I øvrigt:

-Er jeg til min egen rædsel og forfærdelse gået lidt kold i gløgg.

-Har jeg brug for at I straks sender mig jeres bedste opskrift på hvid gløgg/glühwein/noget-andet-voksent. 

-Havde jeg i går planlagt, at nissen skulle tegne sorte næser på os alle tre, og da Frida for tiden sover som vinden blæser, sneg jeg mig til at gøre det, da jeg alligevel var oppe kl. 2:15. 

-Viser det sig, at teatersminke *ikke* er pude-fast. 

-Læser Anton heldigvis endnu ikke så flydende, at han undrede sig over, hvor i nissebrevet  “I dag har jeg drillet med noget, I endnu ikke har opdaget, hahaha” stod.

-Var i dag dermed (endnu) en af de dage, hvor det came in handy, at jeg altid har lidt palietter og sølvstjerner til at stå.

-Får jeg aldrig de sidste stjerner op af Fridas vinterstøvler.

-Har jeg de sidste uger set opslag på fb fra privatpersoner, der har laver give-away’s med julekurve etc. til ‘værdigt trængende’ hvor de i opslaget skriver: “Skriv i kommentarfeltet, hvorfor jeg skal vælge dig.” Er det bare mig, der synes, det er lidt ulækkert?

-Hørte vi forleden Chandelier med Sia, og Anton spurgte, oprigtigt bekymret, om “hun ikke får ondt i halsen af det der, mor?” Det griner jeg stadig af. 

-Skal jeg have fundet en anden forældre-stil, til når vi øver at cykle ude i verden. Anton er – stadig – ikke trafiksikker, og jeg bliver så bekymret, at jeg kommer til at råbe, når han for 600. gang på en cykeltur lige skal køre zig zag over striberne.

-Ved jeg godt, at det er kontraproduktivt ad helvede til. 

-Svarede han forleden på mit spørgsmål: “VED DU, HVAD DER KAN SKE, HVIS DU BLIVER KØRT OVER?!” “Ja. Så kommer man derover på græsplænen,  hvor ens mor sætter lego til én ved siden af stenen med navn på” og hvis nogen vil mig noget, ligger jeg stadig i hjørnet i fosterstilling og hulker. 

-Kommer mine svar på kommentarer i disse dage lidt i stimer, for jeg har været så heldig at få tilsendt et par korrektur-opgaver, som jeg sidder med om aftenen. 

-Skal jeg til julefrokost i aften, og jeg glæder mig.

Published by

27 Replies to “I øvrigt:

  1. Nå men jeg var heldigvis i gang med at tude i forvejen, så jeg fortsætter bare med at hyle over dén med gravstenen.

    1. Åh, det var et godt og brugbart tip! Og jeg kommer faktisk forbi en Meny i morgen. Den får et skud – tak.

  2. Jeg har det samme problem med cykling! Og den samme reaktion som dig (og ved også godt det ikke hjælper – men for h*lavede hvor bliver man bange).
    Vi snakkede om trafiksikkerhed og min knægt sagde: jeg ved godt man skal være forsigtig, for I vil jo ikke have flere børn på kirkegårde. En er jo alt for mange allerede.. Sommetider bliver en storebror alt for klog alt for tidligt..

    (og nej vi har aldrig sagt det med kirkegården til ham, men vi havde ikke set ham da vi snakkede om noget sikkerhed en dag og den formuleringen hørte han desværre)

    1. Nej, hvor din kommentar stak i hjertet, Stine. Uden overhovedet at vide, hvad jeres historie er, så kan jeg næsten ikke forestille mig, hvor svært det må være at navigere i at holde hånden om det bedste, man har, uden at komme til at knuge det i stykker, når det værste, der kan ske, allerede én gang er sket.

      En ekstra tanke til dig <3

  3. Oplys en uvidende mor her – hvordan kan det være forkert at råbe, hvis ungen kører ren kamikazekørsel på cykel?

    1. Haha – forstår, hvad du mener.

      Men hvis han nogensinde skal lære det, kræver det at vi øver. Og de sidste par gange, jeg har kaldt tropperne til cyklerne, har Anton sagt: “Jeg har ikke lyst til at cykle, mor, for du bliver altid så sur” – og så knækker mit hjerte midt over, for det er jo heller ikke dét, jeg vil. Så jeg vil så gerne finde måden at gøre det på, hvor han forstår alvoren nok til, at han faktisk tager ind, hvad jeg siger, men hvor jeg ikke råber lysten til at cykle helt ud af ham.

      (Men jeg bliver bare så bange. Ikke?)

  4. Rimeligt tørt verdenssyn han har, ham Anton! Og du har ret i det med julekurvene. Det er en af grundene til at hjælp-i-nøden for min skyld gerne må gå igennem samfundet/store organisationer. Fordi armslængde!

    1. Jeg kan næsten ikke have det. Hvis man virkelig var et sted, hvor det gjorde en forskel, at man fik en pose med slik og sodavand fra en fremmede, så synes jeg da, det må være skrækkeligt ydmygende at være tvunget til at sidde og fremstille sin egen situation i det værst tænkelige lys i håb om at blive taget i betragtning.

      Jeg har simpelthen så svært ved at forestille mig, hvordan man er skruet sammen i hovedet, hvis man finder glæde ved at læse gennem sådan et kommentarfelt med udsigten til at spille Gud.

      1. Hun laver SÅ mange lækre ting! I en anden boldgade, men hendes baked beans og hendes Haydari er helt i særklasse <3

        Hun er et godt bud. Tak:)

  5. Den med julekurvene er lige så nasty som at tage billeder af sit barn der giver mad til en hjemløs og skrive en historie på Facebook om sit gode barn. (Nej, jeg følte ikke lige for at bruge tegnsætning i den sætning.)

    1. Jeg kender dig godt nok til at vide, at du ikke ville trække sådan et eksempel ud af hovedet, men jeg er nødt til at spørge alligevel: Er der nogen der gør det? rædselsslagen-smiley

    1. Dén ser god ud! Den sidste, jeg prøvede at lave, var lavet på gin, og det var lidt som at drikke varm skov.

    1. Ok, jeg bliver da vist nødt til at forlænge gløgg-sæsonen til omkring april måned, for den ser også god ud!

  6. Nu ved jeg godt det ikke lige var det du spurgte til..men vi købte sidste år en flaske æblegløg. Altså en lavet på æblejuice men med gløgkryderi. Den er uden alkohol så man går ikke varmen fra varm alkohol…men ungerne her ville gerne have et glas og hvis i løber rundt med ondt i halsen osv. Kunne det måske lindre lidt med noget varmt til dem. Ellers vil pigerne her gerne drikke varm solbær saft hvis de har ondt i halsen…fordi det lindrer

    1. Det lyder da også ret godt? Hvor fandt i sådan én? Jeg var i Bilka i dag, og syntes ikke, jeg kunne finde den, men var lidt i tvivl om, om den måske ikke står sammen med gløgg, når nu den er alkoholfri? Og det må den bestemt gerne være; jeg drikker alt, ALT for meget kaffe, når det er så koldt, så varmende alternativer er mere end velkomne.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.