I forlængelse af, at jeg for et par uger siden spurgte, om I derude havde en holdning til, hvad der skal ske – hvis der skal ske noget – med M2018-indlæggene, når ’18’ ikke længere er retvisende, har jeg fået flere kommentarer, både på bloggen og bagom, fra læsere, der gerne vil høre lidt om, hvad jeg har fået ud af at skrive indlæggene. Både en slags ‘greatest hits’, men også mere overordnet.
Jeg er igang med at lave et opsamlingsindlæg med de punkter, jeg har haft på ugens liste i årets løb, men jeg har egentlig også lyst til at skrive lidt om, hvad indlæggene og processen har sat i gang af tanker hos mig.
For at det ikke bliver så langt, at man skal tage fri fra arbejde for at læse det, deler jeg det op, så opsamlingsindlægget kommer som årets sidste M2018-indlæg, mens det andet er det, du er i færd med at læse her.
I årets løb er der komme nye læsere til, og derfor giver det måske mening først at skitsere baggrunden for projektet.
Kort fortalt slæber jeg rundt på en gæld, som jeg er utrolig træt af. Den er et resultat af mange bække små; restgæld fra salg af en andelslejlighed, rigeligt med kiropraktorregninger, indskud til de mange forskellige steder, jeg har boet – og almindeligt forbrug. Stille og roligt har det akkumuleret sig, og er blevet til et ganske anseeligt beløb.
Med min bil og indskuddet til vores nuværende hus som eneste undtagelser, har jeg ikke stiftet ny gæld i ca. 12 år, så vi taler primært om penge, der er brugt, da jeg læste, og i tiden lige efter.
Selvom det i dag virker helt utroligt for mig, at jeg betragtede penge og forbrug på den måde, valgte jeg, da jeg var færdiguddannet, bare at betale af med den lavest mulige ydelse, i sikker forvisning om, at jeg på et (ikke nærmere defineret) tidspunkt, ville få flere penge mellem hænderne. (Hahaha – #life). Det er grunden til, at jeg i dag, 15 år senere, stadig ikke har betalt min gæld ud, selvom jeg flere gange har sat mine afbetalinger op.
De sidste par år har jeg således afdraget 6000 kr. pr. måned, hvoraf ca. 1/3 er renter. Det er umuligt at tænke på, uden at få hovedpine, så vi skynder os videre. Med en løn, der ligner den, en folkeskolelærer får, kræver det ikke megen hovedregning at nå frem til, at det efterlader os med et ret overskueligt rådighedsbeløb; ikke mindst fordi der kun er mig til at hive penge hjem og betale regninger.
I mit job får man bare ret meget den løn, man får. Jeg har ikke udsigt til bonusordninger eller andre typer af økonomiske appelsiner til turbanen, og derfor fik jeg i begyndelsen af 2018 lyst til at zoome ind på, hvordan jeg så får mere ud af det, jeg har.
Mit primære fokus i starten var at spare penge, og at få det, vi havde, til at række længere. Jeg har i flere år været ret optaget af ‘stop madspild’-tankegangen, og det føltes derfor naturligt at inddrage den vinkel også, så i starten kredsede indlæggene meget om dét.
Men som ugerne gik begyndte der at ske noget med min måde at betragte vores forbrug på, og stille og roligt skiftede mit fokus fra at være på at spare penge til – mere overordnet – at leve bevidst. At forholde mig konkret til, hvordan vi i vores lille familie forbruger, hvad vi bruger vores penge på, hvad der er vigtigt for os ( – og hvorfor) , og hvad der er ligegyldigt.
Det begyndte at synke ind, at mængden af penge ikke betyder noget, hvis dit forhold til dem forbliver det samme.
Og selvom det er store ord at bruge, så er min oplevelse faktisk, at det her projekt har ændret mit liv ret radikalt. Det har givet mig en helt ny ro, og en langt mere konkret fornemmelse af at være tilstede i mit eget liv, for med øget (kritisk) fokus på forbrug af materialle goder, følger helt automatisk en øget bevidsthed om og stillingtagen til, hvordan du forvalter din tid. Hvor og med hvem du vokser og trives, og hvor og i hvilke relationer, energien er blevet skæv.
Det skal siges, at jeg tror, at dette skifte i livssyn var på vej allerede inden M2018-projektet, men indlæggene blev en måde at fastholde mit fokus på processen og et forstørrelsesglas ift. emner, der måske ikke oplagt hører ind under ‘at spare’. Der har i årets løb været virkelig mange gode diskussioner i kommentarfeltet, om alt fra økologi og bæredygtighed over klima og kød til værdier i venskaber og børneopdragelse.
Samtidig har dét at skrive et fast, ugentligt indlæg, uden tvivl haft positiv indflydelse på mine øvrige indlæg. Dels har jeg, helt lavpraktisk, været mere ved tasterne, hvilket har givet flere og bedre indlæg, og dels er det min fornemmelse, at I også har engageret jer mere i debatterne, simpelthen fordi vi er her oftere.
Men med øget engagement og flere læsere kommer også flere øjne og måder at fortolke mine indlæg på. For et par uger siden fik jeg en kommentar fra en læser, som bl.a. skrev,
“(…) hver måned læser jeg undrende om ting, du føler, du bliver nødt til at gøre/have/klare, helst i den ’rigtige’ version og ellers i en billigere, det har taget timer at skaffe (…) Der er hele tiden en undertone af ’nok skal jeg spare, men min hårshampoo/parfumen/skyllemidlet/de rigtige farver/etc. – dét vil jeg altså ikke gå ned på’. Eller ’nok er det fint at købe brugt, men lige genbrugsbutikkerne i Esbjerg er under min værdighed’.
Jeg ser en hæsblæsende kamp, og måske tolker jeg strabadserne forkert, måske er det slet ikke så hårdt for dig, som du af og til giver udtryk for, men jeg ser en kamp for et liv, som hele tiden er lidt uden for rækkevidde, hvor jeg selv hviler helt fint en socialklasse under.”
