Bloggen

Verden er blevet sindssyg fra i går til i dag. Nogle af dem, der befolker den, er i hvert fald.

I går kendte man de mennesker, man tilføjede som venner på FB.

I dag tilføjer man åbenbart bare tilfældige personer, så da jeg til et friend request skrev: ”Jeg tror ikke, at jeg kender dig? Mvh Linda” fik jeg: “Jeg ansøgte dig for at få nye venner og så kender du en af mine gamle venner så derfor ville jeg også lære dig nærmere at kende via facebook” tilbage.

I går var vi voksne nok til at følge op på dates ved at skrive: ”Hej igen. Tak for en hyggelig date i går. Jeg synes, at du virker som en god fyr med meget at byde på, men da det kun er 4 måneder siden, du gik fra kone og barn (hvorfor ER det, at de mener, at de er klar til at date så hurtigt??) trækker jeg følehornene til mig. Ha det rigtig godt og held og lykke med det hele.”

I dag svarer man ikke længere ”I lige måde” eller ”Sådan har jeg det også”. I dag kan man – baseret på et 1½ times møde over en kop kaffe – udrede mig, yde psykologisk førstehjælp og sende for 10 kroner blandet terapi tilbage:

”Ja, det var hyggeligt i går, syntes også du har en masse at gi, det virkede nu på mig at du havde trukket følehornene til dig langt inden jeg fortalte at det er 4 mdr. siden at vi gik hvert til sit.

Der er nu ingen ingen ingen, chance for at vi finder sammen igen, som du har været ude for, jeg kunne mærke på dig at du stadigvæk er ramt, men det er 100000 % det rigtige valg du traf, snak om det med dine venner, eller ja en psykolog det virker om man får bearbejdet det på nye måder, og ikke kun snakker om det med en hånd fuld ryg klappere, nå det er også synd for dig…..”

Når nu al teknikken fungerer så upåklageligt, kan vi så ikke aftale, at jeg lige bliver varslet med en mail næste gang, det er International Spade Dag?

Jeg ved godt, at det er skidestrengt, og at Freud og alle hans homies har tænkt sig at pege fingre af mig, mens de synger Den Store Sang om sure rønnebær og misundelse, men må jeg godt sige noget om kærester, der træner sammen? Jeg hader dem. Virkelig, virkelig indædt.

Det er slemt nok, når man ser dem komme cyklende, og manden kører med den ene hånd i ryggen af kvinden, som om han skubber hende. Hvad er du, handicappet? Har du visne ben? Cykl. Dog. Selv!!

Men jeg kan SLET ikke tage, når de træner sammen i fitnesscentre. For ganske nyligt fandt to, jeg har trænet sammen med i tusind år, sammen. De har alle dage været stille og rolige mennesker, grænsende til det anonyme. Nu opfører de sig, som om fitnesscentret er en slags tilbygning til stuen derhjemme, hvor de sjosker rundt i gammelt, forvasket tøj og klip klappere, og holder en råbende samtale kørende tværs over maskinerne. Og deres slags er så endda ikke de værste; Det er Hepperne, der står øverst på dén skammel. (Nu er jeg så også ualmindelig dårlig til hep. Hvis jeg er presset, går jeg AMOK, hvis nogen stiller sig til at råbe ind i hovedet af mig, og jeg ofrer gerne alle knogler i den ene fod, for at kunne slippe den 10 kilos vægt, jeg står med, så jeg kan HAMRE min knyttede næve lige i fjæset på idioten med det åbenbare dødsønske.) For fanden, altså. Det er jo ikke OL, vi træner til, vel? Og vi andre bliver ikke motiverede af at squate til et lydtapet af ”Kom så, Skat!” ”Jeg VED, du kan!” ”Én mere, skat, kæmpe her!”

Nu er der kommet endnu et skud på denne misdannede stamme, som jeg kan irritere mig over: Gøglerskolen har tilsyneladende oprettet en friluftslinie for par. Dette var synet, der mødte mig, da jeg trak gardinerne fra i morges:

I dag kunne jeg læse i Urban, at Danmark, på en Top 10 over ønskenaboer, havde stemt Søren Ryge ind på en klar 1. plads foran blandt andre Villy Søvndal og Hanne Vibeke-Holst.

…… ?

Hvad fanden er det for en dødssyg liste? Af ALLE mennesker – ALLE – i HELE verden – vil I helst bo ved siden af Søren Ryge?!?

