Bloggen

Jeg har – beklageligvis uden at anstrenge mig særligt – fundet en ny gruppe af mennesker, jeg ikke bør sættes ved sinde af ved festlige lejligheder: Kvinder, der overvejer at lade sig smykke med titlen ’Selvvalgt alenemor’.

Et emne, jeg naturligvis straks overtager og prygler livet ud af, da jeg med mit ene barn snildt kan svinge ekspertkåben om skuldrene og udtale mig sikkert om alle aspekter omkring projektet.

Men mest om, hvordan mit liv blev fuldendt på måder, jeg ikke havde troet muligt, da jeg fik Anton. Hvordan jeg ikke længere slæber mig af sted gennem livet og til arrangementer, som dåben i dag, med fornemmelsen af at være en fiasko som menneske, fordi ingen har brug for mig.* Hvordan det igen er blevet muligt at glæde sig oprigtigt over veninders familieforøgelser, fordi de ikke længere symboliserer Den Uopnåelig Drøm, men tværtimod minder mig om, hvad jeg har fået lov til at være en del af. (Selvom amor åbenbart er blind som en muldvarp, det lille svin.)

Det er faktisk meget belastende at vide, at hvis jeg havde mødt mig selv for 3 år siden, ville jeg have tævet mig med et bat.

(* Her vil jeg gerne understrege, at jeg udelukkende taler på egne vegne; I må ikke opfatte det som om, at jeg mener, at børn er det eneste formål med livet, eller at man er dømt til at henslæbe sit liv i armod og ulykke, hvis man af den ene eller anden grund ikke får dem. Jeg forsøger blot at anskueliggøre, hvor meget drømmen fyldte for mig.)

Der er sket noget fantastisk: P3 har fået et program på sendefladen, som jeg ikke bare kan holde ud; jeg flat out elsker det. Så meget, at jeg i det omfang det er muligt, arrangerer min dag rundt om sendetiden.

Monte Carlo. For HELVEDE, jeg synes, det er sjovt! To timers fuldstændig planløs underholdning i et tempo så højt, at det føles som at indtage en shake bestående af espressoer, coke og candyfloss efter 14 dages faste. Der er ikke skyggen af dybdeborende journalistik eller – som i ”Smag på dig selv P3” – invitationer til lytterne om at byde ind med poetiske minder eller ideer til, hvad musik smager af (christ altså! Hvem har udtænkt det koncept!?) – men bare kaskader af humoristisk ping pong fra to fyre, som lyder som nogen, man godt gad hænge ud med.

Et program udtænkt af hjerner, der kigger på Nike Shox skoen og fluks døber den ”Randersstiletten” har mig som sin klare målgruppe.

De kan heller ikke lide hverken Sveinur eller Bruno Mars.

Blogsbjerg heart Monte Carlo.

Når jeg står på apoteket, kommer jeg altid til at spekulere på, præcis hvornår det tidspunkt indtræffer, hvor man bliver jobimmun; hvor man har udført en del af sit job så mange gange, at det, selvom det kan være noget, der er både svært og pinligt for den, man servicerer, ikke længere er noget, man nærmer sig med takt eller omhu, men tværtimod er noget, man bare tromler igennem, fordi rutinen har forvandlet det til Det Nye Nulpunkt.

Det er ikke kun på apoteket, den er gal. Hvis jeg skal hive et eksempel fra mit eget liv frem, står det ikke som mit kæreste minde, da jeg på gangen på et hospital i Århus fik at vide, at undersøgelsen, jeg lige havde fået lavet, viste, at jeg formentlig ikke kunne blive gravid. Men jeg var velkommen til at bestille en tid om 14 dage, så vi kunne snakke om det, hvis jeg havde lyst? Og så skulle han i øvrigt skynde sig videre. (Fuck, mand. Får stadig lyst til at cykle derud med træskostøvler og en plakat af Anton og losse ham eftertrykkeligt i løgene, når jeg tænker på det.)

Jeg tror ikke, at sagsbehandlere bevidst prøver at være ufølsomme, eller at læger og apotekerdamer er onde typer, der prøver at såre eller udlevere så mange, de kan nå på en dag. Jeg tror simpelthen bare ikke, at du kan blive ved med at huske, at det for den enkelte stadig er superprivat, hvad man rager til sig af sygdomme, eller at den besked, du lige nu langer over bordet, ændrer livet for altid for den, der sidder overfor, når du beskæftiger dig med det hver eneste dag.

Jeg er så latemover med nogle ting, at jeg, hvis jeg slæbte bare en kende mere på fødderne, kunne ende med at blive hip alligevel, fordi jeg faldt ned i old school-kategorien.

Efter et halvt år er det pinligt at komme og sige, at jeg faktisk ikke aner, hvordan Twitter fungerer. Eller de der frimærker, der sidder på alle produkter med respekt for sig selv, og lader som om de er stregkoder, men som kan et eller andet på nettet, hvis man scanner dem med sin telefon.

Kunne vi ikke bare være stoppet efter Facebook og iTunes?

Jeg har en sjov ide: Skal vi ikke aftale, at vi som udgangspunkt prøver at bruge vores almindelige stemmer, når vi taler til vores børn? Det er ok at file den lidt til i kanterne, hvis ungerne f.eks. har prøvet at se, hvad der sker, når man stiller sig op i en gåvogn, og skubber fra på væggen (…!), men giv mig én god grund til konstant at bruge den der supersoniske, højtpitchede  mor-stemme, med dertilhørende kunst-smil, der giver kronisk genlyd i hele fucking vuggestuen?