Jeg efterfølgende har tænkt meget over kommentaren, som jo er skrevet ud fra, hvordan pågældende læser har opfattet denne indlægsrække, og det endte med at være én af de sjældne gange, hvor vi lagde på, uden nogensinde helt at forstå, hvad den anden mente. Det var en smule frustrerende for os begge, tror jeg, men tonen var hele vejen igennem respektfuld og ordentlig, og om ikke andet mindede kommentaren mig om, at alle mine gode intentioner til trods, så kan jeg nok ikke altid selv se, hvordan mine indlæg også kan fortolkes.
Min kloge psykologilærer sagde engang, at du ikke siger det, du siger; du siger det, andre hører, du siger, så hvis én læser har opfattet mine indlæg på den måde, så sidder der formentlig andre derude, der forstår dem på samme vis.
Derfor er det utrolig vigtigt for mig at sige, at jeg faktisk ikke tror, jeg nogensinde har haft det bedre, end jeg har lige nu, så hvis jeg på nogen måde har givet udtryk for andet, så er det fordi jeg har formuleret mig forkert.
Min gæld giver mig ondt i maven, hvis jeg tænker for længe over den, men jeg tror simpelthen ikke, at jeg ville have lært det, jeg har lært, hvis ikke situationen havde været så ekstrem.
Lektien har været hård, men også både værdifuld og værdsat, og om 2,5 år er alt betalt ud, og jeg får stadig lov at beholde mit nye mindset, som jeg holder langt mere af end det gamle.
Så hvis jeg skal koge dét, jeg har lært af M2018-projektet ned til én sætning, må det være:
Jeg er vågnet.
Kære Linda. Du beskriver helt igennem min egen proces med købestop/minimalisme-rejse. Det startede med fokus på penge og ting, og nu handler det om bevidsthed om, hvad der er det gode liv for mig og mine. Og denne måde at leve på gør mig grundglad helt inde i maven.
Tak fordi du deler din rejse, og får mange andre ‘’vækket’’ #kultlederinspe
Tak for din søde kommentar, Jane, og hvor er det sjovt at høre, at mange, der begiver sig ud på den her vej, faktisk ender med at komme igennem og forbi de samme punkter. Det giver håb, ikke?
Kh
Linda
Linda, jeg er simpelthen så ovenud vild med dig. Med dine tanker, din proces og din måde at skrive på – og hvor respektfuldt og fint, du altid gebærder dig i dit kommentarfelt. Din sidste sætning fik mig til at smile. Du er vågnet, og det er da fantastisk.
Hav en dejlig dag!
You had me at ‘vild med dig’:-D
Ej, helt ærlig: Tak <3 Uanset hvor længe jeg blogger, bliver det aldrig træls at høre, at nogen derude sætter pris på det, så tak fordi du skriver det.
Dejlig dag til dig også.
Kh
Linda
Kære Linda.
jeg kan genkende egne tanker og udvikling i de ting du beskriver, og jeg er ikke i tvivl om, at du har virket meget inspirerende og udviklende for min måde at agere ift, bæredygtighed.
Det påvirker mig i stigende grad hvilken klimabelastning mode-industrien er, og hvilke forfærdelige vilkår arbejdere i tredjeverdenslande blive tvunget til at finde sig i. Og egentlig handler det jo om selve forbrugsmentaliteten generelt, og ikke kun ift. tøj.
Jeg tænker i stigende grad over noget, som måske ikke passer 100 % i dette kommentarfelt, men som jeg samtidig virkelig gerne vil have dine overvejelser omkring. Jeg har i det sidste 4-5 år læst med hos en del bloggere, alle inspirerende kvinder. Men det er som om jeg bliver mindre og mindre inspireret og i stedet mere frustreret når jeg besøger de andre blogs. Selve blogkonceptet eller særligt influencer-delen,har jeg fået det svært med. Det er helt sikkert nogle dygtige, selvstændige og sympatiske kvinder, men jeg bliver frustreret over modsætningsforholdet mellem at skrive om bæredygtighed og klimabevidsthed (flyrejser, at leve plantebaseret,tøjforbrug, plastik ect) og så samtidig have affiliate-links, reklamekampagner, guides til tøj og andet forbrug som et bærende element i sin forretningsmodel. Og særligt her i julen hvor flere (sympatisk) skriver om at skære ned på julegaver, men samtidig kører sponsorerende indlæg, julekalendre, og andet.
Giver det mening? Eller er det bare mig der har udviklet/ændret mig, og bør afsøge nye blogs (eller helt lade være)? Måske går jeg bare i for små sko?
Jeg har det på samme måde, Mette, og jeg har ikke kunnet sætte fingeren på, hvad det er. Mange af de bloggere, som jeg har fulgt med hos i årevis (og som jeg stadig har stor respekt for), kan jeg næsten ikke holde ud at læse med ved mere. Måske rammer du noget: at der er et modsætningsforhold imellem at skrive om bæredygtighed som en trend, samtidig med at en stor del af indlæggene (sponsorerede eller ej) i sidste ende handler om materielle goder. Og jeg har følt mig lidt som en hykler, for det er jo for dælen kun fair, at fuldtidsbloggerne tjener penge på deres arbejde. Måske er det også bare så simpelt, at vi trænger til mere substans og mindre overflade? Jeg synes, jeg mere og mere driver mod bloggere, som ikke er fuldtidsbloggere…
Til Linda: Måske rammer du bare virkeligt noget i tiden. Jeg har i hvert fald oplevet det du beskriver med, at et øget fokus på forbrug gør noget andet og mere ved hele ens syn på livet (gisp, det lød stort!). Jeg synes ligefrem, jeg finder glæde i at være kritisk i fht. hvad vi bruger penge og energi og tid på herhjemme. Det kommer jeg helt sikkert kun til at være endnu mere optaget af i 2019. Du er meget inspirerende (også) på det her punkt. (Og jeg har ikke opfattet dine indlæg som en higen efter “mere”, tværtimod nok nærmere som en reflektion over, hvad der er værdi for dig/jer.).
