Dag 2/16:
Efter hvad der føltes som verdens længste rejse, (24 timer alt inkl.) ankom jeg endelig til Vancouver, hvor De Voksne – trods mine protester og forsikringer om, at jeg ikke var SPOR træt – tvang mig til at sove en time. (Hvilket jeg bagefter tvært måtte indrømme havde været meget rart) Og det var så historien om mit jetlag. Kan ikke helt forstå, at folk hyperventilerer sådan over det, men måske er jeg bare udstyret med særlig teflonpersonlighed, der får den slags til at prelle af.
Mad, vin, mere søvn, ompakning og tilbage til lufthavnen, hvorefter turen gik til San Francisco. Og O.M.G!! *homo-smiley*: I’m in love! Sol, sol, sol, uanstændigt søde mennesker og … pænt. Grundpænt. Med sjove træer i larmende grønt, hyggeligt huse og verdens blåeste himmel. Og det der med at udråbe en hel nation til venlige mennesker lyder måske sådan lidt hippie-happy, men jeg har helt alvorligt aldrig oplevet noget lignende. F.eks. blev vi en aften sat af på det falske sted af en taxa
(Måske fordi chaufføren, ligesom samtlige af sine artsfæller i SF, havde for travlt med sin dødsforagt til at høre ordentligt efter adressen. Spændende grænsende til det angstprovokerende. De kostede ikke en skid at køre rundt i, så vi brugte dem en del, men hold nu kæft… Jeg tror, at vi én gang oplevede at køre over for grønt på 4 hjul.)
hvilket betød, at vi efterfølgende stod på gaden med vores kort og forsøgte at regne ud, hvor vi var endt. På under 40 sekunder henvendte 3 forskellige mennesker sig uopfordret til os, for at spørge, om vi havde brug for hjælp. I Danmark ville du mange steder være taknemmelig, hvis de nøjedes med at stjæle din pung og lod dig slippe uden tæsk.
Flere dage var vi ude at spise på restauranter, som fremmede mennesker på diverse barer og cafeer havde anbefalet, fordi de ilede til med hjælp og gode råd, når de opdagede, at vi var turister, og på hotellet, som vi i parentes bemærket betalte en vittighed for at bo på, var de ved at falde over deres egne ben af ren og skær oprigtig hjælpsomhed.
Og så er man nok også markant nemmere at gøre glad, når man på 48 timer er gået fra småslud og nattefrost til t-shirts og klip klappere.
Dagens mest sagte sætning: ”FUCK!! Her gad jeg godt bo!!”
Åhhhh ja…SF, byen man bliver forelsket i på et splitsekund.
Og lige nu sidder jeg så og fortryder, at mit svar har været "NAAARJ jeg vil til VEGAS", de par gange min der-boende storebror har sagt "Mmmm… Vi ku osse prøve, at tage til Frisco?"
NÆSTE gang skal det prøves (mmm… fordi jeg er sådan en globetrotter, der bare er stenrig og rejser konstant… Eller…)
Nåhm – ENGANG skal det prøves :o)
Be om navn på hotel 🙂
Jeg skal på roadtrip til sommer i 3 uger – og bl.a. til San Fran. så dine gode tips er velkomne 🙂
Det med venligheden hører man fra alle, der har været i USA. Glæder mig til selv at opleve den.
Når det er sagt, kender jeg to børnefamilier, der blev forfulgt over længere tid af en narkoman med en trukket kniv … på åben gade i San Francisco om aftenen.
Agree. SF er instant love og hvorfor ikke flytte derover? Jeg vil helt sikkert, når jeg blir' stor.
Jetlag rammer når man rejser østpå. Dvs. du rammes af det, når du kommer hjem til Danmark igen.
Hvis du er i Danmark og rejser til Østen, får du jetlag når du ankommer, men ikke når du kommer tilbage til Danmark.
SH: Enig!
T: Kan du SE at komme afsted! (Og så kan du jo besøge hende, den lille bedårende niece ved samme lejlighed:))
Alice: Holiday Inn på Fishermans Wharf. Kan virkelig anbefales.
Thom: Det lyder lidt mere dramatisk end noget af det, vi oplevede, vil jeg sige.
Ano: Ked af at måtte skuffe, men jeg er kommet tilbage, og der er stadig ingenting:)
Huskede du en blomst i håret? *Også homo-smiley her*