Bloggen

Dag 4/16:

Somme tider er det i mødet med det fremmede, at man pludselig får øje på sig selv, og i dag har jeg opdaget et område i mit liv, som jeg i årevis fuldstændig har forsømt: Jeg er åbenbart holdt op med at gå i biografen lige efter Pretty Woman.

Jeg har ikke selv lagt mærke til, at plyssæderne er gledet ud af mit liv, men efter at have måtte svare: ”Nej, desværre” til spørgsmålet: ”Har du set [indsæt selv filmtitel fra 1985 og frem]?” er jeg så småt begyndt at føle mig som fuldblodskulturignorant.

Hjælper heller ikke at være afsted med folk, der har samme forhold til film, som jeg har til kaffe. (Nytårsforsæt gone wrong.)

Hvordan er det sket?? Jeg elsker da at gå i biografen! Får det bare ikke lige gjort… så tit.

Hvis jeg skal være helt ærlig, er det nok pga. den undskyldning, jeg har hørt andre bruge om alt lige fra manglende træning, mad bestående af fedt og e-numre og fravær af sex i parforholdet: Hverdagen kom og lagde sin klamme hånd på min fritid. Når jeg kommer hjem fra træning mellem kl. 18 og 20 med et blodsukker på en halv, er jeg ude af stand til at overskue at skulle forlade matriklen igen.

Men det er slut fra NU af! Om jeg så skal slæbe mig afsted på albuer og viljestyrke og se hele filmen med tændstikker i øjnene, så VIL jeg i biffen, så når jeg kommer hjem, tager jeg en uges ekstra ferie og rejser til Cinemaxx.

Hvis I mangler mig, kan I finde mig i mørket.

Dagens ubetinget mest sagte sætning: ”Nej. Den har jeg heller ikke set.”

Dag 3/16:

Som jeg skrev i går, gjorde vi under vores ophold i San Francisco en del ud af at spise på steder, som de indfødte havde anbefalet, men på tredjedagen lærte vi så, hvorfor det stadig er vigtigt at huske sin sunde fornuft, når man vælger restaurant.

For når man får anbefalet et sted, der hedder The Stinking Rose, så er det lige en overvejelse værd, hvorfor kokken har valgt det navn, og ikke f.eks. The Ugly Rose eller The Annoying Rose.

Alt – ALT – var lavet på hvidløg. Også isen.

Jeg vil sige, at jeg godt forstår, hvorfor vi fik navnet stukket ud, for maden var fantastisk, men når det er sagt, er det hverken kønt, festligt eller spor fantastisk, når systemet laver et hvidløgsrelateret meltdown.

Selvom vi gjorde en iHÆRdig indsats for at skylle stank og eftersmag væk på barer, der serverede Jack Danielsshots i glas på størrelse med tandkrus, føltes det alligevel som om samtlige vampyrer i Transsylvanien afstandshånede os, mens de triumferende dansede ‘Så kan I lære det’-dansen.

Og dagens mest sagte sætning faldt for sidste gang 20 minutter efter, at gangvagten havde slukket lyset og bedt om ro på værelserne:

“For SATAN, jeg har halsbrand!!”

Dag 2/16:

Efter hvad der føltes som verdens længste rejse, (24 timer alt inkl.) ankom jeg endelig til Vancouver, hvor De Voksne – trods mine protester og forsikringer om, at jeg ikke var SPOR træt – tvang mig til at sove en time. (Hvilket jeg bagefter tvært måtte indrømme havde været meget rart) Og det var så historien om mit jetlag. Kan ikke helt forstå, at folk hyperventilerer sådan over det, men måske er jeg bare udstyret med særlig teflonpersonlighed, der får den slags til at prelle af.

Mad, vin, mere søvn, ompakning og tilbage til lufthavnen, hvorefter turen gik til San Francisco. Og O.M.G!! *homo-smiley*: I’m in love! Sol, sol, sol, uanstændigt søde mennesker og … pænt. Grundpænt. Med sjove træer i larmende grønt, hyggeligt huse og verdens blåeste himmel. Og det der med at udråbe en hel nation til venlige mennesker lyder måske sådan lidt hippie-happy, men jeg har helt alvorligt aldrig oplevet noget lignende. F.eks. blev vi en aften sat af på det falske sted af en taxa

(Måske fordi chaufføren, ligesom samtlige af sine artsfæller i SF, havde for travlt med sin dødsforagt til at høre ordentligt efter adressen. Spændende grænsende til det angstprovokerende. De kostede ikke en skid at køre rundt i, så vi brugte dem en del, men hold nu kæft… Jeg tror, at vi én gang oplevede at køre over for grønt på 4 hjul.)

hvilket betød, at vi efterfølgende stod på gaden med vores kort og forsøgte at regne ud, hvor vi var endt. På under 40 sekunder henvendte 3 forskellige mennesker sig uopfordret til os, for at spørge, om vi havde brug for hjælp. I Danmark ville du mange steder være taknemmelig, hvis de nøjedes med at stjæle din pung og lod dig slippe uden tæsk.