Jeg har det på helt samme måde. Og blogindlæggene har ikke ændret sig, så det må være min tankegang der har. Måske har jeg også fået et mere kritisk forhold til hvad jeg vil bruge min tid på – som i virkeligheden er den vigtigste valuta – og så kan det virke omsonst at læse om hvad andre køber.
Camilla/Merete/Mette:
Jeg vil så gerne svare ordentligt på det her, for jeg synes, det er vigtigt.
Det er bare svært at gøre uden at komme til at lyde hellig, netop fordi jeg har fravalgt at køre med spons og fordi jeg ikke er fuldtidsblogger.
Men jeg vil gerne prøve.
Jeg tænker, at det første og største problem er, at det i dk nærmest er umuligt at leve af at blogge, hvis ikke man skal oppebære sin løn gennem spons og reklame. Vi er som læsere (mig selv inkl.) ikke vante til, at vi skal betale for at læse med, og helt personligt synes jeg endnu ikke, at der findes en god måde at gøre det på. For mig at se er problemet i dag, at bloggeren er til salg, uanset hvor pengene kommer fra. I hvert fald så længe det bliver enkelt-donationer og -overførsler, vi snakker om.
Hvis jeg skulle give et bud på en model, der for mig ville give mening, var det, hvis man som fuldtidsblogger kunne sætte bloggen op, så folk kunne abonnere på den. På den måde bliver det ikke enkelt-indlæg, der genererer indkomst, hvilket jeg tror med overhængende sandsynlighed ville skabe meget ensporet indhold, fordi – kan man lade være med ubevidst at søge mod de indlæg, folk helst vil betale for? Jeg tror det ikke.
Men – og nu rager jeg uklar med hele blogland – jeg tror også, at det handler om, der at blevet skabt en form for lukket kredsløb, hvor det at være fuldtidsblogger kræver, at man ikke arbejder, fordi man i givet fald ikke ville have tid til at gå til de events, hvor det, man skal sælge bliver præsenteret. Og spørgsmålet er, om det behøver at være sådan, eller om nogle fuldtidsbloggere har sagt så mange gange, at det er et fuldtidsjob at blogge, at det er blevet det, vi opfatter som naturligt?
Salgsindlæg giver indhold, og skaber en illusionen af en blog, hvor der sker meget, og hvor bloggeren har meget på hjerte. Spørgsmålet er, om ikke en lavere frekvens i indlæg ville give mulighed for at arbejde ved siden af og at man derfor faktisk godt kunne blogge, uden at skulle leve af af puste til mer-forbruget.
Jeg tror, der kommer til at ske et skifte, for mange fuldtidsbloggere er trods alt så dygtige trendlæsere, at de godt selv kan se diskrepansen mellem det, de gør, og det, de skriver. Men problemet er nok, at så længe noget virker, er det ingen, der vil satse alt for at “reparere” det.
Giver det mening?
Mvh
Linda
Tak for dine overvejelser Linda.
Jeg er helt enig i at det er svært at se en god forretningsmodel ift. hvordan fuldtidsbloggere kan få en stabil indtjening uden reklame/spons/affiliate. Men jeg håber virkelig at der kommer et skifte, for ellers går der nok ikke lang tid, før jeg ikke er målgruppen længere. Og det er mega ærgerligt for mediet har virkelig også sine kvaliteter.
Jeg tror, man skal huske på, at ikke alle er vågnet eller har den store klimabevidsthed – det kan virke helt skørt, hvis man selv er der, og det er der nok mange af dine læsere, Linda, der er, ellers var de smuttet. Jeg er klar over, at der er meget få bloggere, som kun lever af deres blog, men hvis man kigger på deres Instagram, bliver de spurgt 117 gange pr billede hvor kjolen/blusen/bukserne/støvlerne/barnet er købt, så jeg tror helt ærligt ikke et skifte til brugerbetalt indhold er lige om hjørnet – der er simpelthen så mange, der æder de sponsorerede indlæg og annoncerne råt.
Men det er jo bl.a. fordi du kører uden spons, at vi (i hvert fald jeg) elsker dig, Linda og andre som fx Idabida og Nomdemie. Og ja, bevares, fordi I er skide gode til at skrive og sætte tanker igang. Så tak for det! 💕
Jeg tror, du har ret i, at det ikke er lige om hjørnet. Men jeg tror faktisk, at mange af de bloggere, vi hver især sidder og tænker på, er ret bevidste om, at vi måske er på vej i en retning, hvor det nærmest vil være at betragte som lidt … lowlife (i mangel af bedre ord) at virke som om, man ikke går op i miljøet, eller forsøger at pushe et overforbrug.
Jeg sidder og tænker, at det måske minder lidt om hele debatten om lødigt indhold i blade, og det her med, at vi får de blade vi efterspørger, men med den forskel, at de bloggere, vi her snakker om, jo netop lever af at være trendsættere; der er ikke rigtig nogen, der gider være Se & Hør. Heller ikke selvom der er salg i at være det. Så måske er der håb?
Og tak. Ikke mindst for altid at byde kvalificeret og tankevækkende ind🌸
Tja, jeg ved det ikke rigtig. Der er sikkert nogle, der bliver mere bevidste om det og måske laver en anden model, men mon ikke der så dukker nogle andre op i stedet?
