“Penge og job-erfaring fra flyttebranchen ingen hindring”

Hold kæft, hvor er der fart på. Det er mærkeligt, hvordan ting har det med at klumpe sig sammen, og jeg synes godt nok, at det sidste år har været ret kompakt, store begivenheder taget i betragtning. Synes også, at mange omkring mig lige nu oplever situationer, hvor fundamentet, de står på, knager og brager, og hvor livet pludselig tager nogle virkelig overraskende drejninger. Hvis man var lidt astrologisk anlagt, ville man sikkert kunne forklare det med planetenes stilling på himlen, og jeg synes næsten, at det ville være helt rart, hvis der var en slags forklaring på det – hvor alternativ, den end måtte være – for det er lidt svært at rumme, hvis alt bare er en skønsom blanding af kaos og tilfældighed.

Men jeg har netop afleveret min opsigelse på boligen, vi bor i nu, og jeg kommer ikke til at savne noget som helst herfra. Intet. Ikke én eneste ting. Jeg kommer ikke til at savne den familie, der bor 5 huse henne, der har omdannet det ene værelse i huset til et værksted, hvor suspekte typer sidder og tuner deres i forvejen ulovlige knallerter, som de efterfølgende kører ræs på på stien i min baghave. Jeg kommer ikke til at savne den forhærdede alkoholiker, der – heldigvis – ikke har bil, som sidder på sin parkeringsplads ude foran huset i en plastikklapstol, med en omvendt indkøbskurv, han har hugget i Fakta som cafébord og hamrer guldøl i ansigtet dagen lang. Ej heller vil jeg savne at få besked fra viceværterne om, at man skal være opmærksom, hvis man har brugt fællesvaskeriet i en bestemt periode, fordi et voksent menneske (ingen nævnt, ingen glemt) har skidt i bukserne, og bare lige smidt tøjet i maskinen uden yderligere dikkedarer. Farvel til legepladser, hvor folk lufter deres hunde, og ikke samler hundelorte op, farvel til knagende trapper, der umuliggør putning af børn i to omgange, til mus i køkkenskabet og til polske grillfester, der starter den dag, temperaturen første gang sniger sig over 10 grader, og fortsætter frem til slutningen af november.

Jeg har hadet det, fra jeg flyttede ind, og nu er det slut.

Far. Fucking. Vel.

D. 01. august overtager vi det nye hus, som jeg var ude og se igår, og som jeg ville omfavne, hvis jeg kunne. Der er. Så. Pænt. Det er småt, men nyt, og vi kender halvdelen af dem, der bor på vejen. Jeg får en garage, og min hemmelige suburban dream om et bryggers går i opfyldelse. Ungerne får et værelse hver, og badeværelset er så stort, at vi nærmest kan bruge det som gæsteværelse. Jeg får en forhave OG en baghave, og kun ét sæt naboer, hvilket forhøjer min livskvalitet med ca. 2000%, og da vi bor for enden af en blind vej, kan man sende sine børn ud at lege, uden at frygte, at de bliver kørt ned af sænkede VW’er med Fuck Da Police-stickere og metallic-ice-blue Toyota Corolla’er, der kører om kap.

Økonomien kan stadig give mig ondt i maven, fordi der er mange ukendte faktorer, men banken har nikket ok, og det vælger jeg at stole på.