Der må simpelthen være tale om en fejl. Ligesom det er tilfældet, når der sms-afstemmes til X-Faktor, Grand Prix og andre livsvigtige begivenheder, må der et sted i cyber sejle (flyve?) en masse beskeder rundt, som aldrig er nået frem. For at skabe en smule balance i tingene, bringer vi derfor her Blogsbjergs Top 10 over ønskenaboer:

1. Ulla Terkelsen. For det første: Opløftende at bo ved siden af en, der ligner en led, gammel ørn mere, end man selv gør. For det andet: Ja tak til hjerner, der som knive af kirurgisk stål, skærer gennem gøgl og spin. For det tredje: Tror NOK lige, at Ulla er med på en gang vino på terrassen.

2. Baresso. Det er jo ikke sådan rigtigt en person, men det er indtil videre det længste og mest stabile forhold, jeg har været i.

3. Simon Kvamm. Det er vel ikke nødvendigt at spørge en ejendomsmægler for at slå fast, at en god udsigt er vigtig?

4. J.K. Rowling. I håb om at hun – udsat for tortur i form af lind strøm af hjemmebag ledsaget af ”Kom nuuuuu! Please? Pleasepleaseplease!” – knækker og skriver en 8’er.

5. Min yndlingsbartender fra Bartells. Når man nu alligevel ikke danser, ville det være frygtelig praktisk at kunne nøjes med at fifle 5 skridt hen af gaden, når man føler trang til Royal Mojitos (mojitos med champagne. Det eneste argument for eksistensen af en gud, jeg overvejer at bøje mig for).

6. LOC. Åh, han er fræk! Og ikke meget ved at have en husbartender, hvis man ikke har nogen at feste med. Her vil jeg mene, at Liam kunne være behjælpelig. Eneste ting, vi må sikre os, inden han flytter ind er, at han er indforstået med, at Niarn og Johnson aldrig nogensinde under nogen omstændigheder må komme på besøg.

7. Simon Cowell. Han taler, før han tænker. Han siger, hvad han mener. Han er skideubehøvlet, men mener det godt – trods alt. Remind you of anyone…?

8. Eddie Izzard. Fordi han er den sjoveste mand i hele verden. Og måske havde nogle lækre stiletter, man kunne låne. (Og passe.)

9. Lina Rafn. I håb om, at hun slæber Paw og et keyboard med til gadefesterne.

10. Tyler Hamilton. Fordi han for fanden snart trænger til at blive adopteret af nogen, der kan hælde noget mad og omsorg på ham, og formene vampyrlignende, belgiske massører adgang til hans stakkels, skamstukne krop.

There you go. Mangler vi nogen?

Her på matriklen bruger vi en del tid i selskab med bøger. Dels fordi der er så mange gode af slagsen derude, der bare venter på at blive læst, og dels fordi min hjerne holder kæft, når jeg fodrer den med ord, den selv må producere grafisk præsentationsmateriale til.

Jeg er ikke genre-rytter, men læser det meste, hvis bare historien er godt fortalt. Dog læser jeg ikke engelske bøger, selvom alle lovpriser bøger skrevet på originalsproget – lidt fordi jeg lever af at oversætte og gerne vil have fri, når jeg har fri, men mest fordi mit tegnsprog efterhånden har besat hele mit sprogcenter, og udryddet mit engang så udmærkede engelsk

Derudover plejer jeg også at gå uden om bøger, der decideret slår sig op på at være tudehistorier. Jeg mener: Er det ikke lidt som at vælte på sin cykel med vilje? Hvorfor påføre sig selv smerte bare fordi? Derfor står jeg helt uforstående overfor, at jeg er kommet hjem fra biblioteket med en bog, der hedder: ”Tom er død”. Tegner ikke godt, vel? Og det bliver kun værre. For er Tom en gammel mand? Nej. Er han nogens hytteejende onkel? Nej. Tom er en dreng på 4 år, og bogen er hans mors dagbog, skrevet 10 år efter, at hun mistede ham,

Den er FORFÆRDELIG!! Jeg har virkelig, virkelig ikke lyst til at læse mere i den, for den giver mig ondt i maven og tårer i øjnene, og jeg føler hele tiden trang til at ringe rundt til alle, jeg holder af og tvinge dem til at love, at der ikke sker noget med dem – men jeg kan jo ikke bare stoppe nu, vel? For svagt ikke at kunne forholde sig til den side af livet. Ubærligt ikke at nå til der, hvor hun trods alt begynder at kunne holde ud at leve igen. (For det gør hun da. Ikke? Ellers er det fandme en dårlig bog!).