Nu hvor du selv bringer det med damebladene op, så synes jeg ikke, jeg kan se, at de har ændret sig en tøddel, de skriver stadig om den sidste trend / must-haves / sådan bliver du super sexet og tynd mens du spiser chokolademousse dagen lang, omend min vurdering udelukkende bygger på forsiden. Jeg læste masser af dameblade, da jeg var ung – i en periode abonnerede jeg sgu på Vogue – men jeg kunne ikke drømme om at købe dem i dag. Så mon ikke det er mig, der har ændret mig og så er der til gengæld kommet andre læsere til? Og sådan tænker jeg også det er både for bloggere og bloglæsere. Vi bliver alle ældre (og mere fornuftige), men der kommer også nye generationer til for hvem det er vigtigt at være klædt i det allernyeste hver sæson, eller som får deres første barn og derfor er villige til at give deres højre arm for en helt ny barnevogn og absurd overpriced tøj og andet udstyr til Arvingen. Og jeg peger ikke fingre af nogen – jeg har selv været der – men jeg tror ikke, markedet for blogs med massiv annoncering umiddelbart forsvinder. Det er muligt, at de individuelle bloggere bliver skiftet ud eller at nogle af de nuværende laver deres egen forretningsmodel om, men så kommer der en ny generation, som gerne vil pushe diverse mere eller mindre unødvendige produkter. Og jeg tror helt ærligt, at nogen gerne vil være Se og Hør hvis der bare er penge i det, uanset hvor meget vi andre rynker på vores klimabevidste næse. Nogen vil jo gerne være Donald Trump fx, og der er sgu endda stadig mange, der gerne vil stemme på ham!
Nu blev jeg helt deprimeret…. suk
Ville det være for meget at håbe, at Obama og Biden tog en runde mere?
Knus-elsker din blog, glæder mig altid til at læse hvad du reflektere over, og hvordan du håndterer din hverdag med din nye bevidsthed. Jeg er selv i gang med nogenlunde samme “opvågning” og du har været en kæmpe inspiration. Så tak for det
Dejlig dag til dag
Det bliver jeg simpelthen så glad over at høre, for det er da det vildeste, man som blogger kan håbe på; at få lov at inspirere. Så tak!! <3
Du har været en stor inspiration for mig gennem de sidste år, hvor jeg selv har skullet tage en masse svære beslutninger og finde ud af at leve med dem, og jeg lærer en masse af at læse dine indlæg. Hvor er det fantastisk at kunne læse om, hvordan en stærk uafhængig kvinde faktisk gør ting og deler sine overvejelser omkring det – jeg har flere gange tænkt, at når du kan (fx købe hus selv), så kan jeg også og ellers finder jeg nok en løsning. Knus fra Lotte, en trofast læser
Det glæder mig oprigtigt, hvis min proces kan være med til at lette det, bare lidt, for andre <3
Dog skal jeg ikke roses mere, end jeg har fortjent, for jeg har ikke købt et hus – det er et lejet rækkehus. Jeg troede i mange år, at jeg skulle købe, men er endt med at vurdere, at leje-løsningen faktisk er langt bedre for os. På en enkeltindkomst vil det være voldsomt begrænset, hvad jeg kan låne, hvilket selvfølgelig vil påvirke standen af det hus, jeg eventuelt ville have mulighed for at købe. Det betyder med stor sandsynlighed håndværkere – og det betyder regninger. Og der skal faktisk ikke laves meget, før eventuelle stigninger i værdi er spist op.
Dertil kommer risikoen for at være bundet økonomisk på hænder og fødder, hvis jeg f.eks. bliver fyret, eller langtidssygemeldt. Med en lejebolig kan jeg være ude af huset vi bor med i 3 måneders varsel, uden tab, mens den proces er langt mere besværlig og potentielt tabs-tung med et hus.
Så. Det er velovervejet, at vi bor til leje, men det havde været mere Beyoncé-agtigt, hvis jeg havde købt et hus:)
Tak, Linda! Jeg har ELSKET dine M-indlæg og vil glæde mig til endnu flere refleksioner i kølvandet på dem. Kunne du på nogen måde lokkes til / overveje at koble din blog op på en af de der giv-et-bidrag platforme, hvor vi læsere kan bidrage med et fast beløb – fx en femmer eller tier – pr indlæg? Du beriger jo alle os. Tænk, hvor dejligt det ku være, hvis vi ku få lov til at give dig lidt tilbage.
Du er skøn, Ida <3
Jeg tror aldrig, jeg kommer til at blande bloggen sammen med penge/økonomi. Jeg holder af at have et forum, hvor det altid kun er, hvad jeg har lyst til at sige, der er i fokus, og hvor den eneste, der på nogen måde kan kræve ejerskab over indholdet, er mig.
Jeg føler selv, at jeg bliver klogere af at skrive bloggen, fordi mine tekster tvinger mig til at reflektere, mens jeg skriver dem, og ud over det, håber jeg, at Anton og Frida engang har lyst til at læse tilbage, og lære hvem jeg var, da jeg var helt ny i Mor.
At der så sidder nogen derude, som også kan få noget ud af det, jeg skriver, får det til at føles endnu mere meningsfyldt, og det gør mig glad <3
Hej Linda.
Jeg nyder virkelig din blog og finder stor inspiration. Jeg har aldrig læst dine indlæg som kommentaren du skriver om indikere som en jagt på noget. Men jeg tror faktisk godt jeg kan se hvad hun mener. F.eks. har du skrevet lidt om at du har købt bObles til julegaver. Det forstår jeg godt valget i. Det giver meget legetid osv. Men fordi den økonomiske situation er som den er har du brugt tid på at finde det brug osv. Et andet valg kunne vel være at sige: “Det har jeg ikke råd til” og så give hende noget andet. Jeg tænker det jo altid er en balance og afhænger af hvad man gerne vil prioritere. Nogen vil gerne prioritere økologi og vil derfor godt ofre noget andet. Andre synes det er for dyrt. Og jeg tror i virkeligheden det er det hun/han prøver at skrive. At du har nogle ting du prioriterer højt hvor hun selv har valgt at sige der er noget jeg ikke har råd til at købe fra ny/prioritere så jeg køber bare den billigste shampoo i stedet for at bruge tid på at finde den shampoo jeg vil have når den er på tilbud. Det vil jo frigøre noget tid hvis man slap ønsket om at gå efter nogle bestemte ting.
Jeg synes det er en rigtig fin pointe at stille spørgsmål ved hvor man ligger snittet mellem økonomi/tid.
Jeg er 100% enig i, at tid skal tages med i ligningen på lige fod med mange andre parametre, når man træffer sine valg.
