Bloggen

Jeg vågnede ikke engang. Er skuffet. Endelig lidt drama, og så opdager jeg det ikke.

Nu synes jeg så også, at DK vejr- og klimamæssigt er drengen i klassen, der altid skal overdrive weekendens scoringer. DANMARK LUKKET PGA SNESTORM!! betyder 4 forkølede snefnug i Vendsyssel. STORM!! betyder let modvind på udvalgte cykelstier i Esbjerg. HEDEBØLGE!!! er de få gange, hvor man kan skifte sin langærmede trøje ud med en t-shirt uden at køre med langt lys hele dagen *teknisk-skole-smiley*, og når der meldes om ISSLAG!!! kan man – hvis man leder længe nok – finde 4 vandpytter, der er frosset til.

De eneste, der hopper på den hver gang, er DSB.

Jeg ved godt, at man ikke bare kan fremtrylle et nyt job, hvis man er træt af det man har, men når man begynder at ligne et før-billede fra en anger management reklame, så synes jeg måske, at tiden er kommet til at begynde at læse job annoncer.

Når man som lærer begynder at brøle sine svar, snappe af eleverne, når de spørger om noget, indlede alle sætninger med enten dybe suk eller ”Neeeej!” og i det hele taget opføre sig som en, der kun ved opbydelse af AL sin viljestyrke kan afholde sig fra at lægge hænderne om halsen på eleverne og klemme til, så MÅ der være noget andet derude, som man kan finde større glæde ved. Og gøre mindre skade med.

Søndag. Jeg ved ikke, om det skyldes julefrokost fredag og cocktailfest i går; for meget alkohol og for lidt søvn – men jeg er pjevset i dag. Så meget at jeg ikke sådan rigtig kan holde ud at være i selskab mig selv. Vågnede kl. 12 (!) i luset humør og med pande, der føltes som om, den i nattens løb var vokset 3 størrelser og havde forvandlet sig til granit.

Klokken er nu 19 og der er status quo på både klippehylde og sindsstemning. Jeg savner, er pirrelig, rastløs og ugidelig; alt sammen på en og samme tid. Jeg har prøvet at marinere min krop i kaffe (enhver ved jo, at koffein løser alle rastløshedsrelaterede problemer…), jeg har drukket cola og spist saltlakrids, været selv og været sammen og endelig jeg har prøvet at gå en laaaang tur ved vandet (svært ubehageligt når is-vind af stormstyrke rammer nyerhvervet kæmpepande). Lige lidt hjælper det. Selv tv programmet svigter. 24 afsnit af The Simpsons (var sjovt i ca. 7 minutter i 1992), Bridezillas (hvem ER de mennesker?!) og 1000 lamme julefilm med irriterende, bedrevidende børn.

Jeg vil gerne bare have et knus og lægges i seng.

På de fleste blogs og hjemmesider, er der mulighed for at indrapportere misbrug og anstødeligt indhold. Jeg synes, at vi mangler et sted at indrapportere misbrug af ord og sætninger. Indtil videre har jeg 3, jeg gerne vil have taget op:

1: Racist.
Nej. Hvis du smadrer min cykel og kalder mig luder, så synes jeg, at du er en idiot, uanset om du er hvid, sort, ternet eller prikket. Det er et sølle forsøg på at vinde en tabt diskussion at spille racisme-kortet.

2: Du har ikke børn.
Jeg er helt på det rene med, at der er ting, jeg ikke kan forholde mig til, fordi jeg ikke har børn. Men for nogle mennesker tager børnekortet altså overhånd. Pædofili, trafikuheld, stress i hverdagen, you name it. Uanset hvad vi diskuterer, kan man altid underkendes med ordene: ”Ja, men nu har du jo heller ikke børn.” Nogen et sted har vedtaget, at børnekortet trumfer alt, og indtil man får det på hånden, er man åbenbart ude af stand til at mønstre ÆGTE empati og medfølelse.

