Sort søndag.

Somme tider er det som om et ord forfølger én. Det optræder i alle medier, al samtale handler om det, og det er som om, alting kan føres tilbage til det. (Ikke et ord om Stein Bagger.) Stress. Alle har det eller er ved at få det. Alle kæmper med det og forsøger at undgå det. Det påvirker vores helbred, vores hverdag og vores forhold til hinanden.

Engang mente jeg, at stress var et modefænomen. Noget man tog på for at vise, hvor vigtig og uundværlig man var. I takt med at jeg har skruet mit eget løbebånd mere og mere op i tempo, kan jeg mærke, at det er lidt mere nuanceret end som så.

Hvis jeg ser på mig selv, er jeg nødt til at indrømme, at hvis jeg graver dybt nok, så finder jeg et element af selviscenesættelse i det. Jeg påtager mig mere end jeg i virkeligheden kan overskue, fordi der er status i at være den, alle vil have. Det bider sig selv i halen, for hvis man skal blive ved med at være det, så kræver det, at man stiller med charme, selvtillid og noget at have det i. Hver gang. I takt med at listen over opgaver bliver længere og længere, bliver antallet af timer, man kan lægge i den enkelte opgave færre og færre. Og hvis der er noget, jeg får stress af, så er det de situationer, hvor jeg skal wing’e it – perfekt. Åh, der er så meget, der kan gå galt og afsløre, at det jo bare er mig, der står der.

I lang tid følte jeg, at planlægningen var min bedste ven. Mit skrivebord var lavet af Post It’s og min kalender var limet til min hånd. Det hjalp at have overblik, og sætte arbejdet i systemer. Efterhånden har det fået den modsatte effekt. Jeg kan med al uønskelig tydelighed se, at tingene ikke kan nå sammen. Dilemma: Planlægning med dertilhørende klarsyn og erkendelse af opgavernes umulige omfang, eller kaos og ad hoc systematik med dertilhørende manglende overblik og grundangst for at blive afsløret som svindler? (Hvem ER det, der bliver ved at stå og råbe ”Stein! Stein! Stein!”?!)

De sidste par år, er jeg begyndt at tidsoptimere. Det er den model, hvor man febrilsk prøver at multitaske, så snart det er muligt. Foretager vigtige opkald, mens man cykler. Har combatmusik på Ipod’en, så man kan øve sin undervisning, mens man handler. Har papirer med i tasken, så man kan læse dem i sine pauser. Hvis jeg spørger mig selv, hvorfor jeg gør det, er svaret: ”For at kunne holde fri senere.” Problemet et blot, at når bølgerne går højt, så fylder jeg bare nye opgaver på, når jeg endelig havde tænkt mig at holde fri, fordi jeg altid er bagud med et eller andet, har dårlig samvittighed over nogen, som jeg ikke har prioriteret i lang tid eller ikke kan geare ned på kommando.

”Jeg skal bare lige igennem januar/over convention/have afviklet de her 4 kurser, så bliver det bedre.” Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at sige det. Jeg tror ikke engang selv på det mere. Når jeg er færdig én ting, påtager jeg mig to nye. Og jeg finder stor tilfredsstillelse i at strege dem på listen. Jeg føler mig effektiv og målrettet. Jeg føler, at der er brug for mig. At jeg gør en forskel. Jeg slipper for at forholde mig til mig selv, når min hjerne er optaget af noget praktisk og konkret, og det kan være rart, når man er en af dem, der aldrig har ro i hovedet. Mere, større, højere, hurtigere.

I mine mørkeste øjeblikke tænker jeg på, om jeg i virkeligheden først bliver tilfreds, når jeg kan vinge livet af på to-do listen.