Men jeg har aldrig skrevet, at jeg synes, det har været træls at bruge tiden på, så det er jeg ked af at få skudt i skoene.
For mig er det ikke længere en mulighed altid bare at købe den billigste af alting, fordi min oplevelse er, at det billigste jævnligt kommer med andre, og somme tider større, omkostninger.
Det er forskelligt, hvad vi vægter, og for mig er det f.eks. ikke vigtigt, hvad min salt hedder, eller om min sæbe er af et bestemt mærke. Men det er vigtigt for mig, at de ting, vi køber med lang brugstid for øje, er af en kvalitet, der kan holde til at blive brugt, og som er produceret under ordentlige forhold.
Ligesom jeg også prioriterer, at vores overtøj er af god kvalitet, da min oplevelse er, at faktisk gør en forskel.
Og god kvalitet betyder også, at det efter endt brug kan sælges igen, og ikke bare skal smides ud.
Så mit mål har aldrig været kun at fokusere på, hvor jeg kan spare mest eller slippe for at gøre en indsats. Blot om at være bevidst om, hvad jeg vælger og hvorfor.
Ingen løsning er den rigtige, og det er forskelligt for alle, hvad der i lige præcis deres situation og familie giver mest værdi, så heldigvis er der plads til, at vi hver især gør, hvad der fungerer bedst for os:)
Kh
Linda
Hej Linda.
Jeg er helt enig med dig og jeg gør det samme som dig i forhold til at vægte hvad der er vigtigt for mig/os og hvor det er ligegyldigt. Det er heller ikke mit indtryk at du er ked af dit liv men i forhold til vores eget tænker jeg da også at nogen kunne stå på sidelinjen og tænker hvorfor bruger de tid på xxx vi klarer os fint uden. Altså at kommentaren mere kunne være en kommentar på at indlæggene jo (selvfølgelig) tager udgangspunkt i at man har taget nogle bestemte beslutninger men at det også kan være relevant at sætte spørgsmål ved dem og ikke nødvendigvis en kritik.
Altså lidt på samme måde som der til “hvordan undgår man stress i julen” var en der skrev at man kunne droppe julen. Så handler det jo om at man har truffet et valg om at man vil holde jul og har det som udgangspunkt. Her er jeg jo (også) enig med dig – for os er det vigtigt at holde jul med de traditioner vi synes der skal være plads til. Men man kan jo godt stille spørgsmålstegn ved om udgangspunktet “vi holder jul” giver mening. Det er bare mit indtryk at du er ret bevist om de ting i forvejen.
Det er nok den sidste del af din kommentar, der er afgørende for mig i det her spørgsmål; at jeg selv sidder med følelsen af, at det netop er noget, jeg tænker ret meget over. Og hvor jeg derfor måske bliver lidt usikker på, hvad målet med kommentaren er. Men når det er sagt, så jeg fuldstændig enig i, at det kan være brugbart at blive mindet op, at man somme tider skal gå et skridt længere tilbage, når man prøver at finde løsninger.
Tak for din opfølgning og rigtig god dag til dig😊🌸
Kh
Linda
Dine M2018 indlæg har sat en del tanker igang hos mig, og fået mig til at genoverveje og ændre på nogle ret uhensigtsmæssige og indgroede vaner. Hvilket jeg hele tiden har tænkt, var meningen med dine indlæg: at fokus på egne vaner forhåbentligt kunne inspirere andre til det samme.
Du har i mine øjne hele vejen igennem været ret klar i spyttet om, at du delte ud af DINE erfaringer, som var relevante for netop dig og din familie i DIN pågældende situation. Det har jeg fundet ret forfriskende i et blog- og medielandskab, hvor mange har fundet Den Evige Sandhed (inden for økologi, forbrug, indretning, børnepasning, familiedynamik, skolevalg osv. osv. osv) og bruger enormt meget energi på at stoppe den sandhed ned i halsen på andre, uagtet om den pågældende Evige Sandhed passer deres livssituation og værdisæt.
Den ros går i høj grad også til dit kommentarfelt og dine læsere, Linda. Personligt er din blog den eneste, hvor jeg har lyst til at bidrage – og føler mig hørt og respekteret, når jeg gør det.
Hvor er det en dejlig kommentar at få, Henriette. Tak for det.
Mit mål har netop været at tracke min egen proces, og samtidig prøve at skrive om det på en måde, der forhåbentlig kunne sætte gang i tankerne hos andre end mig selv.
Og du har ganske ret. De læsere, der engagerer sig i kommentarfeltet hos mig, er virkelig langt over gennemsnittet i ordentlighed og gode pointer. Det er umådelig værdsat.
Nu jeg bliver nævnt, uddyber jeg lige en ekstra gang. Det var mig med kommentaren om, at det måske ikke behøvede være så hårdt. Og jeg er stadig lidt forundret over, at det blev modtaget så skidt. Jeg har læst lidt i gamle indlæg, og ord som hårdt, presset, svært, glæder mig til det er overstået etc. er mange steder, det tolkede jeg (igen åbenbart muligvis fejlagtigt) som at det var en ikke ønskværdig økonomisk situation, som du glædede dig til at komme igennem. Og her var mit råd at se, om der var mere gennemgribende ændringer, eller nogle større paradigmeskift, som kunne komme på tale, hvis man altså var interesseret i at komme hurtigere væk fra fornemmelsen af at være i en (i min opfattelse) ikke optimal situation. Du kan se, jeg har lært at tage enormt mange forbehold for min læsning… 😉
Hvad jeg selvfølgelig aldrig ville tale for, er ting du nævner som fx. så billige løsninger, at de bliver dyre i drift – hvis jeg havde tyet til dem, ville jeg jo netop aldrig kunne have levet for mindre end dig og stadig følt mig rig. Ej heller ville jeg nogensinde give mine børn dårligt overtøj eller tøj de ikke kunne bevæge sig i, jeg håber ikke, jeg har antydet det noget sted. Jeg prioriterer økologi, ordentlige produktionsforhold og kvalitet højt, så det var heller ikke en opfordring til at gå ned på det, hvis det blev forstået sådan. Jeg bruger jo netop også kvalitetsting, der holder i 100 år og kan sælges videre og all that jazz.
