18.03.10
Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.
1. Jeg snød engang til en af mine prøver i gymnasiet. Jeg gennemførte eksamen og mens de voterede, blev jeg så bange for at blive opdaget, at jeg hyperventilerede og endte med at besvime og blive fundet faldende ind af døren, da de åbnede den indefra. Jeg fik 8 og jeg har aldrig snydt siden.
2. Jeg er udadvendt til hverdag, arbejder som repræsentant og ansvarlig i mange sammenhænge. Mange aftener og mange morgener tænker jeg på, at det ville være lettere hvis jeg ikke var her mere. At jeg ikke vågnede igen. Måske er det de tanker der gør, at jeg lige så langsomt forsvinder.
3. Jeg synes, at min veninde er en dårlig mor.

17.03.10
Jeg er på ferie, og bloggen er alene hjemme. Fra d. 17. marts til d. 2. april er det derfor læsernes egne hemmeligheder, du kan læse her på Blogsbjerg. Illustrationerne er lavet af Malene. Enjoy.
1. Når jeg ser gamle billeder af mig selv, fra da jeg havde en spiseforstyrrelse, kan jeg ikke lade være med at misunde min daværende krop. Inderst inde ønsker jeg, at jeg ikke var rask.
2. Min venindes storebror pillede ved mig, da jeg var barn. Det har jeg aldrig fortalt til nogen.
3. Jeg sagde, at dit nye hår klædte dig. Jeg løj, fordi jeg håbede, at du ville få det farvet på samme måde igen. Jeg synes, at du er en nar.
Bye bye, babies.
Når I læser det her, er jeg på vej ud i verden. I skrivende stund overspringshandler jeg dog i vildskab i håb om, at nogen (snart, tak!) sender en slave i min retning til at forestå pakkehelvedet.
Den dag, nogen opfinder den bagagefri rejse, vil jeg personligt sørge for, at vedkommende får opkaldt mellem 3 og 7 helligdage og en vej efter sig.
Men mens jeg suser rundt i USA og Canada, er meningen jo, at I skal lære hinanden lidt bedre at kende ved hjælp af de hemmeligheder, som I gennem de sidste 4 måneder har været så søde at forsyne mig med. Idéen er tyvstjålet fra PostSecret, og derfor vil nogle af jer også kunne se, at jeg har redigeret en lille smule i jeres hemmeligheder, så de passer til formatet. Jeg håber, at I føler, at jeg har ydet dem retfærdighed og at essensen er bevaret.
Som et kirsebær på toppen af dette ekstravanganza af snavs, skam og skyld, har den søde grafiker Malene skrevet til mig og tilbudt at illustrere nogle af hemmelighederne. Derfor kan I næsten hver dag nyde en lille tegning til den ene af hemmelighederne, når I kigger forbi.
Som en anden mor har jeg lyst til at sige, at I skal være søde ved hinanden. Mange af jer har sendt mig små historier sammen med hemmelighederne, og jeg kan fornemme, at det for nogle af jer har været grænseoverskridende at afsløre dem, så træd lidt varsomt, når I smider kommentarer til hinanden, ikke?
Jeg er tilbage d. 3. april. Pas godt på bloggen, jer selv og hinanden så længe.
Tror I, at jeg ville være god i bispehue og stav?
Ok – sig det så: Hvad er problemet med at vie homoer? Eller med at lade dem adoptere? Jeg begriber det simpelthen ikke, og hver eneste gang jeg ser endnu biskop tone frem på skærmen og tale imod homoægteskaber, spekulerer jeg på, hvorfor passagerne om sex mellem to mænd skal tages så bogstaveligt, når passagerne om at elske sin næste åbenbart ikke skal.
Jeg er helt sikkert farvet af, at jeg har flere homoer i min omgangskreds og altså – de ligner jo os andre til forveksling. Jeg tænker sjældent på dem som homoer, ligesom jeg heller ikke tænker på mine andre venner som hetroer. De er bare en flok mennesker, jeg holder af, og hvem de forelsker sig i, må de fuldstændig selvom.
Derfor havde vi også et af de meget sjældne øjeblikke, hvor Linda mangler ord, da jeg forleden snakkede om børn med en anden single veninde. Vi snakkede om, hvem man ville spørge, hvis man ville gøre det selv og skulle finde en mand, der ville lægge gener til projektet, og i den forbindelse nævnte jeg navnet på en af mine kammerater, som tilfældigvis er bøsse. Hvortil min veninde svarede:
”Er du ikke bange for, at det er arveligt?”