Flere dage var vi ude at spise på restauranter, som fremmede mennesker på diverse barer og cafeer havde anbefalet, fordi de ilede til med hjælp og gode råd, når de opdagede, at vi var turister, og på hotellet, som vi i parentes bemærket betalte en vittighed for at bo på, var de ved at falde over deres egne ben af ren og skær oprigtig hjælpsomhed.

Og så er man nok også markant nemmere at gøre glad, når man på 48 timer er gået fra småslud og nattefrost til t-shirts og klip klappere.

Dagens mest sagte sætning: ”FUCK!! Her gad jeg godt bo!!”

Dag 1/16:

Nå. Men man sover da rimelig meget ad helvede til på et DSB-sæde, når man er 1.80, men hvad laver man ellers i et tog mellem kl. 23 og 3.30? Ankom til hermetisk lukket Kastrup, hvor jeg fik tiden til at gå med at stirre tomt ud i luften, indtil klokken var 5.30, og jeg kunne tjekke ind hos den meget sympatiske dame med det spanskklingende navn og den sjove accent.

For lige at være sikker på ikke at stå i Vancouver uden bagage stillede jeg følgende spørgsmål:

”Det er første gang jeg skal flyve til Canada, så jeg skal bare lige være sikker på, at bagagen ryger direkte derover, og at jeg ikke skal tjekke den ind igen i London?”

Først svarede hun bare, at jo, det gjorde den, men så skete der … et eller andet. Jeg vil ikke udelukke, at hun blev besat af en tjenende ånd, men i hvert fald kastede hun sig ud en meget lang og gestikledsaget forklaring om, hvad en gate var, og hvor jeg fandt den rigtige, som kulminerede i, at hun greb mit boardingpas og ivrigt tegnede den ind på det.

I Kastrup. Som vel er verdens mindste lufthavn? Men hun var så entusiastisk, at jeg ikke rigtigt nænnede at afbryde hende, men i stedet bare nikkede iført mit bedste ”nå OK!”-ansigt.

Det skulle jeg nok have gjort. Afbrudt, altså.

7.50 afgangen til Heathrow er åbenbart corporateafgangen, så kl. 7.00 sad jeg i gaten sammen med en hel masse Armani og Hugo Boss med børsudståling, og forsøgte ikke at ligne en søvnunderskudsspeedet posedame.

”Passager Linda XXX bedes henvende sig til personalet ved skranken. Det var passager Linda XXX, der bedes henvende sig til personalet i skranken.”

???

Opfyldt af bange anelser (seriøst: Kan I nævne én – bare én – eneste positiv ting, det kunne handle om?) forcerede jeg muren af (nu moderat nysgerrige) jakkesæt, og gik hen til skranken. Og ud af mellemgangenen til flyet, kom stewardesse med udbredte arme susende, mens hun med meget (MEGET) høj, børnehavelærerindestemme RÅBTE:

”Er det virkelig rigtigt, hvad jeg hører?? At du ALDRIG har været ude at flyve før??”

Ikke noget stort øjeblik.

Og mens jeg forsøgte at regne ud, hvad fanden der var gået galt, blev jeg fulgt – fulgt! – ud til flyet, hvor kaptajnen himself stod klar i døren for at give mig en rundvisning, og med venlig det-er-slet-ikke-spor-farligt-at-flyve-stemme spurgte, om jeg ville se cockpittet?

Ordet flov virker så fattigt.

Næste gang må min bagage klare sig selv.

Efter 14 helt, helt fantastiske dage i hhv. San Francisco og Vancouver, har jeg igen dansk grund under fødderne. Jeg ville ønske, at ferien ikke var slut, men når det nu ikke kan være anderledes, er det ikke så dumt at vælge at komme hjem til solskin, påskeferie og brede smil over hele linien.

Jeg er positivt overrasket over, hvor lidt jet-lag’et, jeg er. Det eneste, jeg har mærket til de ni timers tidsforskel har været, at jeg vågnede kl. 4 i nat og var helt klar til noget aftensmad, og så at tingene i dag går liiiiidt langsommere, end de plejer.

Mens jeg har været afsted, har jeg slæbt rundt på retro-agtigt kladdehæfte, som jeg har håndblogget flittigt i undervejs, for man bliver frygtelig afhængigt af at skrive alting ned, så den næste uges tid eller halvanden er der dømt rejseblog.