Når jeg sammenligner min livsstil med din, har jeg bare meget mindre krav om, hvad man selvfølgelig skal have, og det er derfor, det er så nemt for mig, at leve for mindre. Det lyder provokerende, og det lykkedes mig helt sikkert ikke at skrive indlægget, så det talte godt nok ind i din verden. Jeg er glad for at høre, at du aldrig har haft det bedre end nu. Hvis du en gang kommer til at føle, at du på nogen måde er presset i forhold til noget økonomi, kan du jo læse indlægget til den tid, så kan det være, det giver mening.
Kh
Ikke for at skælde ud og mistænkeliggøre, men er du sikker på, at din indkomst er så meget lavere? Høj boligstøtte og fripladstilskud gør jo en kæmpe forskel, hvis ens indkomst er lav, så jeg forestiller mig, at du også får de ting.
Jeg er på SU og mor til tre og føler mig ikke specielt fattig med boligstøtte, fuld friplads osv. Problemet er så bare, at jeg lever 100% af andre menneskers skattekroner og i det store samfundsperspektiv er det jo ikke holdbart – jeg ved godt, at du ikke gør det samme, men måske delvist? Og i så fald, hvad tænker du om det?
Nu bliver det lidt besynderligt. Men ja, jeg er sikker på, jeg lever for mindre. Nej, jeg får ikke boligstøtte, har egen andelsbolig og betaler af på lån. Jeg får delvis friplads, fordi min indkomst er så skævt fordelt, og man med de nye reger betaler for måneder med høj løn og endnu ikke får refunderet tilbagevirkende. Jeg har været på SU i 3 måneder, og skal være det 12 måneder mere, ellers har jeg været selvforsynende (lav freelancer-løn) de sidste 15 år. Jeg betalte selv min uddannelse i udlandet, havde job ved siden af, så kostede heller ikke danske skatteydere så meget der noget der. Og ja, vi lavtlønnede/fattige/hjemmegående/andre bidrager mindre til økonomisk vækst end de rige – mit menneskesyn er så bredt at jeg anerkender forskellige slags værdi, man kan bidrage med, så nej, jeg synes ikke, jeg er lever uholdbart i et samfundsperspektiv.
Hej Signe.
Du skriver i din kommentar, at du undre dig over, at din oprindelige kommentar blev opfattet så skidt, som den gjorde.
Mit personlige bud er:
Når jeg læser din første kommentar i denne tråd, falder jeg over, at du (mellem linjerne) skriver, at du har fundet den rette måde at leve på en lille indtægt og at hvis Linda bruger din metode, så går det hende bedre. Du formulere det sådan:
“Når jeg sammenligner din livstil med min, har jeg bare nogle mindre krav om, hvad man selvfølgeligt skal have og der er derfor, at der er så nemt for mig at leve for mindre.”
Jeg kan kun tale for mig selv, jeg ved ikke hvordan Linda eller de øvrige læsere opfatter din kommentar. Jeg ville selv blive enormt provokeret, hvis nogen, uden at kende mit liv fra andet end en blog, belærte mig om min økonomi og mine valg (og fortalte mig, at jeg valgte forkert).
Jeg har selvfølgelig aldrig haft en intention om at belære nogen om, at de valgte forkert. Jeg har (muligvis fejlagtigt) forstået det sådan, at den økonomiske situation i større eller mindre grad var forbigående stram. Jeg ville derfor forsøge at hjælpe på den måde, at jeg kom med input, der måske kunne hjælpe til at det føltes mindre stramt. For ikke bare at lyde som en anden Marie-Antoinette, brugte jeg mig selv som eksempel. Hvis nogen havde følt sig julestresset, ville jeg også kunne have fundet på at give et tip omkring, hvordan man kan undgå at blive julestresset ved måske at skære ned på forventningerne, uden dermed at belære dem om, at de gjorde noget forkert, og der ville jeg også tage udgangspunkt i mine egne erfaringer med ikke at være stresset, hvis jeg skulle give et godt råd.
Kære Signe.
Jeg har brugt en del timer på at tænke over, hvordan jeg skal vende tilbage på din kommentar her, for jeg vil gerne gøre det på en god måde, så du ikke føler dig hængt ud eller talt ned til.
Det nemmeste ville være bare at smile og vinke, men jeg synes egentlig også, at det er mest reelt at svare ærligt, så nu prøver jeg.
For mig føles det som om, vi kommunikerer 45 grader forskudt, for jeg forstår 100% hvad du mener med, at det kan give mening at prøve at ændre på det grundsyn, man har på livet, frem for at symptombehandle. Hvis det vel at mærke er det sidste, man gør.
Det, der giver mig lyst til at hive mig lidt i håret, er, at jeg jo netop synes, at det er det, jeg har gjort. Jeg har ændret mig, men sidder tilbage med konsekvenserne af det grundsyn, jeg havde for 15 år siden. Som jeg har skrevet flere steder, så er min gæld en gammel gæld, og altså ikke noget, jeg har skabt ved at leve over evne de sidste 10 år.
Jeg har mellem 17.500 og 21.500 kr. udbetalt pr måned, faste udgifter (der udelukkende består af skal-udgifter som husleje, forsikring osv. Vi har ikke engang tv-kanaler) på ca. 10.000, afbetaling af lån på 6.000 og benzinudgifter på 1500 – 2000 kr. pr. måned.
Jeg har et job, hvor jeg altid har minimum 50 km på arbejde, og bor i en by, hvor der er væsentligt længere mellem kulturtilbuddene til børn, end der er i København.
Vi køber i-n-t-e-t, vi ikke skal bruge, og jeg har intet som helst imod at bruge tid på at finde f.eks. tøj af god kvalitet brugt, og at sælge det igen.