Det ville have været fint, hvis Google Street View lige var kommet forbi der, for jeg ville godt have haft et billede af mit eget ansigtsudtryk, der nok bedst kan beskrives som ’himmelfalden’. For nej. Jeg er ikke bange for, at det er arveligt. Tanken har end ikke strejfet mig, fordi det i mit univers er FULDSTÆNDIG ligegyldigt, og hun kunne ligeså godt have spurgt, om jeg ikke var bange for, at barnet ville blive rødhåret.
Og for god ordens skyld: Nej. Det er jeg heller ikke bange for.
Det ville være nemt at dømme min veninde som intolerant og snæversynet, men jeg tror, at de fleste af os kan komme i tanke om et eller andet, som vi ville have svært ved at håndtere, hvis vores (kommende) børn udsatte os for.
Jeg hader at skulle indrømme det – virkeligt. Jeg ville ønske, at det ikke var tilfældet – men jeg ville ikke helt vide, hvad jeg skulle stille op med det, hvis min datter kom hjem med en 2. generationsindvandrer. Jeg ville være så bange for at virke fordømmende, at jeg ville gå helt overboard i halalslagtet kød og tolerance – men inderst inde ville jeg være bange for det, for jeg ved ikke, hvad det indebærer.
Jeg tror, at det handler om, at accept har en forskydningstid på en generation. Da jeg var barn, var min søster og jeg tit på ferie i min onkel og tantes kollektiv, og der var sgu homoer nok til at befolke en mindre dansk provinsby. Det blev aldrig været hverken fortiet eller overdrevet omtalt – sådan var det bare. Der var til gengæld ikke et eneste blandet par i hverken kollektiv eller nabolag, og derfor er jeg spejlblank i forhold til at raceratificere mine holdninger.
Og det man ikke kender eller forstår, er man bange for.
Bare spørg biskopperne.
Aj, ok…
Måske lige lowlife nok at støvsuge sit sofabord, fordi man alligevel er i gang og ikke gider gå ud efter en klud.
Det sure kvindfolk.
Dines har allerede skrevet et fint indlæg om det. Randi ligeså. Men jeg er simpelthen nødt til at have luft, så hvis I synes, at I har læst nok om idiotisk radio og værter, der skulle slæbes ud bagved og aflives med et nakkeskud, så er det helt ok at I lister ud igen og bare kigger ind forbi en anden dag.
Men for satan, altså.
De sidste par måneder har jeg tolket rigtig meget i Herning/Odense/Frederica/Horsens/Ålborg, og det betyder rigtig mange timer i bil i selskab med mig selv, mig selv, mig selv. Den slags byder man jo ikke sin værste fjende, og derfor forsøger jeg hver gang at aflede min opmærksomhed med radio.
Og jeg siger det lige igen. For SATAN, altså!
P3’s nye satsning ”De glade mandfolk” giver mig lyst til at køre hårdt ind i nærmeste autoværn af rent og skært raseri. Hvem fanden synes, at det er sjovt at sidde og høre 3 voksne mænd holde liv i et radioprogram, der er så åndssvagt, at den største udfordring for dem må være at stå elendigheden igennem uden at dø af skam? Har de ingen chefer? Overhovedet?
Forleden sænkede de slagskibe. Haha. Hvor de manuelt lavede ’bombe-falder-ned’ lyd 175.128 gange, hvilket er lige til at blive FULDSTÆNDIG HYSTERISK AF AT HØRE PÅ! I. Laver. Radio. Som i: Auditiv underholdning. Så synes jeg, at det virker rimeligt, at I prøver at holde lidt igen med de grimme lyde.
De har også ’hit-maskinen’, hvor du kan ringe ind og fortælle om dig selv. Så skriver de en sang. Og nu ved jeg ikke, hvor mange mennesker, I kender, der ringer ind til radioprogrammer – jeg kender ingen. Hvis jeg gjorde, ville jeg øjeblikkeligt holde op med at kende dem – men hvor meget har vi brug for at høre et ti minutters interview med en idiot uden selvkritik, for derefter at høre en sang, der ikke rimer, sunget af folk, der ikke kan synge, om ham??
Når man slår over på Nova FM, er der bare hele tiden Thomas Helmig.
Skal man virkelig tvinges til at arbejde på at udstå sit eget selskab?
Forklædt som voksen.
Når jeg kigger på min omgangskreds, kan jeg se, at den har ændret sig i løbet af det sidste års tid. Ikke, at der er kommet specielt mange nye mennesker til, men jeg har knyttet tættere bånd med nogle af dem, som jeg tidligere bare kendte lidt perifert, og nogle af dem, som jeg tidligere brugte meget tid med, er rykket lidt længere i baggrunden.
