Linda

For nogle uger siden var jeg i byen med en flok, hvoraf halvdelen havde børn, og den anden halvdel ikke havde. Når jeg er sammen med mennesker, der ikke har børn, bliver jeg altid meget bevidst om, hvor meget børn fylder i samtalen, hvis flere af de andre tilstedeværende har, og jeg vrider altid min hjerne i forsøget på at finde på noget at fortælle, som ikke involverer Anton og Frida. Selvom den gode samtale ikke er mit ansvar alene, har jeg ikke lyst til at være en del af et selskab, hvor man skal fake interesse og smile anstrengt, fra man kommer til man går.

Resten af weekenden gik jeg og tyggede lidt på, at det faktisk er en overvejelse jeg gør mig langt oftere nu, end før jeg fik børn. Før var der selvfølgelig også emner, der var mere oplagte i nogle sammenhænge end andre, men der var ikke noget, jeg decideret kørte censur på.

Måske er det fordi jeg er gået lige fra at være single uden børn, til at have om ikke hele familiepakken, så i hvert fald en ret afgørende del af den, men jeg kan meget tydeligt huske, at vi dengang var enige om, at dem, der havde forplantet sig, måske ikke altid var de mest interessante borddamer og -herrer at få. Når de var med os i byen, endte det også ofte med, at de flere gange i løbet af aftenen, undskyldte at de ikke havde så meget andet end børn at byde ind i samtalen med.

Eller måske er det fordi, jeg blandt mine facebookvenner stadig har mange singler, der mere eller mindre frivilligt har fravalgt børn, og at jeg derfor hvert år til fastelavn ser en del harske kommentarer om underholdningsværdien af billeder af udklædte fastelavnsbørn.

I hvert fald har jeg en fornemmelse af, at det ofte er dem med børn, der i samtalesammenhænge dukker hovedet lidt og holder igen – og hvis det virkelig er sådan, det forholder sig, så synes jeg faktisk ikke, det er helt i orden.

(Hvorfor er det i øvrigt, at det ofte er dem, der er mest rabiate i deres udmeldinger om, hvor uinteressante og ulækre børn er, der poster daglige updates om deres dyr?)

(Jeg dømmer ikke. Jeg undrer mig bare.)

Som sagt kan det godt være, at det er fordi jeg er sprunget hele *find en mand, lær ham at kende, flyt sammen, stift familie* fasen over, at jeg lægger mærke til det – men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville virke, hvis man prøvede at vende den om? Jeg tror, de fleste ville reagere, fordi det ville virke åbenlyst uforskammet, hvis jeg meldte ud, at jeg ikke orkede at sidde ved siden af flere singler uden børn, når jeg var ude, fordi det er røvsygt at høre om deres katte, hvem der var mest fuld i byen i sidste uge, og at crossfit er taget af planen om onsdagen i fitness world.

Èn ting er de sociale sammenhænge, hvor man ikke selv bestemmer, hvordan deltagersammensætningen er; det tror jeg de fleste kan overkomme, fordi det trods alt ikke er den slags, der er flest af, men jeg synes faktisk, at det her har påvirket flere af mine egne relationer mere, end jeg på forhånd ville have troet.

Jeg tror, man ville nå langt, hvis alle parter – også dem, der får børn – kunne slutte fred med at det for mange venskabers vedkommende betyder en form for skilsmisse, når den ene part får børn og den anden ikke gør. At få børn har i hvert fald for mig ændret alting; ikke fordi jeg sætter alt på hold, eller lever gennem dem, men fordi de kommer til at udgøre den ene streng i livsDNA’et, og helt naturligt bliver det, alt andet både følger og snor sig omkring. De rykker på alt, lige fra den praktiske hverdag til måden, man betragter tilværelsen på, og for mit eget vedkommende er jeg blevet bevidst om mine værdier på en helt anden måde, end jeg var, før jeg fik dem. Jeg er på mange måder et andet menneske, efter jeg har fået børn, end jeg var, inden jeg fik dem; det jo nærmest et nyt menneske er trådt ind i omgangskredsen.

Det betyder ikke, at jeg synes, man skal forkaste alle sine venskaber i det sekund, man bliver gravid. Men det betyder, at jeg synes, man skal gøre op med sig selv og måske endda hinanden, om man vil relationen på de nye vilkår eller ej. Hvis svaret er, at det vil man, må man lægge det arbejde i det, det kræver, at skabe et nyt rum, hvori man kan finde både hinanden og hinandens interesser.

Uanset om disse viser sig at være katte eller børn.