Jeg tror egentlig, at vi – som jeg læser dine kommentarer om, hvordan du lever dit liv – træffer vores valg ud fra mange af de samme kriterier; forskellen er bare, at jeg har en bagage med, som jeg er nødt til at tackle, for at få lov at slippe den.
Og derfor kommer det til at føles lidt mærkeligt og en smule nedladende, når du skriver til mig, som om jeg bruger penge, fordi ting er vigtige for mig, selvom du faktisk ikke kan finde et konkret eksempel på, at det er det, jeg gør.
Måske er det fordi, det kan virke massivt, når man læser M2018-indlæggene; som om jeg KUN går rundt og leder efter måder at spare penge på. Sådan føles det ikke. Men det er klart, at når fokus er på, hvordan vi får mere ud af de penge vi har, og jeg laver en indlægsrække om det, så kan det sagtens komme til at fremstå ekstremt, og som om, det hele handler om penge, selvom det på ingen måde er tilfældet. I hvert fald ikke som jeg selv oplever det.
Når jeg har skrevet, at jeg synes, det somme tider kan være svært, og at det kan give bekymringer, er det ikke for mig det samme som at føle, jeg lever et dårligt liv. Det gode liv for mig er ikke lig med fraværet af problemer, men at leve med følelsen af, at det, jeg gør, giver mening. Også når vilkårene omkring det er svære.
Du skriver, at det kommer bag på dig, at dine kommentarer blev taget så skidt imod – men du starter din første kommentar med selv at skrive, at den måske er lidt irriterende, så et eller andet sted er du jo klar over, at det du skriver, kan forståes på flere måder. For mig bliver det, hånden på hjertet, lidt grænseoverskridende, når du starter med at skrive, at du ikke er fast læser, for derefter at analysere på mit liv, mine valg og min personlighed.
Som Cath også skriver, kommer det – for mig – til at fremstå som om, du læser med, fordi det er rart at blive bekræftet i, at du har truffet de rigtige valg, og uagtet at jeg ikke kan bestemme, hvorfor folk læser med herinde, er det ikke en særlig rar fornemmelse at sidde med, at det er det, man sender sine ord ud i.
Jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at det ikke er dét, du mener. Du forekommer mig bare så velformuleret, at det er svært for mig at forstå, hvis du slet ikke selv kan se, hvordan dine kommentarer også kan læses.
-og måske er det præcis den samme følelse, du sidder med ift. mig.
Så tilbage er vist kun at sige, at vi måske havde været fuldstændig enige om tingene, hvis vi havde siddet over for hinanden med en kop kaffe, og samtalen ikke var blevet påvirket at de benspænd, skriftsproget somme tider kan give.
God aften til dig og dine.
De bedste hilsner
Linda
Jeg har også mest lyst til at smile og vinke, for det har været en ubehagelig oplevelse at blive læst så skævt, og jeg har haft det i maven ca. som når man var 12 år og blev mobbet på lejrskolen. Lige meget hvad man siger, er det tabt på gulvet, for man er ikke en good guy, og ting bliver ikke forsøgt læst med særlig stor velvilje, snarere med lidt ekstra kritisk blik. Og så er det nærmest dømt til at gå galt på skrift mellem mennesker, der ikke kender hinanden, og hvor emnet er sårbart.
Men nu kommer jeg med en sidste forklaring/undskyldning. Jeg griber i egen barm og siger undskyld for at komme med gode råd, som du ikke har spurgt efter. Jeg forstod dit spørgsmål om feed back på forbrugsindlæggene alt for vidt, det var ikke en håndsrækning til at kommentere på din livsstil. Jeg har også siddet og læst tilbage i indlæggene, og der er ingen tvivl om, at du skriver, at det i perioder opleves som hårdt, og jeg så på hele året, og ikke på hvor du er lige nu, hvor du så ikke føler nogen økonomisk spændetrøje mere. Det havde jeg ikke fanget, og det beklager jeg.
Samtidig, da jeg læste tilbage, fandt jeg også i de fleste indlæg noget, hvor jeg selv ikke har de samme udgifter, og jeg blev mindet om hvad der drev mig til at kommentere i første omgang. Du siger jeg ikke engang kan nævne noget konkret, så fx.: Jeg bruger ikke så mange dyre plejeprodukter, køber ikke så dyre fødselsdagsgaver, ikke så mange dimser til huset, har fx ikke julelys og kalenderlys og adventsgaver (men uanede mængder julehygge og kager og drillenisserier og biblioteksoverraskelser, bare rolig, her er ikke uvenligt…), har arvet/skraldet/fundet stort set alt til mit barn gennem de sidste 4 år og nærmest ikke købt noget, spilder mindre mad, spiser mindre kød, osv. osv. osv. Og nu lyder det, som om vi er nogle usle stakler, men min pointe var jo netop, at vi føler os rige og ikke mangler noget. Og måske er det kun et spørgsmål om at du bruger 500-1000 kr. mere om måneden, og igen-igen, hvis der ikke er noget penge-issue mere, er det jo fuldkommen malplaceret, det jeg siger, men jeg læste det som sagt som at du stadig engang imellem stressede over det, og jeg forestillede mig, at det kunne være rart at undgå. A la dit juleindlæg med gode råd til, hvordan man ikke bliver julestresset. Det var så bare med den forskel, at det er din blog, og dig, der giver råd, og ikke en fremmed, som kommer og spiller bedrevidende (mig, in this case). Jeg tænkte nok, at det kunne lyde lidt irriterende, derfor tog jeg alle mulige forbehold i kommentaren og håbede jo så netop, at det ville blive læst i den bedste vilje, men det kan man selvfølgelig ikke styre, og der er ingen tvivl om, at jeg aldrig ville have skrevet det, hvis jeg havde vidst, det ville blive opfattet så intimiderende. Jeg har aldrig tænkt, du levede et dårligt liv, på absolut ingen måde, jeg opfattede kun et pip om at en del af det var lidt hårdt, og det prøvede jeg at komme med et godt råd om. Som hvis en klagede lidt over julestress og at det var hårdt at finde 24 kalendergaver x 2, og man så sagde, at man måske kunne overveje at nedgradere til adventsgaver, for det var fint nok hjemme hos en selv, man havde ikke selv julestress, alle var glade, og det ville man gerne dele med verden. Men igen – jeg glemte, at du ikke havde bedt om råd, og at jeg er den fremmede, som du ikke aner om er en, man overhovedet gider være i stue med, hvor jeg er hende der har læst on off i årevis, og derfor føler mig lidt hjemme og kan tale frit fra leveren. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg talte måske, som jeg ville gøre til en, der kendte mig, og det var en fejl, og det vil jeg også undskylde. Og ja, jeg blev overrasket, for selv om jeg sagtens kan se, at kommentaren kan læses på en irriterende måde, hvis man prøver, gik jeg ud fra, at man/du ville prøve at læse den, som om den var skrevet i den bedste mening. Og det var dumt at mig at gå ud fra, kan jeg se nu.