I dag drak jeg kaffe med en af dem, der bevæget sig fra bekendt til veninde, og jeg kunne høre, at hendes omgangskreds havde undergået en tilsvarende metamorfose.
Udadtil er vi ret forskellige, og vi befinder os to helt forskellige steder i livet. Derfor har jeg gået og tygget lidt på, hvorfor både hun, jeg og flere andre, jeg kender, tilsyneladende regrupperer i disse dage, og jeg er nået frem til, at jeg tror, at det handler om, vi er blevet voksne.
Modsat hvad jeg i mange år har troet, er jeg ved at nå frem til, at man ikke bliver voksen, den dag man får børn. Eller køber hus eller lander det vilde job.
Jeg tror, at man bliver voksen, den dag, man til fulde forstår, at det er ens eget ansvar at skabe det liv, man gerne vil have.
Den erkendelse giver en ro (eller angst, afhængigt af dagsformen), som gør mange valg nemmere, fordi man holder op med at forvente, at der kommer en (anden) voksen og rager kastanjerne ud af ilden, hvis man træffer sine beslutninger med hovedet under armen. Når man fatter, at man bevæger sig længere væk fra sine egne mål, hvis man vælger forkert, er der sgu pludseligt lidt mere incitament til at tænke sig om og prøve at vælge rigtigt i første omgang.
Og jeg tror, at det er denne erkendelse, der får nogle venskaber til at glide ud, fordi verden ser så utrolig forskellig ud på de respektive sider af skellet. Når man begynder at se livet som en vej, og alle valg som muligheder for enten at bevæge sig i retning af eller væk fra målet, så bliver det svært at forstå dem, som bare drysser planløst rundt og alligevel ikke forstår, at livet i dag ligner livet i går. Når man er den, der drysser, virker det statisk, fastlåst og kedeligt at lægge sig fast på noget, når der nu er så mange andre muligheder, der OGSÅ lyder spændende.
Eller også overfortolker jeg alting, og det hele kan koges ned til tid, lyst og lejlighed.
Top 5
over ting, jeg elsker ved at tolke på Teknisk Skole.
1) Det er en af de få skoler, der kender og anerkender sin målgruppe og dens foretrukne transportform; Her er ALTID parkeringspladser at få. Og nogle dejligt brede nogle af slagsen, så der er plads til skørter, spoilere, alufælge og rævehaler.
2) Der er en umiddelbarhed og en rummelighed, som jeg – efter 9 år i faget – ikke har set andre steder. Hvis du er en spasser, får du en lammer, og så er den ikke længere. Hvis du har en diagnose, får du fuldstændig den samme behandling som alle andre; du må drilles og dine eventuelle overreaktioner absorberes bare uden at nogen løfter et øjenbryn eller ser skævt til dig efterfølgende af dén grund.
3) Efter at have tolket på ca. 20 tekniske skoler rundt omkring i hele Danmark (med Bornholm som eneste undtagelse) må jeg imponeret konstatere, at det er lykkedes et helt uddannelsessystem at sidde samtlige råd om kost og ernæring FULDSTÆNDIGT overhørigt. Cola er Cola, light er for homoer, og dagens ret er medister med en cowboytoast on the side.
4) Det burde formentlig bekymre mig mere end det gør, men der ER da noget over banditter, der holder døren for dig, samtidig med at de tilbyder dig Iphones og Arne Jacobsen-furniture til spotspris…
5) Og så er jeg vild med blandingen af barnlig begejstring og maskulin trang til at imponere, som kommer til udtryk ved samtaler som denne:
A: ”Hey hallo. Vil du se billeder af mine slørhaler?”
B: ”Slørhaler!? Det er sgu da pigefisk, mand!”
A: ”Det er sgu da ikke en pigefisk! Er du klar over, hvor søde de er? Man kan se fjernsyn med dem og alt muligt!”
B: ”Du skal sgu da ha noget, der er meget sejere. En haj, eller en krokodille eller sådan noget!”
Jeg sværger ved alt, hvad der er mig helligt, at det ikke er noget, jeg finder på.
Erfaringer fra slagmarken.
Af frygt for at blive sådan en, der altid snakker om, hvor meget bedre alting var, da jeg var yngre, øver jeg mig meget i at lægge mærke til, hvad jeg hen ad vejen går og lærer, som gør mit liv nemmere.
En af de vigtigste lektier, jeg har lært er, at man skal sove på det. Uanset hvad det er. I hvert fald når man som jeg er udstyret med fyrværkeri i stedet for temperament og stod allerforrest i køen, da der blev uddelt retfærdig harme. Det kan være nogle lange nætter, når man ligger der og marinerer i arrigskab over andre menneskers ugerninger, mens man fører vrede, imaginære telefonsamtaler med synderne, men der er ingen tvivl om, at jeg har nået langt mere konstruktive resultater ved at vente med at ringe op til dagen efter, når den røde tåge for øjnene er fordampet.