3: Janteloven.
Hver eneste gang man diskuterer noget dansk, er der ALTID en, der råber: ”Jantelov”. Jeg bliver så træt. At The Storm, Niarn og Nik & Jay fører sig frem med gøgl og store armbevægelser, må de selv om. At Johnson har så meget bling bling viklet om halsen, at han imødeser en fremtid som rygskadet invalidepensionist er hans valg *ond-smiley-der-tager-glæderne-på-forskud*. Jeg synes, at de laver lortemusik. Og det bliver jeg ved med at synes, uanset hvad de stiller i af strikhuer, similisten og indbildt, traumatisk barndom.

De ryger afsted til Misbrugsnævnet. Nogen, der skal have noget med?

Enten har min hjerne besluttet sig for at modbevise tesen om, at kvinder kan multitaske eller også har jeg fået turbo-alzheimer. De sidste par uger har budt på lidt for mange wtf-øjeblikke.

For nogle uger siden blev jeg ringet op af min nabo, som troede jeg havde haft indbrud, fordi min bagdør stod pivåben. Mumlede noget om en defekt lås, mens jeg forsøgte at begribe, hvordan det var lykkedes mig tage hjemmefra uden at opdage, at jeg havde glemt at lukke køkkendøren. Som åbner indad. På deler-mit-køkken-i-to-måden.

Forleden stod jeg i fitnesscentret med skum i hele skærmen og knyttede næver og hvislede dødstrusler mod hhv. Århus Kommunale Værker, alle VVS-firmaer i Østjylland og Procter & Gamble. Når bruseren er så nærig med dråberne, at kinesisk vandtortur til sammenligning minder om monsunen, er det jo fuldstændig UMULIGT at få skyllet balsam ud af garnet, og hvorfor skummer det sådan?!! Det var først, da jeg igen i morges stod i skum og bobler til knæene, at det gik op for mig, at jeg brugte shampoo. Som balsam. Happy hour på hårvask *smiley-med-MEGET-rent-hår*.

I dag var jeg inde og købe julegaver. Stod ved kassen og skulle til at betale. ”260 kr, tak” Et langt øjeblik stod jeg bare og kiggede på ekspedienten. Så indhentede min hjerne min krop *sprinter-gennem-butikken-så-glasmontrer-nipsudstillinger-og-gamle-damer-er-ved-at-vælte*. Heldigvis havde ingen narkomaner haft brug for en ny, ulåst cykel eller en taske med Ipod, pung, 2 mobiler og nøgler.

I må ikke efterlade mig uden opsyn.

At gå i sauna minder egentlig meget om at høre Bob Dylan. Behageligt, sundt og afslappende – lige indtil det pludseligt, uden varsel, er så meget nok, at man nærmest bliver hysterisk af det.

Det værste ved andres smerte er, at det er deres. Når smerten bliver personlig nok, er der intet man kan gøre for at lette den, og det er nærmest uudholdeligt, når den rammer en, man holder af.

Jeg har flere gange selv været den, der har haft et rum, som kun jeg har kunnet rydde op i. Et rum fyldt med ting, der til tider gjorde så ondt, at jeg ikke kunne holde ud at være der mere end en time af gangen. Hvor gerne jeg end ville, kunne jeg ikke udlicitere arbejdet; jeg vidste, at det var mine kasser at åbne, sortere og forholde mig til. Ingen andre end jeg vidste, hvad der måtte kasseres, pakkes om eller findes nye pladser til.

Nu står jeg så på den anden side. Med orden på eget loftrum og kasser jeg gerne vil deponere på en andens, som pludselig har vist sig at have kasser, der ikke længere kan ignoreres. Smerteligt klar over, at den slags oprydning er altafgørende for, om man finder ro og plads til nye kasser. Den kan ikke forceres. Der kan ikke sættes tid på. Og på en måde er det næsten en lettelse at få bekræftet sin mistanke om, at der var en grund til at døren bandt og ikke kunne åbnes helt. Men hvor er det svært at vide, at man ikke kan hjælpe. At man ikke kan gøre andet end at håbe, at en overskudsbeslutning vil blive truffet i en underskudssituation. Håbe, at den lille kriger ved, at der er en, der holder med ham, og gerne vil give ham den tid og plads, han skal bruge. Håbe at han ved, at når han er færdig, kan han bare gå efter lyset. Så kommer han hjem.

