Der er noget med lydene i Aarhus. Lige meget hvor man er, kan man altid høre en bas et sted i det fjerne, mennesker, der lever og fugle i de træer, der snyder og springer ud før alle andre i landet.
Det er noget med lyset i Aarhus. Med vejret. Selv når det regner, mener skyerne det ikke helt alvorligt, og solen er gylden og står præcis lige så lavt, som Peter AG påstår.
Der er noget med de mennesker, der bor i Aarhus. Som er så fulde af liv, fordi en stor del af dem står på tærsklen til det hele, og endnu har til gode at opdage, hvordan livet også kan være. Deres livsappetit og vovemod smitter af på alle, og åbenheden, der kommer af, at så mange var tilflyttere, da de kom, betyder, at småsnak ikke er sært, at øjenkontakt ikke er for de desperate, og at man hilser på dem, man møder, fordi man selv engang var ny og ved, hvor svært det er at føle, at man endnu ikke hører til.
Jeg savner det, så det svider i hjerte og sjæl, og det føles som et varmt knus på en kold dag at være her igen.
I går, da jeg trådte de 6 trin ned i kælderen, og slog med armene med et: “Min ven!!” til min yndlingsgrønthandler i hele verden, som stadig holder hovedet og humøret højt, råbte han ligeså begejstret og uden ét sekunds tøven lige tilbage: “Min ven!! Det er længe siden! Hvor har du været?!”
Væk. Fordi det er sådan, det må være lige nu.
Men.
Aarhus.
Min ven.
Jeg kommer tilbage en dag.

Hvor er det smukt skrevet. Jeg har det på præcis samme måde, og derfor er jeg her endnu. Jeg arbejder endda på den uddannelsesinstitution, hvor jeg havde min studietid og den bedste tid i mit liv. Jeg kom hjem, da jeg ankom til Aarhus fra Nordjylland i 1999, og jeg er aldrig kommet videre. Måske er det en måde at fastholde min ungdom på? Lige nu kan jeg høre en bas 🙂
Du skriver så fint. 🙂
Jeg har det jo lige sådan, bare med KBH S
Av. Denne her rammer lidt hårdt i dag, fordi jeg om et splitsekund selv siger farvel til mit København. Fordi børn og græs og den slags, ligesom dig. Men åh. En dag kommer jeg sgu også hjem igen.
Gaasehud. <3
Det er så fint skrevet. Tror de færreste har det sådan med Esbjerg, I know I don’t. Esbjerg er som et par praktiske sko.
Jeg har det med København som du har det med Aarhus. Når jeg kører i min bil henover Langebro. Når jeg sidder i min lillebitte kolonihave og kan høre bassen fra festen på Christiania. Når jeg sidder i min lejlighed og kigger på livet nede på gaden. Eller gåtur nedad Vesterbrogade. Så er jeg hjemme.
Jeg har det med Esbjerg, som Linda har det med Aarhus. Jeg har boet i Aarhus 1 år, og jeg oplevede ikke åbenheden, gæstfriheden mv., som Linda beskriver. I stedet savnede jeg Esbjerg ubeskriveligt meget hver gang, jeg var i byen. Så jeg rejste hjem og bor her stadig. Esbjerg er verdens bedste by for mig.
Derfor kan jeg også sagtens følge, hvor svært det må være, når man ikke kan bo det sted, hvor man føler sig aller mest hjem. Det er svært.
Hvor er det bare dejligt, Mette. Mere Esbjerg til dig 😍
Sådan en grønthandler bør alle have i deres liv <3
Spot on med Aarhus. Selv om jeg kun boede der 8 år og nu har boet 20 i Kbh.
Jeg savner Århus, som er min barndom, ungdom og min familie, der hvor jeg altid troede jeg skulle blive, men måtte forlade for kærligheden. Jeg savner København, hvor mine børn kom til verden og jeg lærte at få nye venner. Men som vi måtte forlade for arbejde, plads og nærheden til familien.
Jeg tvivler på at jeg kommer til at savner Odense, hvis jeg nogensinde kommer herfra. Og jeg fælder indimellem en tåre over at praktikken betyder at mine børn ikke har helt samme dialekt som mig og at mormor og morfar ikke er lige om hjørnet. Men farmor og farfar er, arbejdet er godt, og mormor og morfar er trods alt tættere på end før. Du ramte lige ned midt i min melankoli og fornemmelse af ikke at være hvor jeg hører til.
Åh, der er jo en grund til, at man nynner “hjem til Århus” .Jeg studerede i Århus og har boet i Kbh i 14 år nu, men savner stadig smilets by og Ringgadebroen, Anettes Sandwich, Ceres Top, bakkerne osv..
Sådan er Svendborg for mig og endelig er jeg hjemme efter 22 år i Jylland :9