Børn, blogging og billeder.
Forleden var der én, der skrev til mig, om ikke jeg snart lagde et par billeder op af Anton og Frida. Dén kommentar blev jeg virkelig glad for, for den rører ved noget, jeg faktisk bruger meget tid på at tænke over.
Jeg elsker at blogge. Selv når jeg ikke blogger, har jeg altid en mental notesbog med mig, hvori jeg noterer, når jeg kommer i tanke om noget, jeg har lyst til at skrive om. Nogle gange glemmer jeg det igen, andre gange bliver det til indlæg, og atter andre gange kommer det aldrig videre, fordi jeg undervejs i processen når frem til, at det simpelthen ikke er relevant for andre end mig selv.
Det sidste tænker jeg meget over, når jeg blogger om mine børn. Fx. har jeg lyst til at skrive om Antons fødselsdag; fortælle hvor rørende og stort det var at kunne holde fødselsdagsfest for ham, fordi han endelig har fået så meget sprog, at begrebet fødselsdag giver rigtig mening for ham, og derfor har glædet sig i flere måneder til at børnehaven skulle komme hjem til os. Jeg har lyst til at skrive om, hvordan det var at se ham sammen med alle hans små kolleger, og hvordan jeg skulle stramme mig VIRKELIG meget an for ikke at komme til at snøfte, bare lidt, da han fik et kort, hvori børnene havde skrevet, hvad de synes, han var god til.
Men når jeg skriver om mine børn, har jeg en lakmusprøve, der hedder: “Ville jeg gide at læse om det her, hvis andre bloggede om det?” For heldigvis synes vi jo alle sammen, at vi har fået Det Perfekte Eksemplar, som hele evolutionen har båret frem imod; at alt, hvad de gør, er de første spæde spadestik til en kommende nobelpris, og at alt, hvad der kommer ud af munden på dem, er det pureste guld. Hver gang.
Det er ikke nødvendigvis sådan, andre oplever det.
Men jeg ville selv synes, det var mærkeligt, hvis fx. Maren og Sneglcille ikke skrev om livet med deres børn, fordi det jo blandt andet er det, der gør, at jeg kan mærke dem som rigtige mennesker, og som jeg derfor holder af at “besøge”.
På en tredje blog, jeg læser med på, er bloggeren gravid, og på et tidspunkt skrev hun, at hun ikke rigtigt så sig selv som mommyblogger – og jeg forstår godt, hvad hun mener. Nu læser jeg ikke med på alle blogs i hele verden, men i det hjørne af blogland, jeg betræder, kender jeg ingen bloggere, der tager det som et ridderslag at blive refereret til som “mommyblogger”. Det er, som om al kant, intelligens og sexyness fordamper, hvis man får det prædikat klasket i panden. Man kommer blogmæssigt til at lyde som hende, vi alle sammen både har været og siddet ved siden af til en fest, som a.l.d.r.i.g stopper med at tale om sine børn; som fuldstændig har mistet sit filter ift. hvad der er gangbar og interessant voksenkonversation, og som kun går i jeans med høj talje, der giver virkelig flad røv.
Men på langt de fleste af de blogs, jeg læser med på, har bloggerne børn. Og det er stadig bad ass kvinder, der mener en masse, er skidesjove, og som ikke skriver om bussemænd og bræksyge eller poster billeder af børn, der pottetræner – og jeg vil virkelig gerne læse, hvad de har at sige, også om børn, skolereformer og hverdagskabalen.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, det er så svært, når det er mig selv. Hvorfor jeg fx. holder igen med at skrive, hvordan jeg forleden måtte stikke mig selv en lussing, fordi jeg pludselig blev skruk, mens jeg stod og skiftede Frida (wtf?), og synes, at det var helt trist, at jeg ikke skulle føde flere børn (wtaf??) eller have flere magiske førstedøgn på hospitalet med en lille, ny knikebaby.
Eller hvordan jeg forleden stod og kiggede ind i skabet længe, mens jeg overvejede, om man kunne drikke kaffe af vinglas, fordi jeg var kommet til at åbne det forkerte skab, og var så træt, at jeg ikke orkede at åbne det rigtige.
Eller lå i min seng, fik øje på en stor edderkop i loftet – og bare udmattet tænkte: “ja ja – vi skal allesammen være her.”
Noget af det handler om, at jeg gerne vil skærme mine unger; at de ikke skal læse min blog en dag om mange år, og føle sig udleverede eller besværlige. Men det handler måske også om, at det ikke giver mening at have en blog, hvis der ikke er nogen, der læser den, og derfor skal balancen mellem de forskellige emner, mellem sjov og alvor og stort og småt, helst være rigtig.
