* er mine børn blevet raske(-ish). Gud ske tak og lov, praise Allah, og tusind kys på den hellige jomfrus bare fødder. To syge børn i en uge. Hvor skriver man sig op til lægeordineret heroin?
* har jeg lige brugt 4 minutter af mit liv, jeg aldrig får igen, på at google “heroin” fordi jeg stadig ikke har fundet ud af, hvordan man bruger stavekontrollen på en mac, og ikke gennem mine tæppetykke øjenlåg kunne se, at jeg havde skrevet ‘herion’. Når de siger, at søvn er overvurderet, lyver de. Virkelig meget.
* startede jeg mandagen med at HAMRE havedøren i, uden først at sørge for at flytte min finger. Passende nok var det fuck-fingeren. Det gjorde så ondt, at der gik en hel putning, før jeg opdagede, at jeg nærmest styrtblødte ud fra det hul, hvor der før havde været brugbart og værdsat kød. Heldigt, at man ikke rører ved ret meget, når man skal have lagt et barn i en barnevogn. Ffs.
* har vi, 3 huse henne, fået vores helt egen knallertbande her i ghettoen. Hvis nogen spekulerer på, hvor meget det larmer, når man tuner den slags helvedesmaskiner, er de meget velkomne her: Vi har have ud til 1 km ren, lige asfalt, hvor man kan gasse op og køre om kap i én uendelighed. Jeg har det efterhånden som den bamse, Anton havde, da han var lille, der, når man trykkede den på den ene pote, metallisk råbte: “Giv. Mig. Et. Hus!” Virkelig. Giv mig et. Pretty pretty PRETTY please. (Ok, så måske sagde den “knus”, men det *lød* som hus.)
* har jeg med nærmest klinisk interesse iagttaget, hvordan min irritation over fuldstændigt ligegyldige ting, stiger proportionalt med mit underskud. Blev således igår så utrolig rasende på en hipster med solskærm – ja, solskærm. Som dem, Whamdrengene har på i videoen til Club Tropicana – der sagesløst kom gående på fortovet, at det krævede AL min viljestyrke ikke at køre ham ned.
* ønsker jeg mig en myndig voksenlyd at udbryde, når edderkopper sniger sig ind på mig, i stedet for det uværdige børnehyl, jeg for tiden opererer med.
* har jeg skrevet til skolelederen på Antons kommende skole og spurgt, hvornår vi får beslutningen om udskydelse på skrift fra dem (indtil nu har vi den kun i referat fra mødet i sidste uge). Den præcise formulering var: “Jeg spørger, så jeg kan få fred i sjælen og sove om natten, og ikke behøver at frygte, at nogen med hugtænder og trang til at statuere et eksempel kommer og råber: “IKKE ALLIGEVEL”. Jeg har efterfølgende haft en lang snak med mig selv om, at det ikke i alle sammenhænge nødvendigvis er hensigtsmæssigt bare at skrive, hvad man tænker.
* erklærer jeg hermed min hestehale for værende min signaturfrisure; man behøver således ikke længere at ligge vågen om natten, hvis man har glemt at sige til mig, at: “Det bare er SÅ pænt til dig med løst hår! Det skulle du tage at gå noget mere med!” Det kommer ikke til at ske. Nogensinde. Jeg bliver fuldstændig utilregnelig, når jeg får mit hår i øjnene, ligger på det eller får det i klemme under baren, når jeg træner. (Ja, jeg overlad det blot til mig at få vredet en kompliment ud af hænderne på dig og forvandle den til fornærmelse.) Så. Signaturhestehale. It’s fashion, baby. Look it up.
* er Frida begyndt at fægte så meget med armene, når man giver hende mad, at det leder tankerne hen på et pinball-spil, hvor præmien for at komme igennem et level er, at man ikke er nødt til at skifte tøj til sidst.
