May our minds lose the battle. May our hearts win the war.

Det værste ved andres smerte er, at det er deres. Når smerten bliver personlig nok, er der intet man kan gøre for at lette den, og det er nærmest uudholdeligt, når den rammer en, man holder af.

Jeg har flere gange selv været den, der har haft et rum, som kun jeg har kunnet rydde op i. Et rum fyldt med ting, der til tider gjorde så ondt, at jeg ikke kunne holde ud at være der mere end en time af gangen. Hvor gerne jeg end ville, kunne jeg ikke udlicitere arbejdet; jeg vidste, at det var mine kasser at åbne, sortere og forholde mig til. Ingen andre end jeg vidste, hvad der måtte kasseres, pakkes om eller findes nye pladser til.

Nu står jeg så på den anden side. Med orden på eget loftrum og kasser jeg gerne vil deponere på en andens, som pludselig har vist sig at have kasser, der ikke længere kan ignoreres. Smerteligt klar over, at den slags oprydning er altafgørende for, om man finder ro og plads til nye kasser. Den kan ikke forceres. Der kan ikke sættes tid på. Og på en måde er det næsten en lettelse at få bekræftet sin mistanke om, at der var en grund til at døren bandt og ikke kunne åbnes helt. Men hvor er det svært at vide, at man ikke kan hjælpe. At man ikke kan gøre andet end at håbe, at en overskudsbeslutning vil blive truffet i en underskudssituation. Håbe, at den lille kriger ved, at der er en, der holder med ham, og gerne vil give ham den tid og plads, han skal bruge. Håbe at han ved, at når han er færdig, kan han bare gå efter lyset. Så kommer han hjem.