Top 5 over grunde til at bestille ”Gastroskopi – nej tak” klistermærket.

1. Det har aldrig – som i: aldrig nogensinde – været nogen
skabende krafts intention, at lade et kamera få adgang til din 12-fingertarm
gennem næsen. Aldrig. Hvilket betyder, at næsens funktionelle design i den
sammenhæng lader temmelig meget tilbage at ønske. (AV FOR SATAN!)

2. Jeg vil normalt altid gerne tale om Anton, og du bliver
min ven for livet, hvis du spørger interesseret til ham. Undtagen hvis du
samtidig forsøger at piske mit maveindhold til flødeskum. Stadig gennem næsen. Så
synes jeg faktisk, at du er et federe menneske, hvis vi bare kan være stille
sammen.

3. Jeg vil aldrig mere grine af katte, der forgæves forsøger
at brække hårbolde op. Lyder muligvis sjovt. Det er det ikke.

4. Gad heller ikke rigtigt at opdage, at sygeplejersken har
gået 3 klasser under mig i folkeskolen. Og at jeg har haft hendes mor til
dansk. Bedst, hvis de mennesker, der skal se mig i den slags situationer, er
helt, helt fremmede.

5. ”Du skal være glad for, at det ikke er en endoskopi, du
skal have lavet. Det er meget værre!”
Det er muligt, Hr. Kirurg, men a) lige nu
trøster det ca. lige så meget, som hvis jordemoderen under den 4. presseve
havde sagt: ”Du skal være glad for, at du kun skal føde én!” og b) skulle det
nogensinde blive aktuelt, kan du lige regne med, at jeg så nu er angst for det, at
du skal bruge hammer, mejsel og 5 gram ren morfin for at få dét til at ske!

Published by

9 Replies to “Top 5 over grunde til at bestille ”Gastroskopi – nej tak” klistermærket.

  1. Okay, nu spørger jeg måske ind til detaljer, du helst vil glemme, men… hvorfor hulen vælger man at gå gennem næsen i stedet for munden??

    Har selv haft "fornøjelse" af røvskopien. Heller ikke udpræget rart, men man havde sat et fjernsyn op, så jeg kunne følge med i mine tarmes forfatning, hvilket havde en god afledende effekt. Heh.

  2. Er bare glad for du lever endnu og har humoren i behold!
    – for nej, sgu intet intet som helst godt at sige om den undersøgelse!!!

  3. ej læger har ikke altid de fedeste trøsteord, men slå lige den her jeg fik af ganske mange mennesker lige da vi havde fået at vide at vores søn var døv "ej men det er da godt at han ikke er blind" hhmmmm ja lige til arkivet under fuldstændig ubrugelige trøstesætninger…

  4. Av, for dælen! Jeg undrer mig over, at en gastroskopi foretages igennem næsen. Det plejer at foregå via munden, men der må være særlige omstændigheder omkring det. Jeg håber, at du får et positivt resultat…

  5. Hvor får man det klistermærke fra? Jeg fik lavet gastroskopi i 2008 og fik besked på, at jeg ville blive indkaldt igen om 3 måneder. Men tænk, de glemte mig helt hen til februar 2012. Nu har jeg så til gengæld vundet en hel serie af dem, fordi der åbenbart – bwadr – foregår mange interessante ting dernede. Jeg har nu aldrig fået scopet ført ind gennem næsen, men det er slemt nok at skulle have det ind gennem munden, der til lejligheden bliver udstyret med en fiks lille "bideskinne", så man ikke uforvarende kommer til at bide i haveslangen eller lægens fingre …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.