Jeg følger Peter Falktoft på facebook. Egentlig er jeg på alle måder uden for målgruppen; jeg er både for gammel og for høj, og tøjstilen har jeg for længst opgivet at forstå, men jeg synes, at han og Esben Bjerre var fuldstændig forrygende sammen i radioprogrammet Monte Carlo, og derfor hænger jeg på.

Det er efterhånden et par år siden, at MC lukkede ned, og uden at fornærme nogen, kan man vist godt sige, at tv-programmet af samme navn aldrig fik fat på helt samme måde. Tiden er gået, og Peters opslag på fb har stille og roligt ændret karakter; da han lavede MC, var der ret meget, der var ret sjovt, mens det det sidste års tid mest er blevet til selfies og træningsupdates.

For nogle uger siden lagde han et billede op af sit træningsprogram, hvilket af en eller anden grund blev for meget for mange af hans følgere. I hvert fald gik kommentarsporet amok i “Du VED godt, at man kan træne, uden at fortælle hele verden om det?” Som reaktion på dét, lagde han i efterfølgende en lang post op, hvori han langede ud efter dem, der hatede på andres træningsupdates. Og kommentarsporet hértil, synes jeg faktisk var ret interessant. For der fik han sgu tæsk. Og ikke af den sædvanlige slags, hvor folk, der ikke kan stave, bare sviner til, fordi de kan, men fra velformulerende, godt argumenterende mennesker, der – set med mine øjne – faktisk gjorde sig umage for at forklare, hvorfor han fik de reaktioner, han fik, og hvorfor de synes, at det seneste opslag måske var lidt over stregen.

Helt forudsigeligt gik der “hvis man ikke kan lide lugten i bageriet” og “intet bageri uden kunder” i den; den evindelig form for hønen og ægget, der også har floreret i blogland, så længe, jeg kan huske.

Men debatten fik mig alligevel til at tænke. For hvis vi et øjeblik prøver at parkere den med, at folk selvfølgelig må poste præcis dét, de gerne vil på deres egen væg/konto/profil, så handler det måske om, at vi begynder at opholde os så meget i cyberspace, at nogle af de samme mekanismer, som hersker IRL, også begynder at træde i kraft derude. I det virkelige liv spejler vi os i hinanden og adfærdskorrigerer, hvis nogen opfører sig som røvhuller eller bryder det sociale kodex; tænk bare på de gange, du har fået sagt noget virkeligt uheldigt, eller er kommet af sted i det helt forkerte tøj. Det eneste, der får dine ord eller dit outfit til at skille sig ud fra mængden er, at der er en mængde at skille sig ud fra, og at mængden eller de folk, der udgør den, reagerer. Måske uden at sige noget, men du er ikke i tvivl om, at du har ramt ved siden af.

I cyber har vi ikke rigtigt mulighed for at sende signaler med kropssprog eller tonefald. De eneste redskaber, vi kan gøre brug af dér, er enten at klikke “unfollow” eller at skrive direkte til folk, at vi ikke bryder os om det, de laver. Indtil nu har jeg altid argumenteret for, at man jo bare kan gå sin vej, uden at gøre et stort nummer ud af det, for jeg har selv et par gange fået kommentarer fra læsere, der helt eksplicit skriver, at de nu vil holde op med at læse med, fordi “du var meget sjovere før” hvilket – i hvert fald på mig – gør ondt.

Men måske ville nogen af dem, der går, faktisk gerne være blevet hængende? Måske synes de bare, at de efterhånden får noget helt andet, end dét, de signede up for? Jeg tror fx. at det er det, der er blevet et problem for Peter Falktoft; at humoren er forsvundet, hvilket gør den solide selvpromovering en lille smule svær at se på, fordi det, når humoren er væk, bliver selvhøjtideligt i stedet for inspirerende.

Dermed ikke være sagt, at det er læseren, der skal diktere indholdet, for så dør passionen hos den, der skriver, og man vil alligevel aldrig kunne gøre alle tilfredse – men måske er det ok at blive gjort opmærksom på det, hvis dét man siger, ikke længere bliver modtaget, som man tror, det gør?

Ret skal være ret: Det forudsætter, at du som læser har selvindsigt nok til at vurdere, om du er målgruppen for den blog eller konto, du følger. Da Mads & Monopolet kørte på P3, blev jeg virkelig irriteret over alle dem, der på FB skulle kommentere P3’s musikstil. Jeg synes også, at den er røv og nøgler, men det var os over 30, der var på besøg på kanalen, og det forudsætter en form for indexreguleret kærlighed, hvor man tager det, man godt kan lide, og abstraherer fra det, man ikke kan. Det andet svarer til at gå på natklub og brokke sig over, at musikken er for høj, og belysningen for dårlig.