Ville godt nok gerne snart være færdig med den, men det kan ende med at tage lang tid, fordi jeg kreeeeedser om min seng om aftenen. Føler overHOVEDET ingen trang til at gå i seng og afslutte dagen med at ligge der og tørre øjne i empati og fortvivlelse over, hvor uretfærdigt livet kan være.

Er der ikke nok nogen, der vil komme og hente den?

Som den opmærksomme læser vil huske, er jeg på kursus i disse dage, og min begejstring er … well … til at overse.

For jer, der ikke færdes i døveverdenen til dagligt, kan jeg fortælle, at der sker en masse på området for telefontolkning lige nu. Teknologien giver en masse nye muligheder, og det er dem, jeg er på kursus i at lære at bruge.

Lidt forsimplet kan man sige, at den døve ringer op til tolken via et avanceret webcam. Vi sidder i et studie med et headset på hvert øre; et med en indgående telefonlinie og en med en udgående og aflæser den døve på en skærm. (Giver det her overhovedet mening for andre end mig selv?)

Nå. Men i dag skulle vi så prøve at ringe til offentlige myndigheder, fordi vi skulle træne at tolke ”duharringettilenellerandenkommuneogharnu4valgmulighedertryk1forboligstøttetryk2forselvangivelsetryk3forrestancertryk4hvisduerved
atgåipanik”-sekvenser. Ved et utroligt sammenfald af heldige omstændigheder, er min mor ansat i noget offentligt, så jeg agerede døv og ringede gennem min kollega til min mor.

Det var SJOVT! ALT, hvad man kan henføre under overskriften ”Så legede vi at..” kan holde mig beskæftiget i flere timer.

Da vi efterfølgende spurgte min mor, hvordan det havde været, sagde hun, at hun havde haft svært ved at finde ud af, om det var tolken (min kollega) eller mig (døve mig), hun havde talt med, hvilket kan skyldes, at vi altid tolker i 1. person ental. (Fx: Den døve siger: ”Jeg er syg” på tegnsprog. Ud af tolkens mund kommer: ”Jeg er syg” – også selvom tolken er sund og rask). Dette tog vi op, da vores undervisere spurgte, om vi havde nogle kommentarer til dagens øvelser.

Hold. Da. Op. Så så man lige en voksen kvinde gå til angreb! Min kollega, der havde ageret tolk for min mor og jeg, fik i aggressive vendinger at vide, at hun ikke havde gjort sit arbejde godt nok, hvis den hørende havde været i tvivl. Da vi indvendte, at det da var rimelig brugbar information at høre, hvordan det føles for folk uden for den her verden at blive ringet op af os – eftersom det jo immervæk er det, servicen skal bruges til – gik underviseren så meget i defensiven, at det blev pinligt.

Com nu lige lidt on. Alle ved, at faren ved at gå og nørde i et lukket kredsløb er, at man risikerer at bygge videre på noget, som kun giver mening for de involverede parter, og derfor bliver man da som minimum nødt til at forholde sig på klem overfor muligheden for, at man er gået i fagligt selvsving, og har arbejdet sig forbi sin målgruppe. Se på musikkritikere: Når de har hørt 70.000 pop plader, så er det forståeligt, at de er sultne efter noget med lidt mere kant, men de mennesker, de servicerer med deres anmeldelser, er stadig kun på plade nr. 7 eller 12, og synes derfor ikke nødvendigvis, at en sav- og banjosampling er forfriskende og nødvendig.

Så i dag har jeg lært, at hvis man stædigt klynger sig til én teori og udråber den som Sandheden, så forringer man muligheden for udvikling markant, fordi man ikke kan forholde sig åbent til andre holdninger og synspunkter uden at føle, at man taber ansigt.

For første gang i mit liv har jeg brug for ferie. Ikke ’glæder mig til’. Ikke ’bliver hyggeligt at få’. Har brug for.

Jeg har brug for, at det er lige meget, hvornår mælken er Mindst Holdbar Til, så jeg slipper for at stå som manisk posedame i Netto og rode efter den, der kan holde længst, fordi jeg ikke kan nå at købe ind mere i denne uge.

Jeg har brug for bare 30 minutter i løbet af en dag, hvor jeg kan glo ud i luften uden straks at mærke stressen komme snigende.

Jeg har brug for at se indersiden af mit fitnesscenter mindre. (Burde være muligt, eftersom jeg lige nu bruger i gennemsnit 3 timer om dagen dernede på enten møder, at undervise eller at øve nye programmer.)