Så når jeg ligefrem bliver opfordret til at dele lidt børnespam med jer, tager jeg det som et tegn på, at I i hvert fald ikke føler, at jeg kvæler jer i det.
So without further ado:
God weekend.
20. november 2015 @ 11:47
Jeg læser med på blogs af forskellige grunde – alt efter bloggen. Din fordi jeg ALTID bliver klogere, mere nuanceret og møder en præcis fremragende sproglig fremstilling af mine tanker. Som jeg slet ikke selv kan formå at udtrykke det. Andre steder følger jeg en mor og familien :_).
Når det er sagt så er jeg glad for at se dine to guldklumper – du behøver ikke holde dem helt fra bloggen.
29. november 2015 @ 12:25
Tak for dine roser:) Det er altid rart at få at vide, at folk kan lide, hvad man laver.
20. november 2015 @ 12:00
Jeg læser din blog og gerne om dine børn og sikke da et par lønne og dejlige børn du er indehaver af
29. november 2015 @ 12:25
Tak! Jeg er også farlig stolt af dem:)
20. november 2015 @ 12:48
Ej, okay. De er nuttede! Jeg kan godt forstå, at du er stolt af dem 🙂
29. november 2015 @ 12:26
Tak!:-*
20. november 2015 @ 13:24
Lækre unger!!
29. november 2015 @ 12:27
Tak:-*
20. november 2015 @ 14:03
Jeg nyder alt, hvad du skriver, for uanset emnet, er der altid en overordnet pointe eller humor. Jeg ser dig aldrig som mommy-blogger på trods af, at jeg er allergladest for dine betragtninger om hverdagskabalen.
Når man som jeg er i en familie på 3, hvor to er voksne, og hvor der er rigeligt med fart på, bliver jeg stum af beundring, når jeg læser om, hvordan du får det hele til at gå op, samtidig med at det sætter lidt perspektiv på de ting, jeg selv kan synes er hårdt. Det er sgu meget sundt! 😉
29. november 2015 @ 12:28
Det var en helt anden vinkel på tingene. Tak for den, og for dine pæne ord:)
20. november 2015 @ 16:19
Så søde!!!! Jo, du er mommyblogger, men søreme også så meget mere. Ligesom i det virkelige liv. Vi elsker vores børn, og de fylder (alt) og det er noget af det, der får dig til at skrive så passioneret og med indlevelse – så bring it on 🙂
Du, som helhed, er jo grunden til at jeg logger ind og læser dine ord, fordi du berører mange gode og vigtige emner – også børn… Og dine to er dejlige.
Kh Lene, mor til to – og meget mere.
30. november 2015 @ 12:37
Det er en meget sand betragtning, og også lidt det, jeg mener med, at det ville være virkelig mærkeligt, hvis de ikke blev nævnt. Jeg kan faktisk huske en blog, jeg læste med på, hvor jeg stoppede med at læse med, da bloggeren pludselig – uden på noget tidspunkt at have skrevet, at hun var gravid – skrev, at hun havde født. Det føltes virkelig mærkeligt at have forholdt sig til et menneske, som ikke havde delt bare lidt af det allervigtigste, der skete i hendes liv.
20. november 2015 @ 16:34
Pæne børn! Jeg har unblogget nogle pga. børnespam (undskyld!) fordi nogen af dem mister al selvstændig identitet, men er bloggeren velskrivende, så er børn da bare bonus – man får indblik i livet med børn på en fed måde. Og i øvrigt synes jeg du er helt unik; at køre med klatten (!) selv. Jeg tænker at du faktisk kunne inspirere andre, der ikke gider vente på en mand. For det er jo ret fantastisk at kvinder kan tage skeen i egen hånd. Vil jeg gerne høre lidt mere om.
1. december 2015 @ 09:03
Det skal man ikke undskylde – jeg har selv gjort det samme. Det er lidt det samme, når nogen mennesker får kærester, ikke? Nogen ændrer og udvikler sig på en god måde, andre bliver sgu lidt anstrengende at være sammen med.
Der har faktisk gennem tiden været en håndfuld damer, der har mailet mig; at de har læst med på bloggen, hvilket har været en af grundene til, at de godt turde gå ombord i at få børn selv. Jeg tuder hver gang, jeg får sådan en mail. At have aktier i noget så fint, hvor lille en andel det end er, bliver jeg inderligt rørt og ydmyg over.