Egentlig synes jeg, at ovenstående allerede fungerer fint på IG, hvor der er kontant afregning ved kasse ét, men på den positive måde: Hvis folk kan lide det, de ser, stikker de et like. Hvis ikke, lader de bare være. Og det er da en oplagt mulighed for at blive klogere på, hvor godt modtagerne føler sig underholdt. Fx. postede jeg dagligt et billede af min kæmpe mave sammen med en rasende tekst, da jeg gik længere og længere over tid med Frida. Og det var faktisk ret interessant at se, hvordan antallet af likes faldt fra dag til dag. (Her holder jeg dog muligheden åben for, at det var i sympati; jeg er altid selv i tvivl om, hvad jeg skal gøre, når folk poster sygebilleder. Et like virker ligesom lidt for begejstret). Jeg valgte at gøre det alligevel, fordi det var nemmere end at svare på 1339483943 “har du født??”-sms’er, men det gav et fint fingerpeg om, at mine følgere synes, at det var sjovt første gang, og derefter blev det sgu lidt irriterende at se på.

Det kommer aldrig til blive rart. Jeg kan stadig huske stort set alle de kommentarer, jeg har fået, fra folk, der har kritiseret mig og min blog, og de svier lige meget hver gang, uanset hvor meget jeg prøver at foregive noget andet. Specielt hvis jeg faktisk godt selv kan se, at der kan være noget om det, de skriver. Og selvfølgelig kan man vælge at holde fast i “min bil – mine regler”, og så luge benhårdt ud i, hvem man har med på passagersædet – men det hedder “de sociale medier”: De giver ikke mening, hvis vi er der alene.

I morgen fylder jeg 39 år. Min fødselsdag ligger så tæt på nytårsaften, med alle dennes endeløse muligheder for selfshaming og de deraf følgende forsætter, at jeg sjældent udnytter muligheden for at gå mig selv og min adfærd efter i sømmene og overveje, om noget bør spændes efter, men i år kan jeg alligevel mærke, at der er en ting, jeg ville ønske, jeg kunne blive bedre til. (Her bruger jeg lige 30 sekunder på at overveje, om det kommer til at lyde som om, jeg mener, at jeg er så tæt på at være fuldkommen, at der kun er et enkelt punkt tilbage på listen, der skal vinges af, før vi rammer perfektion, men jeg beslutter, at I forstår, hvad jeg mener.)

Jeg ville virkelig, virkelig ønske, at jeg talte pænere til mig selv.

Den anden morgen i badet, kom jeg til – højt – at bede mig selv om at holde kæft. Nu, hvor jeg sidder og tænker over det, ér det faktisk med årene blevet (lidt) bedre – der er områder, hvor jeg med hånden på hjertet kan sige, at jeg har sluttet fred med at være det, jeg er, og derfor ikke behøver at adfærdskorrigere med skæld ud hele tiden, men der er godt nok også områder, hvor jeg stadig næsten skammer mig, når jeg bliver opmærksom på, hvad jeg siger til mig selv, når ingen lytter. Hvis nogen ude i verden talte til mig eller mine på den måde, ville jeg vende rundt på hælen og aldrig se mig tilbage, men det er jo en lille smule svært at låse en del af sin personlighed inde i skabet,primært fordi der er ikke plads til mere.

Jeg synes næsten, jeg mangler et register. Det er som om, der kun findes psyko-prygl eller forsøg på at forklare, som altid har en kedelig, defensiv undertone. Vi taler om sætninger som: “Altså, jeg gør det så godt, som jeg kan!” og “Så må du (jeg? Bliver pludselig i tvivl om, hvordan jeg tiltaler mig selv) jo bare gøre det bedre i morgen”.< Hvilket vi vel godt kan blive enige om, ikke er de verbale ækvivalenter til et varmt, støttende knus. Det helt åndssvage er, at jeg aldrig nogensinde hverken taler sådan til eller tænker sådan om mine veninder. Det kunne ikke falde mig ind at dømme dem, fordi de ikke har tabt sig nok, eller er kommet til at shysche så højt på deres baby, at denne begyndte at græde (#IhateMyself) Tværtimod kan jeg næsten blive sådan lidt lattermildt irriteret på dem, hvis jeg kan høre, at de kræver af sig selv, at de skal være perfekte, for det er der jo ingen der er… Jeg ved simpelthen ikke, hvordan man ændrer på så indgroet en vane, men jeg har tænkt mig at prøve alligevel, for jeg tror, at der er meget sandhed gemt i det her: