Da jeg forleden var i København, valgte jeg at leve op til fordommene om idiotiske, jyske bilister i storbyen, så efter talrige katastrofeopbremsninger, en enkelt tur mod ensretningen og en parkering, der mest af alt mindede om det, der sker, når et barn taber en legetøjsbil i sandkassen, endte jeg med at sprinte ind af døren, 5 minutter efter mødet, jeg skulle deltage i, var startet.
Derfor sad jeg sidst på eftermiddagen på parkeringspladsen og spiste, mens jeg kiggede på mennesker, fordi ikke engang jeg mestrer kunsten at spise yoghurt og skifte gear simultant.
Hvor jeg f.eks. var endt, hvis jeg havde valgt at sende ansøgningspapirerne til medicin ind. Eller havde taget den orlov og de 3 måneder i udlandet. Hvad der var sket, hvis jeg ikke var gået min vej. Eller var gået min vej noget før. Eller var blevet med Anton i Århus og havde købt en ladcykel og en kop kaffe mere.
I mine melankolske øjeblikke, kan jeg godt blive trist over, at jeg aldrig finder ud af det.
Kender følelsen 100%.
Bliver selv utrolig intimideret over alle de tjekkede tøser med "tilfældig" lækkerhed og overskud.
Jeg er i hvert fald et af de mennesker som er så helt utrolig heldig med at det var de andre papirer du sendte ind 🙂
– men resten kan jeg godt følge! Og du må få en tur i min ladcykel når jeg får sådan én.
kender udmærket det du skriver om – hvad nu fx hvis jeg ikke havde valgt den abort fordi jeg ikke orkede at få nr 3 lige efter at have fået konstateret at barn nr 2 havde et handicap (som vi har lært at leve med og holde af) Hvad nu hvis jeg havde læst spændende psykologi i stedet for kedelige jura, hvad nu hvis jeg var blevet i Afrika i stedet for at tage hjem´til DK og finde min mand….. ja det kunne være skægt at prøve at leve den alternative fremtid også selvom man er glad for den man fik 🙂
Kender det så godt!
Jeg går for tiden rundt med en trykkende følelse af at jeg står midt i alle disse valg der kommer til at definere min fremtid – and it's scary as hell! Jeg har faktisk lige blogget om det så meget fylder det i mine tanker pt.
Nogle dage føler jeg mig totalt handlingslammet og har bare lyst til at holde mig for øjnene indtil "nogen" har valgt for mig.
Andre gange har jeg masser af gå-på-mod, men rammer igen og igen hovedet mod den mur der hedder "ungdomsledighed" og som gør at jeg skal være så uendelig heldig for at kunne skodde mit frustrerende job og få et der er bare lidt bedre og mere "mig"…
What to do? Kan jeg om 15 år ærligt kigge tilbage og tænke "ah, alt løste sig til det bedste" eller…
Det kender jeg også. Men vi kan ikke leve i måskeér og hvadnuhvisser.
carpe diem!
Åh, hvor jeg kender det. Både det med at fare forvildet rundt i København og det endda helt uden at være jyde.
Men også det med, at fundere over tingenes udfald og forestille sig, hvordan det kunne være gået, hvis nu man havde eller IKKE havde…
Er glad for, at jeg ikke er den eneste der kan hænge lidt i måskeer og hvisser :o)
Pudsigt at du lige i går skulle skrive lige netop dette indlæg. For lørdag talte jeg med min kæreste om præcis det samme. Tænk, hvis vi kunne få lov til at leve flere liv. Så havde jeg nemlig også valgt medicinen i det ene liv, og i et andet liv havde jeg været ranger i Sydafrika. I ét liv ville jeg bo i verdens storbyer, og i et andet ville jeg være hjemmegående mor på landet. Selvom jeg ikke er mere end 29 år, føler jeg allerede, at livet bare suser forbi, og at jeg går glip af en masse ting. Så det kunne bare være så vidunderligt, hvis man havde – ikke flere forsøg på at leve "det rigtige liv – men bare muligheden for at eksperimentere og opleve en masse … 🙂
Uh ha, spændende men også super skræmmende tanker, som min hjerne har svært ved at håndtere. Lidt ligesom når jeg begynder at tænke over hvad der er uden for det vi kender til. Hvor stopper og starter verden, eller hvad og hvordan startede det hele, eller hvor var jeg før jeg blev født. Vel i øvrigt sundt at reflektere over livet af og til. Har selv lige rundet 50 års hjørnet og tro mig, DET giver stof til reflektioner på den sygeste måde.
Det kan man godt. Jeg kender et par stykker som er kommet til det helt ufrivilligt.
En som havde valgt et job som krævede en vis fysik, men hvor en ulykke umuliggjorde det liv. Så måtte han skifte liv som 40 årig, og det til det bedre.
Eller dem der går fra et ægteskab gennem 10-15 år, det er altså også et helt nyt liv. Man skal ikke tro at løbet er kørt eller at banen er malet op for én… Du kan nå mange liv i fremtiden, bare ikke ændre på fortiden.
Troede sgu egentlig kun at det var mig der havde det sådan….
Det er aldrig til at vide, hvor andre valg i livet ville have ført en hen………
Men hvis man udnytter sin tid effektivt, mener jeg nu at man har mulighed for at prøve en masse af- særligt når man er ung, barnløs og fast job, mand og alt det der:)
I know the feeling! Too Well
Knus
Et indlæg der gjorde mig glad. Dels fordi jeg godt kan lide filmen! Dels fordi jeg er i gang med at ændre lidt i mit eget liv. Jeg nyder, at selv om jeg både er gift, har to små børn, parcelhus i mindre by, 1½ uddannelse og et fast job, så kan jeg stadig ændre på mit liv, jeg kan stadig lære nyt og jeg kan stadig søge nye udfordringer – og jeg forsøge at nå så mange sider af livet som muligt.
Ikke fordi jeg stormer rundt og ikke finder ro, men det giver mig stor glæde i mit liv: tanken om at jeg ikke er færdig, men har masser af muligheder inden for de rammer jeg har valgt 🙂
Så lige denne og kom til at tænke på dig;
https://www.facebook.com/photo.php?fbid=384958338214365&set=a.322042667839266.75169.322009484509251&type=1&theater
– Og det er vel i øvrigt også det, der er "moralen" i Sliding Doors? At på den ene eller den anden måde ende hun jo alligevel med at komme af med ham fjolset og rende ind i den lækre skotte.