(Jeg har for tiden omkring 8000 efter skat, husleje + lån er vel 6-7000, derudover kommer faste udgifter, man ikke kan undvære, forsikring, kontaktlinser, børnehave og den slags, men så kommer der jo også børnepenge ind, og alt i alt sparer jeg hele tiden lidt op til store uforudsete udgifter og ferier. Og sådan har det været i over 20 år for mig, nogen gange har jeg haft meget mere, andre gange mindre, ikke fordi jeg er på offentlig forsørgelse, men fordi jeg trods fuldtidsarbejde tjener meget lidt på mit drømmejob. Og jeg er ikke vild med, at det skal handle så meget om mig, men nu bliver der fra flere sider spurgt ind til, om jeg nu overhovedet har ret i det, jeg siger, så derfor dette navlepilleri.)
Jeg tror ikke, jeg kan komme i tanke om flere undskyldninger og forklaringer, så NU stopper jeg, smil og vink for katten, venlig hilsen og god vind fremover.
Hej Signe & Linda. Jeg er lidt i tvivl hvor i rækken min kommentar lander, men håber den kommer nogenlunde ind.
@Signe, din tredje kommentar gør en kæmpe forskel for mig som læser herude bag skærmen. Ikke fordi du undskylder, men fordi her lykkes din uddybning med hensyn til hvad det er du gerne ville bidrage til og med. Jeg forstår bedre nu hvordan du har læst nogle ting, hvad du prøvede at svare på og hvordan du har tænkt dine erfaringer ind i det. Og det forstod jeg slet, slet ikke før. Jeg tænkte faktisk før, at der både var en kraftig snert af opdragende tone og en lidt hidsig forurettelse over at blive læst (som jeg også selv læste dig). Og det er faktisk rart at få ændret det selvfølgelig begrænsede miniature billede af dig.
Derudover er man jo langt sværere at læse ind i den rigtige kontekst, når man kommentere her nogle få gange imodsætning til Linda som vi har langt flere indlæg at aflæse på. Og måske læser med hos, fordi vi er fans i en eller anden grad.
@Linda, hvor er det samtidig befriende, at du virkelig gør dit bedste for at svare sobert men også helt ærligt. Det er en svær balance og selvom Signe måske ikke føler sig særlig godt forstået, så oplever jeg det som yderst troværdigt, at du ikke bare parkerer den med et smil og vink og som en væsentlig del af grunden til, at det er den eneste blog hvor kommentar sporene er ligeså interessante som indlæggene. Nemlig at du forholder dig oprigt til alle kommentarene.
Kære Joan.
Det var en dejlig kommentar at få. Mange tak for det.
Kh
Linda
Årh, av, Signe, jeg får helt lyst til at give dig et kram. For jeg læser dig på en helt anden måde, end det lader til at mange andre her gør. Tror det handler meget om hvilket udgangspunkt, man har/har haft. Jeg kan også godt studse lidt, når situationen eksempelvis i dette indlæg bliver kaldet “ekstrem”, og man så samtidig kan læse tilbage, hvad der har været råd til at vælge at prioritere. Ikke at der er noget galt med at prioritere de ting, det svarer bare ikke til hvad jeg selv ville kategorisere som “ekstremt”, for mit udgangspunkt er et andet, og jeg ender en lille smule med at føle, at jeg får serveret to modsatrettede budskaber. Samtidig har vi som læsere aldrig det fulde indblik, og Lindas oplevelse af situationen ændrer sig jo ikke af, at andre mennesker har andre vilkår, ligesom min oplevelse af at værdsætte fjernvarme og et tag over hovedet ikke ændrer sig af, at der er stammefolk, der synes, at de lever fint uden.
Hej Hazel.
Tak for din kommentar. Blot opklarende: Når jeg skriver, at situationen er ekstrem, så er det gældens størrelse og ikke vores livsvilkår eller rådighedsbeløb, jeg tænker på. Det har jeg måske ikke fået skrevet klart nok😊
God dag🌸
Mvh
Linda
Tak for opklaringen, Linda. I det lys hænger det hele straks bedre sammen i mit hoved. God dag og god jul til dig også 🙂
Tak for en rigtig god og interessant indlægsrække, og tillykke med erkendelsen (Eller hvad man siger? Emma Gad kommer ikke rigtig ind på etikette ifbm nyligt klarsyn). I hvert fald er det inspirerende at læse med og sjovt at følge glidningen fra nedfrysning-af-sovserester til mere overordnede betragtninger.
Kirstine:
Der er 10.000 point, hvis du har tjekket EG-bogen for det:)
Tak for det, og tak fordi du læser med <3
Ikke helt. Men læste den engang, og jeg tror altså ikke det blev nævnt …
Men kan man få dit telefon nr. hvis nu man aldeles uopfordret har sådan en lyst til at give dig en (lille penge) julegave?
Du er vanvittig sød, Berit. Sikke et tilbud <3
Jeg fanger dig lige i en mail:-*