Det er et emne, jeg gerne vil skrive om, men jeg har lidt svært ved at vurdere, hvad det er, man gerne vil læse om, når man står på ydersiden – har været i det så længe nu, at jeg lidt har glemt, hvad det var, der var nyt og anderledes, da jeg i sin tid traf beslutningen. Hvis du har noget bestemt, du gerne vil høre om, er du meget velkommen til at smide en kommentar; så skal jeg blogge, så du ville ønske, du aldrig havde spurgt:)
Kh
Linda
20. november 2015 @ 17:37
Ligner Frida ikke sin mor på en prik?
30. november 2015 @ 12:37
Jeg spurgte min mor, og hun siger jo:)
20. november 2015 @ 18:51
Lækre unger! Ej, det er næsten pinligt, men d. 18. tænkte jeg på, hvad det mon var, der skete den dag. Jeg kunne huske, at det var en særlig dag af en eller anden årsag og så kom det: Anton fra Blogsbjergs fødselsdag! Jeg har faktisk ventet på at høre om piratfødselsdagen…
Kh. Trine
1. december 2015 @ 08:53
Hvor er det fint! Er da lige ved at revne af stolthed over, at andre end mig husker hans fødselsdag:)
Det var en virkelig fin dag. Selvom 22 børn og 3 voksne er .. meget. Havde dækket op på skabslåger fra mit tøjskab, og hele stuen var piratpyntet. Vi lagde fra land med at give alle klap på øjet og tegne overskæg og ar, og derefter var der farlige piratposter. Da alle var helt ud-legede, gik vi hjem og spiste; havde valgt de traditionelle børnemadsting, og så givet dem piratnavne. Jeg har aldrig set børn spise så meget. Dessertkagen var et kæmpehit: Havde bagt chokoladekage i franskbrødsform, og så lavet papirssejl og sat på. De der klamme orangechokoladepinde, som gamle mennesker elsker, fungerede som årer, og så havde jeg drysset miniskumfiduser på med rund hånd. *Haps* sagde det, og så havde de ædt næsten to af dem. Godt, det ikke var mig, der skulle holde styr på den flok sukkerlopper resten af dagen:)
20. november 2015 @ 19:02
Enormt dejlige og kønne unger 🙂
Jeg har læst med ved dig i hundrede år. Mindst. Og jeg er vild med din skrivestil og de emner du skriver om. Du har den lækreste formuleringsevne.
Jeg er vel efterhånden blevet en mommyblogger. Jeg blogger mest om hverdagen, og jeg har tre børn – ergo de fylder en del!
1. december 2015 @ 08:54
Det er jeg glad for at du synes:)
Og måske vi bare skal vælge at blive enige om, at mommybloggere er det nye sort? (Men vi skal altså have fundet et andet og mere sexet navn til det, så..)
21. november 2015 @ 15:21
Jeg er vild med din blog! Fordi du netop kommer rundt om så mange gode emner på en cool måde – elsker din skrivestil og altså! Så lækre unger kan på ingen måde skræmme mig fra at læse med – som Mette, synes det er enormt inspirerende at læse hvordan du får alt til hænge sammen på den ene eller anden måde med humør 😉
1. december 2015 @ 08:54
Mange tak for det!:)
21. november 2015 @ 21:39
Jeg har også gået rundt med den dér "der er et eller andet med d 18. Nov, hvad er det nu?". Hvor fint med kortet. Det kan man da virkelig bruge til noget, også på langt sigt.
Glæder mig også til at høre om den vildeste piratfest. Det må man godt blære sig lidt med.
1. december 2015 @ 08:56
Ej, men jeg bliver sgu nærmest lidt rørt!
Jeg har skrevet lidt til en kommentar ovenfor om piratfesten. Jeg paster det lige her – tak fordi du spørger!:-*
Det var en virkelig fin dag. Selvom 22 børn og 3 voksne er .. meget. Havde dækket op på skabslåger fra mit tøjskab, og hele stuen var piratpyntet. Vi lagde fra land med at give alle klap på øjet og tegne overskæg og ar, og derefter var der farlige piratposter. Da alle var helt ud-legede, gik vi hjem og spiste; havde valgt de traditionelle børnemadsting, og så givet dem piratnavne. Jeg har aldrig set børn spise så meget. Dessertkagen var et kæmpehit: Havde bagt chokoladekage i franskbrødsform, og så lavet papirssejl og sat på. De der klamme orangechokoladepinde, som gamle mennesker elsker, fungerede som årer, og så havde jeg drysset miniskumfiduser på med rund hånd. *Haps* sagde det, og så havde de ædt næsten to af dem. Godt, det ikke var mig, der skulle holde styr på den flok sukkerlopper resten af dagen:)
21. november 2015 @ 21:41
Søde, søde børn!