Mails kan også godt tåle lige at ligge i kladdemappen natten over.
(Må jeg i den forbindelse anbefale, at man venter med at påføre modtagerens mailadresse til dagen efter? Slemt at bruge en time på at male tastaturet til benmel i raseri (ja. Min computer har elfenbenstaster. Er du sur over det?) for at få luft og så af ren vane at komme til at trykke ’send’. Meget slemt. Og svært at redde.)
Men en anden og ligeså vigtig lektie for sjælefreden har været at lære, at jeg skal undlade at kæmpe kampe, der ikke er mine. Sværere end man lige tror, synes jeg, fordi man så fandens hurtigt kommer til at føle det som et personligt angreb, når andre anfægter noget, man selv tror på og står for.
Om jeg kan give et eksempel? Jeg troede aldrig, at I ville spørge.
Den fitnesskæde, jeg arbejder i, har lige lanceret en ny kampagne, der både på Facebook og diverse blogs rundt omkring tager nogle lemlæstelige tæv. Og det kan jeg sådan set godt forstå, for den er så elendig, at man nærmest kan se konkurrentens ledelse high-five og mandekramme hinanden, ude af stand til at fatte deres eget held.
Jeg har 17 gange været ved at gå ind og pippe et eller andet udglattende, når jeg er snublet over de vantro reaktioner rundt omkring – men når heldigvis hver gang at stoppe mig selv i tide. For lige meget hvad jeg skriver, vil det ende med at være en investering i nytteløs frustration over noget, der dybest set ikke har noget som helst med mig at gøre. Det er ren refleks, når jeg føler trang til at forsvare den. Det er ikke min kampagne, det er (heldigvis!!) ikke mig, der har udtænkt den, og det er ikke mit ansvar at få folk til hverken at forstå eller kunne lide den. Men ved at forsvare den, stiller jeg mig i skudlinien for den, og så BLIVER det pludselig personligt, når folk angriber den.
Det er en gammel sandhed, at man skal vælge sine kampe med omhu, og det kræver en del øvelse at holde fast i at gøre just det, men hvis man kan, så frigiver det faktisk en hel del ekstra energi til at tage de kampe, der virkeligt betyder noget for en.
Har jeg lært.
Et indlæg om… ja, mine bryster, vel egentlig?
Jeg elsker silikonebryster. Ikke på lipstick-lesbian-måden, men at de findes. For det er takket være Pamela A, Susan K og alle de andre sili-koner, at jeg i dag kan vælge imellem mange forskellige slags bh’er.
I stenalderen, da mine bryster ankom, tog det det hver gang det meste af en uge at finde opbevaringsmuligheder til dem, fordi jeg alle dage har brugt en fuldstændig pløk-åndssvag størrelse, og det sker stadig, at ekspedienter ler Den Overbærende Latter, når jeg spørger, hvad de har i min størrelse. Jeg har lært ikke at diskutere med dem. Det er hurtigere at sige: ”Jamen, du må meget gerne komme med den størrelse, du mener, er den rigtige?” og så bare nyde synet af desperat vantro, der breder sig fra øjnene og ud i resten af ansigtet, når vi ender med at konstatere, at jeg har ret.
Og det gør vi. Altid. Jeg HAR trods alt kendt mine bryster i ca. 15 år.
Men takket være plaSTIK kirurgien (som jeg stadig ikke forstår, at vi udtaler sådan?) er umulige størrelseskonstellationer blevet et lukrativt marked, og udvalget er derfor blevet markant bredere.
Så langt, så godt.
Nu mangler vi så bare at lære producenterne lidt om vægt og massefylde, for åbenbart har silikone et mere lodret tyngdepunkt end the natural stuff, så formelen, der mange steder arbejdes ud fra hedder:
A-skål x Stof opløftet i 2. potens = Bh i spasser-størrelse.
Jeg forstår det godt. Det virker logisk. Men vi bliver NØDT til at snakke om, hvordan vi får stropperne integreret i ligningen, små-barmede designer-piger og –drenge.
For forestil dig, at du har været i Netto, hvor de har to vandmeloner for en 20’er. Du er glad. Du køber dem. De skal med hjem, og du køber to poser til formålet.
Poserne er fine. Rummelige. God pasform, og labert design.
Så er det fandme middelt-til-svært belastende stå uden fingre, når man er nået halvvejs hjem, fordi håndtagene er lavet af klaverstrenge.