Vikingekongen Anton.

Så af sted med os. Og når jeg lige kigger på den sætning, så
må jeg le over, hvor kort den er, i forhold til mængden af realtid, den dækker
over. Minder en del om at pakke til en festival, faktisk, hvor man forsøger at
løse en ligning med 24 ubekendte, og skal afveje nødvendighed af både
regnbukser og solcreme i forhold mængden af lort, det er muligt at slæbe rundt
på blandt mange mennesker på trange udendørsarealer.

Blot med de meget markante forskelle, at det a) ikke
(primært) er en selv, det går ud over, hvis man har glemt noget, og man b) ikke
kan bruge alkohol til at dulme vådt tøj og solskoldninger.

Det startede også meget fint med, at nogen havde pakket to
venstrestøvler i hhv. størrelse 22 og 23.

Nogle gange får jeg simpelthen sådan lyst til at bestille et
tæskehold til mig selv.

Men det blev sådan en fantastisk dag. Jeg elsker, elsker, elsker,
at Anton er blevet så stor, at han kan fistre rundt selv, og at man derfor ikke
er bundet til en barnevogn, som man ikke kan komme ind i klinede lerhytter med,
at man kan stikke ham en bolle, hvis tiden skrider, og der ikke lige er en
microovn i nærheden, og at han kan være vågen i mere end to timer af gangen, så
man ikke skal starte med at panikke over, at der ikke er nogen steder, man kan
stille ham til at sove. Love it!

Og det var skideskægt at se, at mens vi pegede på de
udklædte vikinger (og her må jeg indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at de
alle sammen opfattede deres outfit som udklædning) med ”Nej, PRØV at se”-mimik,
så var Anton mest optaget af deres plankeværk. Han ved selvfølgelig heller
ikke, at de ikke bare er extremhipsters on the loose, men han hilste pænt på
dem alle sammen – mange gange – fordi hans yndlingsord stadig er ”Hej!”, og jeg
elsker at have et barn, der elsker andre mennesker.

Alt er godt.