1. december 2015 @ 08:54
Tak:-*
22. november 2015 @ 16:57
Helt i orden at vise billeder og snakke om de søde børn. Det vigtigste er derimod, at man kan tale om andet end børn :-). Helt igennem skønne unger 🙂
23. november 2015 @ 06:52
Kære Linda
Det var mig der efterspurgte billeder, af den simple grund at jeg er oprigtigt interesseret:)
Jeg har været med på sidelinien så længe, gennem svære, og forrygende gode/sjove tider, at det føles helt naturligt at sende dine børn en tanke også.
Blogs er jo et spøjst (?) medie, for du kender ikke mig, og jeg kender jo selvfølgelig heller ikke dig, men alligevel føles det som om jeg gør. Lidt.
Jeg har især heppet med da du skrev om Anton og Fridas ankomst, og så er det rart at kunne følge lidt med.
Tak fordi du orker at skrive en altid god blog!
Dine unger ser simpelthen så søde ud.
God jul (eller er det for tidligt?)
Kh
HemmeLine
1. december 2015 @ 08:59
Kære Line.
Som du kunne se, satte din kommentar en lang, fin proces igang i hovedet på mig, og jeg blev virkelige oprigtigt glad for den. Det betyder simpelthen så meget at kunne få lov at skrive om alt, også sine børn, og det er kommentarer som din med til at gøre muligt.
Jeg har igennem tiden oplevet, at min blog faktisk har været en god måde at møde nye mennesker på; den der fornemmelse af, at vi er lidt bekendte, selvom vi aldrig har mødt hinanden, giver et virkelig fint udgangspunkt for en kop kaffe. Så skulle du nogensinde komme på disse kanter – og have lyst til at opgive din hemmeline identitet – så håber jeg, du sender mig en mail.
Kh
Linda
9. december 2015 @ 08:17
Kære Linda
Det syntes jeg lyder drønhyggeligt. Jeg skal faktisk på de kanter i det nye år, jeg smider en mail.
🙂
Kh HemmeLine
24. november 2015 @ 17:09
Åhh hvor jeg bare elsker det billede af Anton, han tydelige begejstring er så fantastisk, at jeg ville ønske jeg kunne se hvad fotografen lavede ❤️
25. november 2015 @ 19:43
Jeg undrede mig over den megen trafik på min blog – indtil jeg så at den kom herfra 🙂
Tak for henvisning – og for billeder af dine herlige unger. Det er rigtigt at jeg har svært ved at se mig selv i gruppen af "mommy-bloggers" – som du skriver, står fordommene herom hurtigt i kø. Men der findes nok en anden balance – som du i øvrigt selv rammer så fint.
Bliv ved med det!
Kh Signe
30. november 2015 @ 12:35
Det var så utrolig lidt. Tak for en dejlig blog, som man bliver klogere af at læse.
Kh
Linda
28. november 2015 @ 19:03
Nu er der sandelig også en mand, der blander sig…
Jeg er bestemt ikke nogen flittig blog-læser. Jeg læser én blog – nemlig din – af den simple grund, at jeg synes du er en gudsbenådet skribent. Jeg synes du har et fantastisk skriftsprog – og ikke mindst en forrygende humoristisk sans.
Så kan du for min skyld skrive om nuttede kattekillinger, DM i pløjning, kvindekamp – eller om dine (indrømmet, søde) børn. Så længe du opretholder dit høje niveau og din sympatiske (selv-)ironiske tilgang, er jeg med!
Tak!
Kristian.
30. november 2015 @ 12:34
Shit, du har været med i mange år! Af hjertet tak for de pæne ord – virkelig! – og tak fordi du tog dig tid til at skrive dem. (Har lyst til at lave en kyssesmiley, men er bange for, at det kan virke upassende.) (Hvis ikke, så her: :-*)
5. december 2015 @ 12:36
Jeg elsker at læse om dit liv som solo-mor. Mon dreng går i klasse med to børn af solomødre, så ud over at du altid skriver interessant om emnet bliver jeg også lidt klogere. Og siger fx aldrig mere 'det kender jeg godt' bare fordi jeg fik to børn med en sømand.