Jeg vil så gerne tro, at det er fordi det tager lang tid at rydde op, når man skal overtage andres kontorer med dertilhørende bunker af arbejde, som man ikke nødvendigvis finder hverken logisk eller nødvendigt.

Eller at sidste hold fjumrede ligeså meget, men at jeg bare ikke lagde mærke til det.

Det er ved at være svært at fastholde, at det var en god ide at sætte de her mennesker i spidsen for noget som helst, synes jeg.

Men i den gode sags tjeneste vil jeg prøve at bevare optimismen og håbe, at det er fordi, de lægger an til en 3 år lang, forrygende slutspurt.

Jeg er ikke overtroisk, overhovedet. Jeg er ligeglad om hændelser optræder 3, 7 og 200 gange, jeg lægger knive over kors for sjov, jeg har spildt det meste af en saltmine på alle tænkelige steder, og træder ofte lidt ekstra hårdt på stregerne, så de lige kan mærke, at de på ingen måde har magt over mig, de små, magre svin.

Jeg vil starte med at sige, at vi alle kan ånde lettede op: Det var ikke mig, der faldt af stolen i går til stripfitness. Det var primært mændene, og man må spørge sig selv, om skyldtes manglede koordination eller koncentration. Der kommer også nok lige til at gå en uge eller to, inden jeg drager på landevejen med mit show, for selvom da moves var på plads, så ser det meget lidt sexet ud, når man er så koncentreret, at man er helt krøllet sammen i ansigtet.

Men vældig fin fest. Fantastisk at være tilbage i kjole og hæle, og momentvis få lov at være hende, jeg var. Vidste også, at jeg var kommet hjem, da vi under præsentationsrunden blev bedt om at fortælle de 3 vigtigste ting om os selv: Navn, funktion, og om vi var single.

Det er så fint, at det på den måde ikke bliver lagt fingre imellem i fitnessverdenen

Jeg falder lidt i mellemkategorien der, for teknisk set er jeg jo single, men post-Anton føles det bare ikke sådan. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske fordi det sværeste ved at være single (for mig) var, at jeg ikke var nogens første prioritet. Du kan have nok så gode venner og veninder, men hvis de har kærester, vil du altid komme ind på andenpladsen, når tiden er knap og der skal vælges. 3. pladsen, når de får børn. Nu er jeg Antons førsteprioritet, og han er min, og derudover er der ikke timer i døgnet til at sidde og savne en kæreste. Fitnessfolket ville stadig godt lige vide, om jeg var søgende, dog. Og helt ærlig? Jeg aner det ikke. For jeg vil gerne have en kæreste, men kan vi klippe til det punkt, hvor vi kender hinanden og har tilpasset os hinandens liv? For jeg er sgu for træt til al dramaet med sms’er og gæt på, om vi vil det samme.  Jeg har heller ikke prøvet at skulle indrette et kæresteliv med et barn, så ved ikke, hvordan man gør, og kan godt mærke, at det lige nu bare er nemmere bare at parkere hele svineriet.

Men præsentationsrunden med dens guldgrube af informationer var stadig brugbar for mig, for det var rart nok lige at finde ud af, hvem jeg skulle bruge tid på at snakke med; jeg foretrækker fyre med kærester for tiden. Det er så utrolig anstrengende at snakke med en fyr, der hele tiden sidder og har gang i et kompliceret regnestykke, hvori elementer som 1) er du scorbar? 2) er der noget tilstede, der er bedre? 3) og kan dét scores? eller 4) er det bedre at satse sikkert?

Det er der så også nogle af fyrene med kærester, der sidder og spekulerer på, men der er dog alligevel en anden ro og evne til at være til stede i samtalen, fordi de er sikre på at komme hjem til en dyne med indhold, og derfor slapper lidt mere af. (Jamen, undskyld. Og hvis din kæreste arbejder i mit fitnesscenter, så er det selvfølgelig ikke HAM, jeg taler om.)

Gæt, hvad jeg skal lave i weekenden?

Giver I op? Ok, så siger jeg det.

På papiret lyder det hyggeligt, men … det føles lidt som at skulle til julefrokost med 60 fremmede. Altså, kender jo nogen af dem efterhånden, men mest på ”Hey Maria, du har glemt din cd i salen” og ”Anders, er det dig, der lugter af sprut??”- måden. Det kan man jo ikke få en hel aften til at gå med, kan man? Tænk, hvis jeg ender som den pinlige ene-og-alene-stork ovre i hjørnet. (Argh!)

Zumba OG stripfitness? På samme tid?! Til min første fest med kollegerne, som jeg for tre fjerdedeles vedkommende møder for første gang? Aj, men for helvede altså! Ved næsten ikke, hvordan jeg stiller mig selv i det mindst dårlige lys. Giver den fuld gas (=Hej. Jeg hedder Linda. I’m a slut) eller holder igen (Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er snerpet og anal)?

Jeg ved godt, at det er nemt at hade på Post Danmark, og at de lægger røv til en hel del indlæg rundt omkring i blogland. Jeg er også med på, at der vil ske fejl, når man er så stor en organisation, der har så mange forsendelser igennem systemet dagligt. Men det må sgu da være irriterende at være ansat et sted, som alle er så sure på, og som kun overgås af DSB i horrible priser og ineffektivitet.

Med mig i strikhue, morgenhår og væg-til-væg raseri.