om; disse begreber er røget for længst.

I medgang og modgang.

8

Jeg gider ikke så godt lagkagekomedie og ”sjove” onkelfraser som: ”Nå, kan I holde varmen?” på en 35 grader varm dag, eller: ”Nå, er der nogen, der har en brugt ferie til salg?” den første dag tilbage på job efter sommerferien. Men hvor skal det bare blive godt at komme på arbejde igen, så man kan slappe af!

Det RIGTIGT irriterende er, at det udelukkende har været gode ting, nogen har fyldt i min kalender; der har bare været så meget af det, at jeg alligevel er kommet til at svede lidt over det. Også fordi Anton har besluttet sig for at gå i puberteten med irrationel adfærd og humørsvingninger for fuld udblæsning som følge. Det ene sekund klamrer han sig til mig, som havde han tilbragt de sidste 17 måneder på et rumænsk børnehjem, det næste skubber han mig bogstaveligt talt ud af rummet, mens han virker ærgerlig over, at der ikke er en havnekaj eller bjergside i belejlig nærhed.

*Puh*

Nå, men forleden besøgte vi nogle af mine absolutte yndlingsmennesker i Holstebro. De skal giftes (det var altså også lidt på tide, Frank) og jeg glæder mig helt sindssygt til den store dag. Det sad vi selvfølgelig og snakkede om, da vi var derovre.

Jeg har aldrig rigtig haft et ønske om at blive gift – hvilket er heldigt, min civilstand taget i betragtning – men jeg elsker at snakke om andres. Påklædning, bordpynt og menu; jeg går op i det med liv og sjæl. Men én del af planlægningen er jeg simpelthen så glad for, at jeg ikke er beslutningstager på: Gæstelisten. Fuck, en faldgruppe af potentielle kriser i omgangskredsen.

For jeg har prøvet at være med til bryllup, og til receptionen siddet ved siden af nogen, som var TYDELIGT fornærmede over ikke at være inviterede med til festen senere. Og det er sgu da også en nederen måde at opdage på, at man åbenbart ikke var helt så gode venner, som man selv gik rundt og troede.

Så er der alle dem, der af den ene eller anden grund hænger sammen; hvor man ikke kan være bekendt at invitere det ene par, hvis man ikke inviterer det andet.

Som gæst synes jeg også, at det kan være lidt svært at gennemskue, hvad der er passende gavebeløb og påklædning, hvis man er en af B-gæsterne. Kan f.eks. godt huske dengang, jeg – uopfordret – fik tilsendt en ønskeseddel af bruden til en bryllupsreception, jeg havde meldt afbud til, og der ikke var noget på sedlen til under 800. Der blev jeg godt nok sådan lidt ”Say whaaa?”

Og hvad med polterabend? De gange, jeg har været inviteret med til bryllup som fyld, har det været absolut ok – det har været hos mennesker, som jeg opfatter som gode bekendte frem for venner (hvor jeg virkelig ville være blevet ked af det, hvis jeg var blevet sorteret fra til den store fest), men ofte bliver man kontaktet om polterabend læææænge inden, den er planlagt, og man ved, hvad den kommer til at koste, men man kan jo for helvede ikke sige, at man kun vil være med for 500 kr., vel? På den anden side gider jeg ikke smide 2000 kr. efter en polterabend for en bekendt, der har inviteret på et glas Asti og et stykke kransekage. (Lidt for ærligt der? Sorry.)

Shit, mand. Jeg kan få helt ondt i maven på brudeparrets vegne.

Emma Gads efterkommere burde udgive et bryllupsappendix.

Load More