I mellemtiden har scenen som bekendt været jeres, og jeg håber, at I har følt jer både set, hørt og underholdt undervejs. For mig har det i hvert fald været en stor hjælp, at jeg ikke har skulle poste fra en æ/ø/å-løs Mac (åh æblemand, du møvrer dig skamløst ind på mig, din smiskende (lækre) satan!), og jeg kan se, at genkendelsens glæde – og i nogle tilfælde sorg – flere gange har været present hos jer. Tak for indsatsen til jer alle derude.

Men tilbage til mig *belastende-højtråbende-mig!-mig!-mig!-børnesmiley*.

De sidste to uger har jeg været:

– glad

– dårlig til engelsk (åh Lars Ulrich, jeg har moret mig på din bekostning for sidste gang)

– ødsel (det viser sig, at der er en øvre grænse for, hvor meget man må trække på sit Visa i udlandet..)

– syg (er der en læge til stede?)

– til grin (so what else is new?)

– stiv (KLAR over hvad rødvin koster i Canada?? Nej? Det er jeg. Nu.)

– dygtig til at købe sko (4 par)

– dygtig til at købe tasker (4 stk.)

– dygtig til at købe Canada Goose (4 stk.)

(Forsinket aprilsnar.)

– Lidt solbrændt (Mental note til selv: Skal finde måde at blive udstationeret i SF på.)

Og jeg glæder mig meget til at fortælle jer (næsten) hele historien.

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg ved godt, at jeg burde have ondt af dig, for du er min veninde og jeg holder af dig, men inderst inde synes jeg, at du har fortjent at føle, hvordan jeg havde det for 1 år siden, da du spillede sikkert og undlod at tage mit parti.

2. Du ved ikke, at jeg ved det, men jeg fandt hendes brev. Du var utro, men jeg kan aldrig indrømme, at jeg ved det, for jeg kan ikke holde ud, at folk opdager, at jeg vidste det – og blev.

3. Min mor er ikke ret skarp. Jeg kan ikke bære det. Når vi er sammen, leder jeg altid samtalen hen på hendes fag, anatomi og sygepleje, det eneste punkt hun stadig er mig overlegen. Jeg har brug for at holde hende der.

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg er så bange for at miste dem, jeg holder af, at jeg jævnligt leger med tanken om at køre ud foran en lastbil, så jeg er den, der dør først – men så I aldrig får at vide, at det var selvmord.

2. Din kæreste er den største idiot, jeg kender.

3. Jeg lukker ikke øjnene i ekstase. Jeg lukker øjnene, fordi jeg ikke kan holde ud, at du ser så utrolig usexet ud, når du kommer.

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg arbejder i en lille afdeling på en større virksomhed. Da vi blev ramt af finanskrisen, blev jeg meget først meget bange, da jeg blev kaldt til samtale hos chefen. Derefter blev jeg lettet, da min chef sagde, at jeg ikke skulle fyres. Men jeg ville ønske, at han ikke havde spurgt mig, hvem af mine to kolleger, jeg synes, vi skulle fyre.

2. Jeg kan ikke fortælle dig historien om, hvorfor jeg frøs fuldstændigt til is første gang, jeg gik i seng med dig. Jeg kan ikke holde ud, at du ved det.

3. Jeg havde engang et forhold til en gift mand, som jeg fandt ud af tog røven endnu mere på mig end forventet. En af hans kollegaer var så sød at fortælle mig, hvordan tingene hang sammen, og selvom denne kollega havde en kæreste, endte det med, at jeg så ham et halvt års tid, samtidig med at jeg stadig så den gifte mand. Et par år senere datede jeg med en helt 3. fra samme firma, som den gifte – som jeg stadig så – dog havde forladt siden. I dag er jeg allergisk overfor mænd i forhold.

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg tørrer fedtede fingre af i mine sokker, når ingen kigger.

2. Min hemmelighed er, at jeg i perioder med vilje kaster op efter jeg har spist for meget slik. Jeg føler mig så ulækker ved tanken op at have så meget slik i min krop, og vil ikke have at det sætter sig, så jeg går ud på badeværelset, stikker to fingre i halsen, og bliver ved indtil jeg næsten ikke kan få vejret.

3. Jeg holder hemmeligt for mine forældre at min depression nok er vendt tilbage.

Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.

1. Jeg stjæler slik fra min kollegas skuffe, hver gang hun er til frokost.

2. Jeg har været inde og undersøge mulighederne for at få et barn uden at have en far til det. Ikke fordi det er lige nu, men fordi jeg dybest set ikke tror på, at jeg finder en, jeg kan eller vil opfostre et barn sammen med, og samtidig er så egoistisk at jeg ikke vil gå glip af at blive mor.

3. Jeg har haft sex med min instruktør i solariet i mit fitnesscenter, og under den efterfølgende time kunne jeg hele vejen mærke hans sæd løbe ned af lårene.