Somme tider er det som om et ord forfølger én. Det optræder i alle medier, al samtale handler om det, og det er som om, alting kan føres tilbage til det. (Ikke et ord om Stein Bagger.) Stress. Alle har det eller er ved at få det. Alle kæmper med det og forsøger at undgå det. Det påvirker vores helbred, vores hverdag og vores forhold til hinanden.

Engang mente jeg, at stress var et modefænomen. Noget man tog på for at vise, hvor vigtig og uundværlig man var. I takt med at jeg har skruet mit eget løbebånd mere og mere op i tempo, kan jeg mærke, at det er lidt mere nuanceret end som så.

Hvis jeg ser på mig selv, er jeg nødt til at indrømme, at hvis jeg graver dybt nok, så finder jeg et element af selviscenesættelse i det. Jeg påtager mig mere end jeg i virkeligheden kan overskue, fordi der er status i at være den, alle vil have. Det bider sig selv i halen, for hvis man skal blive ved med at være det, så kræver det, at man stiller med charme, selvtillid og noget at have det i. Hver gang. I takt med at listen over opgaver bliver længere og længere, bliver antallet af timer, man kan lægge i den enkelte opgave færre og færre. Og hvis der er noget, jeg får stress af, så er det de situationer, hvor jeg skal wing’e it – perfekt. Åh, der er så meget, der kan gå galt og afsløre, at det jo bare er mig, der står der.

I lang tid følte jeg, at planlægningen var min bedste ven. Mit skrivebord var lavet af Post It’s og min kalender var limet til min hånd. Det hjalp at have overblik, og sætte arbejdet i systemer. Efterhånden har det fået den modsatte effekt. Jeg kan med al uønskelig tydelighed se, at tingene ikke kan nå sammen. Dilemma: Planlægning med dertilhørende klarsyn og erkendelse af opgavernes umulige omfang, eller kaos og ad hoc systematik med dertilhørende manglende overblik og grundangst for at blive afsløret som svindler? (Hvem ER det, der bliver ved at stå og råbe ”Stein! Stein! Stein!”?!)

De sidste par år, er jeg begyndt at tidsoptimere. Det er den model, hvor man febrilsk prøver at multitaske, så snart det er muligt. Foretager vigtige opkald, mens man cykler. Har combatmusik på Ipod’en, så man kan øve sin undervisning, mens man handler. Har papirer med i tasken, så man kan læse dem i sine pauser. Hvis jeg spørger mig selv, hvorfor jeg gør det, er svaret: ”For at kunne holde fri senere.” Problemet et blot, at når bølgerne går højt, så fylder jeg bare nye opgaver på, når jeg endelig havde tænkt mig at holde fri, fordi jeg altid er bagud med et eller andet, har dårlig samvittighed over nogen, som jeg ikke har prioriteret i lang tid eller ikke kan geare ned på kommando.

”Jeg skal bare lige igennem januar/over convention/have afviklet de her 4 kurser, så bliver det bedre.” Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at sige det. Jeg tror ikke engang selv på det mere. Når jeg er færdig én ting, påtager jeg mig to nye. Og jeg finder stor tilfredsstillelse i at strege dem på listen. Jeg føler mig effektiv og målrettet. Jeg føler, at der er brug for mig. At jeg gør en forskel. Jeg slipper for at forholde mig til mig selv, når min hjerne er optaget af noget praktisk og konkret, og det kan være rart, når man er en af dem, der aldrig har ro i hovedet. Mere, større, højere, hurtigere.

I mine mørkeste øjeblikke tænker jeg på, om jeg i virkeligheden først bliver tilfreds, når jeg kan vinge livet af på to-do listen.