* bliver jeg ved med at tabe de samme to kilo og tage dem på igen, så hvis nogen ligger inde med forrygende snackopskrifter, der kan fremstilles på 24 sekunder og indeholder 1 kcal pr. 1000 gram, så hold jer endelig ikke tilbage i kommentarfeltet.
* har jeg brug for at opponere inderligt og højlydt imod Bilkas nye påstand om at være et “hyper-marked”. Hold nu KÆFT, hvor er det dumt.
* kan jeg godt selv høre, hvor utrolig sur og træls jeg lyder, så nu går jeg ud og lægger mig i blød i kaffekanden i 7-8 timer. Undskyld, møs og god-tidlig-nat.
Ved du hvad, det er bare SÅ tilladt at være eddike-sur ind imellem! Specielt når man har små børn, og de er syge. Og det kan faktisk føles super-godt bare at stå ved at man er skidesur. Måske endda hysterisk og momentvis ustabil og sindssyg. Never mind, just go with the flow :-). Hep-hep-hep!
Ja, ikke!? Jeg har i hvert fald marineret i det idag, så mon ikke, det er ude af systemet igen i morgen? Vi håber!
Åh, det er ikke fordi, jeg vil grine af andres ulykke, vel… Alligevel sidder jeg her og sprutter (på-biblioteket-i-smug-drukket) kakaomælk ud af næsen. Må jomfruen og Allah høre dine taksigelser og belønne dig med søvn og kalorielette snacks!
Det ville være meget passende, synes jeg..!
Det er overhovedet ikke sjovt, når underskudet overtager overskudet, men hold nu op hvor er du sjov, når du skriver! Lige hvad jeg havde brug for i ulvetimen med 4 børn om anklerne ��
Det er jeg virkelig glad for at høre:)
(Ps: 4 børn!? Jeg bøjer mig i støvet.)
Snackidé:
Gå ud til køleskabet, tag plastikken af den, skyl den under rindende vand.
Voilá et styks snack til at bide af fremtryllet på 24 sekunder og med et kalorieindhold der kun ses lavere i et glas vand.
Det gav så meget mere mening hvis ordet "agurk" indgik et sted i ovenstående ?
Læste den første sætning MANGE gange og så for mit indre blik, hvordan man tog døren af køleskabet, vaskede den under hanen og bed i den… indtil det faldt mig ind at læse kommentaren under kommentaren ����
Synes også, det virkede lidt hard core at æde køleskabet:)
Undskyld, jeg kan se jeg også brde sove noget mere…
Det giver mere mening med, men det er så meget sjovere uden ordet "agurk".
/Tina
Åhr ja, det er et helt fantastisk sjovt råd.
/Marie
Jøsses, hvor er nogle indlæg bare timet helt perfekt.
Efter en komplet ubrugelig mandag på arbejde, som lige toppes af med, at en kunde underskriver en mail med: "I kærlighed" og tanken om en tidligere motivationsmail fra en leder med jævne mellemrum dukker uopfordret op i bevidstheden – forestil dig en mail, der rundes af med et billede af en chili og ordene "chili – sammen er vi stærke", så behøver jeg vist ikke at uddybe mere.
Efter SÅDAN en dag, så er bemærkningen om hipsteren og solskærmen simpelthen så rigtig og relaterbar, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal gøre af mig selv.
Om ikke andet trak jeg vejret lidt mere frit og roligt.
Jeg græd af en blanding af sympati og frydblandet rædsel over den med chilien.
Hold. Nu. Kæft, hvor er det sjovt!!
Linda du er for sjov☺
:-*
Jeg morer mig voldsomt over den slags indlæg – og derefter over kommentarer med forslag til at spise køleskabet (uden plastik)! Tak for et godt langt grin. Bliv endelig ved med at dele hverdag og træthed. Om end jeg naturligvis håber, trætheden med tiden aftager.
Det kunne godt lyde som om, vi bor i samme ghetto.. -.- Suk!