Elvis is back in the building.

Efter 14 helt, helt fantastiske dage i hhv. San Francisco og Vancouver, har jeg igen dansk grund under fødderne. Jeg ville ønske, at ferien ikke var slut, men når det nu ikke kan være anderledes, er det ikke så dumt at vælge at komme hjem til solskin, påskeferie og brede smil over hele linien.

Jeg er positivt overrasket over, hvor lidt jet-lag’et, jeg er. Det eneste, jeg har mærket til de ni timers tidsforskel har været, at jeg vågnede kl. 4 i nat og var helt klar til noget aftensmad, og så at tingene i dag går liiiiidt langsommere, end de plejer.

Mens jeg har været afsted, har jeg slæbt rundt på retro-agtigt kladdehæfte, som jeg har håndblogget flittigt i undervejs, for man bliver frygtelig afhængigt af at skrive alting ned, så den næste uges tid eller halvanden er der dømt rejseblog.

I mellemtiden har scenen som bekendt været jeres, og jeg håber, at I har følt jer både set, hørt og underholdt undervejs. For mig har det i hvert fald været en stor hjælp, at jeg ikke har skulle poste fra en æ/ø/å-løs Mac (åh æblemand, du møvrer dig skamløst ind på mig, din smiskende (lækre) satan!), og jeg kan se, at genkendelsens glæde – og i nogle tilfælde sorg – flere gange har været present hos jer. Tak for indsatsen til jer alle derude.

Men tilbage til mig *belastende-højtråbende-mig!-mig!-mig!-børnesmiley*.

De sidste to uger har jeg været:

– glad

– dårlig til engelsk (åh Lars Ulrich, jeg har moret mig på din bekostning for sidste gang)

– ødsel (det viser sig, at der er en øvre grænse for, hvor meget man må trække på sit Visa i udlandet..)

– syg (er der en læge til stede?)

– til grin (so what else is new?)

– stiv (KLAR over hvad rødvin koster i Canada?? Nej? Det er jeg. Nu.)

– dygtig til at købe sko (4 par)

– dygtig til at købe tasker (4 stk.)

– dygtig til at købe Canada Goose (4 stk.)

(Forsinket aprilsnar.)

– Lidt solbrændt (Mental note til selv: Skal finde måde at blive udstationeret i SF på.)

Og jeg glæder mig meget til at fortælle jer (næsten) hele historien.