Jeg har brug for tid til at tømme hovedet og skrive noget meningsfyldt på min blog, og ikke bare være nødt til at poste ynk og platheder for at folk ikke skal tro, at jeg er død eller udvist af cyber.

Jeg har brug for at sove. Det bliver ikke ved med at være lige nemt at tale pænt til en telefon, der vækker dig kl. 05.20.

Jeg har brug for at andre holder sommerferie, så der ikke lige pludselig er ekstramøder, der skal afholdes, planer der skal lægges og uanede mængder af *SURPRISE!!*papirarbejde, der skulle have været afleveret i går.

Jeg når det hele, fordi to af mine spidskompetencer er planlægning og tidsoptimering. Jeg vidste godt, at de her 14 dage ville blive hell week opløftet i anden, og det ER et positivt problem at have travlt, fordi man har fået mulighed for at sidde til bords med de store i alle de sjove mødelokaler.

Om 5 dage har vi haft release på de nye programmer, og så kører det. Om 2 dage er jeg færdig med mit kursus, og har ikke længere brug for at være iført tålmodighed str. X-large. Om 3 måneder afleverer jeg det redigerede uddannelsesmateriale, som kommende instruktører skal uddannes efter. Om 2½ måned skulle to af mine kolleger og jeg gerne være nået til enighed om en køreplan til et større projekt med mange – mange! – involverede parter, der alle helst skulle ende med at synes, at vi er geniale.

Om 768 timer har jeg ferie.

Det giver mening, at Lars von Trier siger ja til at lave reklamen, når forskerne opfinder en pille, der tilsyneladende virker ved simpelthen at skræmme smerterne ud af kroppen på dig.

D-e-t e-r m-e-g-e-t u-h-y-g-g-e-l-i-g-t.

Prøliåhørher. Jeg synes faktisk, at jeg fortjener titlen som Den Rummelige Underbo. Jeg brokker mig ikke over, at vi hører Toto 24/7. Højt. Jeg bitcher ikke over, at vi i et seriøst anfald af midlife crisis har taget guitarspil op, men desværre kun kan akkorder nok til at skamride ’Wonderwall’ – som vi så til gengæld serverer med tynd falsetvokal som sidedish. Jeg lader som om, jeg ikke kan høre det, når gokkesokken er fremme. Jeg bærer over med, at vi hver weekend inviterer de andre mænd i panikalderen op, som stiller i fuldt ornat (blue tooth øredims og omvendt kasket) og danser i vilden sky, mens vi synger med på Best Of Eurotrance 1992, og den dårlige smag af de 40 skylles ned med lunkne Ceres Royal – kun afbrudt af rygepauser på altanen, hvor vi til den sjove lyd af baggårdsekko brøle-taler rørstrømsk med hinanden.

Men jeg bliver fandensatme træt, når jeg som afslutning på en 60 timers arbejdsuge, kommer ud i min opgang, og nogen har brækket sig på trappen. Og når jeg går op og ringer på, og får ”Nej!” så hurtigt tilbage i hovedet som svar på ”Er det en af dine gæster, der har glemt sit maveindhold i stuen?”, at det KUN kan være løgn, så får jeg lyst til at tæve ham. Med hans egen fucking, ustemte guitar. Du er 40 år, mand! ’fes nu up!! Han henviste (med skyld og dårlig samvittighed malet i alle træk) til HANS overbo – som naturligvis nægtede alt.

Jeg stak verdens stiveste pegefinger op under næsen på dem begge og hvislede: ”Jeg er ligeglad med, hvem af jer, der gør det. Men. I. Får. Det. Fjernet!! NU!!!!!!” hvorefter jeg trampede ned til mig selv.

De er i gang derude nu, kan jeg høre.

Bare de ikke punkterer min kost.

I går så jeg et klassebillede af min chef, fra da han gik i 4. klasse. Lille, vandkæmmet og i fin skjorte, med hænderne samlet pænt i skødet, og fødder, der ikke helt kunne nå jorden. Jeg var ved at DØ over, hvor kær han var. Fik lyst til at give ham et kæmpeknus, stryge ham over håret og adoptere ham med tilbagevirkende kraft.

Indtil jeg fik øje på årstallet på pladen. 90/91.

Så fik jeg mest bare lyst til at give ham en lammer.

(Når jeg bliver pensionist, bliver jeg hende den klamme tante, der flirter skamløst med mænd på 25, fordi jeg tror, at vi er jævnaldrende.)